Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

!56 Personlighedens Almene Grundlag I
kan forstå mennesket som bestemt e11er mennesket som bestemmende. Og så
kan man forsøge kombinationen.
Kombinationen er endnu ikke syntesen. Men kornbinationen kan være så
nær syntesen, at forskellen bliver ganske utydelig. (Hvad der også viser tilbage
til vore begrebers opløsningsevne.) F.eks. kan det være svært at afgøre i hvilken
udstrækning Marx' og Engels' syntese er en kombination eller deres kombination
en syntese? For det, de laver, er nærmest en kipfigur, hvor det subjektive
og det objektive skiftesvis er figur og grund. Det, der springer i øjnene i
ungdomsskrifterne fra 40'erne, er- som vi lige har set- subjektets bestemmende
ro11e. Men det sker på basis af den feuerbachske materialisme, der ser mennesket
som objektivt bestemt. Det, der springer i øjnene i de senere økonomiske
afhandlinger, er mennesket som bestemt af objektive (samfundsøkonomiske)
omstændigheder. Men det sker på basis af erkendelsen af mennesket som subjekt,
som den blev vundet i 40'erne. Og mennesket som aktivt subjekt dukker
hele tiden op i beskrivelsen.'
Ikke desto er det iøjnefaldende, at Marx i ungdomsskrifterne er 'subjektivist'
(i vores betydning), mens han i de modne arbejder er 'objektivist'. Da de sidste
var langt mere kendte end de første, og da det iøjnefaldende har en særlig magt,
så havde den tidlige marxisme en bias til fordel for det ben, der ser mennesket
som objektivt bestemt. (Hvad neo-marxismen så sidenben kunne konfrontere
med den omvendte bias.)
Hertil kom selvfølgelig, at denne synsvinkel var i overensstemmelse med den
herskende (borgerlige, men progressive) materialistiske tradition. Skulle man
lægge vægten på det ene ben, så var det nok klogt at lægge den på det ben, der
var klart materialistisk. Det var nemlig ikke svært at se, at lagde man vægten
omvendt, så kom man til at hælde betænkeligt over i idealismens lejr og dermed
i reaktionens. Vi har set, at formlæren - hvad enten den tager udgangspunkt i
personligheden eller samfundet som Prima Causa - let fører til en konservativ
politisk stillingtagen.
Materialistisk vagtsomhed over for idealistiske fejltagelser er imidlertid ikke
et udelt gode, når det drejer sig om begribelsen af den dialektiske sammenhæng
mellem form og stof, mellem subjekt og objekt. Erkendelsen af subjektets bestemmende
rolle leder rigtig nok (isoleret set) særdeles let til idealistiske fejlslutninger,
men dialektikken kan ikke begribes, hvis man gør sig blind for subjektets
bestemmende rolle. Alt i alt var det derfor et held, at Marx og Engels
blev opdraget i Geisteswissenschaft og ikke i N aturwissenschaft. Opfiasket med
den idealistiske formlære og ikke den materialistiske stoflære led de ikke af
materialistens idealisme-skræk. Og hermed kunne de ophæve modsætningen
mellem idealisme og materialisme i en helt ny erkendelse af virkeligheden.