Marianne Barlyng - Forlaget Spring

More documents

Recommendations

Info

til Rom i jeg’et. Ganske som fremmedelementet Jaguaren bliver optaget, smeltet ind og accepteret. Fordi rummet i „Vandtrapper” altså både er objektivt homogent og subjektivt inhomogent, kan jeg’et udfolde sig på flere steder og pladser på samme tid. Subjektiv bevidsthed, erindring og tid er sat i spil og eksponeres som et mentalt kort ind over Roms objektive kartografi. Stedet bliver på den måde et kvalitativt fænomen, født ud af en levende kontekst. Stedet ‘leves’ og har hermed hævet sig fra at være blot et geografisk punkt på bykortet. Byen bliver således levende. Teksten står tilbage som monument, mejslet i ord af marmor og skrevet i vand, ganske som marmorfontænerne, der som monumenter over evigheden springer og bevæger deres figurer med vand fra kilderne i bjergene. Pladsen, genindskrevet Jeg vil altså hævde, at „Vandtrapper“ udtrykker en særlig form for erfaring, der specifikt knytter sig til det urbane, til storbyen, ved i et på samme tid fænomenologisk og surreelt forløb at indtegne et moderne mentalt bykort, der på den ene side formulerer hastigheden, og på den anden side slår modsprogets kiler i ved at indskrive og metaforisere langsomheden. Herved skabes et mentalt rum som ikke er standset ud i tid, men bevæger sig med tiden i langsom rotation. Omgivelserne er fænomener, mens sproget er kunstnerens materiale. Via sproget forbinder subjektet sig med verden. Sproget holder så at sige byen oppe. Inger Christensens særlige brug af essaygenren kan ses som et forsøg med det moderne menneskes mulighed for orientering i verden. „Vandtrapper” handler på mange måder om muligheden for tilblivelse og integritet i en åben udveksling mellem mennesket og verden, med tid og rum for både hengivelse og eftertanke. Monumentets og marmorets tilsyneladende fasthed og fontænevandets flydende foranderlighed peger på grænseoverskridelsens mulighed, ligesom forbindelseslinjerne mellem pladserne via det subjektivt kartografiske blik indskriver labyrinten som figur for den moderne tilværelses svimlende mangfoldige muligheder snarere end at producere desorientering, fremmedfølelse og fortabelse. Tøven, søgen, mulighed inkarneret i Jaguarens bevægelser bliver en allegori på hastighedens nødvendige nedtoning. Teksten er et opgør med opfattelsen af mennesket i storbyen som et bevidstløst konglomerat af det mangehovedede modernitets-uhyre. Hermed sættes der ind over for den kulturpessimistiske holdning til byen. „Vandtrapper” bliver således en positiv byvision, fordi mennesket her kan finde sted i udtrykkets dobbelte betydning. I mødet mellem fæno- 109
menerne og sproget, mellem subjekt og verden, er Roms pladser blevet til steder, og byen svanger med betydninger som sproget forløser. Jeg’et har fundet et sted, og finder selv sted. Sker. Fyldes ud. Udfolder sig. Udlever. Lever. Den absolutte nærværsoplevelse er således parret med og betinget af en blivende bevægelse, som er en vedvarende tilblivelse. „I byrummet har ‘monumenterne’ status som de mulige formers form“, skriver Elisabeth Toubro: Som ikoner materialiserer de den kulturelle arv, som del af den kollektive bevidsthed (...) I ‘flyvende’ fart vil skulptur-konstruktionen have status som markør i byrummet. Tæt på og i opmærksom slentren vil den skabe sted. En autonom stedslighed for de mulige formers form, for en historisk og kulturel kollektiv erfaring, for nærvær eller distraktion, for kontemplation eller adspredthed, for kropsligt behag eller ubehag. (p. 83-84) I stedet for fart fordres altså langsomhed og åbenhed. Fra udgangspunktet i en række faktaoplysninger og registrerende indtegninger af fontænerne, så vi Inger Christensens tekst begynde næsten umærkeligt at udfolde en række slow-motion-agtige glidende forvandlingbilleder. På vandtrappen som en slags symbolsk fortætningspunkt løber vandet endskønt det synes stillestående i sin ensformige bane. Her favner langsomheden og bevægelsen hinanden. Lad mig lige repetere Virilios betragtninger over hastighedens konsekvenser for det moderne, som jeg var inde på i begyndelsen: „Rummet bliver punktualitet – materialet bliver til immaterialitet – tiden bliver til øjeblikkelighed – bevægelsen bliver til allestedsnærværelse“. Skal vi sammenstille Poul Virilios kulturkritiske modeller for hastigheden og moderniteten med Inger Christensens forestillinger om bevægelse som vi finder den udtrykt i „Vandtrapper“, bliver det tydeligt, at Inger Christensen på samme tid indskriver modernitetens rum- og tidsparametre, og taler dem midt imod. For det første bliver rummets udstrækning forøget i ganske omfattende grad, gennem drømmen, visionen, erindringen, historien, den konkrete og mentale kortlægning osv. Sproget – som er Inger Christensens materiale – opløses ganske vist midlertidigt metaforisk i immaterielle figurationer, men kun for at finde nye former, parate til nye forvandlinger i trit med kroppen i dens historicitet. Tidens varighed bliver udfoldet, ikke som en standsning af tiden, men som en bremsning af den røde jaguar, der i begyndelsen jager af sted, men hvis tøven bliver positivt symbol på det åbne og opmærksomme menneskes 110
Page 1 and 2: Marianne Barlyng ROMERSKE UDKAST be
Page 3 and 4: finde dynamiske formler for alt hva
Page 5 and 6: forstand selv er med til at moduler
Page 7: på den ene og den anden led og hvo
Page 20 and 21: 101
Page 22 and 23: 103
Page 24 and 25: ugbart som drikkevand. Resten af va
Page 26 and 27: liggenhed mm., til at handle om en
Page 30 and 31: fænomenologiske tøven i mødet me
Page 32 and 33: krop og sprog. Fontænernes søjler

Marianne Barlyng - Forlaget Spring

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?