Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

tilstrækkeligt nuancerede følelser at lade sig lede af, og hvad værre er, på denne måde erfarer man
ikke verden og sine medmennesker, som de er, men erfarer dybest set, hvad hos dem eller dette, der
tjener egen erfaren af lyst og behag. (Sibbern, 1819, 280-283) Og på den måde må denne tilgang til
tilværelsen betragtes som en form for ’dæmoni’ 29 , da alt og andre alene betragtes som, hvad det
fremkalder i eller for mig. 30
For eksempel er samvittigheden derimod en følelse, som fortæller, hvad man også burde gøre
overfor andre, hvilket meget vel kan være forbundet med ubehag eller ulempe for en selv.
Værre endnu med kærlighed. Kærlighed knytter sig til den andens indre væsen, det vil sige den
andens særegne personlighed, som skues med åndens øje. Hvis ikke kærligheden knytter sig til den
anden selv, men til den fornemmelse den anden vækker i en selv, så gøres den anden til objekt for
egen selvkærlighed og er således et eksempel på ’dæmonisk kærlighed’, som skyldes, at ’billedet af
den anden’ ikke svarer til, hvordan den anden er. 31 (Sibbern, 1819, 184)
Jeg mener ikke, Sibbern skal fortolkes så bogstaveligt, at den, der ikke har gennemlevet
selvovertagelsens proces og efterfølgende gør brug af de herved opnåede kompetencer, er den
eneste, der magter at erfare verden og andre med objektiv gyldighed og dermed også at elske andre,
da enhver ifølge Sibbern har anelse om det, der burde komme til klar bevidsthed. Derfor har mindre
udviklede mennesker og børn givetvis også ’lyse øjeblikke’ og kan ikke betragtes som alene optaget
af egen egoistiske vinding og tilfredsstillelse af egen lyst, men han mener helt sikkert, at
selvovertagelsen med en grad af reel fri vilje, selvbestemmelse og samvittighedsfulde handlinger er
vigtig, og at dette er ethvert menneskes rette bestemmelse. Jeg mener altså ikke, at der er tale om et
absolut enten-eller, men nærmere en høj grad af tendens til en mere ægte personlighed i forbindelse
med selvovertagelsesprocessen, men ikke en udelukkelse af, at der skulle være ægte eller
integrerede personligheder iblandt de mindre selvbevidste mennesker. 32
29
Hermed mener Sibbern; ’..efter christelig Talebrug forstaaes ved det dæmoniske de fra Gud bortdragende
Indflydelser af et i Mennesket sig rørende Princip til det onde’. (Sibbern, 1819, 116) Nærmere forklaret betyder dette, at
som det gode er et i ham indtrædende indflydelses magt, således har vi også at bekæmpe en i os sig rørende naturs
bevægelser, som ellers kan komme til magt og herredømme i os og over os, og som giver selvforagt, da vi ikke har
bekæmpet noget i os, der er os fremmed. (Sibbern, 1819, 115-116)
30
En sådan gøren alt og alle til genstand for egen selvfornøjelse baserer sig alene på, hvad Sibbern kalder
’jeghedsfølelser’. (Sibbern, 1819, 296)
31
Her kan vi sammenligne med Kants skelnen mellem verden for os, som ifølge ham er det eneste, vi har adgang til, og
for sig, som vi ikke kan vide noget om. Sibberns løsning på det kantianske erkendelsesteoretiske dilemma er, at en
personlighed har mulighed for at erkende, hvad verden og andre er i sig selv. Hvorimod et individ vel nok overvejende
er henvist til erkendelse af og erfaren af tingene og de andre, som det fremtræder for ham, hvilket for eksempel er en
realitet, når den erfarende erfarer på baggrund af kun jeghedsfølelser. For at erkende verden må den erfarende erfare det
erfarede på baggrund af en følelsesmæssig tilknytning til det erfarede, som er kendetegnet ved universelle eller
sympathetiske følelser (hensigten med Gadamers begreber om fuldkommenhedsforventning og
horisontsammensmeltning er uden tvivl en lignende måde at overvinde det kantianske problem).
32
Dette er i nogen grad min tolkning af Sibbern, men jeg mener at kunne underbygge min antagelse ved at give
eksemplerne med hunde og barbariske folkeslag: Selv en hund kan skamme sig, da den har en fornemmelse af det
ideelle, men den kan ikke udsondre det gode som godt, dertil kræves et sprog, der kan adskille tanken om det gode fra
33