Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

112 Personlighedens Almene Gmndlag I
sammen med vittighedstegningerne - har været med til at popularisere psykoanalysen
i den offentlige mening, hvor psykologi næsten gøres identisk med
psykoanalyse. Den litterære forkærlighed for psykoanalysen er iøvrigt også
grunden til den tilsyneladende ejendommelighed, at de danskstuderende ved
universitetet har mere Freud-litteratur på deres pensum end de psykologistuderende.)
I direkte forlængelse af Salpetriere-skolens forestillinger om mennesket som
besat finder vi de socialpsykologiske forestillinger om det sociale som noget
dæmonisk, der kan forvandle enhver Jekyll til en Hyde. Gustave Le Bon, der
med sin voldsomt indflydelsesrige Psychologie des joules (Massens psykologi) fra
1895 slog et voldsomt slag mod tidens socialistiske tanker, skriver således direkte
inspireret af Charcot, at i en mængde er mennesket "no longer conscious
of his acts. In his case, as in the case of the hypnotized subject, at the same time
that certain faculties are destroyed, others may be brought to a high degree of
exaltion. Under the influence of suggestion, he will undertake the accomplishment
of certain acts with irresistible impetuosity." 9
Hermed gør Le Bon store gruppers kollektive optræden til noget psykopatologisk
- massehysteri som resultat af massesuggestion. Dette siger mere om
Le Bon - og hans tid - end det siger om psykologien i social virksomhed. Hvilket
ikke betyder, at massesuggestion og massehysteri ikke findes. Det gør det,
og i den henseende peger Le Bon på noget virkeligt.
Det kvindelige og det psykopatologiske
Helt det samme kan næppe siges, når Le Bon også påpeger, at "crowds are
everywhere distinguished by feminine characteristics". Men vi husker, at hysteri
blev opfattet som et kvindeligt fænomen, hvis massehysteri derfor er masseadfærdens
væsen, så må masseadfærd derfor også være noget kvindeligt.
Opfattelsen af det kvindelige som noget dæmonisk farligt er ældgammeL"
Den var et vigtigt moment i de hekseprocesser, der kostede omkring 10 milJioner
europæere livet fra det 13. til det 17. århundrede (men især efter reformationen,
hvor protestanterne overgik inkvisitionen i ihærdighed), fordi tortur,
drukning og brænding blev opfattet som det bedste helbredelsesmiddel mod såvel
psykiske, sociale som politiske afvigelser, som man ikke skelnede imellem
men så som udslag af djævlebesættelse. (Danmarks sidste hekseproces - mod
de besatte kvinder i Thisted i 1699 - sluttede faktisk med sagens afvisning p.g.a.
en sådan skelnen. Højesteret vurderede, at kvinderne bare var hysteriske!) I
den forstand er der en kontinuitet mellem Mal/eus maleficamm eller Heksehammeren
- den lærebog i hekseforfølgelse som Sprenger og Kraemer skrev i
1489 til brug for inkvisitionens middelalderlige psykiatri- og Charcots psykiatri,
hvor forestillingerne om det kvindeligt dæmoniske stadig har en vigtig plads.
Men en diskontinuitet er der naturligvis også. Nemlig det brud, der fører til, at