2. bind

621
delige Størrelse, der medfører, at den kun sjeldnere lader _sig nøie
med Mus og andre mindre Dyr til sit Underhold, således som de
fleste øvrige Uglearter, dels fordi den er jevnt og temmelig hyppigt
udbredt overalt; ,uagtet den .foretrækker. de bjergfulde Dele inde i
de egentlige Nåleskove, mangler den ikke ganske på Høifjeldet, . og
er ligeledes hyppig i de træløs og. klippefulde . Egne langs Kysten:
Da det Antal Harer og vilde Skovhøns, som denne Ugle årlig behover
til sin Næring, er særdeles betydeligt, har dens Udryddelse ,
tidligere været opmuntret ved en Præmie; men denne er bleven
ophævet på Grund af de idelige ForNexlinger mellem denne og forskjellige
andre Uglearter, der ere overveiepde nyttige, som under
Præmiefordelingen fandt Sted overalt, og tsom bragte denne Foran-.
stakning til at virke ganske mod sin. Hensigt. . _
Til de nyttigste af alle de Vildtsorter, som Landet. ünderholderi
sine udstrakte Skove, hører.LUiüren. med sin Hum, Rol-en, (Tetra°
Uro011usi, Lin. , grand coq 3..de bnyère)., Å ifug1 en _ (Tetraoï Tetrix,
Lin., cogde bouleau), ,og lii eyp e n*,.(Tetrao Bonasia, &Lin., geli.;
notte), om end alte disse tilsammentagne neppe kunne ,opvise et .så
betydeligt reelt Udbytte for Landet, som deres, Frænder. .110ifjeldene,
Ryperne (lagopèdes). Det er fornemmelig på. .ile, nævnte
Hønsearters jevne og talrige Optræden næsten overaltr,_ at deres
overordentlige Nytte beror. -Thi ihvorvel der, fornemmelig i de sydligste
Dele, er i de senere År sporet en gradvis Aftagelse af deris
Mængde, og denne Klage begynder at lyde fra flere. og 'flue Kanter,
er der dog neppe en Skov af en nogenlunde stor _Udstrækning _fra
Lindesnzes op til Nordkap, _ bor man Vil søge enten ., den ene eller
den anden af dem forgjæves. Ibiest mod Nord, stiger Tiuren og
Røien, der endnu udklække sine Unger i Altens og Sydvarangers
Nåleskove; Årfuglen overskrider sjeldnere. Lofotens Birkelier -og det
tilgreendsende Fastland, lindens den til Gjengjoald • Andes. i stort Antal
i de vestlige Dele, hvor Tiuren er sjelden ; Hjerpen, der ganske
mangler p5, Vestkysten, overskrider neppe Polarcirkelen, men standser-
allerede. i Trondbjeips Stftš nordlige •Dele. Også i deres lodrette
Udbredelse følges Tiuten_ og Hjerpen ad, idet de begge, fornemmelig
den sidste, ere strengt bundne til Nåleskovene, og derfor
forsvinde med disse, medens Årfuglene endnu udruge sine Eg
Birkebeltet på Fjeldene.