Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

Individet og den sociale gruppe 129
praksisfilosofien, der gik ud fra sammenhængen. Oven over den stiplede linie i
figuren har vi betragtningsfilosofien, der på grund af den manglende forbindelse
mellem subjekt og objekt tumler med det psyko-fysiske problem. Neden under
den stiplede linie har vi praksisfilosofien, hvis problem er, at den ikke kan
skelne det objektive fra det subjektive og dermed opløser sondringen mellem
subjekt og objekt.
I psykologiens videnskabelige udvikling repræsenterer Wundt det øverste
synspunkt. Hans indholdspsykologi er netop en bevidsthedslære, der ser det
psykiske som et resultat af et ydre påtryk fra den objektive verden. Det nederste
synspunkt er til gengæld repræsenteret af Brentanos akt-psykologi og Husseris
fænomenologi, hvor det er subjektets aktivitet, der indefra så at sige skaber
det objektive.
Sammenhængens og adskilthedens problem gentager sig på præcis samme
måde, når det er forholdet mellem individ og samfund, der er tale om. Igen er
det Wundt, der repræsentere tegningns øverste synspunkt. Psykologien må
bestå af to forskellige bestræbelser, siger
v
hari. En der opfatter individet i sin individuelle
natur (fysiologi og perception),
og en der opfatter individet i sin Individ Samfund
samfundsbestemthed (kultur, sprog, - - - - - - - - -
tænkning og højere mentale processer).
Denne dichotomi mellem individ og samM social gruppe
fund, som finder sin mest kompromisløse
form hos Durkheim, giver på grund af
den manglende forbindelse mellem individ
og samfund det psyko-sociale problem, som den tidlige psykologi prøver at
løse ved instinkter, sympati, imitation og suggestion.
Disse anstrengelser fører pø om pø fra Durkheims strenge dualitet over
Wundt og McDougall frem til det socialpsykologiske synspunkt under den stiplede
linie. Her opløses det psykesociale problem, men det løses ikke, for distinktionen
mellem individ og samfund forsvinder i socialiteten, hvor det personlighedspsykologiske
og det socialpsykologiske gøres til noget identisk. løvrigt
bemærker vi, at det netop er tænkere i den dynamiske akt-psykologiske tradition
(holister og fænomenologer), der forestår denne udvikling.
Finder vi Durkheim og Wundt over stregen og Meadog Janet under stregen,
så befinder McDougall sig omkring stregen. Eller rettere han befinder sig over
stregen, men bliver af det amerikanske gruppepres tvunget ned under den. Det
er derfor, at han forekommer så forvirrende. Og derfor at vi sagde, at hans forvirring
egentlig var mere genstandsnær end Allports consensusmageri. Når
MeDengall slæber benene efter sig, skyldtes det nemlig, at han ikke vil give slip
på den erkendelse, at forholdet over stregen ikke kan identificeres med forholdet
under stregen. Dette er al ære værd, for det kan det ikke. Også problemet
om individ og samfund er problemet om enheden af adskilthed og sammen-