Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

100 Personlighedens Almene Grundlag I
thing araund him only so far it directs its rays or its waves towards this centre - a
fine illusion! But where is the outer circumference of all these waves, rays and
apparent centres? What is it for?" 7
"Is it like to be otherwise in the history of the human race?'', spørger Herder
og svarer nej. Den menneskelige historie 11
is an unending drama with many
scenes, God's epic through aU centuries, continents and generations, a fable
with thousand variations ful! of immense meaning." Og undlod Weimar-præsten
Herder som sin samtid ikke gerne at tage Gud i sin mund, så var den samR
menhæng eller ånd i samfundenes historie, som han peger på, næppe Vorherre
i en traditionel forstand, men derimod Volksgeisten, samfundets eget iboende
væsen.
Samfundsorganismen
Den franske revolution brød ud (overraskende for alle iøvrigt), mens Herder
skrev på sin historieromantik, og da den igennem sin egen uberegnelige indre
logik klart dementerede den mekaniske fornuftsfilosofis tro på, at samfundsmæssige
processer uden videre kan dikteres af tanker, som pennen nedskriver
på foliet, sluttede oplysningstiden.
Men endnu inden revolutionen havde afsløret sig som et ubændigt vilddyr,
der fulgte sine egne veje, og mens det engelske borgerskab endnu bød de franske
begivenheder velkomne som en slags forsinket efterligning af britiske politiske
idealer, var der en tænker i England, der for i blækhuset mod revolutionen.
Ja, der var faktisk to. Men ham, der interesserer os her, er ikke Thomas
Malthus8 , men ireren Edmund Burke.
Burke havde det med revolutioner, som manden i eventyret har det med
degne. (Hans familie var blevet sorteper under den engelske revolution, da
Cromwell havde ført sine jernsider til Irland og gjort øen til en slavekoloni, hvad
der tog brødet ud af munden på den irske adel.) I sine Reflections o n the Revolution
in France fra 1790 prøvede han derfor indædt at åbne englændernes øjne
for, at revolutionen var en styg ting.
Er dette i sig selv uinteressant, så er hans grundargument til gengæld meget
interessant. Han siger nemlig, at et samfund ikke kan revolutioneres (men nok
ødelægges), fordi samfundet først og fremmest er en sammenhæng og ikke blot
en sammensætning. 11
It is a partnership in all science; a partnership in all art; a
partnership in every virtue, and in all perfection. As the ends of such a partnership
eannot be obtained in many generations, i t becomes a partnership not only
between thoSe who are living but between those who are living, those who are
dead, and those who are to be born. 119 Som en levende organisme, der i tid udstrækker
sin væren vidt udover de enkelte individer, er det bundet sammen af
traditionen, og prøver man at lave det om efter "metaphysick principles" (dvs.
fornuftsfilosofiens revolutionære rekonstruktionsforestillinger) lider det ubodelig
skade. Lige så lidt, som man kan flytte en hunds øjne om i dens nakke,