Marianne Barlyng - Forlaget Spring

fænomenologiske tøven i mødet med byen.
Og endelig hvad angår bevægelsen, så forsøger Inger Christensen altså
dette, det vanskeligste af alt i hastighedens århundrede, at unddrage hastigheden
eksponentialkræfterne ved at inverstere kroppen og intensivere
opmærksomheden. Som udgangspunkt mimes simultaniteten, allestedsnærværelsen
i det moderne byrum (tilstedeværelsen af de mange pladser
i subjektets bevidsthed på samme tid), men langsomt uddechifreres – med
langsomheden som mellemkomst – de enkelte lag, så de bliver tilgængelige
for erkendelsen.
Inger Christensen benytter drømmevisionens logik i multieksponeringen
af jeg’ets oplevelser med 10 forskellige steder i Rom til at intensivere nu’et,
ligesom den vakte erindring om fortiden befrugter samme nu.
Kim Forum Jakobsen fremfører den tese, at „Vandtrapper” handler om
„en skønhedsæstetiker, der bliver ude af stand til at fatte, hvad der sker
omkring hende. Jeget kan ikke sætte en transcendental sublimitet istedet
for det mistede overblik, og derfor overtager tingene scenen for en tid og
alt vrides ud af sine vante folder“ (p. 132). Jeg mener snarere, at „Vandtrapper”
fremskriver et subjekt, der i ekstatisk åbenhed og konfrontation
med det fremmede langsomt kommer mere til sig selv, et subjekt der som
et moderne subjekt ankommer til byen på den eneste mulige måde man i
dag – som Inger Christensen har formuleret det i „Drømmen om en by“
– kan ankomme til en by, ikke udefra, men derimod indefra (p. 21). Subjektet
i „Vandtrapper” finder retning, selv om vejen frem – eller netop fordi
vejen frem går ad labyrintens omveje, fordi pladsen er bevægelsens og de
mange muligheders rum. Med Merleau-Ponty, som Inger Christensen selv
fremholder i essayet „Terningens syvtal“ :
Vi må forestille os en labyrint af spontane skridt, som fortsætter
hinanden, undertiden skærer, undertiden bekræfter hinanden, men
efter en uendelighed af sidespring, gennem oceaner af uorden – og
at hele foretagendet hviler i sig selv. 22
Sådan er også „Vandtrapper” komponeret, som aftryk af en labyrintisk og
svævende, men i grunden på egne og barokke såvel som moderne principper
ordnet metropol. Oplevelsen er svimmel uden at være delirisk. Ikke
mystisk, ikke egentligt epifanisk, selv om det ligner. For tid og bevægelse
spiller med i dette oplevelsesrum. Den romerske plads bliver til et sted for
kropsligt og kontemplativt nærvær for det moderne menneske, selv om nye
opbrud og ankomster forestår. For det handler ikke om at finde frem, men
at finde sted i den bevægelse det er at finde videre. Alt bevæger sig ifølge
Inger Christensen, derfor må vi også lære det uomgængelige at adskilles
111