Personlighedens almene grundlag - Niels Engelsted

Erkendelse og Genstand 13
gøre dem som to halvbilleder, der nok er komplementære, men som formuleret
som henholdsvis adskilthedens og sammenhængens viden udgør en modsigelse
og derfor et grundproblem for den sproglige begribelse.
Hvad skolen har så vanskeligt ved at forene i et fusioneret billede, udgør
imidlertid i livet en ubrydelig forening. Det, der kommer til udtryk som en
modsigelse på foliet (sproget, begrebet, logikken, fornuften) er en enhed iverden.
Vejen til begribelsen går derfor over studiet af verden. Genstanden rummer
nøglen til sig selv. Det er her og ikke i logikken, at man må begynde.
Det er dette udgangspunkt i verden eller i genstanden, der adskiller videnskaben
fra filosofien. Eller realvidenskaben fra formalvidenskaben og filosofien.
Man taler i overensstemmelse hermed også om den empiriske og eksperimentelle
videnskab. Videnskabens genstandsmæssighed kan dog ikke hermed
reduceres til eksperimentet som metode. Den ligger grundlæggende i opfattelsen
af begrebet eller teorien som en transparent igennem hvilken, genstanden
ses.
Og det er præcis dette genstandsmæssige udgangspunkt, der adskiller psykologien
fra filosofien, uagtet at de begge har subjekt-objekt forholdet som
grundproblem. Den videnskabelige psykologi går ud fra subjektets og objektets
samtidige sammenhæng og adskilthed som et genstandsproblem og ikke et erkendelsesproblem.
Eller - hvis man bruger Kants distinktion - som et problem
for forstanden (begribelsen af genstanden) og ikke for fornuften (begribelsen af
begrebet). Psykologien som videnskab forholder sig altså til sin genstand som
enhver anden realvidenskab, idet den indser, at genstandsproblemet ikke bliver
til det filosofiske erkendelsesproblem blot fordi, at genstanden er erkendelsen.
I modsætning til det filosofiske problem om erkendelsen, er det videnskabelige
problem om genstanden noget, der lægger op til empiriske og eksperimentelle
studier. Det var da også med præcist et sådant empirisk og eksperimentelt
studium af erkendelsen, at psykologien skilte sig ud fra sit filosofiske ophav for
at blive en selvstændig videnskab.
Noter til kapitel l
l. Inden for personlighedspsykologien i særdeleshed har der hersket uenighed om, hvorvidt personligheden
skulle studeres nomothetisk eller idiografisk. En skelnen, der hidrører fra Windclbands
Geschichte und Naturwissenschaft fra 1904 og angiver henholdsvis studiet af det almene,
fælles og lovmæssige og studiet af det enkeltstående og unikke tilfælde. Argumentet
for det sidste skulle være, at personligheden er unik for den enkelte og derfor usammenlignelig
mennesker imellem. F.eks. ville man aldrig med den nomothetiske metode kunne besvare
spørgsmålet om, "hvorfor van Gogh skar sit øre afr , som det udtrykkes af den amerikanske
biografiske skole. Hertil er at sige, at videnskabens opgave naturligvis ikke er at udjævne de
forskelle, som den ska1 studere, men det er en illusion at tro, at man kan begribe det partikulære
uden på baggrund af det almene. løvrigt viser en så nomothetisk videnskab som
astronomien, at det enkeltstående udmærket kan gøres til genstand for begribelse på detle
grundlag. F.eks. Saturns ringe, der er et unikt fænomen i vort solsystem. Uden at
underkende såvel den gode intention som indsigten i den idiograflske metode, så må man
advare imod, at personligheden opfattes som individuelt unik, før man har begrebet dens