Speciale - Forskning

Problemformulering
Ligesom en række kritikere forholder nærværende narrative optik sig skeptisk til Nonaka og
Takeuchis opfattelse af, at tavs viden kan transformeres til eksplicit viden. Et narrativt videnssyn
forstås ud fra Lyotards opfattelse af, at viden ikke kan repræsenteres af én fortolkningsmåde, som
gør sig gældende i videnskabelig viden. Denne optik overser if. Lyotard vigtige dimensioner af
viden, som et narrativ videnssyn retter fokus på. Ud fra en Polanyisk forståelse af, at der findes to
former for viden, nemlig tavs viden og viden rodfæstet i tavs viden, stilles spørgsmålstegn ved
Nonaka og Takeuchis nyfortolkning af Polanyis begreb: Vigtige tavse vidensdimensioner synes at
gå tabt med opfattelsen af, at tavs og eksplicit uhindret transformeres til hinanden. Dimensioner,
som nærværende tilgang betoner i henhold til antagelser af Polanyi, Hedegaard, Lyotard, Shotter,
Bakhtin, Wittgenstein og Foucault, hvis syn på viden som en facetteret, processuel størrelse ligger i
forlængelse af hinanden.
Til forskel fra de fleste kritikere stiller nærværende tilgang skarpt på det forhold, at
videnskabelsesteorien paradoksalt nok ikke lever op til det holistiske videnssyn, som den anfører
indledningsvist. Hovedårsagen hertil synes at være overeksponeringen af kerneprocessen, tavs
videns kodificering, hvis ureflekterede fremstilling medfører mangelfulde overvejelser om viden,
videnskabelse- og deling. Ikke blot videnskabelse, men frem for alt videndeling lider under dette
stærke fokus. Forhold, der viser sig ved forskellige modsætninger og en rosenrødt beskrivende
aboutness-stil, som er med til at forsimple videnskabelses- og delingsprocesserne. Grundet det
ureflekterede syn på tavs videns verbalisering tenderer den såkaldt holistiske videnskabelsesteori
som helhed og kerneprocessen ”Externalization” i særdeleshed mod empirisk-paradigmatisk
vidensform (Hedegaard), videnskabelig viden (Lyotard) og aboutness (Shotter). Det skal
understreges, at der er tale om en tendens, idet videnskabelsesteorien i sit udgangspunkt har som
hovedformål at se viden ud fra et helhedssyn. En præmis, som den altså ikke efterlever.
Den empirisk-paradigmatiske vidensform, hvor viden afspejler det observerbare, betragter
nærværende optik som problematisk, idet viden betragtes som en fragmenteret og pluralistisk
størrelse, der aldrig vil kunne repræsentere verden fuldt ud, men netop inddrager fiktive elementer
8