Indholdsfortegnelse - Akademisk Opgavebank

Med andre ord så formes attråen hos den enkelte ad åre i forskellige retninger, og under samme
proces kan der opstå lidenskabelige herskende forestillinger om de ting, attråen er rettet imod, og
hvis denne attrå stiger til en grad af lidenskab og farver de herskende forestillinger på en al for
ensidig måde, så kapper denne attrå og lidenskab over i det pathologiske, som har at gøre med, at
genstandene tabes af syne til fordel for den egoistiske optagethed af, på hvilken måde genstandene
kan tages i besiddelse eller berige den lidenskabeligt attrående for dennes egen skyld.
Et andet sted skriver Sibbern mere udførligt om driftens årsag og dens virkninger som attrå og
begær:
’Allerede at Mennesket er sig et sig selv bevidst Væsen, hvis Liv er Tiden og Tidens Vilkår og
Forhold underlagt, medfører, at han er et Væsen, der ei kan Andet, end at bevæges af Attraa og
Begjær og dermed forbunden Tragten og Stræben, som gaar ud paa, at ved hans egen Virksomhed
Noget skal blive til Virkelighed i et senere Tidspunkt, som det i et tidligere har fremstillet sig for
hans Fornemmelse eller Forestilling. Men at Mennesket tillige er et Væsen, som er langt fra
allerede at være Det, hvortil hans Liv sigter, at den Formation eller Skabning, som i ham er
grundlagt, er langt fra at være færdig, dette gjør, at hiin Atraaen, Begjæren, Tragten og Stræben
træder saa stærkt frem hos Mennesket, og hos ham spiller en saa stor Rolle, og at derfor saa stor en
Deel af de pathologiske Betragtninger komme til at dreie sig herom.’ (Sibbern, 1828, 53-54)
Det individet ikke er fra starten, men er anlagt på at blive, kender vi til fra min redegørelse for
individ, personlighed og personlig frihed hos Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen, så
det vil jeg ikke her kommentere yderligere. Det, Sibbern her skriver om årsagen til drifter og dets
virkninger attrå, begær, stræben og tragten, er, at disse fænomener er helt naturlige og i sig selv
gode og nødvendige i forhold til individets realisation af sig selv som personlighed, hvilket er
hensigten med den enkelte og er som sådan simpelthen en måde, hvorpå livet virker i mennesket.
Da dette spiller så stor en rolle og træder så stærkt frem i mennesket, så forelægger muligheden
altså også for, at disse drifter og denne attråen, tragten, stræben og begær risikerer at udvikle sig til
at være en forhindring for den udvikling, som det enkelte menneske er anlagt på.
Sibbern har også en forklaring på, hvordan driften som blind ’naturtilskyndelse’ virker i mennesket,
hvilket vil sige, hvordan denne blinde tilskyndelse i mennesket omdannes til en mere eller mindre
bevidst attråen og stræben. Sibbern skriver om dette, at driftens ophav fortaber sig i det dunkle, som
han kalder et instinkt:
’Instinkt, der betegner det mere Bevidstløse og Dunkle. Thi skal..(..)..hiin Drivts første aldeles
dunkle Rørelse betragtes som Naturtilskyndelse, og den kaldes da bedre Instinct, end Drivt.’
(Sibbern,1828, 58-59)
37