Lærervejledning til Pagten og Grundtvig - DR

liver gift med jættekvinder. Den tvetydige Loke fungerer i flere tilfælde som bindeled til jætterne.
Dette peger på, at orden og kaos ikke blev opfattet som skarpt adskilte. At verden er skabt af Ymers
krop, kan også tolkes derhen, at verden/naturen i sig selv er tvetydig, dvs. hverken god eller ond.
Den er skabt af guder, men råmaterialet er en mægtig jætte.
I Ragnarokmyten udspilles den endelige kamp mellem guder og jætter, og kampen ender med
gudernes udslettelse – og herefter med fremkomsten af en ny verden. Det er usikkert, hvilken rolle
ragnarokmyten har spillet for nordboerne – og i det hele taget ved man ikke, om myten har været
almindelig kendt rundt i landsbyerne. Myten kendes først og fremmest fra skjaldedigtet ”Vølvens
spådom”. En teori kunne være, at myten er opstået i en tid eller på en lokalitet, hvor tilværelsen har
været særligt truet af undergang. Nogle mener, at Ragnarokmyten med dens genfødsel af en ny
verden er udtryk for en cyklisk verdensforståelse, dvs. at alt går i ring i et fødsel/død- eller
skabelse/tilintetgørelseskredsløb. En opfattelse som især findes i mange naturreligioner. Men dette
er dog stærkt omdiskuteret.
Som nævnt mener nogle, at mytens afslutning med den nye verden er en kristen tilføjelse. Andre
argumenterer modsat, at det ville være unaturligt for et folk at have en myte, der aldeles og
uigenkaldeligt udsletter de livsopretholdende magter, som man dagligt tilbeder og ofrer til.
Undergangsmyter rummer derfor som regel også kimen til en ny begyndelse. (Som fx Bibelens
beretning om Syndfloden). Dette spørgsmål kan lægges ud til overvejelse og debat blandt eleverne.
I både skabelses- og undergangsmyte spiller varme og kulde – som er forbundet til de to
grundelementer ild og is – en afgørende rolle. I skabelsesmyten findes varmen og kulden inden
verdens tilblivelse som to mægtige ophobninger af modsætningerne is og ild, Nifelheim og
Muspelheim. I mødet mellem varme og kulde opstår de livgivende vanddråber, der bliver til
urjætten Ymer og til urkoen Audhumbla. Så selvom både ekstrem kulde og ekstrem varme hører til
kaosmagterne, opstår verden og livet alligevel ud af mødet mellem de to. Men det liv der opstod,
var vel at mærke både jætternes slægt og gudernes slægt. At livet opstår, når varmen møder kulden,
kendte nordboerne fra naturens gang. Om foråret er det netop i vinterkuldens møde med
sommervarmen, at livet opstår på ny. Her afspejler tilblivelsesmyten en årlig tilbagevendende
grunderfaring.
Hvis dette skal overføres til det etiske område, tyder det på, at nordboerne ikke brugte varme/kulde
(og sikkert heller ikke varianten lys/mørke) på samme måde som i kristendommen og i Pagten, hvor
lys og varme entydigt forbindes med det gode, mens mørke og kulde forbindes med det onde. En af
elevopgaverne går ud på at sammenligne brugen af varme/kulde-symbolikken i nordisk mytologi og
i Pagten.
I undergangsmyten tydeliggøres både kuldens og varmens ødelæggende kræfter. Den frygtelige
fimbulvinter hærger verden. Nordboerne kendte til streng frost og hårde vintre med sult og afsavn.
Derfor var det naturligt, at en tredobbelt vinter måtte indvarsle noget frygteligt. Og når verden til
16