Bilag 12 - Danske Fysioterapeuter

Bilag 13
galt i at spænde, hvis man er i kamp. Det kommer lidt an på, hvor de er henne i livet.
Fordi nogle har ikke en intention om at blive bedre. Mit håb om, at de så bliver bedre er
jo ikke stort. Men hvis de har en glæde ved at gå her, så håber jeg, at jeg kan påvirke
dem til at rykke sig i livet. Hvis du er blevet voldtaget, så er det logisk, du forsvarer dig.
Hvad har der så været af gode ting dernede? Kan vi arbejde med dét? Kan vi lægge det
her ind i din rygsæk og så komme videre derfra? Man behøver ikke blive en glasstøtte,
fordi man er blevet udsat for noget forfærdeligt i livet. Jeg er ikke sådan en med en
papkasse, men der er selvfølgeligt nok nogle kliniske ting og nogle ting som jeg spørger
om, f.eks. det der med smerten. Jeg spørger dem simpelthen, hvordan de synes, det er.
Hvis de siger, der er LIDT smerte endnu, så kunne jeg godt finde på at sige, hvordan har
du ondt ud af ti af smerten? Og hvor meget betyder den for dem i deres hverdag. Men
det er DERES oplevelse, og det er det ALTID. Jeg tror ikke på det at få puttet en
glasstav eller en anden mindre stav op, når man er overspændt i sin bækkenbund, at det
er det, der skal til for at udspænde bækkenbunden. Man skal gå en anden vej, man skal
arbejde med en ændring, en adfærdsændring, og det er det, jeg gør ved at lave den her
bevidsthedstræning af kroppen. For mig, der er det lidt mindre konfronterende måde at
behandle patienterne på. Så det er min approach. Ingen apparater. Der er altså mange
kvinder, der står af på apparater. Så derfor tænker jeg også, det bliver en mere naturlig
tilgang til kroppen. Vi behøver ikke dimsedutter og dippedutter og noget som helst. Vi
kan sagtens finde vores krop uden at skulle bruge de der ting. Med lige at vende blikket
indad. Det er jo lige en tærskel at komme over, og vi prøver det altid, mens de er hos
mig. At det ikke bare er noget, de skal hjem og prøve af. Det er jo noget, der skal passe
til patienten også. Også med venepumpeøvelser, som kan være rigtigt fine til at løsne op
med, og også f.eks. hullahopringe og store bolde og sådan noget, ofte noget, der er lidt
sjovt, så det der underliv dernede ikke altid bare skal være så skide alvorligt.
Erfaringer i behandlingen:
Det er, hvad jeg har gjort mig af erfaringer, hvad virker, og hvad virker ikke. Jeg lytter
meget til, hvad patienterne siger. Og så bruger jeg min kliniske erfaring, og den ligger
altså bare inde i mit hoved. Det er jo en meget større del af det, det pædagogiske for at
få dem motiverede og forstå, hvad er det, det handler om det her. I starten kan det være,
de kommer oftere, og så bliver det sådan over længere tid, så det nærmer sig nok de der
et par måneder. Det er jo afhængigt af, hvor kompliceret er det nu, det her forløb. I
starten går der tit sådan en 14 dage mellem besøgene for ligesom at se, hvad tiden også
gør. Det med at begynde at arbejde med området, og spænde noget ud, og er
opmærksom på det i hverdagen. F.eks. hende, vi havde i dag er ikke sikker på er sket det
store med, når hun kommer igen om fjorten dage. Men grunden til at jeg venter med det
er også sådan noget med, at hvis de er til eksamen, så er det ikke nu, at hun bruger
krudtet på det. Så vil jeg hellere have, at der lige går lidt mere, så hun også når at få
lavet noget, inden hun kommer igen. Det er jo både mestringen af det, og hvor mange
smerter, de har, hvor meget det fylder, der gør, hvornår man afslutter dem. For nogle kan
sådan et hjemmeprogram være yderligere en stressfaktor, som gør, at det hele går i
hårdknude, fordi så var der endnu en ting, som man heller ikke magtede eller duede til.
Først får de en anatomisk gennemgang af, hvordan ser det ud. Hvor ligger hvad henne.
Og der er de SÅ chokerede. De kan IKKE fatte det. Det skal de så først lære. Der synes
jeg, det er rigtigt fint med et spejl, så de kan se, hvordan det ser ud, og hvor de
forskellige ting ligger, og hvad det er, der gør ondt, når de rører forskellige steder. Der
har været nogle enkelte situationer, hvor jeg ikke har gjort det. Hvis det er en, der virker