B U fjernsyn til alle tider - Forskning

Jytte Hauch-Fausbølls manuskript formåede at skildre den på en både positiv og
charmerende facon. Særligt kvarteret blev beskrevet som et sted, hvor alle kendte alle, og
børn kunne trygt færdes til trods for, at man befandt sig i midt i Københavns pulserende
byliv. Den eneste lurende fare syntes at være den farlige trafik og potentielle børnelokkere.
(Poulsen, 1968)
Jytte Hauch-Fausbøll ønskede med serien at give børn et realistisk billede af, hvordan et
barns hverdag så ud på det overfyldte Vesterbro, hvor baggården ofte var det eneste sted
man kunne lege. Det var et opgør med den rosenrøde beskrivelse, som andre serier,
eksempelvis serien om pigen Lenette gav af en typisk barndom, hvor man samtidig forsøgte
at skærme børnene mod livets til tider barske realiteter. Serien Lenette og hendes grimme
hund var baseret på Birgit Poupliers børnebog af samme navn. Den foregik i et
middelklassemiljø i Gentofte, hvor man fulgte den meget artige og velfriserede Lenette og
hende mindst ligeså artige og velopdragede venner. (Arnvig, 1967)
I et interview om serien indrømmede Jytte Hauch-Fausbøll, at produktionen var et sats, da
man ikke tidligere havde skildret en dagligdag som Sonjas. Det var ikke tilsigtet, at Sonja fra
Saxogade skulle være en socialrealistisk kommentar, den var derimod tænkt som en
mulighed for at vise resten af landets børn, hvordan man også kunne leve. Når alt det var
sagt, ville hun gerne vise, at Vesterbro til trods for de trange kår og de mange alkoholikere,
kunne være et dejligt sted at vokse op. Som nævnt kendte alle hinanden i lokalmiljøet og
man stod altid klar med en hjælpende hånd, hvis der var brug for det. Blandt andet den
hjælpsomme og rare grønthandler Mutter Fit spillet af Bodil Udsen, der lod familien købe på
kredit, når pengene var få. På den måde mindede den del af Vesterbro om et
landsbysamfund. Samtidig mente hun, at en del børn kunne identificere sig med Sonja, der
for meste skulle passe sine mindre søskende efter skole, og derfor havde dem med overalt.
(Højfeldt, 1968)
Sproget i serien var et kapitel for sig selv, eksempelvis når Sonja vrængede ”Ja, ja, ja, ja”, når
hun blev bedt om noget eller brugte ord som sgu og gu. Man gjorde op med det traditionelle
familiemønster, der typisk bestod af en mor, en far og to børn over til en skildring af en enlig
mor med tre børn. Sonjas far var efter moderens udsagn gået fra dem, da han ikke kunne
31