Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Det dyriske liv
Mennesket sættes i legemlig henseende i klasse med dyrene, men som dets ypperste repræsentant.
Da dyr sanser og fornemmer, ’indtræder her en højere Universalitet’. (Sibbern, 1819, 36) Dette
uddybes ved, at sansningen virker ind i det dyriske liv som incitament til at lede dets virksomhed.
Det sansede forbinder sig hermed med et forskelligt herfra indre liv, som på en sjælelig måde ytrer
sig i fornemmelser, følelser og begær. Oveni dette dyrets sjæleliv i forbindelse med sansningen
eksisterer også et indefra kommende universelt liv, som ytrer sig ’som en indre stemme’ i drift og
instinkt, som giver dyrets tilværelse enhed og holdning. På grund af sin manglende ’højere
bevidsthed’ lever dyret ’ligesom hensunket i naturen, som et organ i det hele’. (Sibbern, 1819, 37)
Hos dyret ytrer livet sig på tre måder, men disse måder er sammenhængende og må ses som tre
ytringer af det samme ene liv. Livet i dyret konstituerer sig som ’reproducerende, fornemmende og
attrående samt ifølge attråen reagerende liv’. (Sibbern, 1819, 39) I dyret kan man sige, at der lever
en sjæl, ’fordi her først det indre Liv træder frem for sig i Virkninger, der aldeles ikke skee i
Rummet eller på en rummelig måde’. (Sibbern, 1819, 40)
Konklusion: Det åndelige menneskelige liv
Det individuelle åndelige menneskelige liv er, som allerede nævnt i det lange citat, rodfæstet i det
vegetative og dyriske liv, men gentager sig i det åndelige liv på en højere måde. Nærmere bestemt
indgår det særlige menneskelige liv i både det jordiske og i en sfære, der ikke er jordisk. Denne
over-jordiske sfære af individuelt åndeligt liv, som ’vi i Psychologien have at undersøge’, er
sammenfaldende med eller befinder sig i nærheden af, hvad Sibbern benævner som ’den usynlige
kirke’.
Når Sibbern her taler om ’en usynlig kirke’, så er der ingen tvivl om, at han her knytter an til den
lutheranske protestantiske to-regimentelære, hvor forestillingen er den, at kirken og den verdslige
øvrighed begge er Guds repræsentanter. Den ’sande’ kirke er dog ikke nødvendigvis det samme
som den synlige kirke, som kan udvikle sig i gal retning. Derimod er den sande kirke et usynligt
samfund af troende (Lausten, 1997, 161), der af den grund har det rette sindelag, hvorfor de
frivilligt og af sig selv er næstekærlige. 22 (Sørensen, 2002, 327-329) Og det kan ikke forstås på
andre måder, end at det åndelige liv, som er det særegne for netop mennesket, og som netop er
psykologiens genstand, er sammenfaldende med, hvad man i luthersk forstand forstår ved det
område, der vedrører tro eller mangel på det samme. Det giver også en vis mening, når vi tænker på
de grundlæggende lutherske antagelser om, at mennesket vilje er bundet til det onde eller til sig selv
(viljens indkrogethed i sig selv) eller viljen er bundet til Gud i kraft af troen på Gud, som kun finder
sted, hvis Gud giver den enkelte troen. (Lindhart, 1998, 155-158) Enten er mennesket ondt og
selvisk eller også er det godt og næstekærligt, men kun i kraft af troen. Det må betyde, at enten
22 Sibbern skriver igen om den synlige og usynlige kirke på side 61, hvor han formulerer sig fuldstændigt i
overensstemmelse med, hvad jeg her har skrevet om emnet.
24