Speciale - Forskning

Tre videns- og tankeformer
I sin fremstilling om tre videns- og tankeformers betydning for skolebørns begrebsdannelse og
tænkning anfører Hedegaard (Hedegaard, 1995), at tænkning og viden er forankret i
samfundsmæssige og sociale felter såvel som i personligheden (Hedegaard, 1995, 28).
I karakteristikken af de tanke- og vidensformer, som generelt dominerer de videnskabelige, faglige
og dagligdags sammenhænge i den vestlige kultur, støtter Hedegaard sig på psykologerne Bruner og
Davydov, hvis antagelser forfatteren tolker som analyser af de dominerende tankestrategier og
vidensformer, som findes i forskellige samfundsmæssige sammenhænge. Viden er if. Hedegaard
erfaringer, som er fremkommet gennem løsning af påtrængende problemer i bestemte
samfundsmæssige sammenhænge, der er knyttet til udvikling af livsformer (Hedegaard, 1995, 30).
Hedegaard sætter fokus på tre videns- og tankeformer: Den empirisk-paradigmatiske, der
forbindes med de naturvidenskabelige fag, den narrative vidensform, der ses udviklet i tilknytning
til de humanistiske fag, og den teoretiske vidensform, hvis udvikling hovedsageligt knyttes sammen
med samfunds- og socialvidenskaberne. Videns- og tankeformer som disse er blevet almene
kategorier, der er blevet løsrevet fra vidensområdets oprindelige indhold (Hedegaard, 1995, 31).
Med empirisk-paradigmatisk viden er en vidensform, som bygger på antagelsen om, at verden kan
repræsenteres korrekt: Er man grundig nok, kan man komme til at vide alt om et område, fordi
viden afspejler det, der faktisk eksisterer. Den viden, man har, forandres ikke, medmindre man har
fejlagtige oplysninger eller forvrængede informationer. Ligesom med bygningen af en bygning eller
et samlet puslespil er det muligt at nå til en helhedsforståelse, men elementerne er uforanderlige.
Denne videns- og tankeform er funderet i principper og styret mod hypoteser, som kan testes i
forhold til det observerbare (Hedegaard, 1995, 37). Det specielle søges overskredet i en søgning af
stadig højere former for abstraktion. Målet er forklaringsmodeller, hvor det specifikke er
forsvundet. Brugen af kategorier er if. Bruner en måde at få styr på og forenkle de erfaringer, der
gøres (Hedegaard, 1995, 32).
Den narrative videns- og tankeform defineres som ”omskiftelighederne i intentionen og de mulige
samtidige perspektiver og de mange mål, som interagerer” (ibid.). I denne vidensform er
fortællingen placeret i rum og tid og personificeret. Dette indebærer, at omskiftelighederne i
intentionerne forløber over tid mellem personer, ligesom historien ikke nødvendigvis er
tidsforankret, men kan være fabulerende og tidsuafhængig. Sammenhængen mellem person,
14