2. bind

5-17
foregående, hvorfor begge disse Arter på flere Steder kaldes „S au e-
T an g." Som europæisk Handelsvare er den kjendt under Navn af
Carragen. Den bruges både som Medicin og til Appretur på forskjellige
Slags Tøier; men uagtet den, som sagt, er meget almindelig
langs Kysten, indføres den dog fra Udlandet til begge de her nævnte
Øiemed.
Omirent i Midten af forrige Århundrede begyndte man her i
Landet at brænde T an g- A sk e, som dengang hovedsagelig blev
brugt til Fremstilling af Soda, og i Slutningen af forrige og Begyndelsen
af dette Århundrede var denne Industri temmelig udbredt,
idetmindste i Trondhjems Stift. I Året 1800 udførtes der fra Kristianssund
2 279 700 (i'fi og fra Molde 970 300 g, tilsammen 3 250 000 g ,
til en Værdi af 19 500 Rd.*). Men da man havde lært at udvinde
Soda af Kogsalt, tabte Tang-Asken sin Betydning, indtil man af
denne begyndte at fremstille Jo d. Da dette Legeme i de senere
År som bekjendt bruges i stor Mængde, vilde det sikkert være
lønnende, om man igjen langs Kysten vilde begynde at brænde
Tang-Aske.
Lav (Lichenes).
Renlav (Cladonia Tangiferina, Hoffm.) voxer overalt fra Havets
Niveau til Snegrændsen og så langt mod Nord og Ost, som Landet
rækker, (ja den findes endog på Spitsbergen lige til 80 0 20' N. B.),
men forekommer dog i størst Mængde og renest på de store
Fjeldvidder, ialtfald i den sydlige og mellemste Del af Landet, mellem
3-4 000 Fod (950m et, 1 250m) over Havet. Den voxer der i en
sådan Mængde og Udstrækning, at den i en væsentlig Grad bidrager
til at meddele disse Landskaber deres eiendommelige Karakter.
I Aret 1868 har Professor Stenberg i Stockholm ved et Skrift
„Om Tillverkning af Lafbränvin" henledet Opmærksomheden på denne
Industri. Da Renlaven kun indeholder nogle få Procent af den såkaldte
Lichenin eller Lavstivelse, der forholdsvis let kan forvandles
til Druesukker og senere til Spiritus, måtte man her slå ind på en
anden Vei, nemlig ved Påvirkning af fortyndede Mineralsyrer (Saltsyre
*) Udførlig Veiledning til det danske Monarkies Statistik af Frederik
Thaarup. lijobenhavn 1813. 2den D, S. 38.