Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

64 Personlighedens Almene Gmndlag I
spring i nye fysiske opdagelser • røntgenstråler 1895, radioaktivitet 1896, elektronen
1897, radium 1898, kvanteteorien 1900 og relativitetsteorien 1905. I
disse nye fysiske fænomener så filosofferne nemlig et bevis mod materialismen.
(At der i den lærde verden altid har været stærke kræfter, der har villet modbevise
materialismen, skyldes, at idealismens og materialismens strid om sandheden
altid har spillet en vigtig ideologisk rolle i den økonomiske og politiske
strid imellem samfundets klasser".) Modbeviset var rørende enkelt. Materialisme
betyder, at virkeligheden er materiel. Materie er stof med udstrækning og
masse. Men opdagelsen af fri energi og stråler demonstrerer, at der findes andet
mellem himmel og jord end stof med udstrækning og masse. Ergo er materialismen
en usand filosofi. Hvorefter - ifølge udelukkelsesmetoden - idealismen
må være en sand filosofi.
Det er nemt at afsløre tricket bag dette sludder. Man tilskriver modstanderen
et synspunkt, han ikke har, som man så "gendriver". Er man selv uvidende
om modstanderens egentlige synspunkt, gør det blot demonstrationen endnu
mere overbevisende.
Om de kritiske filosoffer var uvidende om den moderne materialismes
standpunkt, skal vi lade være usagt. Men det er klart, at modbeviset i virkelig·
heden var helt uden bid. Den moderne videnskabelige materialisme identificerer
ikke verden med masse og udstrækning. Opdager fysikken, at der eksisterer
fysiske fænomener med andre egenskaber, så er det helt fint. For den moderne
materialisme er det genstanden, der bestemmer. Eller som Lenin udtrykte det:
"The sole property of matter with whose recognition philosophical materialism
[det vi kalder videnskabelig materialisme, NEJ is bound up is the property of
being an objective reality, of existing outside tb e mind." 13
Det kontroversen drejede sig om i 1908 var, hvorvidt en deltager samtidig
kan være iagttager. Det vil sige problemet om subjektets og objektets samtidige
sammenhæng og adskilthed. Modsat Lenin var hans opponenter af den mening,
at et sådant forhold mellem subjekt og objekt var en umulighed. Bundet til det
subjektive (det psykiske), sagde de, er det umuligt at nå det objektive. Derfor
kaldes de neo-kantianere. De gik så vidt, at de benægtede, at det havde mening
at tale om den objektive verden overhovedet. Verden eksisterer i kraft af erkendelsen.
Hvis der ikke er nogen til at erkende den, eksisterer den ikke. Forespurgt
om verden så ikke eksisterede før mennesket var udviklet, kunne
Avenarius få sig selv til at svare, at verden fik eksistens, da den første orm fik
øjne!
Som man nok kan forstå, så åbnede en så subjektiviseret eller psykologiseret
verdensopfattelse visse muligheder for den unge psykologiske videnskab. Det
kunne den ikke modstå. Den var lige sluppet fri af sin dominante filosofiske
moder, nu kunne den vende tilbage og dominere i moderens hus. Resultatet
blev, at der i århundredets første tiår på en temmelig usund blanding af fysik og
psykologi blev skabt forskellige decideret genstandsnegative idealistiske retninger
(f.eks. neo-kantianismen og neo-positivismen).