Traumatiserede i beskæftigelse - Professionshøjskolen UCC

Traumatiserede i beskæftigelse
Metodehæfte til sagsbehandlere, undervisere samt job- og
virksomhedskonsulenter, der arbejder med traumatiserede udlændinge

Traumatiserede i beskæftigelse
Metodehæfte til sagsbehandlere, undervisere samt job- og
virksomhedskonsulenter, der arbejder med traumatiserede udlændinge

Traumatiserede i beskæftigelse
Udgiver:
Center for tosprogethed og interkulturalitet, UC2
Professionshøjskolen UCC, University College Capital
September 2010
Publikationen er støttet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Forfatter:
Jette Skadhauge i samarbejde med Mia Omø Larsen
Redaktion og bearbejdning:
Merete Thorøe
ISBN:
978-87-91786-00-6
Oplag:
1.000 eksemplarer
Grafisk tilrettelæggelse og tryk:
www.printgrafik.dk
Foto:
Lars Svankjær side 11, 14, 17, 38, 43 og 46.
Jette Skadhauge side 15, 20, 25, 29, 31, 34, 35 og 41.
Publikationen findes på:
www.didak.ucc.dk/videncentre/uc2/projekter

Indhold
Indledning ........................................................................................ side 7
1. TRIB i tal – målgruppe og resultater ................................................ side 9
2. Beskæftigelse som mål og tema i rehabiliteringen ......................... side 15
3. Her lykkes det .................................................................................. side 17
4. Hvad skal fagpersoner kunne? ........................................................ side 20
5. Case management .......................................................................... side 22
6. Vejledning ....................................................................................... side 25
7. Visitation og afdækning .................................................................. side 28
8. Tilpasset danskundervisning ........................................................... side 31
9. Praktik og brobygning ..................................................................... side 35
10. Kontakt til virksomhederne ............................................................. side 39
11. Mentor ............................................................................................ side 42
12. Efterværn ........................................................................................ side 47
Delprojekter i TRIB .......................................................................... side 50
Bilag ................................................................................................ side 51

Indledning
Udviklingsprojektet TRIB - Traumatiserede i beskæftigelse - har
haft til formål at få traumatiserede flygtninge og indvandrere i
beskæftigelse og at klarlægge, hvad der skal til for, at traumatiserede,
der har potentiale til at arbejde, kan få job og tilknytning
til arbejdsmarkedet.
Projektet er afviklet i perioden 2007-2010 og er finansieret af
satspuljemidler fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration under temaet ’Særlig indsats for traumatiserede
flygtninge’. Det er Center for tosprogethed og interkulturalitet,
UC2, i Professionshøjskolen University College Capital, der har
administreret projektet.
En række institutioner har gennemført delprojekter under TRIB.
Det er:
• Traumecenter Sønderborg i Sønderborg Kommune
• Gørtlervejens Skole i Ringe i Faaborg Midtfyn Kommune
• Etnisk Rådgivningscenter NOOR, Center for Beskæftigelse
Sprog og Integration i Københavns Kommune
• Sprogcenter Vejle i Vejle Kommune
• SYNerGAIA institutionerne i Århus, Holstebro og Herning
kommuner.
Disse institutioner (adresser og kontaktpersoner findes bagerst i
dette hæfte) har samarbejdet med en række lokale partnere og
virksomheder og har i forløbet udbygget og styrket deres indsats
for, at traumatiserede kan komme tættere på arbejdsmarked og
uddannelse.
TRIB projektet har afprøvet en række forskellige indsatser,
nemlig:
• Visitation og afdækning
• Vejledning
• Praktik- og brobygningsforløb
• Tilpasset danskundervisning
• Kontakt til virksomheder
• Mentorordning
• Case-management
• Efterværn
Det er erfaringerne fra alle fagpersonernes arbejde med de
forskellige indsatser og kombinationen af dem, der er opsamlet i
dette metodehæfte i en generaliserende form. Her er eksempler
7
på, hvordan der i praksis er arbejdet med at udmønte og kombinere
indsatserne, og i bilagene til slut i hæftet findes konkret
inspiration til, hvordan der kan arbejdes med arbejdsmarkedet
som mål og som tema i rehabilitering i kommunerne.
Hvad der formidles i dette metodehæfte er således rundet af
praksis, men TRIB projektet har haft et solidt vidensgrundlag
i fagområderne traumatologi, rehabilitering, tilpasset andetsprogsundervisning
og socialfagligt arbejde - alt med fokus på
beskæftigelse og arbejdsmarked.
Hver indsats i TRIB har fået sit eget kapitel for overskuelighedens
skyld. Det betyder ikke, at indsatserne ikke hænger sammen. Det
gør de, og nogle af dem overlapper hinanden. Det er umuligt
at lave et trinforløb, som alle traumatiserede med evne og vilje
til at arbejde, skal igennem. Der findes ikke nogen let løsning.
Da de enkelte traumatiseredes skæbne og muligheder er helt
forskellige, og fordi kommunernes tilbud varierer fra sted til
sted, har vi valgt at lade både traumatiserede og fagpersoner
komme til orde i metodehæftet i form af et indledende interview
i starten af hvert kapitel.
Hæftet er primært skrevet til undervisere, sagsbehandlere samt
job- og virksomhedskonsulenter, men alle, som arbejder med
målgruppen, kan have glæde af at læse med.
Om det lykkes flere traumatiserede flygtninge at komme i
arbejde afhænger i høj grad af politiske beslutninger i stat og
kommuner, af økonomiske konjunkturer og helt specifikke lokale
forhold. TRIB projektet har vist, at det kan lade sig gøre – selv
for nogle, som ofte opleves som vanskelige at få i arbejde, fx
enlige, kortuddannede kvinder med børn. Det har også vist sig,
at både den enkelte traumatiserede borger og i lige så høj grad
det system, der møder den traumatiserede skal have motivation,
evne og vilje til at gøre en stor indsats. Ellers lykkes det ikke at få
traumatiserede på lønningslisten.
Tak til alle borgere og fagpersoner, som har bidraget med deres
historier og erfaringer.
København, september 2010
Jette Skadhauge
Projektleder

Fødselsår
Hvis man ser på kursisternes alder, er 89 ud af 103 kursisterne født i perioden fra 1960 til
1980, hvilket vil sige, at de er mellem 30 og 50 år. Lykkes det at få denne målgruppe i
arbejde eller knyttet tættere til arbejdsmarkedet, vil de sandsynligvis have et langt arbejdsliv
Kapitel 1
foran sig.
TRIB i tal – målgruppe og resultater
Diagrammet nedenfor illustrerer, hvordan kursisterne fordeler sig i forhold til deres
fødselsår.
35
30
25
20
15
10
5
0
1
1
2
1
3
1
3
12
Tabel 2: Kursister fordelt på fødselsår
2
4
4
7
4
3
13
1
4
2
4
7
Oprindelsesland
35
Kursisterne 30 kommer fra 4mindst
15 forskellige lande, hos nogle kursister er deres
oprindelsesland ikke noteret 2
25
2 i forbindelse med indskrivning, men den region, de kommer fra,
er noteret. Næsten halvdelen 3
20
4
af kursisterne kommer fra tre forskellige lande, Sønderborg nemlig Irak,
det tidligere Jugoslavien 4 og Afghanistan, hvilket søjlediagrammet nedenfor også NOOR viser.
15
10
5
0
1 8
4 1
4 5
20
3
3
1
2
6
Tabel 7: Kursister fordelt på antal børn i familien
4
3
4
2
5
1
1
3 1
2 1
2
3
6
2
1
9
Sønderborg
NOOR
Ringe
Vejle
SYN.G.
Dette 25
betyder, at en gruppe af kursisterne både er traumatiserede og alene-forældre, hvilket
er problematisk for såvel børnene som forældrene.
20
Økonomi
Kursisternes forsørgelsesgrundlag består for langt hovedparten af enten kontanthjælp eller
starthjælp. 15 Langt størstedelen – cirka 80 pct. – er på kontanthjælp, mens omkring 15 pct. har
starthjælp som forsørgelsesgrundlag. Den sidste andel er enten på dagpenge, får løntilskud
eller har ingen indtægt. Dvs. at det generelt er gældende for målgruppen, at de ikke har en
10
20
stor økonomisk frihed, 18 men at de tværtimod kan have svært ved at få deres økonomiske
situation 14 til at hænge sammen i hverdagen.
5
0
5
Tabel 3: Kursister fordelt på oprindelsesland
4
9
4 4
2
Ringe
Vejle
SYN.G.
Ved en nærmere analyse af tallene for de enkelte delprojekter, viser det sig, at der er en
8
2
3
1
5
2 2
1 1
Fødselsår
Langt størstedelen af borgerne er mellem
30 og 50 år.
SLUTEVALUERING AF TRIB-PROJEKTET
Antal børn
Størstedelen af deltagerne har børn
– de 14 fleste har 2-4 børn.
RING AF TRIB-PROJEKTET
Oprindelsesland
Næsten halvdelen af de traumatiserede deltagere
kommer fra enten det tidligere Jugoslavien, Irak
eller Afghanistan.

80
70
60
50
40
30
20
10
0
1
1
4
7
1
16
9
6
40
1
Ligesom ved spørgsmålet om, hvorvidt kursisterne har fået stillet en diagnose, eksisterer der
Tabel 8: Kursister fordelt på økonomisk situation
store forskelle delprojekterne imellem. I Sønderborg og Vejle anvender størstedelen af
kursisterne psykofarmaka, mens det er cirka halvdelen af kursisterne i Ringe, der angiver, at
Når de anvender det gælder psykofarmaka. forsørgelse af I NOOR børn, fremgår er det omkring det af indskrivningsskemaerne, en tredjedel af kursisterne, at der en tredjedel anvender
33
af psykofarmaka, kursisterne 35 er mens alene fordelingen om at forsørge i SYNerGAIA familien. svarer Omkring til det 60 generelle pct. har angivet, billede. at de ikke er
alene 30om
at forsørge familien, mens cirka 10 pct. ikke har besvaret spørgsmålet.
Har borgeren været tortureret 23 eller vidne til krigslignende omstændigheder?
25
Ifølge indskrivningsskemaerne har lidt over 20
Helbred
1/3 af kursisterne eller mere præcist 36 ud af
103 kursister 20
Ifølge oplysningerne oplyst, at fra de indskrivningsskemaerne har været tortureret, mens har 46 48 kursister har svaret ud nej. af 103 Der oplyst, skal dog at gøres de har
opmærksom på, 13
fået stillet 15 en diagnose.
at der for
Der
19
skal
kursisters
dog gøres
vedkommende
opmærksom
er
på,
svaret
at for
"ved
ca. 1/4
ikke"
af
eller
kursisterne
spørgsmålet
er
spørgsmålet
er ikke besvaret.
10 angående diagnose ikke besvaret eller 7besvaret
med 'ved ikke', hvilket må anses
for at være et højt antal. Af de kursister, der har svaret, har knap 60 pct. fået stillet 4 en
I delprojektet 5 NOOR har 2/3-dele af kursisterne været udsat for 2
diagnose.
tortur, 1mens
omkring
halvdelen 0 af kursisterne i Vejle ligeledes har oplevet at blive tortureret. For de resterende
projekter angiver 1-4 år hovedparten 5-9 år 10-14 af kursisterne, år 15-19 år at 20-24 de ikke år har 25-29 oplevet år 30-35 at blive år tortureret.
ikke
besvaret
Til gengæld angiver mere end ¾-dele af alle kursisterne, at de enten har været vidne til eller
Tabel 4: Kursister fordelt på opholdstid i Danmark
har deltaget i krigslignende omstændigheder, hvilket diagrammet nedenfor illustrerer.
Opholdsstatus
I forhold til kursisternes opholdsstatus viser opgørelsen, at mere end halvdelen af
80
12
kursisterne – ca. 60 pct. – er flygtninge med permanent opholdstilladelse. Derudover er cirka
70
20 pct. flygtninge med
60
20 midlertidig opholdstilladelse, mens godt 10 pct. er indvandrere (de
Sønderborg
sidste 10 pct. er andet/ikke besvaret).
50
8
NOOR
40
10
Ringe
30
Vejle
70 20
10
60
0
30
6
3
9
2 20
10
SYN.G.
50
17 Ja Nej Ved ikke/ikke
besvaret
Sønderborg
40
Tabel 10: Kursister, der 9 har været vidne til eller deltaget i krigslignende omstændigheder NOOR
30
8
Ringe
Vejle
Som 20 ved de tidligere spørgsmål omhandlende kursisternes sundhed og helbred 10 er der store
2
2
2
1
Sønderborg
NOOR
Ringe
Vejle
SYN.G.
Forsørgelsesgrundlag
Næsten alle borgere modtog ved projektstart
kontanthjælp – en mindre del var på
kontanthjælp.
SLUTEVALUERING AF TRIB-PROJEKTET
Opholdstid i DK
De fleste deltagere (3/4) har været i Danmark
mellem 5 og 19 år.
19
Vidne til eller deltaget i
krigslignende omstændigheder
NG AF TRIB-PROJEKTET
Cirka ¾ af borgerne har været vidne til eller
deltaget i krigslignende omstændigheder.
PROJEKTET

11
Galawej arbejder på bocenter for mennesker med psykiske lidelser.

Kapitel 1
TRIB i tal - målgruppe og resultater
107 borgere har været indskrevet i TRIB projektet. Fire deltagere
blev dog indskrevet så sent, at de ikke indgår i den efterfølgende
beskrivelse af målgruppen.
Ved projektets start blev deltagerne defineret som: voksne og
unge flygtninge og indvandrere med PTSD eller lignende symptomer,
hvis modstandskraft og helbredsmæssige forhold er
sådan, at de formodes at kunne komme i beskæftigelse.
I bilag 1 findes en oversigt over de symptomer, der kendetegner
PTSD, og som mange deltagere i TRIB projektet har været belastet
af. Betragter man gruppen af deltagere under ét, tegner
der sig dette billede:
• Der er flest kvinder
• Størstedelen har børn, de fleste 2-4 børn
• Kun lidt over halvdelen af alle er gift
• Hovedparten er mellem 30 og 50 år
• ¾ har været i Danmark 5-20 år, og mere end halvdelen er
flygtninge med permanent opholdstilladelse
• ¾ har været vidne til eller deltaget i krigslignende
omstændigheder og langt størstedelen kommer fra lande
med krig eller lande, som har været i krig.
Køn og familieforhold
Kvinderne var i klart overtal blandt de indskrevne i projektet
– der var 74 kvinder og 29 mænd. Kun lidt over halvdelen
af borgerne er gift, mens 44 er alene, men med børn. Langt
størstedelen har børn i Danmark, kun hver 10. har slet ingen
børn. De fleste – 68 borgere – har mellem 2 og 4 børn. Kun
relativt få har en meget stor børneflok, dog har 5 deltagere 8
børn. At målgruppen består af så forholdsvis mange kvinder,
hvoraf en del er enlige med børn, betyder, at det er en
udfordring at få familien og en hverdag til at fungere ved siden
af arbejde eller praktik. Samtidig er det en belastende faktor at
være både traumatiseret og alene-forælder.
Alder og forsørgelse
Hovedparten – 89 af deltagerne - er mellem 30 og 50 år. De
befinder sig således midt i den arbejdsdygtige alder, men
12
ved projektets start var stort set alle, nemlig 96 borgere, på
kontanthjælp – heraf var 16 på starthjælp. Det vil sige, at hele
målgruppen har en meget stram økonomi og kan have svært
ved at få hverdagen til at hænge sammen - også rent økonomisk.
Hvis denne gruppe kommer i arbejde eller bliver tættere til-
knyttet arbejdsmarkedet, vil de sandsynligvis have mange
arbejdsår foran sig, og deres forsørgelsesgrundlag vil blive
stærkt forbedret.
Tilknytning til Danmark
Lidt over halvdelen af deltagerne har boet i Danmark i 10 år
eller mere, og hovedparten (3/4) har været her mellem 5 og 19
år – dog uden at være kommet i arbejde. En enkelt har været i
Danmark hele 35 år. Mere end halvdelen af borgerene – nemlig
62 - er flygtninge med permanent opholdstilladelse i landet,
mens 19 har midlertidig opholdstilladelse. Kun 12 er registeret
som indvandrere. For hovedparten af deltagerne kan den
manglende tilknytning til arbejdsmarkedet altså ikke tilskrives
”begyndervanskeligheder” i Danmark eller usikkerhed om
opholdsstatus, men skyldes derimod andre barrierer.
Oprindelsesland og krigsoplevelser
De 107 deltagere kommer fra ca. 20 forskellige lande, men
næsten halvdelen kommer fra 3 lande, nemlig det tidligere
Jugoslavien (20 personer), Irak (18) og Afghanistan (14). Det er
lande, som i mange år har været præget af krig, borgerkrig og
uroligheder, og ¾ af borgerene har været vidne til eller deltaget i
krigslignende omstændigheder. Blandt andet har 36 været udsat
for tortur – det skal dog bemærkes, at 19 deltagere enten ikke
har besvaret dette spørgsmål eller svaret ”ved ikke”. Det kan
skyldes, at de ikke ønsker at dele en sådan oplysning med en evt.
kommende arbejdsgiver – eller af frygt for at blive stigmatiseret.
Krig og tortur har naturligvis sat sine tydelige spor på
målgruppen. 46 oplyser, at de har fået stillet en diagnose af en
læge eller psykiater, og 42 borgere tager psykofarmaka. Cirka ¼
af deltagerne har imidlertid ikke besvaret eller svaret ”ved ikke”
til spørgsmålet vedr. diagnose – til spørgsmålet vedr. brug af
psykofarmaka gælder det ca. 1/10. De manglende svar på disse
spørgsmål kan skyldes samme forhold som ovenfor.

Resultater
Af de 107 indskrevne i TRIB projektet, var 51 udskrevet igen ved
projektets afslutning. Heraf er i alt 18 kommet i beskæftigelse
eller uddannelse i direkte forlængelse af TRIB forløbet:
• 8 borgere har fået ordinært ustøttet arbejde
(5 i rengøringsjob, 3 i kantinejob)
• 1 har startet egen virksomhed - efter projektets afslutning
har yderligere én startet egen virksomhed
• 2 kom i job med løntilskud mhp. ordinær ansættelse
• 6 kom i gang med uddannelse
(fx VUC, bus- eller taxachauffør, teknisk skole)
• 1 gik i gang med ordinær sprogundervisning
Syv borgere er derudover udskrevet til praktik eller aktivering,
som også er skridt på vejen til beskæftigelse. Flere indskrevne
deltagere er i gang med uafsluttede forløb, som kan føre til
beskæftigelse.
TRIB projektet viser, at det er en vanskelig opgave at få traumatiserede
flygtninge i beskæftigelse - men projektet viser
også, at det er muligt – selv for svært belastede personer, som
ellers var opgivet af systemet. To enlige mødre uden nogen
tidligere erhvervserfaring er fx blandt de fastansatte. Men det
forudsætter en særlig indsats med en bred vifte af forskellige
tilbud, der matcher den enkeltes situation.
Ingen model, der gælder for alle
Det er ikke muligt at give et entydigt svar på, hvilke indsatser
og kombinationer af indsatser, der er mest hensigtsmæssige
og ”rigtige”, når det gælder udslusning til arbejdsmarkedet.
De traumatiserede er trods mange fælles belastende forhold
meget forskellige, og kommunernes tilbud er forskellige. Det
individuelle fokus er meget afgørende, så der kan tilbydes
indsatser – gerne parallelle indsatser - i forhold til den enkeltes
specifikke behov. Ikke alle har fx behov for praktik.
TRIB projektet har udviklet bud på metoder og aktiviteter,
der ifølge fagpersoners vurderinger er frugtbare. Tre centrale
erfaringer, der har vist sig at gælde for alle, skal trækkes frem
her:
Tid skal der være nok af
Rehabilitering efter traumatiske oplevelser tager tid, fordi de
symptomer, der ligger i traumernes kølvand omfatter krop
og psyke, identitet og følelser – og de lægger sig oveni de
“almindelige” udfordringer ved at skulle integreres i et nyt land:
At lære et nyt sprog, at forstå og indgå i en ny kultur og at leve
13
med minoritetsstatus. Derfor skal denne gruppe borgere have
mere tid til fx at lære dansk og til at genvinde mod og evne til
at komme tilbage til samfundet. Og systemet bør koordinere og
effektivisere sine indsatser så meget som muligt. Der er brug for
tid – og tiden må ikke spildes!
Bilag 2 skitserer rehabiliteringens tre centrale faser.
Den stabile sagsbehandler er et must
En af de store udfordringer er at sikre stabilitet, tryghed
og sammenhæng i sagsbehandlingen i kommunerne. Den
traumatiserede har qua sine oplevelser fx under tortur mistet
tillid til andre mennesker, og det kræver meget at genopbygge
den. Opsplitning i sagsbehandling og ydelse i kommunale
forvaltninger gør, at en traumatiseret ofte har kontakt til
flere sagsbehandlere i forskellige afdelinger. Kommunale
omstruktureringer, sammenlægninger og udskiftning i personale
medfører, at en traumatiseret borger løbende kan blive
præsenteret for nye fagpersoner. Det betyder, at den nødvendige
tillidsfulde relation ikke etableres. Når en sagsbehandler med
viden om PTSD i værste fald erstattes med én, der ikke har den
særlige viden, er det også meget negativt for borgeren. Det kan
virke direkte retraumatiserende og så angstfremkaldende, at et
positivt forløb let bliver sat halve eller hele år tilbage.
Kommunale omrokeringer, der kan have effektivisering
som formål, kan for traumatiserede borgere betyde det stik
modsatte: Spild af tid og tab af mod og evne til at komme videre.
Gruppeforløb giver positiv energi
I TRIB har det vist sig, at den arbejdsmarkedsrettede indsats
med fordel kan foregå i gruppe. Det er nyt, men ligger i tråd med
tendenser i behandlingen, hvor fx psykoedukative forløb afvikles
med grupper af traumatiserede.
TRIB deltagere har forberedt sig sammen til praktikforløb, har
efterbearbejdet og delt erfaringer i gruppe og er blevet udsluset
i job til den samme arbejdsplads. Denne metode ser ud til at
hjælpe dem med at hjælpe hinanden videre og at skabe positiv
energi.
Læs mere
For yderligere beskrivelse af målgruppen og information om
resultater og erfaringer henvises til ”Slutevaluering af TRIB
projektet” , udført af Teori- og Metodecentret, UCC, 2010.
Slutevalueringen kan findes på www.didak.ucc.dk/videncentre/
uc2/projekter.

Jeg føler mig tilfreds med mig selv ved at udføre et nyttigt arbejde, siger Ahmed.
14

Kapitel 2
• Er via NOOR i ordinært job på et bocenter for mennesker
med sindslidelse – efter at have været i job med løntilskud
samme sted. Gør rent, hjælper og ledsager beboerne,
fungerer af og til som chauffør.
• Forstår og taler dansk rimelig godt, har aldrig tidligere været
på arbejdsmarkedet i Danmark
• Kommer fra Irak og har i hjemlandet været soldat hele sit
voksne liv. Har siddet i fængsel og været i en berygtet
fangelejr i 7 år, hvor han var udsat for tortur. Har været 12 år
i Danmark. Bor alene efter skilsmisse fra sin
familiesammenførte kone.
Et normalt menneske har job
Hvad laver du i løbet af en arbejdsdag?
»Jeg møder kl. 9 og går i gang med at gøre rent i gangen og
i køkkenet, og derefter går jeg igennem beboernes rum og
hjælper med at rede seng etc. Vi holder pause med beboerne
og har korte samtaler med dem. Nogle gange ledsager jeg en
af beboerne på indkøb i supermarked. En dag blev jeg og Mona
(mentor og kollega) inviteret på friskpresset juice i byen af en
beboer. Det var en dansker, og vi er lidt venner. Jeg er meget
engageret i mit arbejde, og når jeg tager derhen, så glemmer jeg
alle mine bekymringer og fortiden. Så jeg har bedt om at arbejde
flere timer. Nu arbejder jeg 6 timer om dagen.
Ingen troede, han kunne arbejde
Jobkonsulent Miroslav Rajic fortæller:
Interview med Ahmed, 43 år.
Beskæftigelse som mål og tema i rehabiliteringen
- Job giver indhold og struktur i livet
15
Hvorfor er det godt at arbejde?
Jeg føler mig tilfreds med mig selv ved at udføre et nyttigt
arbejde. Så jeg er glad og tilfreds, når jeg kommer hjem og hviler
mig. Det har skabt en vis rytme i min dagligdag. Når jeg kommer
hjem, slapper jeg af, laver mad og går i seng. Før var det hele
noget rod, og jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle noget. Jeg går
senest i seng kl. 23.30 og er udhvilet kl. 7, når jeg står op.
Hvad troede du selv, da du kom?
Da jeg kom til Danmark, var jeg meget motiveret for at arbejde.
Jeg har været i et åbent fængsel i Saudi Arabien, hvor jeg lærte
mig selv at klippe hår. Jeg spurgte, om jeg kunne komme på
kursus og lære at klippe rigtigt. Men det kunne jeg ikke, for de
sagde, at jeg var for gammel til at få læreplads og uddannelse.
Jeg ville gerne tjene penge ved at bruge mine evner. Men jeg
skulle systemets vej. Det tog lidt af motivationen fra mig. Til sidst
hørte jeg om Miroslavs (jobkonsulent) tilbud om jobvejledning
og blev glad for det. For så er NOOR ikke kun et behandlingssted,
men et sted, hvor man kan komme ud som et normalt menneske
med job i sidste ende.
Hvad laver du om 5 år?
Når jeg møder venner på gaden, siger de til mig, at jeg ser ti
år yngre ud nu end tidligere. Jeg har tabt mig meget, og lægen
siger, at det er godt. Arbejdspladsen har et motionsrum, som
jeg har brugt lidt. Arbejdet er dejligt, og jeg håber, at jeg kan
blive ved med at arbejde. Hvis jeg bliver ved med at have et godt
forhold til beboerne, så håber jeg, at min indsats kan gøre andre
glade - og også mig selv glad«.
»Der er ikke nogen, der har henvist Ahmed til mig. Ingen troede, at han kunne arbejde. Jeg blev inviteret ind i danskundervisningen
for at fortælle om det danske arbejdsmarked. Ahmed sad og lyttede, og han sagde: ’Hvis du finder et arbejde til mig, og jeg
bliver sur og slår nogen ihjel, så er det dig, der kommer i fængsel’. Jeg sagde til Ahmad, at hvis jeg fandt ham et job, og han slår
nogen ihjel, så er det ham, der ryger i fængsel og mig, der går hjem. Men skal vi ikke finde et job, der passer til dig?«

Beskæftigelse som mål og tema i rehabiliteringen
- Job giver indhold og struktur i livet
Det er rehabiliterende at få job.
Gevinsten af arbejdsmarkedsrettet undervisning, vejledning og
brobygningsaktiviteter er tydelig for den traumatiserede, når det
fører til ansættelse og job: Mindre fattigdom, bedre sundhed,
deltagelse i samfundslivet og en styrket familie med børn, der
oplever en rask, kompetent og aktiv forælder.
Men ikke alle kan umiddelbart klare et almindeligt fuldtidsjob.
Nogle har brug for mere tid eller for særligt tilpassede ordninger
og skånehensyn på kort og langt sigt. Og andre kommer måske
slet ikke i job, fordi de er for syge eller for nedslidte.
For alle traumatiserede ser det imidlertid ud til at være positivt
at have beskæftigelse og arbejdsmarked som et tema i det
rehabiliterende program. Det er traumatiserede borgere, lærere,
sagsbehandlere og jobkonsulenter i TRIB forløbet meget enige
om.
Den nyeste forskning indenfor rehabilitering peger på, at den
indsats, der sker efter de traumatiske begivenheder, og som har
fokus på venner, sproglige kompetencer, uddannelse og arbejde
har afgørende positiv betydning for den traumatiseredes videre
liv og mulighed for at komme sig (se Læs mere).
Venner, sproglige kompetencer, uddannelse og arbejde er der
netop mulighed for at få, når man deltager i rehabiliterende
undervisnings- og udslusningsforløb med fokus på job og
arbejdsmarked.
Hvad giver arbejdsmarkedsperspektivet?
Når job og arbejdsmarked er et tema, oplever lærere og
jobkonsulenter, at den traumatiserede borger i højere grad kan:
1. Genfinde ressourcer
2. Genskabe identitet
3. Rette sig mod normalitet
4. Opnå ligeværd
5. Få tilhørsforhold og netværk
6. Blive set som et menneske der har krav på respekt
7. Genvinde status
16
8. Få tilført viden der giver mulighed for at være aktiv i og
ansvarlig for eget liv
9. Være en bedre støtte for børn og unge
10. Få inspiration fra andre der er i praktik eller arbejde
11. Få håb og retning for fremtid
12. Blive en del af samfundet uden sygdomsidentitet.
Det vil alt i alt sige, at den traumatiserede i højere grad
kan opleve sig selv som en voksen og myndig person, der
forventes at kunne yde et bidrag til samfundet. For dem, der
har potentialet til at komme i beskæftigelse, er det at kunne
bruges til noget og tage del i samfundet et uhyre vigtigt
element på vejen mod en ny tilværelse som medborger. Det
fremtidsperspektiv, der ligger i at beskæftige sig med job og
arbejdsmarked, kan styrke den traumatiseredes tro på, at
han eller hun kan få det godt igen på lidt længere sigt og give
en større tro på, at det hele nytter noget. Desuden kan fx
virksomhedsbesøg og praktik give inspiration og ny viden, som
den traumatiserede kan anvende i andre sociale sammenhænge,
fx som støtte til børn og unge.
Selv hvis indsatsen ikke umiddelbart fører til job, er det altså
positivt at sætte beskæftigelse på dagsordenen.
Læs mere
“Traumatic experiences prior to arrival seem to be of less
importance for recovery during time in exile than exile-related
factors, such as networks of friends, language competences,
school and work.”
Citatet er fra Bengt H. Sjölund m.fl: ”Rehabilitating torture
survivors” i Journal of Rehabilitation Medicine, 2009, 41 (9), side
689-696.
Artiklen kan findes på www.rct.dk/Publications/Research_
publications/Articles.aspx
Adam Johansen: ”Arbejdets betydning for flygtninge med
traumer – og andre forhold i eksiltilværelsen, der spiller
ind på det psykiske helbred”, Forskningsregistrant. Dansk
Flygtningehjælp, 2008.
Forskningsregistranten findes på www.flygtning.dk/
fileadmin/uploads/pdf/Saadan_hjaelper_vi_PDF/CUF_PDF/
forskningsoversigt_med_forside_01.pdf

Alle har ressourcer
Kapitel 3
Interview med Miroslav Rajic, jobkonsulent, Etnisk Rådgivningscenter NOOR
Her lykkes det
- Klar tale og velmente puf giver pote
Hvordan er din tilgang til de traumatiserede borgere?
»Alle har ressourcer. De skal bare graves frem. Jeg siger: ’Du kan
godt med den rette hjælp. Jeg kan ikke leve livet for dig – det
skal du selv, men jeg kan hjælpe dig.’
Hvad gør du for at motivere borgerne til arbejdsmarkedet?
Jeg bruger et meget direkte sprog. Mine kollegaer synes nogen
gange, det er for meget og for provokerende. Jeg vil gerne
provokere. De her borgere har været til utallige kurser om
Danmark: Det er et kongerige, vi har en dronning og et socialt
system, der fungerer sådan og sådan. De gaber - og kan ikke se
sig selv. For at styrke motivationen spørger jeg meget jordnært
og konkret– forsøger at tale ind i deres hverdagsproblemer. Eller
opruller de positive scenarier, hvis de kommer videre og får
arbejde. Hvornår har du sidst set din mor? Hvornår har du været
på ferie? Vil du gerne købe et flot tv?
Borgerne ved tit ikke, hvad det er, de kan opnå ved at få et
arbejde - hvad det betyder helt konkret for dem. Det har de ikke
lært på de der kurser om kultur- og samfundsforståelse. Jeg
fortæller dem også, hvad det betyder at være en rollemodel.
Hvis børnene ser både far og mor på kontanthjælp vil de synes,
det er normalt. Det frembringer mange reaktioner især hos
kvinderne. Det handler også om at bryde en social arv.
Hvad opnår du ved at være meget direkte i din
kommunikation?
Jeg vil gerne have borgerne til at prøve og forklarer dem, at de
ikke kan miste noget. Hvis de får arbejde, får de mange gevinster
– hvis det ikke lykkes, er de bare tilbage til der, hvor de er nu,
og så har de ikke mistet noget. Hvis du rammer dem direkte på
det helt basale, så laver det et klik i hovedet – her er nogen, der
snakker i et sprog, de kan forstå.
Og så hører jeg efter, hvad de siger. Hvad er dit største problem?
Hvordan kan jeg hjælpe dig? Nogen gange er folk ikke helt
realistiske, så prøver jeg at få en dialog om, hvad der er realistisk.
17
Hvordan hjælper man bedst traumatiserede?
Mange ser traumatiserede som mennesker uden ressourcer, som
ruiner af mennesker, der ikke kan fungere. Og traumatiserede
synes ofte selv, det er umuligt at leve normalt igen. Alle danskere
har stor empati, synes det er synd, og at de her mennesker
måske skal pensioneres. Hvordan kan vi ellers hjælpe? Men
hvis noget gør ondt, går du til læge og prøver at behandle det.
Sådan skal man også se på traumer. De skal behandles, og de
traumatiserede skal ikke bare sendes hjem igen. Det er virkelig
synd for dem at sige: Gå bare hjem. Det er en katastrofe at
isolere folk.«

Her lykkes det
- Klar tale og velmente puf giver pote
Et delprojekt i TRIB har haft succes med at få traumatiserede
borgere i ordinært arbejde. Det er Etnisk Rådgivningscenter
NOOR i Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration i
Københavns Kommune. NOOR tilbyder en samlet pakke til de
traumatiserede i form af tilbud hos psykologer, socialrådgivere,
socialpædagoger, afspændingspædagoger, jobkonsulenter og
dansklærere. Der er tilknyttet psykiatrisk rådgivning og tolke.
Borgerne er i tilbuddet i ca. 9 til 12 måneder. I sidste fase af
behandlingsforløbet tilbydes intensiv støtte fra jobkonsulenten
til udslusning til arbejde. Jobkonsulenten kan i det forløb henvise
til opkvalificeringskurser i form af enten hygiejnebevis, kørekort
eller rengøringsbevis, alt efter hvad borgerne har brug for i deres
videre forløb.
Udslusning til job – hvordan?
Fra NOOR er en gruppe traumatiserede borgere blevet ansat
med løntilskud på samme arbejdsplads som springbræt til
ordinær ansættelse. Borgerne har ikke været i gennem noget
forudgående praktikforløb, men har fået opkvalificerende,
erhvervsrettede kurser.
I den proces har jobkonsulenten mange konkrete opgaver:
• Informere i danskundervisningen om muligheden for at
afslutte eller kombinere rehabiliteringsforløb med job
søgning. Fremlægge konkrete og hverdagsnære fordele ved
at arbejde.
• Samle en gruppe borgere ud fra forventning om samme
jobmuligheder. Fælles forberedelse i gruppen til udslusning
til beskæftigelse.
• Styrke gruppen via fælles aktiviteter som oplevelsesture,
sportsaktiviteter, gruppesamtaler og uformelle sammenkomster,
så deltagerne kan støtte hinanden, dele viden og
erfaringer - og få gode oplevelser.
• Arrangere virksomhedsbesøg med gruppen på arbejdspladser,
som kunne være relevante, eller som allerede
har ansat traumatiserede borgere for at give viden om
arbejdsmarkedet og afprøve ønsker.
• Kontakte mulige arbejdspladser.
• Videresende borgere til opkvalificering, fx hygiejnebevis.
18
• Forberede og afvikle jobsamtaler individuelt. Samarbejde
med dansklæreren om det sproglige.
• Løbende individuel rådgivning evt. i form af “wake-up”
samtaler vedrørende motivation samt sygdom og sundhed. I
samarbejde med øvrige faggrupper yde støtte til problemer
med opholdsstatus, boligforhold, familiemæssige problemer
m.v.
• Lave aftaler med virksomheder, kontaktpersoner og borgere
om ansættelse – herunder afklaring af vilkår og rammer.
• Foretage jævnlige, formelle og uformelle besøg på
virksomhederne efter ansættelse, kontakt til ledelsen pr.
telefon og mail efter behov.
• Give mulighed for efterværn i form af akutte samtaler og
støtte til fastholdelse herunder henvisning til psykolog,
psykiater eller socialrådgiver om nødvendigt.
Traumatiserede, som ikke indgår i gruppeforløb, er også kommet
videre i arbejde efter samme model.
Hvorfor lykkes det for NOOR?
Erfaringerne fra NOOR viser, at det primært er følgende
metoder, der i kombination kan hjælpe traumatiserede i job:
• Individuel og personlig vejledning i en stabil relation, når
borgeren har brug for det
• Gruppemetode
• Case-management i form af koordinering, opfølgning og
sikring af rettigheder i forhold til borgerens daglige
udfordringer og behov i kontakt med myndigheder og andre
• Tværfagligt samarbejde og koordinering mellem flere
faggrupper
• Opsøgende, personlig og løbende kontakt til virksomheder
• Brug af kontaktperson og mentorordninger.
Men metoderne gør det ikke alene, der skal også være andre
forudsætninger til stede. Eksempelvis virksomheder, der vil tage
socialt ansvar, er fleksible, har brug for arbejdskraft og derfor
gerne vil ansætte traumatiserede.

I Købehavnsområdet er det lykkedes at finde sådanne
virksomheder.
Derudover gøres der flittigt brug af løntilskudsordningen,
som giver refusion til arbejdspladsen og sikrer oplæring og
genoptræning af faglige, sociale eller sproglige kompetencer, og
som i NOOR har gjort praktik overflødig.
Desuden har borgerne i NOOR’s regi de nødvendige
helbredsmæssige forudsætninger og motivation for at få
beskæftigelse. Her har de traumatiserede nemlig typisk
været igennem et langt tværfagligt rehabliteringsforløb med
behandling, undervisning, vejledning og case-management med
stabile medarbejdere.
Endelig er det en afgørende forudsætning, at jobkonsulenten
har stor faglig viden om PTSD, har netværk og kontakt
til virksomheder samt personlige kompetencer som
situationsfornemmelse, udadvendthed, tålmodighed,
handlekraft og mod til at tage en chance. Og naturligvis
tilstrækkelig med tid og ressourcer.
19

Kapitel 4
Interview med Nadil, 58 år.
Hvad skal fagpersoner kunne?
- Slå ørerne ud og fokusér på ressourcer
• Er via Traumecenter Sønderborg i arbejdsprøvning på REVA
mhp. afklaring af mulighed for flexjob.
• Har tidligere deltaget i danskundervisning på DU2 og været i
praktik flere gange.
• Havde egen skrædderbutik i hjemlandet gennem 13 år.
• Kommer fra tidl. Jugoslavien. Kom til Danmark som flygtning
i 1992 med sin kone og 2 børn. Har problemer med knæ og
skuldre.
Jeg vil ikke have pension
Har du arbejdet i Danmark?
»Kun praktik, mange gange. Hele tiden praktik. Jeg har også
været på et værksted - i kommunen. Og jeg har haft et job
med løntilskud på en fabrik i 6 måneder, men så flyttede jeg
til Sønderborg. Jeg har taget kørekort i Danmark – det lille, det
store kørekort er dyrt.
Du har været i praktik på en politistation?
Som pedel, men jeg havde ondt i mit knæ og måtte stoppe. Og
så sagde sagsbehandleren, at jeg skulle i praktik igen, jeg måtte
ikke holde sommerferie.
Gevinst på enhver arbejdsplads
Nadils case-manager, Birthe Søllingvrå fra Sønderborg Traumecenter, siger:
»Kommunen tænkte på pension, men Nadil var ikke interesseret og ville
gerne arbejde - derfor blev han henvist til arbejdsprøvning på REVA. Men en
psykiatrisk udredning bevirkede, at psykologen i REVA afviste at optage Nadil,
fordi det blev vurderet, at han ikke kunne klare det. Jeg argumenterede for, at
han godt ville kunne klare det. Han kom i gang, samtidig med at han har deltaget
i efterværnsforløb i Traumecentret en dag om ugen. REVA’s værkstedsleder
endte med at vurdere, at Nadil vil være en gevinst på enhver arbejdsplads,
hvor der er skånehensyn. Han er nu godkendt til flexjob. Hvis man sender et
stærkt traumatiseret menneske til en psykiater - som de traumatiserede ofte er
meget bange for - skal man være opmærksom på, at det ikke er et fuldstændigt
billede, man får.«
20
Nu er du på REVA - hvorfor?
For at få et arbejde, jeg vil ikke have pension. Jeg vil arbejde. Jeg
har sagt til min sagsbehandler, at jeg ikke vil være pensionist.
Hvorfor vil du gerne arbejde?
Jeg vil gerne snakke med mennesker og ikke kun gå hjemme, og
jeg vil også gerne tjene penge. Min kone er pensionist. Hele mit
liv i Danmark har jeg været i praktik, nu vil jeg arbejde.
Hvor mange timer om dagen vil du gerne arbejde?
Jeg er på REVA 4 timer om dagen, og det passer godt. Jeg
hjælper også min kone, hun har migræne. Jeg vasker vinduer og
gør rent.
Hvilket arbejde vil du gerne have?
Det var godt at være på værksted, men det kan også være en
butik. Jeg vil bare gerne arbejde.
Hvad siger din sagsbehandler?
Du må vente – først skal du være på REVA. På REVA siger de, at
det går godt. Der skal snart være et møde. Min sagsbehandler
har misforstået mig, og der har været problemer, men nu går det
godt. Der skal være en tolk til møderne.«

Hvad skal fagpersoner kunne?
- Slå ørerne ud og fokusér på ressourcer
Det er ikke en let opgave at skaffe traumatiserede flygtninge i
arbejde. Mange forudsætninger i familien og i det omgivende
samfund skal være i orden. Og ikke mindst skal borgeren også
selv være klar til arbejdsmarkedet både fysisk og psykisk.
Lovgivning og administrative praksisser er langt fra altid
optimale, men det har alligevel vist sig at kunne lade sig gøre for
nogle.
En vigtig faktor for at det kan lykkes, er institutioner med
ressourcer, viden, ledelsesmæssig opbakning samt vilje til
at sætte fokus på de ressourcer og den motivation, som
traumatiserede har med sig – trods alt.
Men ligeså vigtige er de fagpersoner, altså jobkonsulenter,
sagsbehandlere og lærere, der er primærpersoner for
de traumatiserede. Her er det rigtige miks mellem viden,
kompetencer og personlige kvaliteter afgørende for, om
indsatsen kan hjælpe traumatiserede i gang på arbejdsmarkedet.
Der er i høj grad brug for personlige kvaliteter, men det er
samtidig uhyre vigtigt, at de administreres på en bund af solid
faglig viden og professionelle kompetencer.
Hvad rykker?
Erfaringer fra TRIB projektet viser, at fagpersoners viden,
kompetencer og kvaliteter på følgende områder er vigtige
forudsætninger for at få det til at rykke for en traumatiseret
borger:
Fantasi og handlekraft gav cykel
21
Viden om:
• PTSD og rehabilitering
• Arbejdsmarkedet og relevant arbejdsmarkedslovgivning –
gælder også for de fagpersoner, der ikke formelt set skal
have denne viden fx sproglærere
• Egen kernefaglighed og faglighed hos samarbejdspartnere
Kompetencer (kan læres):
• Evne til at indgå i relationer hvor man er både professionel
og personlig uden af blive privat
• Evne til at se ressourcer i stedet for mangler
• Evne til at se – og se bort fra – forskelle i kultur og traditioner
• Evne til at lytte
• Evne til at etablere og vedligeholde netværk og indgå i
samarbejder med andre fagpersoner
• Evne til at agere i gråzoner i særlige tilfælde
Kvaliteter (er personlige, kan delvis læres):
• Nærvær
• Fantasi
• Opmærksomhed
• Tålmodighed
• Handlekraft
• Mod
• Situationsfornemmelse
Den virkelighed, fagpersoner skal navigere indenfor, er præget
af dokumentation, kontrol, paragraffer og skemaer. Det betyder,
at det kan være vanskeligt at få tid til at udfolde de kompetencer
og kvaliteter, der skal til for at få fokus på den traumatiseredes
ressourcer.
Da Dara flyttede, fik han behov for en cykel, så han kunne cykle fra stationen til den børnehave, hvor han var i praktik. Men
han havde ikke penge til en cykel, så hans case-manager gik ind til en cykelhandler og spurgte, om han ville donere en cykel
til Dara, så han kunne komme i praktik. Det ville cykelhandleren gerne, og sådan fik Dara sin cykel, som han er meget glad for!
Vi baner vejen
Birthe Søllingvrå, leder, Traumecenter Sønderborg:
»Meget af lovgivningen er præget af kontrol og dokumentation. Det virker som om, udgangspunktet er, at borgerne kun er ude
på at snyde systemet. Det er der givet nogle, som er, men det rammer traumatiserede mennesker dybt og bekræfter deres
oplevelse af, at de er forkerte, at ingen tror på dem og at alle er efter dem. Kontrollen og dokumentationskravene er formentlig
lavet for at presse mennesker i arbejde. For vores målgruppe har det imidlertid den stik modsatte effekt – de vil ofte blive
presset længere ned i traumehullet, og vi der arbejder med dem, må bruge meget tid på at forklare, forsvare, argumentere,
”feje op” og rydde af vejen, før vi kan arbejde.«

Kapitel 5
Interview med Birgitte Jensen, underviser og case-manager, SYNerGAIA
Case-management
- Det stabile link mellem systemerne
Vi hjælper med at gøre livet mere
overskueligt
Hvilke udfordringer er der i samarbejdet mellem de forskellige
systemer, som traumatiserede er i kontakt med?
»De primære udfordringer er hyppigt skiftende kommunale
sagsbehandlere, lange ventetider i visse dele af systemet og
mangel på traumefaglig viden. Et sagsbehandlerskifte koster tid
og er en udfordring for den traumatiserede, som endnu en gang
skal udlevere sin livshistorie og vise tillid et fremmed menneske.
Lange ventetider til fx decideret traumebehandling og det at
systemerne ikke arbejder i samme takt, betyder at forskellige
aktører kan komme til at sidde og vente på hinanden, og der
kan opstå usikkerhed om, hvem der skal handle hvornår. Endelig
kan manglende viden om traumer og forskellige fagtraditioner
i de forskellige systemer betyde, at vi har forskellige oplevelser
af, hvad en bestemt borger har brug for. En læges løsning kan fx
være en langtidssygemelding, mens vi ved, at den traumeramte
ville have bedre af at blive støttet til at komme hjemmefra og ud
af isolationen.
Hvad er de største problemer i relationen mellem en
traumatiseret og det offentlige system?
Uoverskueligheden! Der er mange skranker, mange døre og
mange papirer. Nye sagsbehandlere, forskellige sagsbehandlere i
fx bistandsafdeling, famileafdeling og ydelseskontor samt mange
forskellige læger og andre behandlere, fx fysioterapeut, psykolog
mv.. Og så hele papirmøllen og de store krav til argumentation
og dokumentation ved ansøgning af enkeltydelser til fx medicin,
briller, tandbehandling og transport. Traumatiserede mennesker
har i særdeleshed brug for hjælp til at forstå kravene og
fremskaffe de rigtige papirer. Uden hjælp opgiver de typisk og
går derved glip af enkeltydelser, som de ellers ville have krav på.
Hvordan samarbejder SYNerGAIA med de øvrige dele af
systemet?
Vi sørger for at opbygge en god personlig relation til de øvrige
fagpersoner, inviterer dem på besøg og holder netværksmøder
for alle aktører omkring den traumeramte, så vi kommer
til at føle os som kollegaer. Og så informerer vi vores
samarbejdspartnere hyppigt, så de løbende er inddraget og
dermed mere parate til at handle, når det er nødvendigt.
22
Hvordan påvirker uoverskueligheden traumeramte borgere?
Deres nervesystem er i overgear, og de er så stressede og
pressede, at selv små, uløste problemer kan komme til at
fylde det hele og blokere for alt andet. Samtidig gør dårlig
hukommelse, koncentrationsbesvær og mangel på overblik det
yderligere svært for dem at navigere i systemet. Uden støtte
bliver traumatiserede nemt deprimerede, handlingslammede og
opgivende. De bliver ofre frem for at få muligheden for at tage
ansvar i eget liv. Og borgere, som tidligere har været udsat for
systemovergreb, kan udvise angst og paranoia overfor systemet.
Dem skal vi overbevise om, at systemet ikke vil dem noget ondt.
Hvilken gavn gør en case-manager?
Vi hjælper med at få taget hul på problemerne, men gør ikke
arbejdet for den traumeramte. Meningen er jo, at de senere selv
kan udfylde papirerne, for de vokser ved følelsen af gradvist at
blive herre i eget liv. Vi ledsager også gerne til læge mv., men
lader den traumatiserede selv føre ordet. Det kan imidlertid
– både sprogligt og følelsesmæssigt - være svært at forstå
den traumeramte, så jeg kan hjælpe med at få deres budskab
igennem – at formidle deres indre virkelighed til den ydre
verden. Som talsperson bruger jeg min faglige autoritet, som
jeg oplever i høj grad bliver respekteret andre steder i systemet.
Man kan sige, at en case-manager på en vis måde kompenserer
for det samlede systems mangel på helhedsorienteret indsats.
Og ikke at forglemme, så er der omkring en traumeramt næsten
altid en lige så ramt og udsat familie, som også drager nytte af
indsatsen.
Hvilke perspektiver ser du for case-management?
Alle traumeramte burde have tilbud om en case-manager. Og
funktionen måtte gerne blive mere formaliseret med beskrivelse
af, hvilke ydelser den indeholder. Så ville der være rene linier, og
alle ville få det samme tilbud.

Case-mangement
- Det stabile link mellem systemerne
Traumatiserede med PTSD symptomer kan ikke sidestilles med
andre borgere, der skal på arbejdsmarkedet – selvom de både
er motiverede og har ressourcer til at arbejde eller uddanne
sig. Fordi deres krop, psyke, følelser og relationer er ramt, har
de ikke en tilstrækkelig god base. På grund af sorg og tab har
de måske heller ikke umiddelbart den styrke, der skal til for
at navigere i system-Danmark. Derfor bør de traumatiserede,
der har brug for det i en periode have en særlig støtte på linje
med fx sindslidende – og her kan en case-manager være den
afgørende hjælp.
Uden denne indsats kan den traumatiserede risikere at blive
fastholdt i en dårlig situation, hvor små eller store problemer,
der kunne løses, bliver ved med at være en hindring for at
komme videre.
Systembarrierer spænder ben
Efter ca. 1½ års udviklingsarbejde i TRIB projektet var der i alle
delprojekter en lang række eksempler på, hvordan arbejdet
Systemet kan ikke håndtere usædvanlige sager
- et eksempel:
23
med undervisning, vejledning, praktikaftaler og kontakt
til virksomheder bliver besværliggjort af vanskeligheder i
sagsbehandlingen i kommuner og jobcentre. Vanskelighederne
skyldes dels lovgivningen, der adskiller sagsbehandling fra
ydelsesudbetaling, og dels manglende koordinering mellem fx
myndigheder, behandlere og sagsbehandlere.
I bilag 3 findes nogle konkrete eksempler på systembarrierer.
Det er således en generel erfaring fra TRIB projektet, at
jobcentrenes sagsbehandling – i praksis – ofte ikke er
helhedsorienteret, overskuelig og sammenhængende. Der
er fx mange indberetninger om, at sager bliver væk, sådan at
dokumentation og ansøgning skal skaffes og fremsendes igen,
eller at sagsbehandling tager urimelig lang tid.
Mange traumatiserede, der har mistet både slægtninge og
personlige papirer kan derudover have helt særlige problemer,
som det kræver en særlig rådgivning og stor ihærdighed for
at løse, fordi de ikke har mulighed for kontakt til hjemlandets
myndigheder.
En burmesisk mand kan ikke få sit forsørgelsesgrundlag afklaret, fordi han hverken kan bevise, at hans kone er død eller finde
hende, eftersom hun forsvandt under tsunamien. Konen har derfor stadig principielt en forsørgelsespligt. Der findes ikke relevante
blanketter for den slags, og manden og jobkonsulenten har brugt mange timer og rendt mange kontorer på dørene for at få sagen
afklaret. Undervejs er manden blevet meget dårlig, fordi han hele tiden bliver konfronteret med sin kones forsvinden.
Også systembarrierer i sundhedsvæsnet
Susanne Jensen, case-manager, Gørtlervejens Skole:
»Vi havde en kursist med mange diffuse smerter, migræne og mange PTSD symptomer. Hun var altid træt og havde massivt
fravær. Intet hjalp uanset hvor mange læger, hun opsøgte. En dag bad jeg hende om at tage sin medicin med, og hun kom med
en hel bærepose fuld af bl.a. 6 forskellige morfinpræparater, flere andre slags smertestillende og 3 forskellige sovemidler. Hun
tog nogle piller, når hun havde det lidt dårligt og alle slags, når hun havde det meget dårligt. Der var ingen, som have fortalt
hende hvordan, hvorfor og hvor meget, hun skulle bruge medicinen. Vi lavede et forløb, hvor jeg var med til møde hos hendes
praktiserende læge hver 14. dag. Mellem lægebesøgene arbejdede vi med et skema, hvor hun hver dag skulle beskrive sine
symptomer, hvilken medicin hun tog og hvordan virkningen var. Efter et halvt år var hun ude af morfin og sovemidler og fik én
migrænepille en gang om måneden. Men det var svært at give slip på den identitet som syg og svag, som systemet havde givet
hende. Her kunne hun godt have brugt en psykolog. Generelt er det et massivt problem, at systemerne ikke taler sammen. Det
gælder ikke kun denne borger.«

Hvad laver en case-manager?
Nogle helt konkrete eksempler på opgaver for en case-manager
kan være:
• Hjælpe borgeren med at finde ud af hvem der er hans eller
hendes sagsbehandler
• Udfylde skema til enkeltydelse, fx briller og koordinere i
forhold til optiker
• Gå med til tandlæge og tilrettelægge forløb omkring
tandoperationer
• Sikre nødvendig tolkning til møder
• Rådgive om økonomi og deltage i møder med bankrådgiver
• Koordinere behandling fra flere speciallæger
• Støtte ved boligskifte fx ved familiesammenføring
• Læse og forklare breve fra offentlige myndigheder sammen
med borgeren
• Fremskaffe erstatning for papirer som er blevet væk under
flugt eller i kommunen.
En case-manager arbejder således overordnet med at:
• Skabe sammenhæng indenfor og på tværs af sektorer
• Koordinere og sørge for at myndigheder støtter hinandens
indsatser
• Varetage opfølgning og sikre kontinuitet over tid i et
rehabiliteringsforløb
• Fungere som mægler og fortaler
• Effektivisere og øge kvalitet af ydelser i kommuner og hos
behandlere
• Sikre at borgerens rettigheder opfyldes.
I behandlingscentret NOOR, som har haft stor succes med
at udsluse traumatiserede til arbejdsmarkedet, findes alle
hjælpefunktioner (psykolog, psykiater, fysioterapeut, dansklærer
og ikke mindst jobkonsulent) under samme tag, således at
koordinering kan ske hurtigt og ubureaukratisk.
I bilag 4 beskrives et andet konkret eksempel på samarbejde
mellem Gørtlervejens Skole og kommunen. Her er casemanagement
et centralt omdrejningspunkt.
24
Borgerens talsperson
For mange traumatiserede borgere er case-management
nødvendigt, og det er en klar anbefaling fra TRIB projektet, at
tilbyde case-management og at sætte denne indsats i værk
så hurtigt som muligt. I sprogcentre eller rehabiliterende
institutioner, som ikke har behandlere, undervisere og
jobkonsulent under samme tag, skal der udpeges og skaffes
finansiering til en koordinerende case-manager. Det kan
være en underviser eller en anden central person, som den
traumatiserede borger har tillid til, og som er stabil.
Det er afgørende, at case-manageren er borgerens talsperson.
Derfor anbefales det, at case-manageren ikke er en
myndighedsperson, som har magt til fx at regulere i ydelser
eller træffe beslutninger om forhold vedrørende børn eller
lignende. Case-mangement kan eventuelt udliciteres til et
behandlingscenter eller sprogcenter med rehabiliterende tilbud.
Læs mere
Marie Lund m.fl: ”MTV om behandling og rehabilitering af PTSD
– herunder traumatiserede flygtninge”, Region Syddanmark,
Center for Kvalitet, 2008.
Bogen kan downloades på www.regionsyddanmark.dk eller på
www.centerforkvalitet.dk

Kapitel 6
Interview med Lillian Bach, underviser, Gørtlervejens Skole i Ringe:
Vejledning
- Den røde tråd og den personlige støtte
Jeg viser dem, at man kan handle
Hvornår startede du med at undervise traumatiserede, og
hvordan har det udviklet sig?
»Jeg startede i 1997 med en gruppe serbiske og albanske
kvinder, som blev udskilt fra de almindelige sprogskolehold på
Dansk Flygtningehjælps sprogskole i Svendborg, fordi de lærte
for langsomt på disse hold. De skulle støtte deres mænd og
børn og havde mange problemer. De havde brug for, at nogen
kunne hjælpe og støtte dem og for at kunne græde. De havde
mange ressourcer, og lidt efter lidt tog de prøver. Det var bl.a.
almenprøve 2 og andre afsluttende prøver.
Jeg supplerede danskundervisningen med at bruge tid på at
snakke med dem – kvinde til kvinde – og på at hjælpe dem med
at løse deres problemer. Derudover brugte jeg en del af min fritid
på at støtte kvinderne, bl.a. ved at besøge dem hjemme og på at
finde psykolog og psykiater til dem.
Hvordan har din egen udvikling været som fagperson?
Det har været en proces, hvor jeg er gået fra at synes, at ’det er
synd’ til at have stor medfølelse. Det er en form for empati, der
også hænger sammen med handling. Jeg kan vise dem, at de kan
handle sig ud af mange problemer, og at man skal være stædig.
Jeg skal ikke overtage, for så læner de sig tilbage. Ved også selv at
udvise handlekraft kan jeg trække kursisterne med mig. Livet kan
være hårdt for traumatiserede, men spørgsmålet er: Hvad gør vi
ved det? Jeg spørger: Hvad gør du – hvad gør jeg?
Og så spiller jeg gerne fransk klovn. Det er utrolig vigtigt, at vi kan
grine. Man skal sørge for, at der er latter. Det viser kursisterne,
at der er ressourcer, som ikke er døde, og at det er tilladt at
lave sjov, selvom det er hårdt. Så kommer de én i møde med
fortrolighed og tillid. Det hele skal ikke kun være alvorligt.
25
Det er vigtigt at have sin faglighed i orden, men man skal også
have en personlighed, hvor man giver af sig selv. Man skal ville
det her, turde vove lidt af sig selv, og så skal man have styr på
sig selv, for ellers kan man risikere at blive trukket ned. Det skal
vægtes ved ansættelsessamtaler.«

Interview med Lan, 42 år.
• Går på VUC og læser dansk mhp. uddannelse. Har været
indskrevet ved Gørtlervejens Skole i Ringe, hvor hun nu er i
efterværn og modtager lektiehjælp og vejledning.
• Har bestået DU 2. Har ingen arbejdserfaring fra hjemlandet,
men har været i flere praktikker i Danmark, uden at det har
ført til job.
• Er bådflygtning fra Vietnam. Har været i Danmark i 17 år. Er
alene med to børn på 13 og 17 år.
Når vi snakker sammen, er mit hjerte
ikke så tungt
Tidligere gik du på det almindelige sprogcenter og kom
samtidig her på Gørtlervejens skole. Hvordan var det at gå
begge steder samtidig?
Jeg var på DU2 på sprogcentret og også her, hvor Lillian
(underviser) hjalp mig med lektier og øvelser. Hvis jeg ikke havde
det så godt, så snakkede vi sammen, og hun kunne hjælpe mig
med problemer. Hvis jeg fx havde problemer inde i mit hjerte,
så kunne vi snakke sammen, og så var mit hjerte ikke så tungt
bagefter.
Der var ikke plads på VUC i januar, kun om aftenen, og det kan jeg
ikke med to drenge. Så jeg skulle vente til august. Jeg lærer dansk
grammatik, læsebog, besøg til museer og den slags. Jeg tager kun
ét fag, for måske får jeg stress, hvis jeg tager to fag. Jeg er på VUC
11 timer om ugen. Jeg kommer her i Ringe torsdag formiddag, jeg
kan ikke komme hver dag, det er lidt besværligt med toget.
Jeg håber, at jeg bliver bedre til dansk sprog. Jeg kommer også
her for at snakke med andre og træne min udtale. Vi taler også
om private problemer, men ingen kan behandle mit hjerte. Der
er ligesom et ar inden i kroppen, men måske kan det blive lidt
lettere. Hvis jeg ikke havde Lillian, så ville det være svært at løse
problemerne, for jeg kender ikke nogen, der kan hjælpe frivilligt.«
26
Vigtige sociale kompetencer
Lans socialrådgiver fortæller:
Lan har udviklet sig meget socialt. Da hun kom til
Gørtlervejens Skole sad hun alene, arbejdede alene,
spiste alene. Nu er hun sammen med de andre. Det er
en meget vigtig kompetence på enhver arbejdsplads at
kunne være sammen med andre. Hun har fået nogle
vigtige sociale færdigheder.

Vejledning
- Den røde tråd og den personlige støtte
Vejledning af traumatiserede er en basisindsats. Det er den røde
tråd, der slynger sig ind og ud af alle de andre indsatser, som er
beskrevet i dette metodehæfte.
Vejledning er både en professionel indsats – men også en helt
almindelig almen menneskelig aktivitet overfor et medmenneske,
der har oplevet noget svært og lidt tab.
Vejledning af traumatiserede på vej mod beskæftigelse kan bestå
af mange forskellige ting. Vejledning kan forstås og tilrettelægges
ud fra de tre elementer, som indgår i en rehabiliterende proces.
Det vil sige den proces, der drejer sig om at skabe et sikkert sted
med grundlæggende tryghed, at give plads til at sørge og mindes
samt at give muligheder for at knytte bånd til et nyt normalt
hverdagsliv (se bilag 2).
Vejlederen skal altså:
• Slå en cirkel rundt om den traumatiserede og derved skabe
’det sikre sted’.
• Vejlede ’indad’ imod identitet (“hvem er jeg med de tab
jeg har lidt”) og selverkendelse (“hvad kan og vil jeg nu?”)
for at skabe motivation og håb.
• Vejlede ’udad’ imod samfundsdeltagelse, arbejde eller
uddannelse (“hvad skal jeg kunne, vide og gøre for at få et
arbejde og komme videre?”).
Udvidet vejledning efter en sådan model kan supplere behandling
og i nogle tilfælde have en så positiv effekt, at den kan erstatte
behandling.
Hvem vejleder?
Erfaringerne fra TRIB er, at i kommunerne kan traumatiserede
borgere desværre ikke regne med at have kontakt til en fast
sagsbehandler eller jobkonsulent, som har tid til at yde en
fortløbende, tilstrækkelig og personlig vejledning. Det er derfor
typisk lærere, ledere eller særligt udpegede kontaktpersoner,
der vejleder. Findes der ikke adgang til samtaler og vejledning,
er den traumatiserede dårligt stillet, og udsigten til at komme i
beskæftigelse meget ringere.
Individuelle samtaler
Der findes forskellige former for vejledning, der retter sig mod
beskæftigelse eller uddannelse, men den vejledning, der har
fokus på motivation, er særlig vigtig for mange traumatiserede.
Det handler basalt om at hjælpe borgeren til at se muligheder,
27
finde ressourcer og definere handlemuligheder. Når vejlederen
fastholder håb om og tro på, at borgeren kan komme videre,
opretholder han eller hun på den traumatiseredes vegne
motivation og håb, indtil borgeren selv kan. Man taler om, at
fagpersonen bliver det stedfortrædende håb.
Hvad drømmer du om, hvad kan du, og hvad kan så lade sig
gøre? Disse spørgsmål kan stilles til alle, der skal vejledes ud
mod arbejde eller uddannelse. For traumatiserede skal der være
meget mere fokus på og tid til overhovedet at finde tro, håb og
drømme frem end for andre borgere. Mistillid og kontrol i denne
proces er meget kontraproduktivt, fordi det understøtter den
traumatiseredes tendens til at give op.
Motivationen skal fastholdes ved nøje at overveje hvert trin, som
den traumatiserede skal igennem på vej til beskæftigelse. Ikke
alle skal igennem et langt integrationsforløb – fx behøver alle ikke
praktik, hvis de er klar til ordinært arbejde og kan finde det. Det er
heller ikke alle, der har brug for lange behandlingsforløb.
I bilag 5 findes eksempler på forskellige typer vejledningssamtaler.
Gruppevejledning
Vejledning kan i mange tilfælde med fordel foregå i gruppe. I en
gruppe kan traumatiserede spejle sig i hinanden til gensidig støtte
og inspiration. Den svage kan måske nogle gange være den stærke,
viden og erfaringer kan gøres fælles, gode ideer kan spredes, og
tendensen til isolation og angst kan modarbejdes. De, der har brug
for vejledning, kan vejlede hinanden, fordi de deler situation.
Vejledning i gruppe som forberedelse til praktik, uddannelse eller
beskæftigelse kan fx være:
• Motivations - og oplevelsesture (tur i skoven, fisketur, besøg
på virksomhed), hvor gruppens medlemmer lærer hinanden
at kende, så de kan støtte og inspirere hinanden. De træner
sig i at være del af en gruppe og oplever noget sammen, der
bringer dem ud af isolation og håbløshed. Gruppefælleskabet
er i særdeleshed positivt for dem, der kan sluses videre i
beskæftigelse på samme arbejdsplads.
• Psykoedukationsforløb om, hvordan man mestrer PTSD
relaterede symptomer fx stress, angst og vrede.
• Opsamlingsmøder, hvor erfaringer fra praktik deles og
diskuteres med andre – gerne med udgangspunkt i notater fra
en praktikdagbog.
• Undervisningsbaseret vejledning om arbejdsmarked,
uddannelsesmuligheder og jobfunktioner.

Kapitel 7
Interview med Ferizada, 39 år.
Visitation og afdækning
- Det realistiske fokus på ressourcer
• Er via NOOR i ordinært job på et bocenter for mennesker med
sindslidelse efter at have været i job med løntilskud samme
sted. Arbejder i kantinen, gør rent, hjælper personalet og
snakker med beboerne.
• Har afsluttet danskuddannelse 2. Har 7-9 års skolebaggrund.
• Hjalp til i forældrenes grønthandlerforretning og har også
arbejdet som gartner i hjemlandet.
• Er krigsflygtning fra Bosnien. Ophold i Danmark siden
begyndelsen af 1990’erne. Har to børn på 4 og 8 år.
Forudsætningerne skal være i orden
Hvad synes du om din arbejdssituation?
»Jeg er meget tilfreds med mit arbejde. Arbejdstiden fra kl. 8 til
14 er aftalt, så jeg kan aflevere mine to børn om morgenen og
hente dem efter skole. Børnene er glade og kan mærke, at mor
har det godt. ’Jubii, mor er ikke syg mere…’, siger de.
Hvad ville du gerne, lige da du kom til Danmark?
Da tænkte jeg ikke så meget på arbejde – det havde jeg det for
dårligt til. Jeg var angst og turde næsten ikke gå ud.
Hvad har hjulpet dig mest til at få arbejde?
Det meste i NOOR har hjulpet. Min psykolog har hjulpet meget,
og dernæst er det min jobkonsulent, som har hjulpet mig til
at nå dertil, hvor jeg er i dag. Nu er jeg interesseret i at få en
fuldtidsstilling. Jeg er ansat i alt seks måneder med løntilskud. Og
jeg er tilknyttet jobkonsulenten i mindst seks måneder endnu.
I 2003 havde jeg haft et arbejde i tre måneder, da jeg var ude
for en bilulykke. Ulykken fik mig til at falde helt sammen, og
Svært at finde deltidsjob
Jobkonsulent Miroslav Rajic fortæller:
28
jeg gik hjemme. Først i 2005 snakkede jeg med min læge om,
at jeg sov dårligt og følte mig anspændt. Lægen henviste mig
til NOOR, hvor jeg gik til samtaler med en psykolog. Da fik jeg
det bedre. I 2008 startede jeg med behandling hos en psykiater
og fik medicin, og jeg havde også et behandlingsforløb med
en afspændingspædagog. Det hele hjalp meget, og bagefter
begyndte jeg at søge arbejde i samarbejde med jobkonsulenten.
Hvad har du lært om at håndtere PTSD?
Fordi jeg har fået et arbejde, er jeg ikke længere vred. Psykologen
har lært mig nogle teknikker og metoder, som jeg kan bruge, så
jeg kan mestre mine reaktioner.
Hvordan har du forberedt dig til arbejdsmarkedet?
Jeg har været i arbejde før, så der var ikke nogle nye ting omkring,
hvordan arbejdsmarkedet er i Danmark. Jeg har deltaget i et
hygiejnekursus og fået hygiejnebevis. Bagefter deltog jeg i et
gruppeforløb, hvor vi var 5, som sammen blev introduceret
til job på plejehjemmet. Det er en stor fordel, at vi 5 kender
hinanden og kan støtte hinanden. Vi spiser nu frokost sammen på
arbejdspladsen.
Var der noget, du var bekymret for ved at komme i arbejde?
Nej, jeg har ikke har været bekymret. Men mit danske sprog
har været meget afhængig af, hvordan jeg har haft det. Når jeg
har det godt, kan jeg mærke, at det går bedre med sproget. Jeg
bruger meget tid med lektier og lærer meget af at se fjernsyn. Jeg
har afsluttet danskuddannelse 2.
Hvordan tror du, din arbejdssituation ser ud om tre år?
Det går godt. Jeg vil gerne blive, hvor jeg er. Og jeg vil gerne have
fast job.
»Det er svært at finde et deltidsjob. Det tog ca. et halvt års målrettet jobsøgning, før det lykkedes Ferizada at blive ansat. Jeg
har sammen med Ferizada været til jobsamtaler 3 gange. Efterfølgende har vi haft samtaler om erfaringer og nye behov for
vejledning og evt. undervisning.«

Visitation og afdækning
- Det realistiske fokus på ressourcer
I TRIB projektet har kommunerne henvist borgere til sprogcentre
eller institutioner med pædagogisk rehabiliterende tilbud. I
disse tilbud er der foretaget en første visitationssamtale. I
nogle delprojekter er der herefter iværksat et længerevarende
afdækningsforløb.
I bilag 6 er der et eksempel på spørgeguide til den første visitations
samtale.
Når man som fagperson skal visitere og afdække ressourcer og
kompetencer hos en traumatiseret borger på vej i arbejde eller
uddannelse, er der en række forhold, man skal være opmærksom
på. Forhold som hos traumatiserede udgør særlige udfordringer,
og som derfor kræver et specielt fokus i afdækningsfasen.
Vigtigt at handle på potentielle barrierer
Inger Feldthaus, sagsbehandler i Faaborg Midtfyn
Kommune:
»Der har ikke været fokus på behandling af traumer i
kommunerne. Vi er to socialrådgivere på banen nu, der
arbejder med udlændinge. Vi har begge uddannelse
med fokus på udlændinge, så vi har nok en større viden
om kultur mv. Når vi får flygtninge i kommunen, er det
vigtigt, at spørge ind til, hvad der ligger af oplevelser og
mulige barrierer. Tidligere har man fået deres historie
i grundsamtalen, men man har ikke handlet på det
eller vidst, at de historier kunne medføre barrierer i
integrationsperioden. Nu tager vi fat i det i samtalerne, fx
om søvn, symptomer, hvordan de har det mv.
De er konstant stressede over økonomien og har ikke
råd til medicin eller vigtige ting til børnene. De låner af
hinanden, fordi de ikke kan låne i banken, og det stresser
yderligere. Hvis de får afslag på enkeltydelser til medicin,
så de søger ikke en gang mere. De bliver passive og
opgivende.«
29
At sammenknytte fortid, nutid og
fremtid
For en traumatiseret er det en udfordring at knytte nutid, fortid
og fremtid sammen, fordi krig, tortur eller flugt har ødelagt
sammenhængen i livet. Erfaringer og kompetencer fra fortiden
skal igennem nutidens justerende og rehabiliterende arbejde for at
blive omsat til afklaring og fremadrettet arbejdsmarkedstilknytning
– enten i form af uddannelse eller arbejde. Hvad kunne jeg før?
Hvad kan jeg nu? Hvad kan det bruges til?
At erkende ressourcer
Sagsbehandler, jobkonsulent, undervisere og den traumatiserede
selv har brug for klarhed over:
• Hvilke ressourcer har borgeren at trække på
- herunder familiemæssige?
• Hvilke belastninger har borgeren, som der træningsmæssigt
kan gøres noget ved?
• Hvilke begrænsninger har borgeren, som der trænings-
mæssigt ikke kan gøre noget ved, og som må accepteres?
At turde være ærlig
Hvis der skal laves en holdbar og bæredygtig plan for fremtiden,
er det nødvendigt at både borger og fagperson udviser gensidig
tillid og ærlighed. Borgeren skal støttes i at være ærlig omkring
ønsker og drømme som udgangspunkt for at lave en holdbar plan
for fremtiden.

En traumatiseret flygtning kan ofte have tendens til hjælpeløshed
og til at give op og har derfor brug for støtte til at tage ansvar for
sig selv.
Alt dette kommer ikke af sig selv. Det tager tid. For den
traumatiserede udgør alle disse udfordringer en lærings- og
erkendelsesproces, som er del af afdækningen af ressourcer og
kompetencer.
At sige farvel
Mange traumatiserede har lidt så store fysiske og psykiske tab,
at det ikke er muligt at genoptage fortidens erhverv. Andre
har lidt store personlige tab i form af ægtefælles eller andre
familiemedlemmers død og skal lære at klare sig uden dem.
Endelig har mange mistet social status og fået forringede
materielle vilkår i Danmark. De har brug for hjælp til at sige farvel
til meget fra fortiden og for forståelse af, at det ikke er let.
Fra fabrikschef til pizzeria
Hishar, 40 år:
»Jeg arbejdede med symaskiner i mit hjemland. Jeg havde
15 symaskiner og var chef. Men så kom der problemer, og
jeg måtte flygte til Libanon og så videre til Danmark. Jeg vil
gerne arbejde i Danmark. Jeg har arbejdet på en virksomhed,
men jeg skulle sidde ned 8 timer, så jeg blev meget træt. Jeg
har brug for mange pauser, ellers kan jeg ikke få luft. Nu er
jeg i praktik i 2 – 3 timer i et pizzeria, 2 gange om ugen. Jeg
er i køkkenet. Jeg skærer tomater, salat og agurk.«
Fokus på ressourcer og fremskridt
Det er som regel nemt at se, hvilke mangler og vanskeligheder en
traumatiseret borger har. Men hvordan får alle parter øje på de
ressourcer, der skal bygges videre på, og hvordan kan der sættes
fokus på de store og små fremskridt, der sker i den rehabiliterende
proces? TRIB projektet har udviklet en individuel ressourceliste,
med udsagn, der peger på de ressourcer, man skal have inden
for 3 vigtige områder: Den gode medarbejder, Dansk og job samt
Helbred og sundhed. Listen kan bruges som inspiration til at
opstille mål ved individuelle samtaler og dermed mål for, hvad der
kan arbejdes med i undervisningen.
Ressourcelisten findes i bilag 7.
30
Afdækning i gruppe
Afdækning kan kobles til den tilpassede danskundervisning og kan
med fordel foregå i gruppe med andre, så der bliver mulighed for
at spejle sig i hinanden.
I TRIB projektet har de traumatiserede i Synergaia og
Traumecenter Sønderborg som noget nyt arbejdet i mindre
grupper med Ressourceprofilen, som er kommunernes redskab til
at afdække arbejdsevne.
Borgerne er blevet undervist i nogle af Ressourceprofilens 12
punkter, fx omstillingsevne, indlæringsevne, arbejdsidentitet,
interesser, arbejdsrelevante ønsker, netværk og social
kompetence. I disse undervisningstimer kan de hjælpe og inspirere
hinanden og ikke mindst udvikle mere selverkendelse og ansvar.
Samtidig lærer deltagerne det ordforråd og de sproglige vendinger,
som er nyttige at kunne. Et gruppeforløb med ressourceprofilen
kan vare fra 14 dage til 3 måneder.
Undervisningen indgår i et samarbejde med sagsbehandlere og
jobkonsulent. Visse afsnit af Ressourceprofilen udfyldes således
af sagsbehandleren, og resten udfyldes i den sprogpædagogiske
proces. Jobkonsulenten inddrages som oplægsholder og kan
derved effektivisere den tid, der fra jobcentret skal bruges på
rådgivning og information om arbejdsmarkedsforhold. Det
er en god idé at knytte virksomhedsbesøg til arbejdet med
ressourceprofilen.
Det er også nyttigt at udarbejde supplerende øvelser og lege til de
enkelte temaer, så den sproglige og vidensmæssige læring bliver så
stor som mulig for alle deltagere.
Læs mere
Den sprogpædagogisk bearbejdede ressourceprofil med fokus på
traumatiserede kan downloades på www.synergaia-rehabilitering.
dk. Den findes under ’Metode og indhold’.
Om kommunernes Ressourceprofil (arbejdsevnemetoden), se
http://www.dukh.dk/viden/dukhs-lovgivningsguide/
lovgivningsguider-i-pdf/arbejdsevnemetoden.pdf

Kapitel 8
Interview med Merete Quist, underviser, Traumecenter Sønderborg:
Tilpasset danskundervisning
- Tid, tillid og struktur
Vi starter med at tømme hovedet
Hvad er det særlige for denne målgruppe, når man skal lave
danskundervisning?
»Kursisterne er ramt på følelser, tanker, opmærksomhed og
koncentration, og der er ofte kaos i hovedet, når de kommer til
undervisning. Så skal man på en måde ’tømme deres hoveder’
og hjælpe med at skabe fokus. Kaos medfører en ukoncentreret
tilstand, og så kan man ikke lære. Opmærksomhed er 100
procent nødvendigt. Det kan man arbejde med på flere måder.
Vi starter dagen med ’sofa-snak, hvor alle fortæller om, hvad der
er vigtigt for dem lige nu - på den måde starter vi undervisningen
med at få tømt hovederne. Vi zoomer ind på hele personen,
så efter at have sat fokus på hovedet i sofasnakken, går vi ind i
træningsrummet og zoomer ind på kroppen. Der er 5 stationer,
hvor nogle enkle øvelser hjælper med at styrke bevægelse,
balance, styrke, og hvor man kan give og få massage.
Nogle gange laver vi også nogle koncentrationsøvelser, hvor
kursisterne skal farvelægge en mandala-tegning. De arbejder
individuelt og med musik i baggrunden - det gør, at de slapper af,
og det giver fokus.
Der er altså vigtige forudsætninger for, at de traumatiserede
overhovedet kan lære og forbedre deres sprog. Men den slags
tager jo tid – og tid er helt centralt med denne gruppe. Jeg
prøvede en dag at springe det over, og så gik det helt i kage.
Hvilke principper har du for tilrettelæggelse af
danskundervisningen?
Den kommunikative tilgang er meget vigtig. Vi arbejder rigtig
meget mundtligt, så kommer mange på banen. De har også mest
brug for det mundtlige, hvis de kommer i praktik eller arbejde.
Derudover er der flere overvejelser:
For det første er der behov for at strukturere undervisningen
meget og sætte overskuelige mål. Når man har kaos i hovedet,
skal der være overskuelighed og struktur rundt om én, og man
har brug for hjælp til at strukturere sine tanker.
31
For det andet arbejder jeg meget med kursisternes forforståelse.
Hvilken viden har de i forvejen om arbejdsmarkedet? Hvordan
kan vi strukturere den viden, de allerede har? Derved tager jeg
også udgangspunkt i, hvad den enkelte vil og spørger om. Hvis
de skal lære noget, skal det komme fra dem selv, og det skal
man som underviser afbalancere med den struktur, der er lagt
for undervisningen. Man skal være fleksibel og være der, hvor
kursisterne er. Hvis man kommer ind og siger: Nu skal I høre
noget om arbejdsmarkedet, så taber man dem lynhurtigt. Alt det
skal spille sammen.
Og så er det rigtig godt at bruge humor. Kursisterne genopdager
og mærker sig selv, når de har det sjovt. Det giver håb. Humor
har været gemt langt væk for mange, og så er det en god måde at
være ligeværdige på.
Hvilken betydning har relationen til læreren?
Det betyder alt. Tillid er alfa og omega. Mange har mistet tilliden
til andre. Og de har ofte prøvet at lære dansk og at komme
videre 27 gange før, men har haft nederlag hele vejen. Nogle har
været i projekter, hvor de har passet sig selv hele tiden, og det
giver alt sammen dårligt humør og en følelse af afmagt. Kan det
nytte noget?, spørger de. De har stor motivation, men mangler
håb og har svært ved at tro på, at det kan lykkes, eller at de kan
magte det.
Hvordan skaber du tillid?
Det vigtigste er nok at møde kursisterne med rummelighed,
empati og troværdighed. Sådan som lovgivningen er skruet
sammen, og som den forvaltes i kommunerne med hyppige skift
i sagsbehandler, bliver det tillidsforhold som den traumatiserede
måske har opbygget med sin sagsbehandler ofte brudt, og det
forværrer den traumatiseredes symptomer. Tillid tager tid, og
hvis man forcerer eller springer den fase over, risikerer man at
blokere for motivationen. Vi arbejder med at lytte til kursisterne,
hjælpe dem og vise, at det er OK at have det dårligt. Vi har
strukturer og ritualer, der giver forudsigelighed, fleksibilitet og
tryghed.«

Tilpasset danskundervisning
- Tid, tillid og struktur
Mange traumatiserede kursister har et stort behov for at tilegne
sig mere dansk, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Det er
primært mundtlige kompetencer – lytte, forstå og tale - der er
brug for. Og det er et dansk, der er præcist målrettet jobbet og
hverdagen på arbejdspladsen.
Traumatiserede har ofte dårligere indlæringsforudsætninger
end andre. De har typisk problemer med opmærksomhed,
koncentration og hukommelse, og de kan have svært ved at indgå
i grupper og sociale sammenhænge. Mange har desuden helt
mistet håb og retning. Derfor er det nødvendigt at tilrettelægge
undervisningen efter nogle særlige principper.
Undervisning efter disse principper fungerer bedst:
• Ro, overblik og struktur og god tid
• Undervisning i små grupper - det giver tryghed, stabilitet
og mulighed for at spejle sig i andre, hjælpe andre og få fælles
oplevelser
• Et fleksibelt læringsrum med flere ”stationer” - det giver plads
til både at bruge hoved og krop og til at arbejde både
individuelt og i fællesskab
• Individuelt fokus med vægt på den enkeltes ressourcer – frem
for på mangler
• Motivation og identitet skal gøres til genstand for
undervisning - især når det gælder motivation til job og
arbejde
• Konkret og anvendelsesorienteret undervisning
• En tillidsfuld og kontinuerlig relation til underviseren - det er
afgørende vigtigt for, at det hele lykkes.
• Humor kan bryde isen – og er en mulighed for at mødes på en
ligeværdig måde.
Bedst i små portioner
Ahmed, ansat på et bocenter for mennesker med
sindslidelse:
»Jeg har gået på sprogskole, men de fleste klasser jeg
har gået i, har været beregnet til ’normale’ mennesker,
og det har ikke gavnet mig ret meget. I modsætning til
NOOR’s skole, hvor jeg kan mærke, at jeg begyndte at få
noget ud af det. Det var 3 gange om ugen i 2 timer. Jeg
kunne komme, uden at der blev lagt pres på mig, og jeg
fik undervisning i små portioner. Det motiverede mig.«
32
Motivation og identitet
Traumatiserede kursister, der har mistet håb og retning i livet, har
også ofte svært ved at have tillid til andre, at se egne ressourcer og
at fastholde motivationen for undervisning og arbejde. Der ligger
derfor en særlig opgave for alle fagpersoner i at styrke kursistens
motivation og identitet. Den gruppebaserede danskundervisning
er en oplagt mulighed for at arbejde med disse dimensioner.
Nogle få og enkle principper i arbejdet med motivation og
identitet er:
• Lyt til borgeren – også til det ønske som måske endnu ikke er
formuleret
• Giv information om at arbejde er muligt – og formidl relevant
viden
• Tro på det – og styrk dermed borgerens håb om, at det kan
lade sig gøre
• Find en rollemodel, der har fået arbejde - brug fx et interview
fra TRIB projektet.
Der findes mange måder at arbejde med motivation, afklaring og
ressourcer i danskundervisningen. I bilag 8 findes der tre konkrete
eksempler.
Virksomhedsbesøg
Besøg på virksomheder er en god optakt til praktik eller
ansættelse. Virksomhedsbesøg giver viden, nye oplevelser og
energi til dem, der skal i arbejde. Og det er en meget vigtig indsats
for traumatiserede kursister, som ofte mangler viden om det
danske arbejdsmarked, og som kan være nervøse og angste for,
om de kan leve op til forventningerne og indgå i fællesskabet på en
arbejdsplads.
Virksomhedsbesøg skal forberedes godt, så kursisterne kan føle
sig trygge under besøget. Der skal bl.a. formuleres konkrete
spørgsmål til virksomheden og trænes ordforråd, der matcher det
aktuelle besøg. Da mange traumatiserede har svært ved at huske,
skal ordforråd og vendinger trænes igen og igen og på forskellige
måder.
Virksomhedsbesøg kan forberedes på mange måder. I bilag
9 findes der nogle konkrete øvelser, der kan bruges som
forberedelse.

I praktik eller arbejde
Også praktik eller ansættelse skal forberedes godt og grundigt
i danskundervisningen, så kursisten rent sprogligt kan føle sig
så sikker og kompetent som muligt. Eksempelvis giver det både
selvtillid og nyttig viden til leder og kollegaer på arbejdspladsen,
hvis praktikanten eller den nyansatte kan præsentere sig selv på
en kvalificeret måde. Det drejer sig ikke kun om familieforhold,
hjemland og sprog, men især om at kunne fortælle hvad man
tidligere har lavet, og hvad man er god til. Lær fx kursisten at sige
“Jeg har arbejdet på en virksomhed, der fremstillede...” eller “Som
husmor er jeg rigtig god til at…”. Det virker langt bedre end bare at
kunne sige “Jeg kommer fra Irak, jeg er gift og har 4 børn”.
Træn det på mange måder og igen og igen, så de, der har
hukommelsesproblemer, også kan være med. Udenadslære virker!
I hverdagen på en arbejdsplads er det utrolig vigtigt at kunne indgå
i small talk - fx ved at deltage aktivt i fælles morgenkaffe og i øvrigt
kommunikere med kollegaerne i det daglige. Da traumatiserede
kan have tendens til at isolere sig af angst for at komme i
situationer, hvor de får flash-backs, er det nødvendigt at træne
kursisterne i small talk.
I bilag 10 er der idéer til, hvordan man konkret kan træne
de vidensmæssige, sproglige og sociale kompetencer, der er
forudsætninger for small talk.
Hvis den traumatiserede er bekymret for, om han eller hun kan
mestre stress eller følelser som angst, nervøsitet eller vrede, kan
et psykoedukativt forløb endvidere være en god forberedelse til
praktik eller arbejde. Det psykoedukative forløb skal fokusere på,
hvilke udfordringer, der kan opstå på arbejdspladsen, på kursistens
reaktioner og på hvordan reaktionerne kan håndteres.
I bilag 11 er der forslag til psykoedukative aktiviteter med
arbejdsmarkedsperspektiv.
Når den traumatiserede er kommet i praktik eller arbejde, kan
en mentor eller kontaktperson være en stor støtte i den fortsatte
sprogtilegnelse.
33
Dialog trods forvirring
Ahmed, ansat på et bocenter for mennesker med sindslidelse:
»Jeg har dårlig udtale, men jeg forstår det meste.
Beboerne siger, at jeg bare skal snakke alligevel - også
selvom jeg laver fejl. Det er ikke almindelig konversation
eller dialog vi har, for der er specielle ord om medicin og
sygdom, og hver person fejler noget forskelligt. Det kan
godt skabe en forvirring hos mig, men normalt går det
fint.«
Læs mere
For en generel beskrivelse af dansk som andetsprog for
traumatiserede se Jette Sk adadhauge og Charlotte Bie:
”Undervisning af traumatiserede flygtninge og indvandrere. Dansk
som andetsprog med rehabiliterende perspektiv”. Udgivet af
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, 2005.
Findes på www.nyidanmark.dk/bibliotek/publikationer/
rapporter/2005/undervisning_traumatiserede_flygtninge/pdf/
undervisning_traumatiserede_flygtninge.pdf
For gode ideer til hvordan frivillige fx mentorer og kontatkpersoner
kan understøtte fortsat sprogtilegnelse se Jette Skadhauge
og Karina Kleivan: ”Frivillige og Danskuddannelse”, udgivet af
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, september
2006.
Findes på www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/8144B94A-FE94-
4151-93FA-221E483AB790/0/FrivilligeLow.pdf
”Dansk på arbejde” - netbaseret materiale, der støtter
sprogtilegnelse i praktik og på arbejde. Findes på
http://www.dansk-paa-arbejde.dk/

34
Hatice er i praktik og har god støtte i sin kontaktperson.

Kapitel 9
Forventninger skal afstemmes
før praktik
Interview med Malin Johansson, underviser, Synergaia Integrering:
Praktik og brobygning
- Kan bane vejen til arbejdsmarkedet
Hvad er din holdning til praktik?
»Praktik er godt, hvis det virker. Der skal være overskud,
ansvarsfølelse og omsorg i virksomheden. Så får borgerne
en oplevelse af, at de kan bruges, og at de kan komme ud
af systemet. Folk vil jo gerne bidrage. Men det kan også gå
den modsatte vej, så der opstår mistillid. Det kan ske pga.
misforståelser og uafklarede forventninger, som nemt kan give
praktikanten en følelse af, at hans eller hendes arbejdskraft
udnyttes.
Lige nu har vi en kvinde i praktik i en idrætshal mhp. afklaring
til fleksjob. Hun har været i praktik eller aktivering 8 gange før.
Hun er blevet skuffet hver gang, fordi hun har troet, det førte til
arbejde. Hun har ikke fået en ordentlig forklaring på, at når det fx
drejer sig om afklaring af arbejdsevne, så er hensigten ikke job. Vi
har nu haft jobkonsulenten – med tolk - ude i undervisningen og
forklare, hvad praktik går ud på. Det er helt nødvendigt.
Hvordan forbereder du praktikken?
Vi starter meget tidligt i den undervisning, der har
arbejdsmarkedsperspektiv. Vi fokuserer på den enkeltes
personlige ressourcer og på at aktivere gruppens helende
kræfter. Vi arbejder med afklaring og drømme og taler om,
hvad borgerne har prøvet før. Her kigger vi bl.a. på, hvad de kan
klare fagligt og fysisk. Alt sammen for at de skal tage ejerskab
for deres eget liv og blive mere motiverede for en fremtid på
arbejdsmarkedet.
Virksomhedsbesøg er en vigtig ting i forberedelsen. Det giver
visioner og perspektiver på, hvad man kan. Borgerne er tit
meget begrænsede, når det gælder om, hvilke muligheder der
er. Det giver energi at komme ud og opleve ting og snakke med
mennesker om, hvad de laver på en arbejdsplads. Det vækker
idéer og øger motivationen. Vores kursister har lavet en lang liste
med ønsker til, hvilke arbejdspladser de vil besøge.
Vi har fx også inviteret chefen og en kontaktperson fra et
tidligere praktiksted på besøg til frokost. Kursisterne var
utrolig engagerede og havde lavet spørgsmål til dem om deres
tanker om at have folk i praktik, hvorfor de gør det, hvordan
35
de klarer det, hvis praktikanten ikke kan så meget dansk osv.
Virksomheden får på den måde en større indsigt i vores hverdag
og målgruppe, og når virksomheder og kursisterne kommer i
direkte dialog, skabes der både vilje og motivation til videre
samarbejde – hos begge parter. Målet er selvfølgelig også at pleje
gode forbindelser til virksomheden og at vise, at vi værdsætter,
det de gør. Og så håber vi naturligvis, at de vil tage en praktikant
en anden gang.
Hvordan arbejder kursisterne med erfaringer fra praktikken?
Praktikanterne har en praktikdagbog, hvor de skal dokumentere,
hvad de laver, hvem de arbejder sammen med, hvilke nye ord de
lærer, og hvordan de har det både fysisk og psykisk.
Sideløbende med praktikken nogle dage eller timer om ugen
deltager praktikanterne i gruppebaseret undervisning her i
Synergaia Integrering. Her er de i kendte rammer og siger ting,
som de måske ikke tør ude på arbejdspladsen. Efter praktikken
fremlægger de i gruppen deres erfaringer og oplevelser, og de
gennemgår et praktikskema. Når de gør det sammen, opdager
de, at det de oplever er normalt – andre oplever måske det
samme. Det fungerer som en slags udvidet psykoedukation, hvor
praktikanterne får vendt deres udfordringer med andre og bliver
bedre til at mestre dem.
Følger du praktikanten under praktikken?
Ja, det er meget vigtigt for denne gruppe. Jobkonsulenten er på
besøg i virksomheden hver tredje måned, men det er ikke nok.
Jeg fungerer som en slags uformel kontaktperson og brobygger,
både i undervisningen og på arbejdspladsen. Jeg er med den
første praktikdag og har inden da ofte afprøvet transportruten
med borgeren. Derefter kommer jeg på besøg mindst hver anden
uge for at følge op på aftaler og hjælpe med at rydde eventuelle
misforståelser af vejen. Det kan fx være om, hvordan man holder
pauser på den specifikke arbejdsplads eller den enkelte borgers
behov for pauser. Det kan også dreje sig om at give en mundtlig
og uformel information til arbejdspladsen om praktikantens PTSD
symptomer.
Derved bliver jeg også en kontaktperson til arbejdspladsen,
som altid har mulighed for at ringe, når der er behov. Nogle
gange yder vi næsten en form for supervision eller traumefaglig
undervisning af borgerens kontaktperson.«

Praktik og brobygning
- Kan bane vejen til arbejdsmarkedet
Praktik kan være en god brobygning til arbejde eller uddannelse,
men det er ikke alle traumatiserede, der har brug for praktik.
Det viser erfaringerne fra TRIB projektet. Nogle kan gå direkte
fra rehabilitering til job med løntilskud og derfra videre i
fastansættelse.
Praktik er godt, når den bruges som:
• Del af en pædagogisk rehabiliteringsproces hvor viden, sprog
og kompetencer afklares og udvikles.
• Afklaring til arbejde eller evt. pension.
Gevinster
Gevinsterne ved praktik er, at det:
• Styrker motivation, livslyst og håb
• Giver et reelt og selvoplevet indblik i forholdene på en
arbejdsplads
• Inspirerer til at se sig selv i beskæftigelse
• Bidrager til uddannelses- eller erhvervsvalg
• Øger viden om arbejdsmarkedet i Danmark – og imødegår
fordomme
• Giver et almindeligt hverdagsliv og tilknytning til samfundet.
Fælder og forudsætninger
Der er imidlertid også en række fælder, når det gælder praktik for
traumatiserede borgere.
Praktik virker demotiverende, hvis borgeren sendes i den ene
praktik efter den anden, og det ikke fører til beskæftigelse eller
afklaring. Praktik er også negativt, hvis der ikke er det rigtige
match mellem praktikantens ønsker og evner på den ene side og
arbejdspladsen og jobfunktionen på den anden side.
Desuden kan manglende fleksibilitet i praktikken hvad angår
antal timer om dagen/ugen medføre, at praktikforløbet helt må
afbrydes, hvis der opstår pludselig stress eller angst, som er typisk
for traumatiserede. Endelig er det en afgørende forudsætning, at
praktikanten inden eller sideløbende med praktikken får orden på
hverdagens udfordringer, styr på medicin og helbred mv. - ellers
går det ikke.
Der findes alt i alt en række forudsætninger, der skal være på
plads, for at praktik kan blive en succes. Til brug for vurderingen
af, om en traumatiseret er klar til praktik eller arbejde, har job- og
36
virksomhedskonsulenter i TRIB projektet opstillet en tjek-liste. Den
findes i bilag 12.
Hvem finder praktikken?
Det er jobcentrene, der skal finde praktikplads. I TRIB forløbet har
både lærere, ledere og den traumatiserede imidlertid også selv
fundet flere praktikpladser, fordi kommunerne ikke har kunnet
levere dem. Det kan lykkes, når man aktiverer personlige netværk
og kontakter lokale virksomheder – helst ved direkte fremmøde i
virksomheden.
Fandt selv praktikplads
Lavdije, ung bosnisk kvinde, som aldrig tidligere har haft
lønarbejde:
»Jeg havde først ventet, at kommunen ville finde en
praktik, men det kunde de ikke, de sagde, det var svært.
Konsulenten har ikke kun mig. Så prøvede jeg selv. Jeg
spurgte først i Matas, men de havde lige fået en praktikant.
Jeg handler rigtig meget i BR, så der gik jeg selv hen for at
spørge. ’Jeg er interesseret i praktik. Hvem skal jeg snakke
med’, sagde jeg. Bagefter var der et møde, og kommunen
sagde, at det lød godt. Min søster har sagt: Du skal ikke gi’
op – hun har presset mig på en god måde.«
Undervejs i praktikken
Der er brug for tæt opfølgning og samarbejde mellem praktikplads,
kommune og den rehabiliterende institution. Der skal flere
møder, besøg og telefonkontakter til end med andre borgere, så
uforudsete situationer og reaktioner kan udredes og forklares.
En traumatiseret person kan ikke nødvendigvis forudse
sine reaktioner, og derfor skal der være fleksibilitet, tid og
rummelighed.
Praktik som del af et gruppeforløb
Delprojektet Synergaia har arbejdet med praktik som del af et
gruppeforløb, og har erfaret, at det kan være en stor fordel at
kombinere det individuelle praktikforløb med gruppeforløb. Dels
fordi praktikanterne så kan støtte og inspirere hinanden, og dels
fordi det giver mulighed for at inddrage forberedelse og afvikling
af praktikken i undervisningen.

En måde at organisere gruppeforløbet på er at lade en gruppe
af traumatiserede borgere på vej mod arbejdsmarkedet
mødes løbende, fx en dag om ugen. Temaet for deres fælles
læringsaktiviteter er arbejdsmarkedet, og sideløbende kan de
deltage de i andre rehabiliterende undervisningsaktiviteter,
danskundervisning og måske i behandling.
Når de er klar, sluses gruppens medlemmer ud i individuel praktik
– eller 2 eller 3 deltagere kan evt. komme i praktik samme sted for
derved at støtte hinanden. Det kan være kortere punktpraktik eller
arbejdspraktik.
• Punktpraktik har til formål at give viden og at praktikanten
afprøver sig selv. Der er fokus på oplevelse, test af egne
ressourcer og kompetencer eller på sprogtilegnelse i en
bestemt arbejdssammenhæng.
• Arbejdspraktik har til formål af få job og har fokus på afklaring
til arbejde.
Virksomhedsbesøg som optakt
Virksomhedsbesøg er en effektiv og inspirerende forberedelse til
de individuelle praktikforløb. Besøgene giver viden om arbejdsmarkedet,
og hvad det indebærer at have job i Danmark. Desuden
kan virksomhedsbesøg give konkrete ideer til, hvor man kan
komme i praktik og hvad der kræves.
Virksomhedsbesøg hjælper
Lavdije, ung bosnisk kvinde, som aldrig tidligere har haft
lønarbejde:
»Vi har besøgt et sted, hvor man kan komme i praktik og
prøve forskelligt arbejde. Det har hjulpet mig, fordi de
siger: ’Hvis du ikke kan lide det, skal du stoppe, men du
skal prøve.’ Virksomhedsbesøg hjælper, fordi man ser
ting. Så er man ikke hele tiden nervøs. Det har hjulpet
mig rigtig meget. Derfor har jeg søgt praktik, jeg skal
selv prøve det. Jeg har lært mange ting om det danske
arbejdsmarked – ting, jeg ikke vidste før.«
37
Læs mere
Regler for virksomhedspraktik findes her: www.cabiweb.dk/
forside/generelt/lovstof/andet/virksomhedspraktik

Man er nødt til at være rummelig her, siger Kirsten, der er souschef på arbejdsplads hvor flere traumatiserede er kommet i arbejde.
38

Kapitel 10
Interview med Kirsten Lohman, souschef på Thorupgården.
Kontakt til virksomheder
- Personlig kontakt kan åbne døre
Interview med Kirsten Lohman, souschef på Thorupgården,
bosted for mennesker med sindslidelse. Virksomheden har haft
6 traumatiserede borgere i job med løntilskud. Flere er blevet
fastansat på ordinære vilkår.
Det kræver vilje, fleksibilitet og
rummelighed
Hvad gør I som arbejdsplads for at støtte traumatiserede i
løntilskud?
»De bliver taget blødt på. Det er jo arbejdet, det handler om, så
vi snakker om, hvad kan du klare og hvor længe. De må sige til og
fra, og det bliver respekteret.
Hvad får institutionen ud af det?
Vi får arbejdskraft. Og vi får succes – noget vi kan være stolte
over lykkes. Vi ved, at de er her, og vi ved, at det er godt og
rigtigt. Som gruppe får rengøringsassistenterne det ud af det, at
det er dem, der løfter opgaven. Det giver selvværd, og de bliver
respekteret og får kredit for det. Endelig oplever beboerne – vi
har også beboere med anden etnisk baggrund - at vi ansætter
andre end danskere. Vi vil gerne ansætte medarbejdere uanset
etnicitet, for vi arbejder også med mangfoldighed.
Hvad er vigtigt, for at det kan lykkes?
Rengøringspersonalet prioriterer selv. Alting går ikke efter tid her,
der er ikke noget med at krydse af. De har et arbejdsområde, der
er deres og inden for det, kan de selv tilrettelægge, hvordan de
vil gøre det. Der er mulighed for at være fleksible. Det betyder, at
der mentalt er plads. Og så skal der være vilje til det!
Nu har vi fx Galawei i løntilskud. Først var hun her et halvt år og
er nu forlænget med et halvt år mere under forudsætning af, at
hun får job - siger jobkonsulenten. Vi kan selvfølgelig ikke love
det, men mon ikke det kan lade sig gøre. Med de andre er det
lykkedes, de har fungeret med deres opgaver, de har været her
og de har gerne villet. Og så har vi også gjort os umage og har
fundet arbejde og timer. Men de skal kunne det, de skal kunne.
39
Så får de til gengæld også nogle kompetencer, så de måske
kan komme videre. Men der kan være en udfordring med det
sproglige. Det ville være godt med mere sprogundervisning.
Hvordan bruger I kontaktpersoner i indslusningen?
Alle rengøringsassistenterne har et møde en gang om måneden
med deres leder, hvor de taler om løst og fast, ferieafvikling
og den slags. Der har vi præsenteret forespørgselen fra
jobkonsulenten, om vi kunne tage nogle ind. Lederen tilkendegav,
at det kunne vi da godt. Gruppen finder så selv ud af, hvem der
melder sig som kontaktperson. Nogle vil gerne og melder sig
frivilligt.
Hvad får de at vide om borgerne?
Kontaktpersonerne får at vide, hvornår de kommer, hvor
længe de skal være her, hvad aftalen er og at de har haft
traumatiserende oplevelser. Og så må vi ellers prøve os frem.
Der skal være nogen her på arbejdspladsen, der kan rumme, at
de nye ikke kan sproget, og at de kan være trætte, selvom de ser
friske ud.
Hvordan kan I være så rummelige?
De traumatiserede i løntilskud er jo oveni. Det er den formelle
del. Og så har det noget at gøre med kulturen. Man er nødt til at
være rummelig her. Der er ikke meget, der kan foregå efter en
snor på et bosted som det her. Men så er det jo også sådan, at de
fastansatte ikke bare kan gå hjem - de skal lave det de skal lave!
Hvad betyder det, at de traumatiserede er i gruppe, eller at de
kender hinanden?
Det kommer an på det personlige, men jeg tror, det er vigtigt.
Hvis de kan tale samme sprog, kan de tale sammen og forklare
ting for hinanden. De støtter hinanden i det daglige. Jeg er ikke
sikker på, at deres baggrund betyder så meget – deres historier
bliver ikke brugt. Der er fokus på arbejdet her.«

Kontakt til virksomheder
- Personlig kontakt kan åbne døre
Trods finanskrise og ledighed over hele landet har det vist sig
muligt at finde virksomheder, der vil tage traumatiserede borgere
i praktik og beskæftigelse. Der findes arbejdspladser - store som
små, offentlige og private - der har behov for ny arbejdskraft, og
som er motiverede for at tage traumatiserede ind og derved tage
et socialt ansvar.
Men det kræver en indsats at finde de motiverede og egnede
virksomheder. Det kan tage tid, og det kan være sværere nogle
steder i landet end i andre.
I de kommuner, hvor der er såkaldte partnerskabsaftaler mellem
jobcenter og virksomheder, er der allerede skabt grundlag for at
samarbejde om virksomhedspraktik. Partnerskabsaftaler mindsker
jobkonsulentens tidsforbrug og gør det derved lettere at sluse
traumatiserede borgere videre mod beskæftigelse.
Vi får også noget ud af det
Medarbejder i børnehaven, der har en traumatiseret
borger i praktik, siger:
»Vi gjorde ikke kun Dara en tjeneste ved at sige ja til
praktikken. Vi havde også en forestilling om, at vores børn
kunne få noget ud af dagligdagen med Dara. Der bor ikke
så mange etniske minoriteter her i området, og han ser jo
lidt anderledes ud og har en anden historie end de fleste.
Han er med til at gøre verden større for vores børn. Og
de spørger ham jo direkte selv: Hvorfor ser du sådan ud,
hvorfor har du sort hår, hvorfor har du ring på… De er
nysgerrige og vil gerne vide mere.«
Hvem tager aktion – og hvordan?
Det er ikke entydigt, hvem der skal tage kontakt til mulige
arbejdspladser. Der er typisk tre muligheder:
• Job- eller virksomhedskonsulenten
Ofte har de svært ved at finde tid, men i TRIB projektet
har det været dem, der har taget langt de fleste kontakter til
arbejdspladser.
• Sprogcentret/læreren
De kender borgeren godt, men har ikke opgaven som en del
af deres grundydelse. I TRIB har sprogcentret/læreren skaffet
flest kontakter til virksomhedsbesøg.
40
• Borgeren selv
På trods af mangel på både netværk og mod har borgere i
nogle tilfælde alligevel selv fundet en praktikplads.
Et spørgsmål om tid og ressourcer
Per Walter, jobkonsulent i Ikast – Brande Kommune:
»Jeg har 53 borgere og 160 arbejdstimer om måneden.
Det er under 3 timer til hver, som skal bruges til samtaler,
besøg på praktikpladserne, transport og til skrivearbejde.
Det betyder, at jeg højst kan brug en ½ time på den
enkelte ude på en virksomhed. Det er ikke nok, og det
flytter ikke borgerne. Det er et spørgsmål om ressourcer.
Skal jeg hjælpe en ung dreng med at komme i gang og
skaffe indvandrerens børn i uddannelse? Eller bruge
kræfter på en af de ældre indvandrerkvinder, som har
det meget dårligt? Når det gælder de ledige, tager vi fra
den gode ende først. Jeg har forsøgt med løntilskudsjob,
men det er ikke prioriteret i kommunen, og vi er for lidt
mandskab til at kunne få det i gang.«
Det kan altså være svært, så hvad skal der til? Mundtlig og
personlig kontakt til virksomhederne er alfa og omega. Det sætter
ansigt og/eller stemme på den, der henvender sig og vidner om
engagement og handlekraft.
Brug
• Personlige og faglige netværk. Ofte giver de personlige
netværk mest, fx min tandlæge, min svoger eller mit barns
børnehave kan da vist bruges til…
• Virksomheder “rundt om hjørnet” i nærmiljøet eller
virksomhedsnetværk, hvis de findes.
• Evne og mod til at handle - prøv noget og forfølg en god ide.
• Direkte mundtlig kontakt – face-to -face eller næstbedst i
telefonen.
• Tid til at gøre det – ellers kan det være lige meget.
For nogle traumatiserede kan det være et nyttigt trin på vejen
mod arbejdsmarkedet at starte i praktik eller arbejde hos familie
og venner, der har virksomheder. Det føles mere sikkert, og
borgeren kan få hjælp og støtte til mange flere ting end det direkte
arbejdsrelaterede. Det har mange traumatiserede brug for.

Jeg vil gerne hjælpe
Pizzeriaindehaveren, der har en praktikant, siger:
»Jeg vil gerne hjælpe med, at han kommer i arbejde, og
han skulle have hjælp for at komme i gang. Han har været
i arbejde én gang før, men har haft problemer. Han kunne
starte hos mig. Jeg har en uddannelsesbaggrund, og jeg
vil gerne hjælpe, jeg er selv flygtning. Jeg hjælper ham
med flere forskellige ting.«
Hvilke virksomheder egner sig?
Når man som jobkonsulent eller anden fagperson er på udkig efter
virksomheder til praktik eller fast beskæftigelse, er der en række
faktorer, det er vigtigt være opmærksom på:
• Vil de?
Virksomheden skal tage et socialt ansvar og ønske at give en
chance til nogen, der har brug for det.
• Er de gode til mennesker?
Find evt. en virksomhed, der i forvejen er vant til at være
rummelig og tilpasse sig brugere eller kunder - fx et plejehjem
eller en børnehave.
• Har de en opgave, der skal løses?
Virksomheden skal opleve et behov for ekstra hænder, hvis
praktik skal føre til ansættelse.
• Kan de være fleksible?
Virksomheden skal have evne og vilje til at tilrettelægge
arbejde og arbejdstider efter individuelle behov i en periode.
• Er alle med på det?
Forskellige medarbejdergrupper skal være informeret og
måske have indflydelse på, hvordan den traumatiserede
indsluses.
• Er der nogen, som kan støtte i det daglige?
Virksomheden skal udpege en kontaktperson eller mentor,
som har lyst og evne til at introducere, vejlede og støtte den
traumatiserede.
41
Information om PTSD
Virksomheder, der har sagt ja til en traumatiseret borger i praktik
eller job, skal klædes på til at tage imod den nye kollega og til
at tage de fornødne hensyn. Det kan imidlertid være en svær
balancegang at oplyse virksomheden om konkrete skader og
reaktioner, for nogle traumatiserede ønsker ikke, at der fortælles
om deres oplevelser og vanskeligheder. Det må derfor i hvert
enkelt tilfælde vurderes, hvad det er nødvendigt at formidle til
virksomheden. Hovedsagen er, at den traumatiserede inddrages i
vurderingen, så tillidsforholdet bevares. Samtidig er det vigtigt at
oplyse om forhold, der kan få betydning i arbejdsfunktionen, så
der ikke opstår misforståelser.
Informationen skal gives mundtligt.
Jobkonsulenten eller en anden fagperson kan holde et kort,
generelt oplæg for de nærmeste kollegaer om traumatisering
og rehabilitering ved praktikkens eller ansættelsens start - eller
eventuelt senere for alle på virksomheden.
Leder og kollegaer på arbejdspladsen skal vide:
• At traumatiserede er udsatte borgere, som kan have flere
forskellige udfordringer fysisk såvel som psykisk.
• At de kan se fysisk friske ud, men have det psykisk meget
dårligt.
• At ikke alle er gode til at sige til og fra i forhold til, hvad de kan
klare.
• At der kan være specifikke skader, der kan have betydning for
jobfunktionen.
• Eventuelt noget om den familiemæssige og sociale situation.

Kapitel 11
Interview med Habiba, kvinde, 43 år.
Mentor
- En vejviser i nye situationer
• Er via NOOR i ordinær beskæftigelse på et bocenter for
mennesker med sindslidelse – efter at have været i job med
løntilskud samme sted. Gør rent og hjælper med ved frokost.
• Taler kurdisk, ringe danskkundskaber.
• Har arbejdet i landbrug i hjemlandet. Ingen arbejdserfaring i
DK.
• Kommer fra Irak. Hendes mand og andre pårørende blev
henrettet i Kurdistan, hvorfra hun siden var på flugt i
flere år. Kom til Danmark i 2003 sammen med en
slægtning. Fik sit første barn som 15-årig og har nu 8 børn.
Min kontaktperson er min vigtigste
hjælp
Hvordan forløber din arbejdsdag?
»Jeg møder hver dag kl. 9, hvor jeg gør rent i kantinen. Kl. 11.30
starter frokosten, og så gør jeg rent igen bagefter. Jeg er færdig
kl. 15.00, og så går jeg hjem. Hver dag arbejder jeg fra 9 til 15,
det er godt.
Har du kontakt til dine kollegaer?
Nogle gange arbejder jeg alene, andre gange sammen med
Kirsten. Kirsten er min kontaktperson. Jeg taler med Kirsten og
Galawej (kollega) i mine pauser. Kirsten har forklaret det hele fra
starten, og hun har besvaret mine spørgsmål. Kirsten er vigtig,
fordi jeg ikke har arbejdet i Danmark før.
Hvorfor vil du gerne arbejde?
Jeg fik ingen penge, så jeg var nødt til at arbejde. Jeg arbejder på
grund af økonomi. Det er også vigtigt at lære mere sprog. Jeg har
lært mere sprog ved at snakke med Kirsten og de andre end til
den almindelige danskundervisning.
42
Hvad siger din familie?
De synes, det er godt, men nogen gange er det for meget – og
jeg bliver træt, sover dårligt og får hovedpine. Jeg havde det
dårligt, da jeg kom til Danmark. Jeg har det lidt bedre nu. Det
har været godt de sidste 3 måneder, hvor jeg har arbejdet. Alle
børnene går i skole, så det er ok for dem, at jeg arbejder. Men de
bliver kede af det, når de ser, at jeg er træt og har det dårligt.
Hvilken hjælp fik du hos NOOR?
Jeg havde samtaler med en psykolog og en psykiater ca. 5 gange,
og så gik jeg til danskundervisning. Ja, og så gik jeg til samtaler
med Miroslav (jobkonsulent) vedrørende arbejde. Jobcentret
prøvede at presse mig til at komme i praktik, men det får jeg ikke
noget for, så jeg nægtede. Jeg ville arbejde.
Hvad har hjulpet dig mest?
Miroslav har hjulpet mig meget. Han har søgt efter arbejde til
mig, der passer til min situation. Og han følger os. Han kommer
og hjælper, hvis vi har problemer. Der er ikke en fast kontakt,
men jeg kan altid kontakte ham. Han har været her for at se,
hvordan det går med mig. Kirsten har også hjulpet mig meget.
Hun er min vigtigste hjælp. Vi taler også om private ting.
Har du lært noget om Danmark ved at være her?
Jeg har ikke mødt noget mærkeligt, men jeg er overrasket over
den service, man får. Man får støtte her. Hvor jeg kommer fra, får
man ikke sådan en service.
Hvordan ser fremtiden ud for dig?
Jeg tænker ikke på fremtiden – jeg tænker ikke engang på i
morgen.
Tror du, at du fortsætter med at arbejde?
Ja!

En pædagogisk og taktisk kontaktperson
Ahmed, i ordinært arbejde på bocenter for mennesker med sindslidelser:
»Når man starter et nyt sted, så er det meget normalt, at man er lidt nervøs og usikker. Jeg sagde til Mona: Fortæl mig, hvad
du forventer, at jeg gør, og så finder jeg ud af det på min måde. De første 2 uger gik jeg hjem kl. 12, selvom jeg egentlig skulle
være der til kl.15. Det var en taktik fra hendes side, at hun ikke pålagde mig en masse opgaver på en gang. Det gav mig større
mulighed for at lære tingene ordentligt. Hun gav mig en chance for komme ind i arbejdet. Mona har også haft god pædagogik,
når hun gav mig nye opgaver. Hun har afværget nogle problemer ved at overtage ansvaret for en situation. For eksempel var
der en person, der havde skidt i bukserne. Her gik Mona selv ind og bad mig blive udenfor, for hun sagde, at jeg måske ikke ville
kunne klare det.«
Jobkonsulenten Miroslav fra NOOR holder gruppevejledning med mandegruppen.
43

Mentor
- En vejviser i nye situationer
Alle deltagere i TRIB projektet, som er kommet i arbejde eller
tættere på arbejdsmarkedet, har haft en kontaktperson eller
mentor. Formaliserede mentorordninger er dog kun brugt i
begrænset omfang. De uformelle aftaler synes at være lettere at
håndtere, bl.a. fordi de ikke kræver nogen form for papirarbejde
og er mindre tidskrævende. Manglende viden om de formelle
ordninger kan også være en årsag til at de har været brugt i ringe
grad.
Traumatiserede har behov for en mentor, der:
• Forklarer om arbejdspladsen og vejleder konkret i forhold til
jobfunktionen
• Er bindeled mellem den traumatiserede og ledelse og
kollegaer
• Er sprogstøtte, som kan korrigere og hjælpe med tilegnelse af
dansk
• Viser vejen – forklarer og støtter i forhold til arbejdsmarked
eller uddannelse generelt
• Tager den traumatiserede i hånden som samtalepartner og
motivator, der giver livsstøtte og opmuntring.
Hvad kan mentorordningen bruges til?
Jobcentret kan yde støtte til en mentor hvis det er del
af en beskæftigelsesrettet indsats. Ifølge lov om Aktiv
Beskæftigelsesindsats § 78-81 gælder det, når en person skal
ansættes eller fastholdes i job, herunder fleksjob, eller en
person skal fastholdes i tilbud, uddannelse eller et kontaktforløb
i jobcentret. Mentorstøtten skal rumme mere end det, en
virksomhed eller en uddannelsesinstitution normalt gør for en
ny medarbejder eller studerende. Mentorordningen kan også
omfatte indsatser udenfor arbejdspladsen eller uddannelsesstedet.
Det kan fx dreje sig om at:
• Møde personen i hjemmet/institutionen/på arbejdet
• Være bisidder ved møder
• Hjælpe med praktiske gøremål
• Deltage i sociale aktiviteter m.m.
Arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen får dækket
lønomkostningerne for den medarbejder, der skal være mentor, og
der kan også gives tilskud til uddannelse af en mentor.
44
Hvem kan være mentor?
Det er ikke afgørende, om mentoren i udgangspunktet er
kendt eller ukendt for den traumatiserede. Det afgørende for
mentorordningens succes er den gode, personlige og tillidsfulde
kontakt.
I TRIB projektet har der været flere forskellige måder at organisere
mentorstøtte på. Her er et par eksempler:
• En lærer som kendt, formel mentor
En dansklærer i det rehabiliterende tilbud fik opgaven som
kendt mentor, og der blev aftalt mentortimer til lektiehjælp
og personlig støtte for borgere, som skulle starte på VUC eller
teknisk skole. I starten var det 4 timer om ugen, siden blev det
nedtrappet til 2 timer om ugen.
Den fortsatte kontakt til en kendt medarbejder i en tryg
relation var med til at øge den enkelte borgers chance
for succes på uddannelsen, fordi mentoren blev en
overgangsfigur, der bl.a. kunne hjælpe med at bære de
traumatiseredes historie videre til det nye studiemiljø.
• En kollega som ukendt, uformel kontaktperson
En kollega, som havde lyst til opgaven, meldte sig som
kontaktperson for en nyansat traumatiseret medarbejder
i job med løntilskud. Kontaktpersonen fik ingen særlig
oplæring i PTSD, men blev informeret om, at den nye kollega
havde haft traumatiserende oplevelser. Der var tilstrækkelig
fleksibilitet vedr. arbejdstid og arbejdets tilrettelæggelse
til, at kontaktpersonen kunne bruge tid på vejledning og
samtaler. Og der var også plads til snak om hverdags- og
familieliv. Konktaktpersonen kunne via en hot-line kontakte
jobkonsulenten efter behov.
Oplæring af ukendte mentorer
I et forløb i TRIB, hvor flere borgere var kommet i
opkvalificeringsforløb mhp. rengøringsarbejde på et stort hospital,
afholdt jobkonsulenten et informationsmøde for de formelle
mentorer med information om PTSD, symptomer, faresignaler m.v.
Mentorerne har efterfølgende fået en hot-line til jobkonsulenten,
som også ledelsen på arbejdspladsen kan benytte.

Balance mellem skrøbelighed og
normalitet
På bocentret, hvor flere traumatiserede er ansat i ordinære
jobs, har man fundet en balance mellem på den ene side at
være informeret om de traumatiseredes baggrund og mulige
skrøbelighed og på den anden side det helt normale i at gå på
arbejde og blive oplært i en ny jobfunktion. Når en sådan god
balance findes, undgår man stigmatisering. De nærmeste kollegaer
ved, at de nye medarbejdere har oplevet noget svært, men
derudover er der ikke særlig fokus på traumer.
Læs mere
Om formelle mentorordninger, se: www.cabiweb.dk/forside/
generelt/lovstof/rekruttering/mentorordning
45

Galawej får rådgivning og vejledning af sin mentor på arbejdspladsen.
46

Kapitel 12
• Er via NOOR i ordinært job på et bocenter for mennesker
med sindslidelse – efter at have været i job med løntilskud
samme sted. Arbejder i kantinen, gør rent, hjælper
personalet og snakker med beboerne.
• Har deltaget i danskundervisning på DU2 . Ingen tidligere
erhvervserfaring.
• Kommer fra Irak. Har set sin far og mor samt to onkler bliver
henrettet. Har været 16 år i Danmark. Eneforsørger til 4 børn
i alderen 10-18 år.
Kommunen havde opgivet mig
Hvilke opgaver har du på plejehjemmet?
»Jeg møder kl. 9 og er på 3. sal. Der er to kantiner og nogle
værelser, der skal gøres rent efter en ugentlig plan. Vi har delt
opgaverne. Jeg går ikke ind på værelserne, men arbejder mest
i køkkenet, på gangene og i kantinen. Jo flere opgaver jeg får, jo
bedre har jeg det.
Hvorfor vil du gerne arbejde?
Som bistandsmodtager var det meget svært, fordi folk tænker
dårligt om mig. Jeg får 2.500 kr. mindre, end jeg fik før, men
alligevel fortsætter jeg her. Jeg har det bedre her – det giver
selvtillid. Jeg var flov over at være bistandsmodtager, så jeg vil
hellere klare mig for 5.000 kr. Jeg har det meget bedre. Og det
er også bedre for mine børn. De kan lide, at jeg arbejder. Det
er meget bedre, når de bliver spurgt i skolen: ”Hvad laver dine
forældre”. Jeg har det godt med at komme ud hjemmefra. Hvis
man ikke arbejder, ligner man bare en genstand, der ikke kan
noget.
Rydder misforståelser af vejen
Jobkonsulent Miroslav Rajic, fortæller:
Interview med Galawej, 43 år.
Efterværn
- En livline, der giver tryghed
47
Er det første gang, du arbejder i Danmark?
Ja, jeg har haft to biluheld. Kommunen havde opgivet mig, men
jeg har selv prøvet at få arbejde. Det var slemt for mig i starten
her på arbejdet - jeg havde selv hjemmehjælp derhjemme, men
jeg fortsatte på arbejdet. Jeg var syg i januar – kunne ikke gå, nu
er det bedre. Jeg får mere energi af at gå på arbejde.
Hvordan hjælper arbejdspladsen dig?
De tager hensyn. Jeg får ingen tunge opgaver. Jeg har også
kontakt til Kirsten (kontaktperson). Alle kan lide hende. Hun
hjælper meget.
Hvordan har de 2 år på NOOR hjulpet?
Miroslav (jobkonsulent) er meget flink. Jeg har snakket med
Helle (dansklærer) om arbejde, og hun har snakket med Miro.
Jeg har også snakket med psykologen – også om arbejde, og han
synes også, det er en god ide.
Hvad laver du om 3 år?
Det er Guds vilje, at jeg bliver fastansat her og får lidt højere
løn – inshalla! Måske kan de også anbefale et andet sted. Jeg vil
gerne arbejde flere timer – lave alt muligt. Jeg er ikke syg. Jeg
har haft det dårligt, men det er blevet bedre.
Har du lært noget om Danmark ved at arbejde her?
Ja, vi har lært meget om, hvordan man arbejder, og at man skal
være flinke ved hinanden. Jeg er venlig overfor beboerne, fordi
jeg tænker, at jeg selv kan ende i samme situation.«
»Galawej blev tilbudt en fast stilling på sin arbejdsplads, men blev så bekymret for ikke at kunne klare de nye forventninger, at
hun ringede til mig og sagde, at nu ville hun holde helt op. Hun var bange og meget deprimeret. Jeg indkaldte hende i løbet af
en halv time til et møde på mit kontor – med en tolk – for at finde ud af, hvad det handlede om. Næste dag tog vi et møde med
ledelsen på arbejdspladsen og talte om forventninger og vilkår. Vi fandt ud af, hvad det var for nogle misforståelser, der var. Og
så sagde Galawej ja tak til jobbet! Efterfølgende har jeg haft to samtaler for at høre, hvordan det går. Nu er hun i gang med et
danskkursus på arbejdspladsen sammen med de andre. Det er vigtigt, at man akut kan gøre noget, og at der er mulighed for
tolk.«

Efterværn
- En livline, der giver tryghed
Hvordan forhindrer man, at små misforståelser
stopper en positiv udvikling?
Hvordan sikrer man, at der bliver samlet op og forklaret,
inden det er for sent?
Hvordan skaber man mulighed for at lave nye aftaler,
når der er brug for det?
Efterværn er en form for brobygning, der gør overgangen fra
noget kendt (en behandlingsinstitution fx) til noget ukendt (en
arbejdsplads fx) lettere og tryggere for den, der skal ud i noget
nyt. Det er også en indsats som en virksomhed, der modtager
en traumatiseret medarbejder, kan drage fordel af, hvis der
opstår et problem, som det er svært at udrede. I TRIB har
efterværn været en lille, men meget vigtig indsats med en stor
positiv betydning for den traumatiserede borger, der er på vej ud
i arbejde.
Hvad er efterværn?
Alle borgere, der er kommet i ordinært arbejde i TRIB projektet,
har haft brug for efterværn. Omfanget har været 4-5 samtaler
indenfor det første halve år. Efterværn har haft forskellige
former:
1. Borgeren henvender sig pr. telefon eller personligt til
jobkonsulenten eller en anden kendt person, der varetager
efterværnsopgaven, med forskellige spørgsmål efter
udslusning
2. Jobkonsulenten indkalder til og afholder akutte møder
3. Jobkonsulenten besøger uformelt arbejdspladsen for at
høre både borgeren og arbejdsgiveren om, hvordan det går
4. Borgeren får ekstra støtte i form af samtale hos psykolog,
møde med fysioterapeut eller med sagsbehandler som et
engangstilbud
5. Borgeren deltager i visse aktiviteter fx sociale
sammenkomster i den institution, han eller hun er udsluset
fra.
48
Hvorfor efterværn?
Traumatiserede har behov for efterværn af flere grunde.
Hvis den traumatiserede eksempelvis kan genkende sig selv
i følgende udsagn er det en god indikator på, at efterværn
kan være en afgørende faktor i at fastholde borgeren på
arbejdsmarkedet:
• Jeg er usikker og genert
• Jeg bliver let stresset
• Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, når jeg bliver bange og får
angstanfald
• Jeg har udfordringer med at få min hverdag til at hænge
sammen rent praktisk
• Jeg er bekymret for ikke at være god nok
• Jeg tør ikke rigtig spørge, om det jeg ikke forstår
• Jeg har svært ved at sige fra
• Jeg føler mig ikke stærk nok til at fremsætte ønsker
• Jeg har svært ved at tale med en leder
• Jeg ved ikke, hvad feriepenge er
På en arbejdsplads kan der opstå talrige af den slags
udfordringer, og selv velforberedte og velinformerede kollegaer
kan ikke altid hjælpe. Derfor er adgang til samtaler og vejledning
hos en kendt person i form af efterværn vigtigt.
Ukendte oplevelser kan skræmme
Ahmed, i job med løntilskud på bocenter for mennesker
med sindslidelse:
»Der har været ét problem. Mona (kontaktperson) gav
mig instruks om at gøre et værelse på 3. sal rent. Da
jeg var på vej ud af værelset, kom beboeren ind. Jeg
kunne se, at han blev vred på mig, og han sagde, at hans
værelse ikke skulle gøres rent, og at jeg skulle gå min
vej. Det var et sygt menneske, der tager medicin, men
jeg blev skræmt. Jeg fortalte det til Mona, som sagde, at
det skulle jeg ikke tage mig af. Min chef har sagt, at jeg
altid gerne må komme over til ham, hvis der opstår nogle
problemer. Men han var der ikke den dag, så jeg talte i
stedet med psykologen på NOOR. Jeg har senere fundet
ud af, at beboeren ikke er aggressiv, men at psykisk syge
mennesker tit er trætte og ikke kan klare det.«

Hurtigt og nemt
Det er afgørende, at efterværnet er meget nemt tilgængeligt
for borgeren, så der hurtigt og uden ventetid kan afholdes en
samtale, hvis der akut opstår en vanskelig situation. Et smidigt
og fleksibelt efterværn kan bidrage til at undgå retraumatisering
og frafald.
Ved udslusning til arbejde skal der laves klare aftaler om, hvem
der yder efterværn, og hvad det består i.
Læs mere
Pernille Jensen (red.): ”Recovery på dansk. At overvinde
psykosociale handicap”, Systime 2004.
Marit Borg og Alain Topor: ”Virksomme relasjoner. Om
bedringsprocesser ved alvorlige psykiske lidelse”, Oslo 2003.
49

Delprojekter i TRIB
Disse institutioner har gennemført delprojekter under TRIB:
Etnisk Rådgivningscenter NOOR i Center for Beskæftigelse,
Sprog og Integration
Hejrevej 10
2400 København NV
Tlf: 3317 6806
Kontaktperson: Miroslav Rajic
www.noor.dk
Sprogcenter Vejle
Klostergade 4
7100 Vejle
Tlf. 7681 3804
Kontaktperson: Britta Toft
www.sprogcentervejle.dk
Synergaia Rehabilitering
Silkeborgvej 65
7400 Herning
Tlf. 9627 8012
Kontaktperson: Birgitte Jensen
www.synergaia-rehabilitering.dk
Traumecenter Sønderborg
Ørstedsgade 53
6400 Sønderborg
Tlf. 3023 8280
Kontaktperson: Birthe Søllingvrå
www.traumecentret.dk
Gørtlervejens Skole
Gørtlervej 4
5750 Ringe
Tlf. 6261 4110
Kontaktperson: Susanne Jensen
www.aofsydfyn.dk/sprogintegration/ringeprojektet/
50

Bilag
Bilag 1:
PTSD – diagnose og symptomer
Nedenstående skal være opfyldt for at få stillet diagnosen PTSD
A: En traumatisk begivenhed er kendetegnet ved de to
nedenstående forhold:
• Personen oplevede, var vidne til eller blev konfronteret med
en begivenhed eller begivenheder, som indebar død eller
trusler om død eller alvorlig kvæstelse eller trusler mod
egen eller andres fysiske integritet
• Personens reaktion involverede intens frygt, hjælpeløshed
eller rædsel.
B: Den traumatiske begivenhed bliver til stadighed
genoplevet på mindst én af følgende måder:
• Gentagne, invaderende og belastende erindringer om det
skete
• Gentagne, belastende drømme
• Pludselig oplevelse af eller ageren som om den traumatiske
begivenhed gentog sig i nuet (illusioner, hallucinationer,
dissociative episoder ”flashbacks”)
• Intenst psykisk stress ved oplevelse af begivenheder,
der kan symbolisere eller ligner aspekter af den traumatiske
begivenhed
• Fysiologisk reaktion ved ditto.
C: Vedvarende forsøg på at undgå stimuli, der er forbundet
med traumet (mindst tre af følgende):
• Forsøg på at undgå følelser eller tanker forbundet med
traumet
• Forsøg på at undgå aktiviteter og situationer, der kan give
erindring om traumet
• Manglende evne til at genkalde sig vigtige aspekter af
traumet
• Tydelig nedsat interesse for vigtige aktiviteter
• Oplevelse af følelsesmæssig afsondrethed eller
fremmedgørelse overfor andre
• Begrænsning i det følelsesmæssige spektrum, fx manglende
evne til at føle kærlighed
• Oplevelse af begrænsede fremtidsmuligheder
51
D: Vedvarende symptomer på øget stress, som ikke var til
stede før traumet (mindst to af følgende):
• Vanskeligheder ved at falde i søvn eller sove igennem
• Irritabilitet og vredesudbrud
• Koncentrationsvanskeligheder
• Overvagtsomhed
• Overreaktion på forskrækkelse
• Fysiologisk reaktion ved oplevelse af begivenhed, der
symboliserer eller ligner aspekter af den traumatiske
begivenhed
E: Forstyrrelsen skal have varet mindst én måned.
F: Forstyrrelsen forårsager en klinisk set betydelig belastning
eller forringelse på det sociale, arbejdsmæssige eller andre
vigtige funktionsområder.
Kilder:
Ulrik Jørgensen og Stephen Mathiasen (red.): ” At overleve vold.
Om psykisk traumatisering, mestring og behandling”,
Forlaget Klim, 1998.
Peter Elsass (red.): ”Håndbog i kulturpsykologi – et fag på tværs”,
Gyldendal, 2003.
Bilag 2: Rehabiliteringens faser
I rehabilitering af traumatiserede og torturoverlevere er der tre
helt centrale faser:
• At finde et sikkert sted
• At sørge og mindes
• At knytte bånd til en ny normal hverdag
Det er staten, der ved sikring af opholdstilladelse kan give
flygtningen den nødvendige oplevelse af at, ”her er jeg
i sikkerhed”. Det er kommunerne, der helt konkret ved
boligplacering og støtte til at skaffe et nyt hjem, hjælper
flygtningen til at få ”et sikkert sted”, og det er også i den daglige
kontakt med borgeren, at kommunen kan blive god til at støtte
oplevelsen af det sikre sted bl.a. ved at have faste medarbejdere
i kontakten med de traumatiserede.

Det kan være behandlere eller andre, der støtter borgeren
i at sørge og mindes, så fortiden kan blive følelsesmæssigt
bearbejdet og så og sige blive lagt på plads, så der er energi til at
komme videre.
Når det gælder om at knytte bånd til en normal hverdag igen
er en fungerende familie, arbejde eller uddannelse, venner og
netværk - og en identitet som normal og ikke syg - det vigtigste.
Kilde:
Judith Herman: ”I voldens kølvand”, Hans Reitzels Forlag, 1995.
Hvem? En psykisk belastet kvinde har meget
dårlige tænder og voldsomme smerter
af den grund. Hendes mand, der er i arbejde,
har samme problemer.
Hvad? Familien, der er selvforsørgende,
har valgt at bruge deres ressourcer på at
få ordnet mandens tænder først. Kvinden
skaffer med støtte fra sit rehabiliterende
tilbud et overslag fra tandlægen på, hvad
det vil koste (15.000 kr.) at få lavet sine
tænder. Der afleveres en ansøgning med
bilag til sagsbehandleren.
Problemet? Efter lang tid kommer der besked
om, at der mangler yderligere bilag,
som fremskaffes. Der går igen lang tid uden
svar fra kommunen. Kvinden er i mellemtiden
konstant på stærk smertestillende
medicin, hvilket påvirker hendes indlæringsevne.
Efter et par måneder viser det sig,
at sagen ikke er gået videre i systemet, og
nu er overslaget fra tandlægen og bilagene
forældede. Med støtte fra lærere og socialrådgiver
fremskaffes et nyt overslag og anden
opdateret dokumentation.
Resultat? Sagen når frem til ydelseskontoret,
og efter et år bevilges der 8.000 kr. til
tandbehandling.
Hvem og hvad? En traumatiseret borger fik
sin integrationsydelse udbetalt for sent og
kunne derfor ikke betale husleje til tiden.
Problemet? Der løb gebyr på samtidig
med, at borgeren ikke havde penge til mad.
Ved en forespørgsel på ydelseskontoret om
at få udtalt et beløb, blev borgeren spurgt,
om hun ikke havde nogen venner, hun
kunne spise hos. En medarbejder i kvindens
sprogcenter bad på hendes vegne om at få
gebyret udtalt som en enkeltydelse, fordi
den forsinkede husleje var uforskyldt.
Resultat? Det blev afvist.
Hvem? Et burmesisk ægtepar på starthjælp,
hvor manden er svært traumatiseret efter
tortur, får en ekstra indtægt i 3 måneder,
idet konen får sæsonarbejde (ordinær beskæftigelse)
i et gartneri.
Hvad? Den ekstra indtægt bruges til indkøb
af flyverdragter til børn + fodboldstøvler,
som familien ved, at der ikke vil være råd til
ved sæsonarbejdets ophør.
Resultat? Manden trækkes i sin starthjælp
efter ansættelsens ophør, og familien har
midt i måneden ingen penge. Ved sprogskolens
hjælp bevilges “overlevelseshjælp”,
som familien skal tilbagebetale med den
begrundelse, at de har udøvet uansvarlige
økonomiske handlinger. Familien har ikke
pengene, og tilbagebetaling udskydes, til
de igen får en arbejdsindkomst.
52
Bilag 3: Systembarrierer
Frem til midtvejsopsamlingen i juni 2009 blev der i TRIB
projektet registreret mere end 50 konkrete eksempler på
såkaldte systembarrierer i de 5 delprojekter. Her resumeres
nogle af de eksempler på systembarrierer, der gør casemanagement
nødvendigt. Sager som disse er ikke enestående,
og der rapporteres især om mange frustrationer og megen
tidsspilde pga. bortkomne sager og ansøgninger samt i
nogle tilfælde om langsom og bureaukratisk kommunal
sagsbehandling.
Langsom sagsbehandling Problemer med udbetaling Koordination omkring sundhed
Hvem? En traumatiseret kvinde med
både psykiske og fysiske skader og et stort
medicinforbrug, viser sig ved visitationen
til det rehabiliterende tilbud at have markante
synsproblemer.
Hvad? Kvinden vurderes at have et sprogligt
potentiale, der kan bygges videre på - også
arbejdsmarkedsrettet. Hun er indstillet til
operation for grå stær og er uafklaret om
behov for briller. Kvinden ønsker at stoppe i
tilbuddet, da hun ikke kan se, men lærerne
tager kontakt til Center for Kommunikation
og hjælpemidler mhp. på at få foretaget en
udredning om kvindens syn.
Resultat? Sygehus, Center for kommunikation
og hjælpemidler, egen læge, en
privat optiker, sprogcenter og en kommunal
sagsbehandler er efter knapt et år ikke
lykkedes med at få foretaget en udredning
af kvindens synsproblemer. Hun har mange
smerter og får konstateret sukkersyge. Udmeldes
af tilbuddet og indstilles til behandling
på Center for Traume- og Torturoverlevere.

Bilag 4: Samarbejde mellem
en rehabiliteringsinstitution og
kommunen
For at skabe sammenhæng for den traumatiserede borger
og for at effektivisere den samlede indsats, har Gørtlervejens
Skole og Faaborg Midtfyn kommune udviklet et velfungerende
samarbejde. Kodeordene for samarbejdet er ro, stabilitet og
overblik.
Gevinster ved samarbejdsmodellen er, at de sårbare
traumatiserede borgere får overblik og ro, fordi der er en klar
rollefordeling og sikkerhed for opfølgning på sager. Der er ro
omkring undervisningen, fordi underviserne ikke skal afsætte
tid til alt muligt andet end deres kerneopgaver. Kommunen får
bedre grundlag for at lave kontinuerlige forløb, fordi der er et
tæt, stabilt samarbejde med bedre muligheder for at udveksle
information, opsætte fælles mål for borgeren, justere indsatser
og sikre hurtig indsats. Det sikrer en mere effektiv indsats, hvor
flere får en chance for at komme i beskæftigelse.
Samarbejdsmodellen består af
• Én fast socialrådgiver fra jobcentret med særlige
kompetencer på flygtningeområdet har kontakt til
skolen og er bindeled mellem borgerne og kommunen.
Socialrådgiveren deltager i teammøder på skolen og er
fast på skolen ½ dag om ugen for at holde kontakten til
borgerne. Socialrådgiveren varetager:
1) visitation til tilbuddet
2) opfølgningssamtaler efter 6 uger og siden hver 3.
måned
3) kontakt til virksomhedskonsulent mhp. igangsættelse
af praktik.
• En case-manager på skolen, som varetager kontakt
til kommunen, behandlere, uddannelsesinstitutioner,
virksomheder m.fl. for alle kursister, og som er bindeled til
de øvrige ansatte.
Case-manageren har en række opgaver i forhold til forskellige
samarbejdspartnere:
1. Kommunen: Er fast kontaktperson til sagsbehandleren i
53
jobcentret og andre sagsbehandlere fx i ydelsesafdeling,
børne-unge afdeling samt handicap- og sundhedsafdeling.
Deltager i opfølgningssamtaler med kursist og
sagsbehandler, skriver kompetenceprofiler mv.
2. Kursister: Afvikler individuelle vejledningsforløb,
tilrettelægger forløb om sundhed – herunder
motion, massage og kropslige øvelser. Tilrettelægger
psykoeducationsforløb i gruppe. Deltager i fællesaktiviteter
som frokost, ture virksomhedsbesøg mv.
3. Behandlere: Samarbejder med praktiserende læger og evt.
fysioterapeuter efter samtykke fra kursisten. Koordinerer
særlige behandlingsforløb og behov for hjælpemidler.
Kontakt til behandlingscenter.
4. Uddannelsesinstitutioner: Tager kontakt til mulige
uddannelsesinstitutioner, afklarer optagelseskrav mm.
Deltager evt. i informationssamtale på uddannelsessted og
aftaler mentorforløb.
5. Virksomheder: Hjælper med at finde praktikpladser og laver
opfølgning i praktikken. Indgår aftaler om kontaktperson
eller mentor.
6. Kollegaer: Deltager i teamsamarbejde og deltager i
sprogundervisning.
Bilag 5: Eksempler på forskellige typer
af vejledningssamtaler
Vendepunktsamtaler eller wake-up call:
En dybt alvorlig samtale, hvor der skal tages beslutning om, hvad
der skal ske. Vil du det her for alvor? Skal vi gå videre? Samtalen
kan være et positivt vendepunkt, og jobkonsulenten eller
underviseren vurderer, hvornår i forløbet denne type samtale
er nødvendig. Det er mest nyttigt, når jobkonsulenten kan se,
at borgeren har ressourcer og potentialer, der kan udfoldes og
bære.
Vejledningssamtale: Fortæl hvad du kan!
Støt og træn borgeren i at ’sælge sig selv’ ved samtaler med en
mulig arbejdsgiver i forbindelse med praktik eller ansættelse.
Vejled om, hvorfor det er nødvendigt. Det er nyt og svært for
mange, så træn svarene igen og igen. Det giver selvtillid og mod.
Typiske spørgsmål og svar kan være:

Hvordan vil du berige vores virksomhed?
Hvordan har du det med team samarbejde?
Hvad kommer du med?
Spørgsmål Svar
“Hold fast” – vejledning:
Når modet svigter, når nattesøvnen har været alt for dårlig,
eller når familien giver problemer, kan der være brug for,
at vejlederen i en konkret situation går med fx til møder i
kommunen, hos læge eller følger til jobsamtale og måske venter
udenfor døren. Der skal være tid til “hold fast”-vejledning.
Bilag 6:
Spørgeguide til visitationssamtale
Eksempel på spørgeguide til brug ved første, individuelle
visitationssamtale til arbejdsmarkedsrettet tilbud.
• Erhvervserfaring i hjemlandet (hvor længe, niveau, trivsel)
• Erhvervserfaring i hjemmet – i hjemlandet
• Skolebaggrund i Danmark
• Erhvervserfaring i Danmark
• Socialt (flygtningestatus, civilstand, børn/aktuel
pasningsordning, netværk i Dk, interesser)
• Fysiske gener (lægepapir eller diagnose)
• Psykiske gener (trivsel i gruppe, søvn, koncentration,
hukommelse andet)
• Sagsbehandleren: henvisningsårsag
• Kursisten: Ønsker drømme, håb for eget liv
• Mål for forløbet
(hvad tænker du selv der skal til for at nå målet?)
• Aftale: hvad skal vi støtte dig i i den nærmeste periode
(nærmeste udviklingszone)
• Starttidspunkt
• Visitation foretaget af …
• Sagsbehandler; navn, mail og tlf. nr.
Ved samtale efter 3 måneder gennemgås spørgeguiden igen, og
mål og aftaler justeres.
54
Jeg kommer med mange erfaringer og kender kunder med
anden etnisk baggrund end dansk
Jeg har det godt med at arbejde sammen med andre og
dele min viden og finde løsninger sammen
Jeg har lyst til at arbejde med mennesker og vil gerne
være med til at alle får det godt her
Bilag 7: Ressourceliste
TRIB projektet har udviklet en individuel ressourceliste vedr.
temaerne: Den gode medarbejder, Dansk og job samt Helbred
og sundhed. Listens jeg-kan-statements kan bruges som
inspiration til afdækning og til opstilling af mål og handleplan.
Den gode medarbejder:
- Jeg kender mine ønsker for arbejde i fremtiden (ønsker og
håb)
- Jeg tror på, at jeg kan få arbejde (ønsker og håb)
- Jeg har håb for min fremtid (ønsker og håb)
- Jeg kan komme til tiden (ansvar)
- Jeg kan ringe afbud (ansvar)
- Jeg kan arbejde selvstændigt (ansvar)
- Jeg kan tage initiativ til at gøre noget nyt eller noget andet
(ansvar)
- Jeg kan samarbejde med en anden (samarbejde)
- Jeg kan samarbejde med mange (samarbejde)
- Jeg kan hjælpe mine kolleger (samarbejde)
- Jeg kan arbejde på forskellige tidspunkter (fleksibilitet)
- Jeg kan tage overarbejde (fleksibilitet)
- Jeg kan omstille mig og lave noget andet end det planlagte
(fleksibilitet)
- Jeg kan lide at tale med mine kolleger i pausen (samvær og
humor)
- Jeg kan forstå når mine kolleger fortæller noget sjovt og selv
fortælle noget sjovt (samvær og humor)
- Jeg kan lide at deltage i fællesarrangementer (samvær og
humor)

- Jeg kan tale med nogen (kolleger, chef, familie,
venner, læge) om stress, hvis jeg føler mig presset
(stresshåndtering)
- Jeg kan tage en pause, når jeg har brug for det
(stresshåndtering)
- Jeg kan sige nej til en opgave, hvis jeg ikke magter den
(stresshåndtering)
- Jeg kan gøre gode ting for mig selv, når jeg er stresset
(stresshåndtering)
- Tilføj selv flere…
Helbred og sundhed:
- Jeg kan transportere mig til skole, praktik og arbejde (fysik
og sundhed)
- Jeg kan klare at stå, gå eller sidde, som det kræves (fysik og
sundhed)
- Jeg kan styrke min krop gennem gymnastik el. lign. (fysik og
sundhed)
- Jeg kan bruge de hjælpemidler, jeg har brug for (fysik og
sundhed)
- Jeg kan tage min medicin, som lægen foreskriver (fysik og
sundhed)
- Jeg kan få kontrol over min søvnrytme, så den passer med
undervisning/arbejde (søvn)
- Jeg kan koncentrere mig om en enkelt konkret opgave
(koncentration)
- Jeg kan koncentrere mig om forskellige opgaver
(koncentration)
- Jeg kan huske en instruktion (hukommelse)
- Jeg kan huske de aftaler jeg har (hukommelse)
- Jeg kan huske det jeg har lært (hukommelse)
- Jeg kan acceptere svære følelser og tanker (følelser og
tanker)
- Jeg kan handle når jeg bliver bange eller angst (følelser og
tanker)
- Jeg kan kontrollere vrede, irritabilitet og aggressioner
(følelser og tanker)
- Jeg kan søge støtte, hvis jeg har det svært (følelser og
tanker)
- Jeg kan være sammen med min familie (følelser og tanker)
- Tilføj selv flere…
55
Dansk og job
- Jeg kan forstå en almindelig besked, som er sagt direkte til
mig (forstå)
- Jeg kan forstå arbejdsinstruktioner (forstå)
- Jeg kan forstå en besked i telefon (forstå)
- Jeg kan forstå spørgsmål fra kunder, kolleger, medkursister
(forstå)
- Jeg kan forstå pausesnak, når jeg taler med en af mine
kolleger/medkursister (forstå)
- Jeg kan forstå pausesnak, når der er flere der taler sammen
(forstå)
- Jeg kan forstå oplæg og informationer på møder (forstå)
- Jeg kan forstå diskussioner på et møde (forstå)
- Jeg kan præsentere mig selv (tale)
- Jeg kan forklare en jobsituation jeg er i (tale)
- Jeg kan give almindelige beskeder (tale)
- Jeg kan give information videre til kolleger/medkursister
direkte (tale)
- Jeg kan give information videre til kolleger/medkursister via
telefon/højtaler (tale)
- Jeg kan stille spørgsmål, når der er noget jeg ikke forstår
(tale)
- Jeg kan sige det på en anden måde, hvis jeg ikke bliver
forstået (tale)
- Jeg kan forklare et opstået problem (tale)
- Jeg kan fortælle, hvordan jeg har det (tale)
- Jeg kan ringe afbud (tale)
- Jeg kan sige nej til en opgave (tale)
- Jeg kan læse en besked om almindelige ting (fødselsdage,
ekskursioner, personalearrangementer mv.) (læse)
- Jeg kan læse en besked om arbejdet (læse)
- Jeg kan læse skilte, sikkerhedssymboler, opslagstavler mv.
(læse)
- Jeg kan læse arbejdsinstruktioner og manualer mv. (læse)
- Jeg kan læse vagtskemaer, arbejdssedler mv. (læse)
- Jeg kan læse mødereferater, nyhedsbreve mv. (læse)
- Jeg kan skrive beskeder om arbejdet (skrive)
- Jeg kan udfylde vagtskema (skrive)
- Jeg kan udfylde ordresedler (skrive)
- Jeg kan udfylde arbejdssedler (skrive)

- Jeg kan skrive og opdatere CV og ansøgninger (skrive)
- Jeg kan tænde og slukke computeren (IT)
- Jeg kan bruge tastaturet (IT)
- Jeg kan bruge tegnsætning, samt store og små bogstaver
(IT)
- Jeg kan skrive en enkelt tekst i Word (IT)
- Jeg kan finde, åbne og gemme en tekst i egen mappe (IT)
- Jeg kan læse og skrive en e-mail (IT)
- Jeg kan søge på Internet/Intranet (IT)
- Tilføj selv flere…
Bilag 8: Motivation og identitet
Eksempler på, hvordan man kan arbejde med motivation og
identitet.
Arbejdstræet:
Bed kursisten om at tegne sit eget, personlige arbejdstræ. Hvad
har du lavet før? Hvad kan du? Tegn det ind og sæt ord på. Tegn
også din families arbejdstræ. Hvad har I forsørget jer ved? Hvad
kan I i din familie?
Ved at gå på opdagelse i familiens og i egen tidligere
arbejdsidentitet får kursisten øje på ressourcer og på det, der
kan bygges videre på, når der skal formuleres ønsker til et
arbejdsliv i Danmark.
Drømmetavlen:
Tegn en cirkel med kursistens navn i midten. Udenom noteres
drømme(som et mind-map) med relation til interesser, familie,
arbejde og uddannelse, materielle ting samt fysisk og psykisk
helbred.
Omsæt mind-mappen til en planche med symboler, billeder og
ord eller lignende. Denne drømmetavle bruges som baggrund
for at planlægge aktiviteter i undervisningen og til samtaler om,
hvilket ansvar den enkelte selv har for at opnå drømmen og få
det bedre.
56
Kan man formulere en drøm i ord, kan man også bedre få øje
på mulighederne for, at drømmen kan gå i opfyldelse. Hvis den
ikke går i opfyldelse, kan man analysere, hvorfor det ikke gik og
derfor måske lade være med at opgive alt håb.
Eksempel: Hvis en kursist gerne vil være pilot, kan det
ønske bruges som springbræt til at undersøge, hvad det er i
pilotjobbet, der er spændende, og hvor man kan finde noget af
det i et mere realistisk job.
Trekanten:
I de tre hjørner i en trekant skrives: “Jeg vil” – “Jeg kan” – “Jeg
skal”. Underviser og kursist udfylder med jævne mellemrum,
hvad der skal stå under overskrifterne i de tre hjørner på det
givne tidspunkt. Trekanten giver ideer til og mål for, hvad der
skal arbejdes med individuelt, den synliggør ressourcer og
understøtter handling.
Når trekanten er blevet brugt flere gange, er det tydeligt, hvilke
mål der er opfyldt. Hold fast i små mål og små fremskridt - de
kan blive grundlaget for større mål og større fremskridt senere.
Bilag 9: Forberedelse af
virksomhedsbesøg
Øvelser, der kan bruges som forberedelse til virksomhedsbesøg:
• Brainstorm med spørgsmål til virksomheden og de ansatte.
Hver kursist vælger et vigtigt spørgsmål og er ansvarlig for at
stille det under besøget
• Spørgsmål skrives på tavlen, læreren visker enkelte ord ud,
som kursisterne skal huske og sige eller skrive igen
• Kursisterne sidder i rundkreds og sender sætninger rundt
på kryds og tværs ved at kaste en bold eller et knyttet
tørklæde. Den, der griber bolden, skal sige en af de
sætninger, der er trænet (det forstår jeg ikke?)
• Ordene fra kursisternes sætning klippes ud og gives til de
andre, som skal finde frem til den korrekte sætning ved at
stille sig op i rigtig rækkefølge
• Læreren laver en lytteøvelse ved at sige sætningen.
Kursisterne skal lytte efter, hvor mange ord der indgår
• Kimsleg, hvor ord i en sætning klippes ud og lægges på
bordet. Et ord mangler. Kursisterne skal gætte hvilket ord,
der mangler, og lægge det på den rette plads.

Bilag 10: Small talk
Idéer til, hvordan man kan træne de vidensmæssige, sproglige
og sociale kompetencer, der er forudsætningen for small talk:
Viden: Hvad taler man om?
Tag fx kursisterne med på en oplevelsestur i naturen, til
fodboldkamp eller på fisketur og brug det som baggrund for
at træne small talk. Næste dag kan undervisningen indledes
ved at arbejde systematisk med small talk ud fra gårsdagens
begivenheder og kursisternes personlige oplevelser af dem.
Kursisterne skiftes til at åbne og vedligeholde en small talk.
Sprogligt: Hvilke sproghandlinger bruges?
Træn igen og igen sproghandlinger, der kan bruges til at åbne,
vedligeholde og lukke small talk. Som fx “Har du hørt…?”, “Så du
i avisen i går, at...?” eller “Har du set...?”
Til træning af small talk, kan der spilles kort (fx fisk) med
sætninger, der indgår i en række uformelle samtalesituationer.
En kursist trækker et kort med fx ”Dejligt vejr i dag”, næste
kursist skal finde et kort med en sætning, der kunne kommer
efter den første. Næste kursist finder et relevant kort med en
sætning, der kan bringe samtalen videre osv.
Socialt: Hvordan skal jeg gebærde mig?
Det skal arbejdes med motivation, generthed og kropssprog.
Det er ikke befordrende for samtalen med en kollega, hvis den
traumatiserede fx sidder og stirrer ned i bordet. Rollespil er god
måde at blive opmærksom på kropssprog.
Bilag 11: Psykoedukation med
arbejdsmarkedsperspektiv
Forslag til psykoedukative aktiviteter:
Forventningsskema:
Overblik og gensidigt afklarede forventninger giver ro og
tryghed. Udarbejd sammen med kursisten et forventningsskema
med oplysninger om arbejdsgiveren, arbejdstid, mulighed
for pauser samt oplysninger om helbred til praktik- eller
arbejdspladsen. I skemaet kan der også indgå en række
57
vendinger, som kursisten kan træne og bruge, hvis det bliver
nødvendigt at sige fra over for spørgsmål, man helst ikke vil
svare på. Fx “Det vil jeg helst ikke svare på lige nu, men måske
senere” eller “Jeg bliver i dårligt humør, når jeg taler om det”.
Stresshåndtering:
Lav et undervisningsforløb med henblik på at give viden om
stress. Hvordan føles det i kroppen? Hvilke psykiske symptomer
kan der være? Hvad kan man gøre? Træn også her sproglige
vendinger og ordforråd, der knytter sig til emnet stress.
Hotline til hjælp:
Opret en hotline til en kendt person, evt. jobkonsulent eller
dansklærer. Hvis den traumatiserede oplever en situation, hvor
fx vrede eller angst er løbet af med vedkommende, skal der
være mulighed for hurtigt at kunne tale med nogen om det.

Bilag 12: Tjek-liste vedr. parathed til
praktik eller job
Job- og virksomhedskonsulenter i TRIB projektet har opstillet
denne tjek-liste til brug for at vurdere, om en borger er klar til
praktik eller arbejde.
- Være motiveret – og kunne formulere det
- Være engageret
- Kunne se en mening og et perspektiv med praktikken
- Have nogenlunde stabilt helbred
Borgeren skal: Fagpersonen skal:
- Have en realistisk opfattelse af egen sygdom
- I praktik eller arbejde, der ligger indenfor eget
interesseområde
58
- Kunne konstatere stabilt fremmøde i forudgående
undervisning (ca. 70 %)
- Modtage afbud fra borgeren, når det er relevant
- Vurdere om borgeren kan klare et fremmøde i praktik
på mindst 3 dage á 3 timer
- Lave en forventningsafstemning mellem alle parter
om:
Hvad kan borgeren klare fysisk og psykisk?
Hvad er et realistisk mål?
Hvad skal det føre det til?
Og sikre at det er forstået!
- Observere et dansksprogligt minimum (uden tolk)
dels ift. hvad borgeren skal kunne på jobbet og dels
ift. pausesnak med kollegaer
- Være overbevist om at borgeren har et tilstrækkeligt
kendskab til arbejdsmarkedet

September 2010
Center for tosprogethed og interkulturalitet, UC2
Professionshøjskolen UCC, University College Capital
Titangade 11
2200 København N
Tlf. 4189 7000