Marianne Barlyng - Forlaget Spring

forstand selv er med til at modulere farten og modellere de rum vi bebor
eller passerer igennem som steder for væren. Karjalainen udpeger billedet
af et sted som en ‘mellemting’ i det pågående spil mellem stedets ‘fysik’ og
sindets metafysik: „Den evigt foranderlige kæde af tegn komponerer de
mangfoldige muligheders poesi“. 11
Pladsen er et af de byrum, der gennem de senere år har fået fornyet opmærksomhed
og er netop et af de steder hvor de mangfoldige muligheder sættes
i særligt skarpt relief. Pladsens funktion i vor tid er indskrænket fra at have
været samlingspunkt for alle vigtige begivenheder i datidens samfund (:
handel, oplysning, forlystelse, afstraffelse, møder osv.), til primært at være
sted for trafikal koncentration og pause i byens netværk af gader – som
distributionskerne mellem flere retninger og som navigationspunkt.
Hastighed og bevægelse stiller til stadighed fornyede krav til menneskets
krop og sanseapparat i vores møde med bl.a. byrummet og dets pladser. Vi
lever og bevæger os i en „fortrolighedshorisont, hvor vi naivt, ind imellem
måske lykkeligt, finder os til rette i det historiske, sådan som det har
skolet vores sanser (...) vi er til stede i byen selv uden egentlig at se den,
fordi den allerede er til stede i os”, som Frederik Tygstrup har udtrykt det. 12
Men ved at investere vores fænomenologiske opmærksomhed over for
det, der tilsyneladende er fortroligt, er det muligt for os at komme til at se
gennem det historisk ophobede, at komme i kontakt med verden på en ny
måde, at se det umiddelbart kendte som fremmed for igen at skabe en ny
fortrolighed, men denne gang med udgangspunkt i subjektets forhold til
den aktuelle livsverden, snarere end med mediekulturens og de historisk
overleverede billeder af den. Denne subjektive gennemtrængning af byen
lader sig imidlertid ikke gøre i farten.
En række nyere teorier om pladsen i den moderne storby fokuserer på
monumentets betydning som tidsnedsættende faktor. Under inddragelse af
Martin Heideggers interessante essay „Kunsten og rummet“ ræsonnerer billedkunstneren
Elisabeth Toubro således: „Ifølge Martin Heideggers artikel
om kunsten og rummet, holder skulpturen/monumentet rummet frit, efter
at det er blevet rømmet, for at mennesket kan tage ophold blandt tingene.
Da er skulpturen først og fremmest den faktor der indstifter en orden, et
sted, som menneskene kan indtage og fastholde“. 13 Frederik Tygstrup gør
sig nogle videre betragtninger over samme forhold: „Den opmærksomme
afsøgning af pladsen og monumentet er et møde mellem historien og
kroppen, herunder kroppens møde med sin egen historicitet”. 14 Opmærksomheden
aktiverer „massive lag af det historiske stof, der er til stede i
den sanselige intelligens, som vores kroppe kan opvise, når vi påskønner
og føler os vel tilpas i et urbant rum”. Det er her en pointe, at mennesket
i det umiddelbare møde med et rum kan besidde en historisk viden, som
86