2. bind

633
selv indretter sig mellem Stenene, og hvoraf den har fået sit Navn.
Som' vi tidligere have nævnt, høre Stokanden, Pipanden og Krikanden
alle til de egentlige /Ender (Slægten Anas), der ruge ved
det salte Vand , såvelsom ,ved Indsøerne næsten under enhver
Breddegrad i Landet, og i enhver Høide over Havet.
Som vi ligeledes have nævnt, ruger derimod af Dykænderne
(Slægten Fuligula) ingen umiddelbart ved Havet, men blot ved
Fjeldvandene, hvorimod de tilbringe hele den øvrige Del af Året
ved Søen ; Hannerne trække strax til Havet, når deres Mager have
begyndt at ruge, og dissé følge efter med de flugtvoxne Unger.
Is and en (Fuligula glacialis, Lin., canard de terre neuve) hører til hine
Arter, der fornemmelig have sit Hjem i Finmarken, om den end, som
de fleste af sine Samslægtninge, ogsaa ruger i de sydlige Høifjelde.
Af nogen stor økonomisk Betydning er hverken de brednæbbede
Ænder eller Dykænderne, idet de sjeldnere danne Kolonier under
Rugetiden, men alene under Træktiderne og om Vinteren slutte sig
sammen til store Flokke ; den væsentligste Nytte ligger i deres
Æg, der indsamles i ikke ubetydelig Mængde. Virkelig skadelige
ere Fiskeænderne , især S il an den (Mergus Serrator , Lin. , harle
huppée), der er ,talrig rundt hele Kysten, og nærer sig udelukkende
af Fiske.
Af desto større Vigtighed er Edderfugl en (Somateria mollissima,
Lin., eider), denne store nordiske AndefugI, som bebor Landets klippefulde
Kyster lige fra Hvaløerne af og op til den russiske Grændse
som intetsteds ganske savnes, men på de . fleste Steder forekommer
talrigere, end nogen anden andeartet Fugl. Denne udstrakte Udbredelse
og hyppige Forekomst er det, som betinger dens store
økonomiske Betydning. Edderfuglen udviser en større Tendents
til Selskabelighed under Rugetiden, end dens mange øvrige Slægtninge,
om end Kolonierne først fra Trondhjemsfjorden af og nordover
begynde at blive egentlig store og talrige ; sjeldnere består
dog en sådan Koloni udelukkende af denne Art, men Parrene sprede
sig overalt på Egholmerne, og ruge mellem de øvrige Søfuglekolopier.
Rederne udfores så rigeligt med de Dun, som Hunnen plukker
af sit Bryst, at Eggene, der ere 5-6, undertiden endnu flere i
Antal, ligge dybt begravede deri; disse Dun ere i Redet stedse
mere eller mindre blandede med Stumper af Lyng , små Kviste,