Speciale - Forskning

flyttes fra tavs til eksplicit viden. Der understreges således ikke, at der eksisterer tavse regler for
brugen og forståelsen af sproget, som altid udvikler sig i et samspil mellem individer, institutioner,
afdelinger m.v. Det betones heller ikke, at tavs viden kan være konservativ (jf. Johannesen et al.,
2001, 11; Fleck, 1996, citeret i Johannesen et al., 2001) og således hindre innovation (Ambrosini et
al., 2001) snarere end være innovativ, eller at tavs viden pga. dens indforståede karakter kan
forårsage en kløft mellem insidere og outsidere i organisationen (Ray et al., 2005).
”Externalization” (Nonaka et al., 1995, 64-67) afspejler aboutness-stilen (jf. Shotter), som kommer
til udtryk fra første færd: ”Externalization is a process of articulating tacit knowledge into explicit
knowledge” (Nonaka et al., 1995, 64). Der siges ingenting om, hvordan denne proces forløber
indefra, ej heller, hvad dialogen, som udløser processen, kunne indebære. Karakteristisk nok for
denne ”representational-referential”-stil (jf. Shotter) omtales ‟refleksion‟ og ‟dialog‟ i stedet for at
udtrykke dette på en dialogstruktureret måde; det uddybes heller ikke med metaforiske eller
poetiske beskrivelser i 1. person, som det ville være tilfældet med en narrativ vidensform, hvad
denne dialog kunne indebære: ”The externalization mode of knowledge […] is triggered by
dialogue or collective reflection” (Nonaka et al., 1995, 64). Selv om der nævnes forskellige
eksempler på metaforer og analogier (jf. ”Automobile Evolution”, ”Tall Boy”, ”man-maximum,
machine-minimum” (Nonaka et al., 1995, 65), forbliver dette tillige på et abstrakt plan. Der berettes
i bedste aboutness-stil om, hvordan Honda og Canon er nået frem til forskellige koncepter, som er
blevet til nye produkter. Skønt det forklares, hvordan forskellige metaforer vha. analogier bliver til,
sker dette i en rapporterende stil, som ikke kommer ind på modsætninger og konflikter:
”Contradictions inherent in a metaphor are then harmonized by analogy” (Nonaka et al., 1995, 67).
Der fokuseres ikke på sproget, der ligesom viden er en socialkonstruktion, en vidensopfattelse,
som Nonaka og Takeuchi tilslutter sig (jf. Nonaka et al., 1995, 59). Således gør Wittgenstein
opmærksom på, at ords mening skifter betydning ved den måde og den kontekst, de konkret bruges
i. At tale et sprog er at mestre en teknik, hvor sproget bruges i overensstemmelse med de normer,
traditioner, konventioner og standarder, som eksisterer i forskellige kontekster, kulturer og
institutioner (Jørgensen, 2006, 81-82). Der er ikke blot tale om en aktivitet, men om et ”sprogspil”,
hvor bestemte regler, der både har at gøre med praksis og viden, der tages for givet, dvs. tavs viden.
Som Jørgensen formulerer det på basis af Wittgensteins antagelser:
”The tacit rules for using and understanding language, and the historical socialisation manifested in the ability to be a
competent player in the historically situated social and collective language game, are not fixed but always developing in
a complex interplay between individuals, institutions, technologies and circumstances” (Jørgensen, 2006, 82).
30