Hvilken effekt har palliativ uddannelse for sygeplejersker, der ...

underviser i områder indenfor palliation, men på grund af tidspres har der endnu ikke været
mulighed for undervisning, men mine kollegaer har været gode til at komme og spørge til råds, når
de har stået i problemstillinger indenfor palliation … min leder har ikke sat tid af til at jeg kan
fordybe mig – det sker i min fritid. Min leder er ikke opsøgende, og jeg har ikke overskud til selv at
tage initiativ …hvis jeg selv tog initiativ ville min leder give mig vide rammer. Jeg er langt hen ad
vejen selv ansvarlig …møder lydhørhed….generelt er alle i afdelingen blevet mere bevidste om
palliative problemstillinger og blevet bedre til det. Min leder vil støtte mig 100 %. Der er mulighed,
men det afhænger af hvor aktiv man selv er… der er ikke lavet konkrete aftaler, men min leder er
altid meget lydhør for forslag og ideer. Min leder er selv meget interesseret i palliative forløb …
hun fortæller alle nye læger, at jeg har nøglepersonsuddannelsen og at de kan få råd og vejledning
hos mig. Derudover har jeg undervisning om palliative forløb til alle de nye sygeplejersker. Vi er
også opstartet med debriefing ved alle palliative forløb … jeg føler at mit arbejde bliver højt
prioriteret … for et år siden blev jeg specialeansvarlig i palliation og pleje af komplekse
cancerpatienter. Som nøgleperson skal jeg undervise nyansatte … generelt skal jeg sætte nye mål
hvert halve år … dette udløser tid til forberedelse afhængigt af omfanget. Som teamleder … jeg
kæmper for at palliation skal prioriteres højt … det er svært, fordi det ikke er så håndgribeligt som
sårpleje og inkontinens. Er utrolig heldig med massiv opbakning, har lige undervist halvdelen at
mine kollegaer i delir, smertebehandling, mundpleje og pårørende samtaler. Får tid til at lave en
palliationshåndbog til afdelingen. Må tage på de kurser og temadage jeg synes er relevante … er i
gang med at udarbejde kliniske retningslinier om pårørende samtaler.
Sammenfatning
Af ovenstående fremgår det, at de strukturelle forandringer i primærsektoren har taget mange
ressourcer. Generelt er ledernes overskud og engagementet i at skabe rammer for de nye tiltag i op
til 48 %, vurderet som dårlige. Værst ser det ud i primær sektoren, hvor henholdsvis 55 %, 55 % og
58 % ikke mener at lederen skaber mulighed for henholdsvis vejledning, undervisning og udvikling
af den palliative indsats. Af citaterne fremgår det, at der i stor udstrækning lægges op til
nøglepersonen selv, at skabe rammer og indhold i forhold til at optimere den palliative indsats i eget
kliniske felt. Mange oplever at stå meget alene med ansvaret, og med en følelse af
utilstrækkelighed. Når nogen så alligevel formår at tage skeen i egen hånd, kan det muligvis
forklares ud fra en oplevelse af, at den viden de har erhvervet har haft meget gunstig indvirkning for
dem selv, både fagligt og personligt. Samtidig beskriver, Åkerstrøm i ”Kærlighed og
omstilling”(s.31-107), den forskydning der er sket, fra den pligtopfyldende tjenestemand (1916 –
15