Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

78 Personlighedens Ahnene Gmndlag I
gælder imidlertid universelt. Altså også ikke-levende naturprocesser. Det er
netop blotlægningen af en form for en sådan materiel selvorganisering, der har
givet fysikeren Prigogine Nobelprisen. Selve forestillingen var imidlertid foregrebet
af Friedrich Engels på et filosofisk materialistisk grundlag. Den klassiske
mekaniske materialisme gør al bevægelse udefrakommende (mekanisk),
men Engels gør opmærksom på, at bevægelsen er materien iboende. Denne
iboende bevægelse er kvalitativ særegen for de forskellige genstandsområder,
dvs. der gælder kvalitativt forskellige bevægelseslove for forskellige genstandsområder.
Fysikken har sine bevægelseslove, biologien sine, samfundlivet sine.
Og de respektive videnskabers opgave er netop at blotlægge de særlige bevægelseslove,
der gælder for deres respektive genstande. Når Engels derfor siger,
at der ikke findes materie uden bevægelse eller bevægelse uden materie, så er
den aristoteliske enhed mellem form og stof, som han genindfører. Men nu på
et dialektisk materialistisk grundlag, for Engels forstår bevægelsen ud fra
Hegels dialektiske dynamik. Denne generobring af formen for den materialistiske
tænkning er det vigtigste resultat af Engels' naturdialektik.)
Som begivenhed på en tidslig dimension må selvorganisering naturligvis
være en proces. Formen er bevægelse, som Engels sagde, og denne bevægelse
er ikke tilfældig. Den er en proces styret af den pågældende forms logik og organisation.
Formen er altså ikke alene en sammenhæng i rummet (struktur),
det er også en sammenhæng i tiden. Altså en udviklingsproces. Den har en historie
og kan ikke begribes uden.
Dette temmeligt afgørende aspekt ved virkeligheden, som man kalder historicitet,
er den mekaniske naturvidenskab udelukket fra at værdsætte. De ydre
årsager, der er dens (korrekte og legitime) forklaringsgrundlag, mangler nemlig
denne historicitet. (Ydre eller mekanisk bevægelse har - modsat den iboende
bevægelse - ingen rettethed i tiden. Det er Newtons love det samme, om de
skal bevæge sig forlæns eller baglæns i tiden, hvilket svarer til, at noget gjort på
det mekaniske område i princippet altid kan gøres ugjort.) Begrænset til den
ydre årsag som forklaring, må mekaniscisten (der ukorrekt generaliserer fra
mekanikkens område til alle andre områder) derfor insistere på, at ethvert fænomen
må kunne begribes ud fra det eksisterende felt af påvirkninger her og
nu. Dette umidde/barhedspostulat, som Leontjev kalder det, har gyldighed for
den mekaniske sammenhæng, som Galilei overlegent demonstrerede i sine
faldeksperimenteL Men det har ikke gyldighed for f.eks. biologiske sammenhænge,
der er fuldstændigt uforståelige uden et begreb om organisk udvikling
(såvel ontogenetisk som fylogenetisk). For psykologien har det heller ikke gyldighed.
Kan man ikke acceptere sammenhænge, der tidsmæssigt rækker vidt
udover her og nu og derfor er hinsides det umiddelbart iagttagelige, så forbliver
de fleste psykologiske fænomener et lukket land, hvor store anstrengelser man
end gør sig. Den mekanistiske adfærdsvidenskabs heroiske indsats for at presse
de psykologiske kendsgerninger ind i stimulus-respons-forklaringsskemaet
kunne være et eksempel. Hvilket iøvrigt viser, at den eksperimentelle laborato-