Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

190 Personlighedens Almene Grundlag I
Men sådan er det naturligvis ikke. Øvestadiet har - som legen · sine vigtige
funktioner. Men på et tidspunkt skulle tandhjulene gerne gribe fat, og så forvandles
leg til arbejde.
Det ser måske ud som om, at forskeren selv frit bestemmer sin opgaves karakter.
Men det er alene friheden til at bestemme det, som genstandsproblemet
forlods har bestemt. Genstanden bestemmer retningen, som forskningen må
tage, og så må man følge med eller blive ladt tilbage.
(Man kan stadig fra tid til anden møde den romantiske illusion, der ser det
videnskabelige resultat som en slags kreation, der udspringer af forskerens personlige
egenskaber, geni, åndrigdom, intelligens og kreativitet. Den eneste personlige
egenskab, der knytter forskeren til det videnskabelige resultat, er imid·
lertid evnen til at følge med! Darwin er skoleeksemplet, der viser dette. Han
befandt sig formentlig nogenlunde midt i normalfordelingen, undtagen hvad
angik evnen til at holde fast. Her var han exceptionel og nåede et exceptionelt
resultat. Det er således sikkert udmærket med kreativitet og intelligens, men
den eneste individuelle egenskab, der utvetydigt korrelerer med videnskabelige
resultater, er stamina eller 'staying power'. Og heri genfinder vi netop forskningens
væsen som arbejde.)
Som Vygotskis elev og assistent blev Leontjev kastet ud i den kulturhistoriske
skoles problemkreds på samme måde som - og sammen med - Luria. Leontjevs
tidligste arbejder beskæftiger sig således også med henholdsvis affekter og
hukommelse. I den eksperimentelle undersøgelse af hukommelsen (1928-30)
hæfter Leontjev sig især ved den rolle, som redskaber og interioriseret redskabsbrug
spiller for hukommelsen, hvori vi naturligvis genkender den kulturhistoriske
skoles opfattelse af den samfundsmæssige betydningsverden (i særdeleshed
sprog og redskaber) og dens formning af psyken.
De næste større arbejder, som Leontjev foretager under Vygotskis ledelse,
omhandler problemet om psykens ontogenese, et projekt han aldrig slipper men
hen ad vejen koncentrerer om problemet om sammenhængen mellem virksomhedsformen
og de praktiske genspejlingsformer (vi genfinder her Rubinsteins to
grundkategorier: virksomhed og genspejling). Som led i dette projekt arbejder
han videre med Vygotskis opfattelse af børns leg. Det sker i Ukraine, hvor
Leontjev i 1932 er blevet tilknyttet Akademiet for psykeneurologi og har fået
lærestolen i psykologi ved Kharkows pædagogiske institut. Og hvor han og den
unge gruppe psykologer, som han er blevet leder for ( Galperin f.eks.), udfører
en række praktiske bestillingsarbejder, f.eks. en undersøgelse af børns perception
af illustrationsmateriale.
Dette Vygotski-inspirerede program fortsætter efter, at Leontjev er blevet
tilknyttet Akademiet for de pædagogiske videnskabers psykologiske institut i
Moskva i 1936, men med krigen sker der et afbræk. Leontjev bliver nemlig som
Luria og så mange andre kastet ind i opgaven med at bringe krigsinvalider på
fode, hvor det kan lade sig gøre. I Leontjevs tilfælde er det regenerationen af
motoriske funktioner hos skudlæderede patienter, der er opgaven. I den sam-