2. bind

678
været bebygget. Det turde imidlertid være vanskeligt nu at påvise
den oprindelige eller egentlig norske Grundform, da måske intet al
vore Husdyr i den Grad har været påvirket af fremmede Racer som
Hunden. Man kunde imidlertid måske med nogen Ret opstille tre
forskjellige Former som norske, nemlig:
1. Renhun den , der bruges til at vogte Renen. Den er ikke
stor, men særdeles rask og stærk liden at være grovbygget, har
lange Hår, opstående Oren og langhåret Hale.
2. Den i mere afsidesliggende Egne forekommende Gårdshund.
Den er af middels Størrelse, har spids Snude, oftest nedhængende,
undertiden opstående Oren, glatte Hår bg busket Hale, som den
oftest bærer bøiet i én Ring og lader den hvile på Krydset. Farven
er oftest sort med hvidt Bryst og andre hvide Tegn, f. Ex. Blis i
Ansigtet, hvide Fodder o. s. v. Denne Form forekommer hyppig i
Fjeldbygderne såvelsom i Kyst- og Fjorddistrikterne. Den er en
meget tro Gårdshund, særdeles årvågen og påpasselig. Den oplæres
undertiden også til at drive Får og Gjeder.
3. I visse Egne, af Hedemarkens og Kristians Amter forekommer
en Varietet, den såkaldte F æhun d, der sædvandlig bruges til at
vogte Kvæget i Skovene. Den er et temmelig stort og meget stærkbygget
Dyr, der ofte har Tilboielighed til at blive arrig, og derfor
må holdes strængt i Ave. Den er sædvanlig gråbrun af Farve.
Man lader den gjerne stå bunden i Fjøset, for at vænne Kreaturene
til at være sammen med den. Brugen af disse Hunde synes dog i
den senere Tid at være stærkt aftagen. Skindet af denne Hund
bruges ikke sjelden til Vinterpelse (udføres formentlig fra Jæmteland).