Bilag 12 - Danske Fysioterapeuter

“Det jeg synes, der er vigtigt, det er at få en enighed om, hvad tænker vi omkring dem
her, og hvad er det for en information, vi giver dem. Sådan at de får de samme
informationer, om de kommer oppe hos lægen, eller om de kommer hernede.” (Ditte,
404-407)
Begge ønsker et tættere samarbejde med lægerne i forbindelse med behandlingen af
patienterne specielt i situationer, hvor der kan være brug for at inddrage medicinsk
behandling eller der er opstået behov for nærmere lægelig undersøgelse:
“Jeg ønsker lidt det, at det lidt tættere samarbejde, med at man nogle gange kan sige,
og der er et eller andet her, og det flytter sig ikke rigtigt, og det ser meget rødt ud, eller
irriteret ud, det der, kan du ikke lige se på...” (Ditte, 558-560)
Ane kan fornemme, at lægerne er ved at få mere fokus på patientgruppen, og hun ser
frem til et rigtigt godt samarbejde.
Betty oplever mest at have brug for det tværfaglige samarbejde, når hun får patienter,
der kræver særlige, faglige kompetencer, f.eks. patienter, der også har psykiatriske
lidelser.
Hun vurderer, at henvisende læger og gynækologer har godt styr på, hvem der skal
sendes videre til fysioterapeut, og hun oplever generelt et godt tværfagligt samarbejde.
Fire til fem gange årligt mødes hun i en vulvagruppe med specialister, hvor hun har
mulighed for tværfaglig sparing.
Både Ane og Ditte finder det en stor mangel, at der ikke er nogen sexolog tilknyttet
deres arbejdsplads, og Ane beskriver følgende:
“Samarbejde med psykologer og sexologer osv. er selvfølgeligt meget perifert i og med,
de er ikke her i huset og er egentligt ikke nogen fagpersoner, som vi bare sender
patienterne, eller håber andre sender patienterne videre til. Vi kan jo ikke henvise dem.”
(Ane, 463-466)
Der er bred enighed om, at det optimale er at kunne behandle disse patienter i tæt
36