B U fjernsyn til alle tider - Forskning

velrenommeret pædagog – bad vi sætte tingene på plads med forklaringen om unge
mænd skyhed i forhold til deres behov… Fortielse er ingen relevant løsning på
problemer i relation til vores unge lyttere.” (Vemmer, 2006, s. 119)
Der blev ikke gjort mere ud af den sag. Men netop denne udsendelse var en af grundene til,
at Radiorådet fra begyndelsen af holdt Peberkværnen under skarp observation. Man fandt
simpelthen programmernes behandling af emner som narkotika og sex for ensidige. 10
(Christensen, 2006, s. 83 ff. & Vemmer, 2006, s. 118 ff.)
På et programudvalgsmøde i januar 1969 var Peberkværnen til diskussion. Igennem flere
udsendelser havde redaktionen beskæftiget sig med narkomisbrug. Man havde interviewet
en gruppe narkomaner om, hvilke problemer livet som misbruger medførte. Disse
programmer udløste et ramaskrig i pressen, der blandt andet skrev, at det var ren
propaganda for hash og hårdere stoffer. En række eksperter på området mente dog, at
programmerne nærmere tjente som skræk og advarsel for unge mennesker, da der ikke var
noget tillokkende ved de portrætterede narkomaners liv. Et af ankepunkterne på mødet var,
at folkene bag programmerne tilsyneladende havde alt for frie tøjler i forhold til
produktionen. Som udgangspunkt var det i orden, at man fokuserede på samfundsmæssige
problemer såsom narkotika, men det skulle foregå på et mere seriøst plan. Programchef
Mogens Vemmer var til stede ved udvalgsmødet, hvor han forsikrede, at en række eksperter
havde sagt god for programmernes oplysningsmæssige og forebyggende karakter. Samtidig
understregede han, at folkene bag Peberkværnen ikke havde fuldstændige frie hænder. Han
havde personligt godkendt hver en sætning i manuskripterne. Poul Schlüter, der dengang var
medlem af udvalget, fandt det ejendommeligt, at Vemmer som programchef ikke havde
fundet programmet for ensidigt. Rådets næstformand Hakon Strangerup understregede, at
der med frihed fulgte ansvar. (Skovmand, 1975, s. 237 ff.)
Peberkværnen var blevet en varm kartoffel, og der blev forsat holdt et skarpt øje med hvad
redaktionen bag nu kunne finde på. I marts måned 1969 var den gal igen. Denne gang havde
10 Gentagende klager over ensidighed fra Radiorådets side medførte i 1971, at man lavede en såkaldt
ansvarscentralisering, det vil sige at ansvaret for programmerne nu ikke længere lå hos afdelingens programchef, men
hos en generaldirektør og en tv-direktør, der nu var blevet sat ind imellem Radiorådet og de enkelte afdelingers
programchefer.
38