Bilag 12 - Danske Fysioterapeuter

4. VULVODYNI
I dette afsnit vil vi præsentere sygdommen vulvodyni med henblik på historik,
symptomer, behandlingsmetoder samt forskning på området.
4.1 Baggrund:
Diagnosen med betegnelsen “vulvodyni” blev første gang brugt i 1983 af ISSVD
beskrivende en kronisk tilstand med brændende eller stikkende smerter i vulva (Mantle,
Haslam & Barton, 2004), men allerede knapt 100 år forinden var man blevet
opmærksom på sygdommens eksistens (Cracchiolo, 2010). I løbet af 1980'erne og
1990'erne har sygdommen været opdelt i varierende antal undergrupper, der har ændret
navn ad flere omgange (Moyal-Barraco & Lynch, 2003), og i dag er den ifølge den
obligatoriske lærebog i gynækologi på medicinstudiet enten opdelt i:
1) Provokerede smerter ved berøring
2) Uprovokerede smerter
Eller i de to hovedgrupper i forhold til smertens udbredelse:
1) Generaliseret vulvodyni med konstante smerter i hele vulva
2) Lokaliseret vulvodyni primært med samlejesmerter i (dele af) vestibulum
Dog er der hverken national eller international enighed om disse opdelinger (Ottesen,
Mogensen & Forman, 2008).
Prævalensen er ukendt, men ud fra svenske og amerikanske undersøgelser skønnes det,
at 9-12% af kvinder i alle aldersgrupper i en generel population i en periode vil lide af
vulvodyni i mere eller mindre grad (Petersen et al, 2008; Glazer & Rodke, 2002).
Ætiologien er fortsat ukendt, men ikke desto mindre er der de seneste år kommet flere
hypoteser om mulige udløsende årsager, eksempelvis human papillomavirus, hormoner,
svampeinfektioner og gentagne svampebehandlinger (Petersen et al, 2008; Ottesen et al,
2008). Hos kvinder med denne lidelse er der konstateret hyperaktive C-fibre
medfølgende allodyni og øget antal nerveender i det smertende område. Ydermere kan
der forekomme rødmen lokalt som tegn på inflammation omkring de ydre kønskirtler,
specielt ved berøring (Ibid).
Hos denne patientgruppe ses tilligemed ofte en øget forekomst af bl.a. fibromyalgi,
14