Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Der er ingen tvivl om, at Sibbern selv anser sig for at bekende sig til eller formulere sin egen variant
af den ontologiske position, der af Klausen betegnes som dobbeltaspektteorien, men som Sibbern
kalder identitetslære.
Sibbern mener, at hos mennesket er der en ’højere mellemvirkning’, som er ’livets..(..).. indre
individuelle princip’, der er ’knyttet ved en..(..).. forudbestemmelse’, som er det forbindende punkt
for rækken af sjælelige og legemlige fænomener. Dette tredje ’forbindende punkt’, hvor livet går ud
i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som vi herefter skal undersøge nærmere, og
som vi snart skal se, er, hvad Sibbern definerer som psykologiens genstand.
Jeg kan allerede nu konkludere, at dette tredje, som er ’det naturligste at søge..(..).. nærmere’, er
noget i eller ved bevidstheden, som alligevel er andet og mere end noget kun bevidsthedsmæssigt,
men er noget ’ved begges fælledes indre princip’, hvilket er det, som Sibbern vil gøre til genstand
for en psykologisk undersøgelse. I forbindelse hermed og som forudsætning herfor vil jeg nu
redegøre for det liv, som er det besjælende princip for både det tredje forbindende punkt og de
legemlige og sjælelige fænomener.
Livet som ontologisk fænomen
Det hidtil fremhævede, er fra anmærkninger til § 8 Om det animalske Liv, og det vil sige, at dette
forbindende punkt knyttet ved en forudbestemmelse ikke blot er kendetegnende for mennesket, men
er gældende for både dyr og mennesker, som også er et dyr, men hvor menneskets indre
individuelle princip, har særlige potentialer, som jeg er i færd med at beskrive, hvilket jeg vil gøre i
sammenhæng med Sibberns nøglebegreb ’liv’.
Jeg vælger at citere Sibbern, hvor han selv første gang i bogen bringer emnet på bane i § 3 Livets
forskellige hovedtrin:
’De psychologiske Undersøgelser begynde vi naturligvis med det Spørgsmål: hvad er Mennesket?
Det første Svar er dette, at han er et levende organisk Væsen. Livet maa blive vor Betragtnings
første Gjenstand. Men Livet træder saavel i naturen i Almindelighed, som i det menneskelige
Individ i Særdeleshed, frem under flere Hovedformer. I enhver af disse constituerer det sig til en
ejendommelig Art af Liv og Subsistents. Mennesket kan saaledes siges i sit ene totale Liv at leve
mere end ét deri indbegrebet Liv. Et højere Liv fremstiller sig paa Basis af det lavere, ligesom det
og i Tiden kommer frem efter dette. Saaledes have vi i Mennesket som blot Individ, at lægge Mærke
til, først det blot organiske eller det vegetative Liv, dernæst det dyriske, endelig det højere
aandelige Liv. Men Individet taber sig atter som Deel eller Lem i et sig dannende større Hele, i
hvilket, som saadant, Livet træder frem (eller hypostaserer sig) i endnu højere Former, hvorved da
selve Individet hæver sig til et dobbelt Hele, et jordisk, og et overjordisk. Det første er det
22