Marianne Barlyng - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

endnu er uformidlet af historikerens indsigt. Den italienske piazza med dens kunstfærdige fontæner, der kan siges at have samme funktion som monumentet, er netop det altdominerende inspirationspunkt for Inger Christensens „Vandtrapper“, der former sig som en både surreel, magisk og kontemplativ nedskrivning af farten til en tidsmodus som lader se og sanse fænomenerne langt indefra i en poetisk rejse ind bag tingenes øjne, ind under huden, ned gennem tiden og historien – og ind i nu’et. Og det er ikke tilfældigt at skriftens scene er henlagt til syden. Inspirationen til „Vandtrapper“ I et interview taler Inger Christensen om det nordiske tungsind som en konsekvens af „mørket og vejrforholdene, hvorimod det sydlandske letsind, Italiens lys og farverne, har den virkning, at folk i højere grad kaster sig ud i og overskrider alle regler, mens vi heroppe i det kolde nord end ikke tør gå over for rødt klokken 1 om natten, selv om der ikke kommer en sjæl.” 15 Om inspirationen til „Vandtrapper” siger Inger Christensen i Jytte Rex’ film, Inger Christensen – Cikaderne findes: 16 ... jeg boede fire måneder i Rom i slutningen af 60’erne, og jeg skrev på en digtsamling der hedder det, og store dele af den skrev jeg faktisk dernede. Lige overfor hvor jeg boede, der lå der så en lille boghandel, hvor jeg fik øje på en bog, som viste sig at være skrevet af en arkitekt, med fine arkitekttegninger over alle de springvand der findes, og der findes virkelig mange i det centrale Rom. Den gik jeg ind og købte. Det blev til en tekst som hedder „Vandtrapper“, som beskriver ganske nøjagtigt de springvand, og mig selv som sædvanlig ved en eller anden café, hvor man enten venter på den ene eller den anden, vin eller mad eller hvad man gør, og lyset ved middagstid, som er så varmt og hele fornemmelsen i de sydlige lande af, at der ikke er sådan nogen påfaldende overgang mellem kroppen og omverdenen, at man ligesom smelter sammen med verden. Og teksten bliver så også sådan en lidt euforisk tekst, hvor det bliver klart, at man er ét med den verden man beskriver. Jeg tænkte på, at man kan jo så sige, at det er en mærkelig måde at skrive en litterær tekst på – at gå ud og købe en bog om springvand og så gå rundt og kigge på dem, og så ligesom bruge det materiale. Men jeg tror at det for mig er ret typisk, at jeg gerne vil have et materiale som er reelt, altså det skal være noget i den virkelige verden: De der springvand og hvor mange meter de fylder 87
på den ene og den anden led og hvor mange kummer de har og hvad der ellers er på dem. Det tiltaler mig at digte over noget som er virkeligt, noget alle andre mennesker også ved om tingene i verden; og jeg tror det har været grundlæggende, altså også for eksempel i digtsamlingen det og åbenbart også i Alfabet og nu sidst egentlig også i Sommerfugledalen, hvor sommerfuglene, selv om de indgår i dette her digt om, hvordan man nu som menneske føler sig mere eller mindre forvirret til rette i verden, så passer alt det der står om sommerfuglene ganske nøje. Roms fontæner I et større, populært værk om Roms fontæner af H.V. Morton, som udkom på dansk i 1967 17 kan man finde en række af de specifikke oplysninger om Roms enestående akvæduktsystemer, pladser og fontæner, som Inger Christensen indskriver i „Vandtrapper”. Følgende, som viser hvor tæt byen Rom, dens vand og fontæner er sammenknyttet, skal opsummeres: Romerrigets udbygning og succes var ifølge romerne selv snævert forbundet med tilførslen af vand til byerne: „Byernes størrelse står i forhold til deres vandforsyning”. Morton beretter om de vældige vandledninger, akvædukter, der siden ca. 300 f.Kr. har forsynet Rom med det fineste kildevand, overvejende hentet fra de omkringliggende bjerge øst for Rom. Den offentlige vandforsyning sprang i mere end 1.200 fontæner, 11 kejserlige thermer og op mod 1000 badeanstalter. Omkring 400 e.Kr. plyndrede og invaderede goterne Rom og ødelagde størstedelen af vandforsyningerne. Byen sygnede hen – det kulturelle og politiske centrum blev forlagt til Firenze. Først med begyndelsen af renæssancen blev akvædukternes muligheder genopdaget, samtidig med at Pave Nicolaus den 5. påbegyndte genopbyggelsen af Rom. Roms fontæner blev genopbygget på foranledning af forskellige paver „for at skaffe folk kulsyreholdigt vand og glæde til deres hjerter”, som Morton skriver (p. 68). Nogle af de gamle akvædukter blev retableret og nye bygget. I dag har Rom således 8 akvædukter. Den ældste – Aqua Vergine Antiqua, som bygger på de over 2.000 år gamle ledninger – er stadig i brug. Den regnes for den fineste vandforsyning i Rom, og springer bl.a. i Trevi-fontænen og i Spagna og Nicosia-fontænerne. Den yngste blev etableret i 1970’erne – og anvender som den eneste vandreservoirer for at kunne forsyne den stigende befolkningsmængde med vand. En enkelt forsyning – Aqua Paolo, som bl.a. forsyner Vatikanets fontæner og fontænerne på piazza Farnese – er overfladevand fra Lago Bracciano (nordvest for Rom) og ikke længere 88
Page 1 and 2: Marianne Barlyng ROMERSKE UDKAST be
Page 3 and 4: finde dynamiske formler for alt hva
Page 5: forstand selv er med til at moduler
Page 20 and 21: 101
Page 22 and 23: 103
Page 24 and 25: ugbart som drikkevand. Resten af va
Page 26 and 27: liggenhed mm., til at handle om en
Page 28 and 29: til Rom i jeg’et. Ganske som frem
Page 30 and 31: fænomenologiske tøven i mødet me
Page 32 and 33: krop og sprog. Fontænernes søjler

Marianne Barlyng - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?