Evidens for effekten af rehabilitering for ældre med ... - Socialstyrelsen

signifikant reduceret. Der er især fundet effekt af studier, som er påbegyndt før
1993. Metaanalysen giver imidlertid ikke svar på indhold, intensitet og
organisering af interventionen. Det fremgår, at de fleste af de inkluderede
studier omfatter en indledende medicinsk og social vurdering af, hvorvidt de
ældre er i høj risiko for at opleve problemer med at udføre daglige aktiviteter,
kognitive funktionsnedsættelser eller fald.
Af Orellano et al.’s (2012) systematiske review fremgår det, at interventioner,
som sigter mod at forbedre specifikke færdigheder og som alene omhandler
fysisk aktivitet og kognitiv træning, viser, at effekten på IADL er blandet . Et stort
Cochrane review af 121 RCT-studier viser imidlertid, at progressiv
styrketræning har positiv virkning på IADL-færdigheder som mobilitet i
nærområdet og tilberedning af mad. Herudover fremgår det, at
ergoterapeutbaserede og klientcentrerede multikomponente interventioner,
givet af et tværfagligt team, opretholder og forbedrer IADL-formåen blandt
ældre hjemmeboende. Det bliver dog påpeget, at resultaterne bør tolkes med
varsomhed, bl.a. fordi flere af studierne ikke er blindede, har et lille deltagerantal
og et stort frafald. Dette er delvis i overensstemmelse med et andet af de
systematiske review, hvor konklusionen er, at der er begrænset viden om
effekten af tværfaglige teams arbejde med ældre (Johansson et al. 2010).
I forhold til organiseringen af interventionerne konkluderer Eklund og
Wilhemson (2009), at studierne peger i retning af, at tværfaglige case
management-programmer med fordel kan anvendes i gruppen af skrøbelige
ældre, og at denne type af interventioner sandsynligvis kan reducere brugen af
sundhedsydelser og dermed samfundsomkostningerne. Mens Low et al. (2011)
ikke kan anbefale en model frem for en anden (case management, integratede
care eller consumer-directed care), da outcome fra hver model er forskellig
afhængig af modellens fokus.
Effekten af forebyggende hjemmebesøg er øjensynligt begrænset. Liebel et al
(2009) konkluderer, at hjemmebesøgsprogrammer har potentiale til at forbedre
funktionsevnen for ældre med nedsatte funktioner, mens Bouman et al. (2008)
konkluderer, at hjemmebesøgsprogrammer sandsynligvis ikke vil være til nytte
(benefit) for ældre med dårligt helbred. Af Huss et al.’s (2008) metaanalyse af 21
RCT-studier fremgår det, at forskellige programmer med forebyggende
hjemmebesøg potentielt kan reducere funktionstab blandt ældre, når de bygger
på en omfattende tværfaglig vurdering af de ældres individuelle behov, som også
inkluderer en medicinsk klinisk eksamination.
17