Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

6 Personlighedens Almene Grundlag J
Filosofien begynder ganske simpelt som selvstændig bestræbelse, da for·
skellen mellem det bekendte og det erkendte bliver tydelig og dermed et problem
for tanken.
Det var den ikke altid. Erkendelsesevnen opstår ganske vist med den menneskelige
virksomhed, dvs. med mennesket selv, men det betyder ikke, at mennesket
selv har skelnet mellem oplevelse og erfaring på den ene side og erkendelse
på den anden. Denne sondring har nogle ganske særlige forudsætninger
og optræder først, når de samfundsmæssigt er opfyldt. Og vi taler naturligvis
her om den arbejdsdeling mellem håndens og åndens arbejde · den adskillelse
mellempraktiSk erfaring og teoretiSk tænkning, der fødes med klassesamfundets
udvikling i antikken. Først hermed bliver erkendelse eller teori skilt ud som et
selvstændigt projekt, og dette er det samme som filosofiens fødsel.
Fiolosofien begynder med andre ord, når den menneskelige erkendelse selv
bliver påpeget, dvs. selv gjort til genstand for erkendelse (erkendelse af erken·
deJse). Og det vil sige, at dens grundproblem bliver, hvordan mennesket kan
have viden, der rækker udover det bekendte. Det vil sige udover oplevelsens
tilfældighed og erfaringens begrænsning. Eller - hvilket er det samme · filosofien
begynder med spørgsmålet om, hvad virkeligheden er bag det tilsyneladende.
Den umiddelbare vanskelighed er ikke svær at få øje på. Erkendelse synes
at fordre en samtidig sammenhæng og adskilthed mellem subjekt og objekt.
Man må nemlig tro, at subjektet kun kan erkende objektet i kraft af sin forbin·
deJse til det, og det skal så føre til en erkendelse af objektet, som det er i sig
selv. Dvs. uafhængigt af sin forbindelse til subjektet. Sammenhængen skal altså
give adskiltheden, kontinuiteten diskontinuiteten. Hvad der forekommer svært
at begribe.
Ihvertfald voldte det de tidlige græske filosoffer umådelige vanskeligheder,
og de blev tvunget til at vælge enten det ene eller det andet i den umulige enhed
mellem sammenhæng og adskilthed.
Den nemmeste løsning valgte sofisterne, der derfor ikke regnes for rigtige
filosoffer. De forkastede forestillingen om en objektiv sandhed bag den subjek·
tive erfaring. Sandheden er altid relativ, dvs. en synsvinkel eller en fortolkning,
og der er lige så mange sandheder, som der er synsvinkler. Det sete afhænger
af øjnene, der ser.
Denne fænomena!L