Speciale - Forskning

analyses fokus på videnskabelse. Jørgensens narrativt orienterede antagelser stilles over for Nonaka
og Takeuchis mere videnskabelige/empirisk-paradigmatiske drejede tilgang.
Jørgensen slår fra starten en socialkonstruktivistisk vidensforståelse fast. En opfattelse, som i
højere fra bibeholdes end eksternaliseringsprocessens specifikke og til tider indforståede fokus på
udviklingen af japanske produkter. Nonaka og Takeuchis fokus på den tekniske dimension synes at
forbigå de mange faktorer, der bidrager til skabelsen af viden.
Jørgensens kritiske syn på Intellektuel Kapital indebærer, at IK er en menneskelig konstruktion,
der ikke kan forstås uafhængigt af aktører, kulturer og historien. Intellektuel Kapital legitimerer sig
selv ved sin evne til at forandre og intervenere i den sociale virkelighed og ikke gennem en given
færdighed til at forklare virkeligheden. Hermed fremsættes en vidensopfattelse, der erindrer om
narrativ videns procesorienterede og socialkonstruktivistiske approach: Sprogspillet får ikke sin
legitimation gennem en færdigt forklaret virkelighed, men ved selve fortællingen og den tradition,
der vedrører historiefortælling. Jørgensen opfatter tillige videngeneration som et sprogspil: ”IC is
first understood as a ”language game” (Jørgensen, 2006, 80).
Jørgensen anskuer endvidere Intellektuel Kapital på basis af Foucaults teorier om magt. Således
betones det for eksempel, at Intellektuel Kapital ikke kan skilles fra magtrelationer (Jørgensen,
2006, 79). En påstand, som bl.a. bygges på Hardy og Cleggs optik med den provokerende titel
”Some dare call it power” (Jørgensen, 2006, 90). Tilsvarende betragtninger foreligger ikke i Nonaka
og Takeuchis neutralt berettende teori, hvor overvejelser om magtkampe aktører imellem stort set er
fraværende. At aktører bevidst benytter metoder, f.eks. videnstyring, som er en social konstruktion,
til at forskyde magtbalancen, kræver if. Jørgensen ekstra kritisk bevågenhed: ”Meeting power
demands the development of a more critical understanding of IC” (Jørgensen, 2006, 79). Det
betones, at Intellektuel Kapital er del af en neo-liberal diskurs, som overvejende vedrører kontrol,
styring og udnyttelse af viden, læreprocesser og menneskelig kapital/medarbejdere. Metoder og
begreber som f.eks. Knowledge Management skal derfor ikke tages for pålydende, idet de kan
indeholde tvivlsomme mål, udfald - ”darker sides” (ibid.) - der kan blive brugt som værktøjer til
manipulation, retfærdiggørelse af rationalisering af organisatoriske praksiser eller som aktive
elementer i kampen for korporativ magt.
Sammenlignet med Nonaka og Takeuchis konfliktsky fremstilling synes Jørgensen narrativt
orienterede overvejelser at afspejle en langt mere nuanceret forståelse for de mange processer, der
er i spil i videnstyring og videndeling. De er udtryk for en realisme, som snarere skal findes hos
kritikere af videnskabelsesteorien end dens forfattere: ”this roseate orientation” (Bryant, 2006, 5).
48