Bilag 12 - Danske Fysioterapeuter

Bilag 13
Ressourcer og begrænsninger i behandlingen:
Jeg er kommet dertil, jeg har ingen problemer. Nej, det synes jeg ikke, nej. Om de
kommer og fortæller mig nogle ting eller gør nogle ting, som skræmmer mig, eller som
jeg ikke føler, jeg kan være med til? Nej, det synes jeg ikke. Næh. Det synes jeg ikke.
Det er ikke rart at høre i ens øre om det forløb med hende, der har været misbrugt. Så
det er da det, der kan være provokerende, hvis der er noget overgreb ind over det. Men
ellers tænker jeg ikke, at der er noget sådan. Der er ikke noget, mine ører de ikke kan
tåle at høre. Jeg har lukkede behandlingslokaler, der er fred og ro, og jeg har de ting, jeg
skal bruge, så på den måde er der ingen begrænsninger. Det er MIG, der bestemmer,
hvor lang tid jeg vil bruge på patienten, men også hvor mange gange hun skal komme.
Det er suverænt mig, der styrer det, så på den måde har jeg en stor frihed. Jeg synes
HELT klart, at vi som fysioterapeuter har rigtigt meget at give dem. Det er det, vi kan
byde på, rigtigt meget som fysioterapeuter i forhold til det her. At vi ved meget om krop,
og hvordan krop reagerer. Jeg tænker, det kræver nogle gange mere uddannelse end,
hvad skal vi sige, for det er jo ikke bare, men bare at være fysioterapeut, at det hjælper
en meget mere fagligt, når man også har den sexologiske baggrund. Fordi det giver
nogle andre redskaber, fordi man lærer noget mere om samtaleteknik, man lærer noget
mere om, hvad skal vi være ekstra opmærksomme på? Hvornår skal vi sige hov, nu
stopper vores kompetence, og nu skal du videre. Selvfølgelig, så rager man lidt i blinde i
og med, at man ikke kender løsningen på, dels hvad det kommer af, og dels hvad man
kan gøre ved det. Jeg kan jo sagtens opleve det som et personligt problem, at jeg ikke
kan følge folk helt til dørs. Så sådan rent fagligt, det er da skide ærgerligt, når man ikke
slår til. Hvis det er, jeg kan høre, at den fylder rigtigt rigtigt meget, så er det der, jeg
mangler sexologen og eller en psykolog.
Samarbejde:
Monofagligt samarbejde:
Der har vi jo alle sammen de ting, vi bruger mest. Vi bruger hinanden meget, snakker
om, hvad kan man prøve, og hvordan. Vi er sådan alligevel en forholdsvist ny gruppe.
Vi har ikke haft noget nu, andet end når vi har været på de kurser, vi har, hvor vi har
snakket med dem, der også har været på andre hospitaler og sådan noget, og hvad de
gør. Vi er fire fysioterapeuter, som selvfølgelig snakker sammen og bruger hinanden og
erfaringsudveksler. Så vi har nogle faglige møder. Hvis jeg er i tvivl, har jeg nogle
kollegaer, som jeg kan ringe til, ellers så går jeg på nettet. Så det er ikke noget problem
at arbejde alene på den måde. Jeg har jo ikke nogen kollegaer. De er ved at komme på
verdensplan. Så mødes jeg med fysioterapeuter rundt i verden, som laver det samme.
Når jeg er ude at holde foredrag, mødes man med nogle af dem, man har mødt på
kongres. Så snakker vi og udveksler erfaringer. Og vi er også på mail med hinanden. Vi
vil have et fast træningsprogram, som vi giver dem. For netop at se, hvilken effekt giver
det, i stedet for at vi laver lidt hver især.
Tværfagligt samarbejde:
Det har været meget tilfældigt, hvilke læger, der har sendt til os, og hvem der ikke har.
Men efter vi fik snakket med lægen om, at vi godt ville have dem der har vulvodyni, der
havde spændt bækkenbund – at vi synes, de hører til her – så er vi begyndt så at få flere.
Det jeg synes, der er vigtigt, det er at få en enighed om, hvad tænker vi omkring dem
her, og hvad er det for en information, vi giver dem. Sådan at de får de samme