Århus Kommune Socialforvaltningen Den fremtidige organisering af ...

Helt overordnet er det KLK´s indtryk, at hele den decentrale organisation i
Socialforvaltningen er sat i et styringsmæssigt dilemma, hvor omverdenen
stiller inkonsistente krav til myndighedsudøvelsen og styringen af området.
Det bør dog fremhæves som et positivt kendetegn, at der generelt i den
decentrale organisation i overraskende grad stadig er fagligt ejerskab til de
formelle politiske målsætninger på området. Medarbejderne både kender
og reflekterer fagligt over målsætningerne. Som antydet flere gange i det
foregående refereres der eksplicit til blandt andet Børn- og ungepolitikken i
konkrete faglige drøftelser. Den decentrale organisation har i det lys og i
forhold til det fremadrettede forløb brug for at blive bekræftet i, at de konkrete
målsætninger skal og bør forfølges.
I forbindelse med både interviews og workshops har KLK forsøgt at konkretisere
drøftelserne og stædigt forfulgt det ”ensartede serviceniveau”. Men
KLK må erkende den konsulentfaglige læring, at udtrykket ganske enkelt
bør nuanceres i Århus Kommune, så det giver mere konkret mening i forhold
til børn og unge med særlige behov. Et konkret forslag kunne være, at
”lige adgang til hjælp og støtte” måske giver bedre mening på et fagområde,
hvor man for at bruge en kliché ”er nødt til at behandle forskelligt for at
behandle lige” og for at lykkes i indsatsen for de enkelte børn og unge.
Når det er sagt, har drøftelserne givet KLK det indtryk, at ”lige adgang til
hjælp og støtte” er en meget konkret og væsentlig faglig udfordring for organisationen.
De eksempler, der er fremkommet, har ofte givet anledning til
intens debat. Fx da KLK fremdrog et eksempel om to deleforældre i henholdsvis
Nord og Vest, der søgte om kompensation for merudgifter. Faren i
Nord fik kompensation. Det gjorde moren i Vest ikke. Dette eksempel blev
af nogle afvist som et udtryk for forskellige juridiske og tekniske skøn. Det
anerkender KLK som en plausibel forklaring. Men det gør moren i Vest med
god grund ikke.
Det er KLK´s indtryk, at der i specialrådgivningerne generelt er større ejerskab
til tanken om en mere fælles afgørelsespraksis. Her blev der fx under
interviews drøftet på tværs af de fire distrikter, om afgørelsespraksis i forhold
til kompensation for nødvendige merudgifter var fælles og på samme
linje. Den helt overvejende konklusion må være, at det er den ikke. Hvis
man forestiller sig det tænkte eksempel, at samme familie fik behandlet ansøgning
om dækning af kontingent til ADHD-foreningen i de fire socialcentre,
ville der næppe blive tale om de samme afgørelser.
Det blev endvidere drøftet på en workshop, om det har en konsekvens for
serviceniveauet, at Centrum udskriver de unge, når de bliver 18 år, mens
de andre centre ikke gør. Drøftelsen gik således på, om der i sidste ende