KRONISK SYGDOM - Sundhedsstyrelsen

I tillæg til grundydelsen kan derkomme en tillægsydelse. Tillægsydelseranvendes, hvor diagnostiske ellerbehandlingsmæssige procedurer er såkrævende med hensyn til kompetence,tid og andre ressourcer, at disse afoverenskomstens parter anses for atligge ud over indholdet i en konsultationeller et sygebesøg. Ydermere benytteshonoreringen af tillægsydelserogså i tilfælde, hvor overenskomstensparter ønsker at tilskynde til, at denpågældende ydelse leveres i almenpraksis. I Landsoverenskomsten erder per 1. april 2005 defineret 43 tillægsydelser(15a).Ydelseshonorering er som incitamentsstrukturkendetegnet ved atanspore til et ekstraordinært højtaktivitetsniveau (4, 14, 16). Dettekan forklares ved den direkte økonomiskegevinst, der for lægen er forbundetmed at se en ekstra patienteller at udføre en ekstra diagnostiskeller behandlingsmæssig procedure.Lægen har ikke nogen økonomisktilskyndelse til at forebygge sygdomstilfælde,da dette vil afføde færre patientkontakterpå længere sigt.Basishonoreringen indeholder etmodsatrettet incitament. Da lægenmodtager samme basishonorar pertilmeldt patient, uanset hvor mangegange hun ser denne patient, vil lægenhave en tilskyndelse til netop atforebygge sygdomstilfælde og fremmepatientens egenomsorg og dermedpå sigt nedsætte antallet af besøg.Desværre vil lægen også kunnese en økonomisk gevinst i at undgåeller underbehandle de patienter,som kræver en større arbejdsindsatsfra hendes side – dette vil i høj gradvære tilfældet for de kroniske patienter(4, 14, 16).Det nugældende danske honoreringssystemfor alment praktiserende lægerbestår som tidligere nævnt af bådeydelses- og basishonorering. Ydelseshonoreringenudgør imidlertid denvæsentligste indtægtskilde for denpraktiserende læge (ca. 70 % af sygesikringshonoraret)og må derforforventes at have den stærkeste incitamentsmæssigebetydning. Elementetaf basishonorering kan evt. afbødelidt af den incitamentsmæssige virkningaf ydelseshonoreringen, da basisindtægternehurtigere bringer denpraktiserende læge op på et for hendeacceptabelt indtjeningsniveau, og dervedmindsker hendes fokusering på atmaksimere sin indtjening (5). 44 Det samlede arbejdspres i almen praksis udgør selvsagt også et loft for lægernes tilskyndelsetil at maksimere den ydelsesafhængige indtjening. Den gennemsnitlig ugentlige arbejdstid ialmen praksis var i 2003: 42 timer excl. vagt.(14)Kronisk Sygdom 51