Speciale - Forskning

tidligere, da vi var involveret i en aktivitet. Denne aktivitets natur repræsenteres lingvistisk, men nu
på ydersiden, idet der ses tilbage på den som en fuldendt proces. Ved at adskille aktiviteten fra de
mennesker, som udfører aktiviteten, og fra dens omgivelser, fratages dens praksis del. Denne stils
mål er at danne repræsentationer af tingenes tilstand, som gør dem, der udfører dem, i stand til at
forudsige og kontrollere de begivenheder, de repræsenterer.
I dialogical-prospective-relational-stil, derimod, taler/skriver vi til vores læsere gennem en figur i
igangværende aktiviteter med bestemte andre mennesker, som om det var på inden for denne
aktivitet, mens der både ses tilbage på, hvad der er blevet opnået indtil nu og fremad mht. hvilke
muligheder, der er åbne. Vi instrueres i de interaktive forhold, så de afspejler de sondringer, vi har
foretaget os, og de forhold, vi som deltagere oprindelig har deltaget i (Shotter, 2004, 220).
Hvorledes det er muligt at etablere dialogiske relationer, giver Wittgenstein filosofi svar på: Dette
sker i tale og kropslige udtryksmåder/gestikulationer, hvor mennesker kalder responser frem i
mennesker omkring dem; således opstår nye relationer, og nye sprogspil, som ikke tidligere blev
taget til efterretning, indvarsles. Ved at fokusere på nye muligheder på basis af prælingvistisk
adfærd og sprogspil forkastes gamle problemer til fordel for videreudvikling af nye praksiser.
Denne læring kan kun ske i 1.personfortællinger og ikke blot iht. regler og principper, men
fortrinsvis ved eksempler (Shotter, 2004, 222-23).
Sammenfatning
Det kan anføres, at ‟aboutness‟ korresponderer med den empirisk-paradigmatiske vidensform (jf.
Hedegaard) og videnskabelig viden (jf. Lyotard), idet viden i alle tre tilfælde behandles ud fra
afgrænsede, dualistiske kategorier (sandt/falsk), som tenderer til at blive på et teoretisk plan.
Heroverfor er ‟withness‟ kendetegnet ved en mere facetteret vidensform, der som Hedegaards og
Lyotards narrative viden er åben over for et forestillet element, dialog og metaforisk/poetisk
sprogbrug. Der foreligger endvidere paralleller mellem Lyotards og Shotters diagnosticeringer af
videnskabelig viden og ‟aboutness‟ som værende styret af ydre faktorer, ligesom sproghandlingerne
i narrativ viden (jf. Hedegaard og Lyotard) og det dialogiske ‟rum‟ alle er karakteriseret ved
tidsuafhængighed (jf. Shotter/Bakhtin).
Organisatorisk videnskabelse
20