DEN SIKKERHEDSPOLITISKE SITUATION I CENTRALASIEN

Forsvarsakademiet 

Fakultet for Strategi og Militære Operationer 

VUT II/L-STK 2002/2003 

Specialegruppe 8: 

Oberstleutnant i.G. Dr. F. Akaltin 

Kaptajnløjtnant L.P.M. Johannessen 

Kaptajn K.E. Knudsen 

UKLASSIFICERET 

CENTRALASIEN 


APR 2003

Forsvarsakademiet 

Fakultet for Strategi og Militære Operationer 

VUT II/L-STK 2002/2003 

Oberstleutnant i.G. Dr. F. Akaltin 

Kaptajnløjtnant L.P.M. Johannessen 

Kaptajn K.E. Knudsen 


CENTRALASIEN 

Der gennemføres en analyse af den sikkerhedspolitiske situation 

i Centralasien. På baggrund heraf vurderes perspektiverne for 

sikkerhedspolitisk stabilitet i regionen. 


APR 2003

Forside 

Titelside 

Indholdsfortegnelse 


INDHOLDSFORTEGNELSE 

RESUMÉ .............................................................................................................................6 

1. KAPITEL - INDLEDNING.................................................................................................7 

1.1. Opgaveformulering. ......................................................................................................7 

1.2. Relevans.......................................................................................................................7 

1.3. Formål...........................................................................................................................7 

1.4. Opgaveanalyse.............................................................................................................8 

1.5. Teori..............................................................................................................................9 

1.6. Metode........................................................................................................................12 

1.7. Afgrænsning. ..............................................................................................................13 

1.8. Definitioner..................................................................................................................13 

1.9. Kilder...........................................................................................................................13 

1.10. Grafisk fremstilling af analysemodel. (figur 1) ...........................................................14 

2. KAPITEL - DET INTRA-STATSLIGE NIVEAU...............................................................15 

2.1. Indledning. ..................................................................................................................15 

2.1.1. Fremgangsmåde. ...............................................................................................15 

2.1.2. Centralasiens generelle karakteristika................................................................16 

2.2. Kasakhstan. ................................................................................................................18 

2.2.1. Regering og politisk system................................................................................18 

2.2.2. Økonomi og fordelingspolitik...............................................................................19 

2.2.3. Religiøse og etniske forhold. ..............................................................................20 

2.2.4. Lov og orden.......................................................................................................21 

2.2.4.1. Politi og retsvæsen.....................................................................................21 

2.2.4.2. Militære styrker...........................................................................................22 

2.2.5. Sammenfatning. .................................................................................................23 

2.3. Kirgisistan. ..................................................................................................................24 




2.3.4. Lov og orden.......................................................................................................26 


2.3.4.2. Militære styrker...........................................................................................27 


2.4. Tadsjikistan.................................................................................................................30 




2.4.4. Lov og orden.......................................................................................................32 


2.4.4.2. Forsvaret. ...................................................................................................33 


UKLASSIFICERET


2.5. Turkmenistan. .............................................................................................................35 




2.5.4. Lov og orden.......................................................................................................37 

2.5.4.1. Politi og retsvæsen:....................................................................................37 

2.5.4.2. Forsvaret. ...................................................................................................37 


2.6. Usbekistan. .................................................................................................................40 




2.6.4. Lov og orden.......................................................................................................42 


2.6.4.2. Forsvaret. ...................................................................................................43 


2.7. Sammenfatning af det intra-statslige niveau. ..............................................................44 

3. KAPITEL- DET REGIONALE NIVEAU...........................................................................46 

3.1. Indledning. ..................................................................................................................46 

3.2. Økologi........................................................................................................................46 

3.3. Olie og naturgas..........................................................................................................48 

3.4. Islam og terrorisme. ....................................................................................................50 

3.5. Narkotika.....................................................................................................................51 

3.6. Territoriale uoverensstemmelser.................................................................................52 

3.7. Etnicitet. ......................................................................................................................54 

3.8. Regionale organisationer. ...........................................................................................55 

3.9. Regionale aktører. ......................................................................................................56 

3.9.1. Kasakhstan.........................................................................................................56 

3.9.2. Kirgisistan...........................................................................................................58 

3.9.3. Tadsjikistan.........................................................................................................58 

3.9.4. Turkmenistan......................................................................................................59 

3.9.5. Usbekistan..........................................................................................................61 

3.9.6. Iran. ....................................................................................................................62 

3.9.7. Øvrige aktører.....................................................................................................63 

3.10. Potentielle regionale konflikter. .................................................................................63 

3.11. Sammenfatning af det regionale niveau....................................................................65 

4. KAPITEL - DET GLOBALE NIVEAU..............................................................................66 

4.1. Indledning. ..................................................................................................................66 

4.2. USA. ...........................................................................................................................67 

4.3. Rusland.......................................................................................................................69 

4.4. Kina.............................................................................................................................71 

4.5. EU...............................................................................................................................72 

4.6. Internationale samarbejdsfora. ...................................................................................73 

4.6.1. FVDP..................................................................................................................74 

4.6.2. UNCED/UNEP....................................................................................................74 

4.6.3. Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003..........................................74 

4.7. Konsekvensen af de globale aktørers interesser. .......................................................75 

4.8. Sammenfatning af det globale niveau.........................................................................76 

UKLASSIFICERET


5. KAPITEL - DEN SIKKERHEDSPOLITISKE SITUATION I CENTRALASIEN ................77 

5.1. Indledning. ..................................................................................................................77 

5.2. Det globale niveaus indflydelse på det regionale niveau. ...........................................77 

5.2.1. Økologi. ..............................................................................................................77 

5.2.2. Olie og naturgas. ................................................................................................78 

5.2.3. Islam og terrorisme.............................................................................................79 

5.2.4. Narkotika. ...........................................................................................................79 

5.2.5. Territoriale uoverensstemmelser. .......................................................................80 


5.3. Det globale niveaus indflydelse på det intra-statslige niveau......................................81 

5.3.1. Kasakhstan.........................................................................................................81 

5.3.2. Kirgisistan...........................................................................................................83 

5.3.3. Tadsjikistan.........................................................................................................85 

5.3.4. Turkmenistan......................................................................................................86 

5.3.5. Usbekistan..........................................................................................................87 

5.3.6. Sammenfatning ..................................................................................................89 

5.4. Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. ........................................................89 

6. KAPITEL - PERSPEKTIVERING OG KONKLUSION ....................................................91 

6.1. Indledning. ..................................................................................................................91 

6.2. Perspektiver for stabilitet.............................................................................................91 

Scenario 1: ...................................................................................................................92 

Scenario 2: ...................................................................................................................93 

Scenario 3: ...................................................................................................................93 

Scenario 4: ...................................................................................................................94 

6.3. Konklusion. .................................................................................................................95 

Tillæg A BIBLIOGRAFI 

Bilag 1 Kort over Centralasien 

Bilag 2 Regionale fokusområder 

UKLASSIFICERET


RESUMÉ 

I indledningen opstilles følgende tese: ”Centralasien vil, i lyset af kampen mod terrorisme 

samt den fælles globale interesse i at udnytte regionens ressourcer, kunne udvikle sig 

stabilt”. Specialets formål er således at vurdere perspektiverne for at skabe sikkerhedspolitisk 

stabilitet i Centralasien, som består af de fem stater Kasakhstan, Usbekistan, 

Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Endvidere fastlægges det, at der er tale om et 

empirisk speciale, hvor den regionale sikkerhedsteori RSCT anvendes til at undersøge 

den sikkerhedspolitiske situation på det intra-statslige, regionale og globale niveau. 

I 2. kapitel behandles det intra-statslige niveau, hvor de centralasiatiske staters interne 

stabilitet analyseres indenfor fire hovedområder; regering og politisk system, økonomi og 

fordelingspolitik, religiøse og etniske forhold samt lov og orden. Det vurderes her, at de 

centralasiatiske lande generelt er præget af mangel på demokrati og retsforhold, manglende 

økonomisk udvikling og fordeling af økonomiske goder samt manglende kontrol med 

egne territorier. Endvidere har Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan problemer med 

islamiske fundamentalister. Kasakhstan og Usbekistan vurderes at være relativt stabile, 

hvorimod Kirgisistan og Tadsjikistan generelt er ustabile. Hvad angår Turkmenistan er der 

tale om et egentligt diktatur, som er forholdsvist stabilt. 

I 3. kapitel behandles det regionale niveau, hvor aktørerne behandles i rammen af fokusområderne 

økologi, olie og naturgas, islam og terrorisme, narkotika, territoriale uoverensstemmelser 

og etnicitet. Det konstateres at samtlige områder, med undtagelse af etnicitet, 

vurderes at have indflydelse på den sikkerhedspolitiske situation i regionen, men kun hvad 

angår uoverensstemmelser mellem Usbekistan og de to små nabostater Kirgisistan og 

Tadsjikistan vurderes der at være risiko for egentlige militære konflikter. 

I 4. kapitel behandles det globale niveau, hvor det søges at fastlægge de overordnede 

interesser for de globale aktører USA, Rusland, Kina, EU samt internationale samarbejdsfora. 

Det vurderes, at der, trods enkelte modstridende interesser, er generel global 

enighed om behovet for sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien, og at USA og Rusland 

direkte medvirker til at sikre stabiliteten i Centralasien, mens EU og Kina primært støtter 

udviklingen økonomisk. 

I 5. kapitel analyseres det globale niveaus indflydelse på henholdsvis det regionale og det 

intra-statslige niveau. På det regionale niveau vurderes det, at den globale tilstedeværelse 

direkte medvirker til, at potentielle regionale konflikter ikke udvikler sig. På det intra-statslige 

niveau vurderes det, at den fysiske tilstedeværelse af USA og Rusland øger de centralasiatiske 

staters evne til at kontrollere eget territorium, herunder bekæmpe islamiske 

fundamentalister. Endvidere vurderes den økonomiske og politiske støtte fra særligt USA 

og EU, at medføre en generel udvikling mod politiske og økonomiske reformer, idet det 

dog konstateres, at investeringer i de centralasiatiske lande lader vente på sig. Dette gælder 

dog ikke Turkmenistan, hvor den globale indflydelse hidtil har været særdeles begrænset. 

I 6. kapitel vurderes perspektiverne for sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien at være 

særdeles afhængige af de globale aktørers vilje til, ved fælles hjælp, at opbygge og investere 

i regionen. Til belysning af perspektiverne for den sikkerhedspolitiske udvikling i 

regionen opstilles fire scenarier. På baggrund af disse konkluderes det, at en langsigtet 

sikkerhedspolitisk stabilitet vil kræve et omfattende engagement fra de globale aktører, 

herunder anseelige økonomiske investeringer, hvor internationale organisationer ses at 

spille en væsentlig rolle i at reformere de centralasiatiske samfund på lokalt niveau. 

Det vurderes sammenfattende at tesen for opgaven ”Centralasien vil, i lyset af kampen 

mod terrorisme samt den fælles globale interesse i at udnytte regionens ressourcer, kunne 

udvikle sig stabilt” således bekræftes. 

UKLASSIFICERET 6


1. KAPITEL 

INDLEDNING 

1.1. Opgaveformulering. 

Opgavens titel er ifølge specialekataloget for VUT II/L-STK 2002/2003: 

”Centralasien”. 

Den tilhørende undertekst er: 

”Kampen mod terrorisme har påvirket den sikkerhedspolitiske situation i det centralasiatiske 

område, hvilket har skærpet interessen for områdets fremtidige udvikling. Der har 

tilsyneladende indfundet sig en vis forståelse mellem USA og Rusland om løsningen af 

forskellige problemer i regionen, men parallelt hermed fortsætter det traditionelle "skakspil" 

om ressourcerne. Hvordan kan man vurdere den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien? 

Og hvilke perspektiver ligger der for at skabe stabilitet i regionen i forbindelse med 

internationalt sikkerhedspolitisk samarbejde, herunder landenes muligheder for deltagelse 

i NATO-samarbejdet". 

1.2. Relevans. 

Centralasien har i perioden efter Sovjetunionens sammenbrud været præget af manglende 

økonomisk udvikling, fattigdom, miljøproblemer, politisk kaos, etniske og religiøse uroligheder 

og i enkelte tilfælde egentlig borgerkrig. Det har på den baggrund været en fremherskende 

opfattelse, at Centralasien ville være et område for fremtidig uro og konflikter. 1 

Terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon, den 11. september 2001, placerede 

med et Centralasien på det globale landkort, ikke mindst grundet fornyet amerikansk interesse 

for regionen. Tilstedeværelsen af supermagten USA og de to stormagter Rusland og 

Kina i samme region har efterfølgende skabt en ny sikkerhedspolitisk situation i Centralasien. 

Det vurderes at kampen mod terrorisme, sammen med en fælles global interesse i at sikre 

stabiliteten i området, radikalt har ændret den overordnede sikkerhedspolitiske situation i 

regionen. Der synes hermed at være skabt mulighed for en sikkerhedspolitisk stabil udvikling 

i Centralasien, hvorfor tesen for dette speciale vil være: 

”Centralasien vil, i lyset af kampen mod terrorisme samt den fælles globale interesse i at 

udnytte regionens ressourcer, kunne udvikle sig stabilt”. 

1.3. Formål. 

Med udgangspunkt i ovenstående tese vil formålet med specialet være at vurdere perspektiverne 

for at skabe sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien. 

1 Møller, Jørgen Ørstrøm: Nye perspektiver for Asien, 2. udg., DUPI 2002, p.222. 

UKLASSIFICERET 7


1.4. Opgaveanalyse. 

Opgavens titel er betegnelsen for et geografisk område, der som udgangspunkt for opgaven 

er nødvendigt at definere. Centralasien defineres som det geografiske område, der 

omfatter de fem lande: Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan. 

Regionen er kendetegnet ved at være en konstrueret region, bestående af fem selvstændige 

stater med en række fælles træk. 

Opgavens undertitel rejser to spørgsmål: 

• Hvordan kan man vurdere den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien? 

• Hvilke perspektiver ligger der for at skabe stabilitet i regionen, herunder landenes 

muligheder for deltagelse i NATO-samarbejdet? 

I disse to spørgsmål ses der allerede at tegne sig en overordnet struktur i bestræbelserne 

på at opnå opgavens formål. Den overordnede struktur kan inddeles i følgende tre bestanddele: 

• At analysere den eksisterende sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. 

• Efterfølgende at analysere perspektiverne for den sikkerhedspolitiske udvikling, med 

baggrund i forudsætningerne for den eksisterende sikkerhedspolitiske situation. 

• Med udgangspunkt i perspektiverne for den sikkerhedspolitiske udvikling i Centralasien 

at vurdere muligheden for at skabe sikkerhedspolitisk stabilitet i regionen. 

Den første opgave er således at analysere den eksisterende sikkerhedspolitiske situation i 

Centralasien. Der er således tale om et empirisk speciale, hvor der er behov for en sikkerhedspolitisk 

teori, som kan anvendes til at analysere og vurdere den sikkerhedspolitiske 

situation i en region. Endvidere må det fastlægges hvilke analyseniveauer, der er relevante 

at analysere. 

Centralasien har i perioden efter Sovjetunionens sammenbrud været præget af interne 

problemer samt etniske og religiøse konflikter i de enkelte stater. Det vælges på denne 

baggrund at behandle de sikkerhedspolitiske forhold internt i de centralasiatiske stater. 

Forholdet landene imellem, samt forholdet til nabolandene, herunder Rusland, Kina og 

Iran, synes også at spille en væsentlig rolle for den sikkerhedspolitiske situation i regionen. 

Det vælges derfor at analysere de sikkerhedspolitiske forhold mellem staterne i regionen, 

samt hvilke potentielle kilder til sikkerhedspolitisk ustabilitet, der kendetegner regionen. 

Som anført under opgavens relevans spiller USA en væsentlig rolle i den nye sikkerhedspolitiske 

situation i Centralasien, ikke mindst i lyset af tilstedeværelsen af amerikanske 

militære styrker i et traditionelt russisk-kinesisk interesseområde. Det vælges derfor, at 

analysere hvilke interesser aktørerne på den globale scene har i Centralasien. 

Sammenfattende vurderes der at være behov for at vurdere den sikkerhedspolitiske situation 

i Centralasien på tre analyseniveauer; det intra-statslige, det regionale og det globale 

niveau. 

UKLASSIFICERET 8


Efter en analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien vil opgaven videre 

bestå i at analysere perspektiverne for sikkerhedspolitisk stabilitet i regionen, herunder 

hvilke sikkerhedspolitiske tiltag, der vil være nødvendige for at skabe sikkerhedspolitisk 

stabilitet på langt sigt. En sådan analyse vil tage udgangspunkt i de identificerede årsager 

til den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, herunder konsekvenserne af den globale 

påvirkning. 

Hvad angår underspørgsmålet vedrørende de centralasiatiske landes mulighed for deltagelse 

i NATO-samarbejdet, vælges det ikke at fokusere specialet mod dette spørgsmål. 

Ganske vist er de centralasiatiske lande alle medlemmer i NATO's Partnership for Peace 

(PfP) program, og i enkelte landes tilfælde involveret i optagelsesprocessen til NATO, den 

såkaldte Membership Action Plan (MAP), men en række forhold taler imod at se den sikkerhedspolitiske 

udvikling i Centralasien i rammen af NATO. For det første er den generelle 

fremtid for NATO ganske uvis, hvilket underbygges af, at et andet samtidigt speciale 

omhandler dette forhold. For det andet ses NATO's rolle i regionen, at være et produkt af 

amerikanske og europæiske interesser i regionen, hvor organisationen, ligesom det er 

tilfældet for en række øvrige internationale organisationer, er instrumenter hvorigennem de 

globale aktører kan varetage deres interesser. 

Endvidere ses det væsentligt for opgaven at definere begrebet sikkerhedspolitisk stabilitet, 

hvilket behandles videre i den efterfølgende teoridiskussion. 

Med baggrund i ovenstående formuleres opgavens undertitel således: 

”Der gennemføres en analyse af den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. På baggrund 

heraf vurderes perspektiverne for sikkerhedspolitisk stabilitet i regionen”. 

1.5. Teori. 

Af opgavediskussionen fremkom et behov for en sikkerhedspolitisk teori, som er anvendelig 

til at analyse den sikkerhedspolitiske situation i en region. 

Barry Buzan og Ole Wæver har med Regional Security Complex Theory (RSCT) skabt et 

teoretisk grundlag for at analysere den sikkerhedspolitiske situation i en region. 2 Teorien 

er en model over regional sikkerhed, som giver mulighed for at analysere den sikkerhedspolitiske 

udvikling i en region, i rammen af den globale situation. RSCT er endvidere en 

teori, som er skabt til at strukturere empiriske analyser af regioner, hvilket opgaveanalysen 

konkluderede, var tilfældet for denne opgave. 

Teorien tager udgangspunkt i den eksisterende såkaldte "4+1" globale situation, med en 

supermagt; USA, og fire stormagter; Rusland, Kina, EU og Japan, hvor supermagter er 

defineret ved at kunne projicere magt globalt, og stormagter er defineret ved at kunne 

projicere magt til naboregioner, hvilket som sidebemærkning vurderes særdeles relevant 

med Centralasiens placering mellem Rusland og Kina. Indflydelsen fra det globale niveau 

foregår ved såkaldt penetration, når globale magter yder indflydelse på stater, som indgår i 

et regionalt sikkerhedskompleks. 

2 Barry Buzan & Ole Wæver: "Regions and Powers: The structure of international security” 

UKLASSIFICERET 9


Det regionale niveau beskrives i RSCT som niveauet, hvor nationale og globale sikkerhedsaspekter 

mødes, vel at mærke på regionale præmisser, hvilket vil sige at globale 

aktører agerer i den eksisterende sikkerhedspolitiske struktur i regionen. 

Teorien definerer regioner som en gruppe af stater, hvis sikkerhedspolitiske situationer er 

gensidigt forbundet, hvorfor de ikke kan betragtes isoleret. Denne definition udbygges med 

en definition af det såkaldte Regional Security Complex (RSC), som ud over ovenstående 

definition er kendetegnet ved at være relativ uafhængig af omgivende stater. Dette er 

ingenlunde tilfældet for Centralasien, der, som det fremgår af opgaveanalysen, er en konstrueret 

region, hvilket underbygges af, at Centralasien i "Regions and Powers: The 

structure of international security” beskrives som et potentielt RSC, idet den ikke falder 

inden for bogens definition af regioner, men nærmere optræder som en såkaldt ekstra 

”isolator/ buffer” mellem Rusland/ Øst-Europa og Mellemøsten/ Syd-Asien. 3 Dette skyldes 

i høj grad, at de centralasiatiske stater er relativt svage stater, med manglende kapabilitet 

til at projicere magt, og således ikke kan skabe regional interdependens. Centralasien 

betragtes således af Buzan og Wæver som et svagt ”subkompleks”, hvis interne dynamikker 

fortsat formes og er under stærk indflydelse af Rusland og andre globale aktører. På 

sigt kandiderer Centralasien dog til opnåelse af egentlig regionsstatus. 4 

Det vurderes, til trods for at Centralasien ikke er defineret som en RSC, at RSCT er anvendelig 

som teoretisk analyseapparat for denne opgave. I forlængelse heraf undersøges 

det, hvorledes teorien kan tilpasses den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. 

RSCT anvender fire analyseniveauer: 

1. Internt i staten, 

2. stat-til-stat relationer, 

3. regionens interaktion med naboregioner, og 

4. globale magters rolle i regionen. 

På det første analyseniveau er det ifølge teorien ikke nødvendigvis staten, som er aktør, 

men alternativt klaner, religiøse mindretal, organisationer eller andre grupperinger. I tilfældet 

Centralasien er eksempelvis fundamentalistiske islamister og klaner aktører mod den 

siddende statsmagt. Det vurderes her at være hensigtsmæssigt at betragte den siddende 

statsmagt i den respektive stat som aktør, hvor en række forhold kan true denne statsmagt. 

Det vælges i den videre analyse at benævne dette niveau som det intra-statslige 

niveau. 

Hvad angår andet og tredje analyseniveau medfører det faktum, at Centralasien ikke er et 

egentligt RSC, at det ses hensigtsmæssigt at samle disse niveauer i et niveau, som samlet 

vurderer de sikkerhedspolitiske relationer mellem de centralasiatiske stater og disses 

nabostater. Det vælges i den videre analyse at benævne dette niveau det regionale niveau. 

3 Afghanistan er i forvejen ”isolator/ buffer”. 

4 Buzan & Wæver, pp. 540-541. 

UKLASSIFICERET 10


Teoriens fjerde niveau vurderes at være særdeles relevant, med udgangspunkt i de globale 

aktørers tilstedeværelse i centralasien. Det vælges i den videre analyse at benævne 

dette niveau det globale niveau. 

Det er ikke i teorien fastlagt, hvilket niveau der er dominerende, idet det vurderes at variere 

fra region til region. Dette vil videre belyses under valget af analysemetode. 

Vurderingen af sikkerhedspolitiske aspekter på det enkelte niveau tager udgangspunkt i at 

RSCT har konstruktivistiske rødder, men er i tråd med de fleste realistiske og liberalistiske 

teorier om det internationale system. Teorien fastlægger ikke hvilke faktorer, der kan true 

sikkerheden, men tager udgangspunkt i, at aktører selv definerer relevante sikkerhedspolitiske 

områder ved en såkaldt sikkerhedsliggørelse af disse. Det vælges at anvende denne 

tilgang for de regionale og globale aktører med henblik på at opnå den bredest mulige 

analyse af den sikkerhedspolitiske situation. På det intra-statslige niveau vurderes det at 

være nødvendigt at operationalisere RSCT, med henblik på at kunne vurdere den sikkerhedspolitiske 

situation i den enkelte stat. Med henblik på at opnå den bredest mulige beskrivelse 

af den intra-statslige sikkerhedspolitiske situation vurderes det at være nødvendigt 

at definere en række målepunkter med udgangspunkt i det brede sikkerhedsbegreb. 

RSCT tillader anvendelsen af neorealistisk forklaringskraft, i form af det brede sikkerhedsbegreb, 

på det enkelte analyseniveau. Med henblik på at vurdere den intra-statslige sikkerhedspolitiske 

situation beskriver Barry Buzan i bogen ”People, States and Fear” en 

række faktorer, som kendetegner en såkaldt ”svag stat”. 5 En tilsvarende definition af den 

"svage stat" beskrives af Kalevi J. Holsti i ”The state, war, and the state of war”, hvor årsager 

til ustabilitet kan være: 6 

• manglende politisk frihed, 

• manglende økonomisk sikkerhed, 

• manglende accept af etniske eller religiøse grupperinger, og 

• manglende personlig sikkerhed i form af lov, orden og retssikkerhed. 

Det vælges på det intra-statslige niveau at anvende disse områder som udgangspunkt for 

analysen af den sikkerhedspolitiske situation i den enkelte centralasiatiske stat. 

Sammenfattende vælges det at inddele den sikkerhedspolitiske analyse på tre analyseniveauer; 

det intra-statslige, det regionale og det globale niveau. Niveautilgangen er i øvrigt 

sammenfaldende med ”Caucasus Institute - John Hopkins University” i deres ”Strategic 

Assessment of Central Asia”. 

Af opgaveanalysen blev det endvidere klart, at det var nødvendigt at definere begrebet 

sikkerhedspolitisk stabilitet. RSCT definerer ikke direkte stabilitet, men beskriver en sikkerhedsrisiko 

som en trussel mod overlevelsen af et "referenceobjekt", som hævdes at 

have ret til at overleve. Her vælges det at se den legale, internationalt anerkendte, eksisterende 

statsmagt som dette referenceobjekt. Trusler mod statsmagtens overlevelse, det 

5 Buzan, B.: People, States and Fear, Hertfordshire UK, 1991 

6 Holsti: The state, war, and the state of war”, Cambridge UK 1996, pp.108-116. 

UKLASSIFICERET 11


være sig interne som eksterne, vil således udgøre en trussel mod stabiliteten af staten. På 

det intra-statslige niveau vil stabilitet således være kendetegnet ved, at risikoen for interne 

magtkampe er lille, ligesom stabilitet på det regionale niveau vil være kendetegnet ved, at 

risikoen for konflikter mellem stater er lille. 

Generel sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien defineres på denne baggrund ved, at 

risikoen for såvel intra-statslige som regionale konflikter er minimal. 7 

1.6. Metode. 

Med henblik på at vurdere den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien tages udgangspunkt 

i den valgte teori RSCT. Af ovenstående teoridiskussion fremgik det, at teorien ikke 

fastlægger et dominerende analyseniveau. På baggrund af tesen for opgaven tages der 

udgangspunkt i, at den globale indflydelse spiller en afgørende rolle i den sikkerhedspolitiske 

udvikling i regionen. Med henblik på at undersøge denne tese vælges det derfor først 

at behandle, hvilken intra-statslig og regional sikkerhedspolitisk udgangssituation det globale 

niveau påvirker, for senere at kunne vurdere konsekvensen af den globale påvirkning. 

På baggrund af den indledende gennemgang af kilder kunne vi konstatere, at Centralasien 

hidtil har været præget af intra-statslige konflikter, hvorimod der ikke er tradition for konflikter 

mellem stater. Det vælges derfor at indlede med en analyse af det intra-statslige 

niveau, med henblik på at afdække hvilke forhold, der vurderes at udgøre en fare for stabiliteten 

i de respektive centralasiatiske stater. Der vil her være tale om at afdække såvel 

eksisterende som potentielle problemområder. Formålet med at behandle dette niveau 

først er at identificere problemerne i deres basale form, for senere at kunne konstatere 

hvorledes regionale og i særdeleshed globale forhold har indflydelse på disse. De fire 

intra-statslige målepunkter fra pkt. 1.5. benævnes; regering og politisk system, økonomi og 

fordelingspolitik, religiøse og etniske forhold samt lov og orden, og forklares yderligere i 

indledning til det intra-statslige niveau. Det er endvidere tanken, at en indledningsvis gennemgang 

af de enkelte centralasiatiske stater vil medvirke til at forklare de enkelte staters 

rolle i den regionale sammenhæng. 

Som andet analyseniveau behandles det regionale niveau, med henblik på at afdække 

interessekonflikter mellem de centralasiatiske stater, eller mellem centralasiatiske stater 

og nabostater. Endvidere afdækkes her øvrige forhold af regional karakter, som kan have 

indflydelse på det intra-statslige niveau. For såvel det intra-statslige som det regionale 

niveau vælges det at behandle disse isoleret fra indflydelsen fra det globale niveau, med 

henblik på at afdække staternes egne kapaciteter så præcist som muligt. 

Som tredje analyseniveau behandles det globale niveau, for her at identificere hvilke interesser 

globale aktører har i Centralasien. Formålet med dette kapitel er at identificere 

hvilke fælles interesser, der vil kunne påvirke den sikkerhedspolitiske stabilitet i positiv 

retning og hvilke interessekonflikter blandt de globale aktører, der vil kunne påvirke den 

sikkerhedspolitiske stabilitet i negativ retning. 

Efterfølgende vil det være hensigten at give et samlet sikkerhedspolitisk billede af Centralasien, 

ved at analysere hvilken indflydelse det globale niveau har på henholdsvis det regionale 

og intra-statslige niveau. 

7 Tillige i overensstemmelse med ”Strategic Assessment of Central Asia”. 

UKLASSIFICERET 12


Afslutningsvis vælges det at gennemføre en analyse af perspektiverne for sikkerhedspolitisk 

stabilitet i Centralasien, inden for specialets tidsmæssige afgrænsning. Intentionen 

er her at vurdere mulighederne for at skabe sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien, på 

baggrund af den samlede analyse af forskellige udviklinger inden for den globale interesse 

i Centralasien. 

Analysemetoden er visualiseret grafisk i figur 1 under punkt 1.10. 

1.7. Afgrænsning. 

Med baggrund i ovenstående fastsættes følgende afgrænsning af opgaven: 

• Centralasien afgrænses geografisk at omfatte landene: Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, 

Turkmenistan og Usbekistan. 

• Der inddrages kun regionale og globale aktører med direkte indflydelse på den sikkerhedspolitiske 

situation i regionen. 

• Tidsmæssigt afgrænses opgaven til ti år. 

• Den amerikansk ledede militære operation mod Irak forudsættes som udgangspunkt 

ikke at ændre det eksisterende forhold mellem USA, Rusland og Kina. 

1.8. Definitioner. 

Følgende definitioner anvendes for specialet: 

• Sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien defineres ved, at risikoen for såvel intrastatslige 

som regionale konflikter er minimal. 

• Kort sigt defineres til 0-2 år, mellemlangt sigt til 3-5 år og langt sigt til 6-10 år. 

1.9. Kilder. 

Det tilgængelige kildemateriale om Centralasien er mangfoldigt, hvorfor en kvalitativ udvælgelse 

har været nødvendig. Specialet tager udgangspunkt i hovedkilder, der fremgår af 

de enkelte afsnit af den redegørende analyse. Disse kilders synspunkter er løbende verificeret 

af andre kilder. Internetkilder har tillige været underkastet en grundig lødighedsbetragtning 

inden disses oplysninger har fundet anvendelse i specialet. 

Endvidere indgår indhold fra såvel forelæsninger på FHMU/ FSMO som oplysninger indhentet 

under VUT-II/L-STK studietur til de vesteuropæiske hovedstæder i november 2002. 

Kildeindsamlingen er afsluttet 31. marts 2003. 

UKLASSIFICERET 13


1.10. Grafisk fremstilling af analysemodel. (figur 1) 

Det intra-statslige 

niveau 

Kasakhstans, Kirgisistans, 

Tadsjikistans, Turkmenistans og 

Usbekistans: 

Indledning 

Det regionale 

niveau 

• Regering og politisk system. • Økologi. 

• Økonomi og fordelingspolitik. • Olie og naturgas. 

• 

• 

Religiøse og etniske forhold. 

Lov og orden. 

• 

• 

Islam og terrorisme. 

Narkotika. 

Det globale 

• 

• 

Etnicitet. 

Territoriale uoverens- 

niveau 

stemmelser. 

• USA. 

• Regionale organisati- • Rusland. 

oner. 

• Kina. 

• Statslige aktører. 

• EU. 

• Internationale fora. 

• Konsekvenser. 

Global indflydelse på 

det regionale niveau 

Global indflydelse på det intra-statslige niveau 

Den sikkerhedspolitiske 

situation i Centralasien 

Perspektivering & konklusion 

UKLASSIFICERET 14


2. KAPITEL 

DET INTRA-STATSLIGE NIVEAU 

2.1. Indledning. 

De fem centralasiatiske stater Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, 

opnåede sammen med en række andre tidligere sovjetrepublikker selvstændighed 

ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og egentlige forfatninger blev vedtaget i 

årene herefter. Opløsningen af supermagten efterlod regionen i et vakuum. Den sikkerhedspolitiske 

situation var spændt, tilknytningen til sovjetøkonomien ophørt og de nyopståede 

stater stod med mangfoldige udfordringer, med borgerkrig, økonomisk krise og 

anden uro på dagsordenen. 

Op gennem 1990’erne er det lykkedes at skabe nogenlunde ro i regionen, men der eksisterer 

fortsat centrale problemområder. Hovedparten af de fem centralasiatiske staters 

nuværende problemer afspejles i følgende citat bragt i Moskva-tidsskriftet ”World News 

Connection”, september 2002: 8 

“The recently formed states of the region, which are suffering through the consequences 

of a protracted economic crisis and the shift to an economy with free market 

elements, will need more than just a decade to establish complete control over their 

territory, to create a modern defense potential, effective administrative and police 

structures and vital regional security systems and coordination of efforts in the field 

of combating terrorism, extremism, organized crime, illicit drug trafficking and so forth”. 

Y. Stepanova 

2.1.1. Fremgangsmåde. 

I dette kapitel søges det at identificere hvilke problemområder, der truer de centralasiatiske 

staters interne stabilitet, og dermed statsmagterne. Efter gennemgang af fælles karakteristika 

behandles staterne enkeltvis. 

Den delvist historiske fremstilling koncentrerer sig om følgende områder: 

• Regering og politisk system, med henblik på at fastlægge risikoen for statskup. 

Her tages udgangspunkt i, at manglende demokrati, herunder undertrykkelse af en 

eventuel opposition, over tid vil medføre modstand mod regeringsmagten. 

• Økonomi- og fordelingspolitik, med henblik på at fastlægge risikoen for opstand. 

Her tages udgangspunkt i, at udbredt fattigdom vil kunne medføre utilfredshed blandt 

borgerne og således være en kilde til indre uro. 

• Religiøse og etniske forhold, med henblik på at fastlægge risikoen for borgerkrig. Her 

tages udgangspunkt i, at undertrykkelse og bekæmpelse af religiøse eller etniske mindretal, 

samt religiøse gruppers målsætninger om at etablere et religiøst baseret samfund 

vurderes at kunne medføre opstande mod regeringsmagten. 

8 www.caspianstudies.com. Drug Trafficing in Afghanistan, Central Asia 15/1-2003 

UKLASSIFICERET 15


• Lov og orden, med henblik på at fastlægge retsforhold, overholdelse af menneskerettigheder 

og evnen til at udøve magt i samfundet. 

Her tages udgangspunkt i, at manglende retsforhold og overholdelse af menneskerettigheder 

på sigt vil medføre utilfredshed og utryghed i befolkningen. Endvidere vurderes 

det om den udøvende magt, herunder såvel politi som militær, er i stand til at opretholde 

ro og orden inden for statens grænser. 

2.1.2. Centralasiens generelle karakteristika. 

Centralasien er geografisk placeret mellem det Kaspiske Hav i vest og Tianshan-bjergene 

i øst, det sibiriske lavland i nord og Hindukusch-bjergene i syd, og udgør et geografisk 

areal svarende til Vesteuropa. Regionen er kendetegnet ved omfattende ubeboede ørkenområder 

og utilgængelige bjergområder. Området er regnfattigt og præget af store 

temperaturudsving med gennemsnitstemperaturer på 10 minusgrader om vinteren og 30 

graders varme om sommeren. Med ca. 50 millioner mennesker er regionen generelt tyndt 

befolket med uregelmæssig beboelse, som koncentrerer sig i randområderne og enkelte 

frugtbare områder ved regionens floder. 

Centralasien er historisk set et gennemgangsområde, hvor hunnere, mongoler og tyrkere 

er trukket gennem området fra den store folkevanding i det 4. århundrede frem til det 14. 

århundrede. Således fremstår Centralasien i dag som et multikulturelt og multietnisk område. 

Efter det russiske riges udvidelse frem til det 17. århundrede opstod der i regionen 

hyppigere modsætninger mellem det Osmanniske rige og Perserriget. Som resultat af 

disse krige blev endnu større dele af Centralasien med sin overvejende muslimske, tyrkisktalende 

befolkning underlagt russisk herredømme. 

De russiske ekspansionsbestræbelser i Centralasien var hovedsageligt af økonomiske 

grunde. Den lukrative oliehandel (5 tons per måned), men også eksporten af bomuld spillede 

en væsentlig rolle i erobringen af Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan, som 

afsluttedes i 1886. Disse interesser bragte Rusland i en stigende interessemodsætning 

med Storbritannien, der som det 19. århundredes største kolonialmagt også havde rettet 

sine øjne på regionen. Efter 1. Verdenskrig medførte Stalins udrensninger yderligere befolkningsforskydninger, 

som følge af tvangsflytninger af befolkningsgrupper. Først efter 2. 

Verdenskrig faldt der ro i regionen på trods af, at den forcerede økonomiske udbytning af 

regionen medførte en indvandring af russere. Siden sovjetunionens sammenbrud er denne 

udvikling aftaget en del, men der er stadig anseelige russiske befolkningsmindretal i de 

centralasiatiske lande. 9 Endvidere har Centralasien været ramt af den generelle økonomiske 

tilbagegang, som følge af sammenbruddet af det tidligere Sovjetunionen, der har 

medført høj arbejdsløshed og fattigdom. Med til at forstærke den negative økonomiske 

udvikling er, at magtstrukturen i de centralasiatiske lande er baseret på tidligere kommunistiske 

eliter og traditionelle klanstrukturer, som har overlevet sovjetperioden, hvilket har 

medført en særdeles dårlig fordeling af økonomiske goder i landene. Til gengæld er klan- 

9 

Bimboes, D. ; Konfliktregion Kaspisches Meer, der Kaukasus und Mittelasien – zwischen Erdöl, Krieg und 

Krisen, Kassel 1999, pp. 11-14. 

UKLASSIFICERET 16


samfundene, med deres sociale sikkerhedsnet, medvirkende til at den generelle fattigdom 

ikke medfører mangel på livsnødvendigheder. 10 

En interessant konsekvens af disse traditionelle magt- og samfundsforhold er en manglende 

utilfredshed i befolkningen med totalitære ledelser, og en deraf manglende opbakning 

til at gennemføre demokratiseringer. Samtidigt må det konstateres, at tilstedeværelsen 

af internationale organisationer og private selskaber i Centralasien op gennem 

1990’erne har medført en påvirkning af det civile samfund i retning af en fremtidig demokratisering. 

Den generelle mangel på menneskerettigheder efter vestlig målestok må nødvendigvis 

også vurderes med baggrund i den manglende retstradition i regionen. Dette 

medfører i praksis at utilfredshed med de eksisterende forhold ikke generelt vurderes at 

spille en afgørende rolle i den politiske situation på kort og mellemlangt sigt, men at 

manglende demokratiske og økonomiske reformer vil kunne medføre sikkerhedspolitisk 

ustabilitet på langt sigt, hvilket lægges til grund for den videre analyse af de enkelte stater. 

11 

En anden væsentlig faktor i de centralasiatiske samfund er islam. Uafhængigt af sekulariseringsgrad 

er de islamiske ritualer, såsom bryllupper, begravelser og omskæring de vigtigste 

elementer i familie- og samfundsliv. I Usbekistan og Tadsjikistan har ”sharia”, den 

islamiske lovgivning grundfæstet i koranen, stadigvæk en stor betydning i dagligdagen. De 

øvrige centralasiatiske stater har derimod en mere sædvaneretslig tradition, hvor ”sharia” 

ikke udgør samme grundlag for fremtidig lovgivning. De islamiske samfundsstrukturer på 

det lokale niveau medfører endvidere en høj grad af patriarkalsk struktureret lokalt selvstyre, 

der har stor indvirkning på lokale retsforhold og socialhjælp. Staternes fremtidige udvikling 

på det retslige, økonomiske og sociale område fordrer derfor, at man i høj grad inddrager 

disse lokale strukturer. I særdeleshed er det vigtigt, at staterne ikke undergraver 

intakte lokale, sociale strukturer med forcerede økonomiske reformer. 12 

Sammenfattende vil den eksisterende samfundsstruktur i de centralasiatiske lande anvendes 

som grundlaget for den videre analyse. Det forudsættes i den sammenhæng, at der i 

klanbaserede islamiske lokalsamfund, uden demokratiske traditioner, ikke vil være en 

umiddelbar konsekvens af manglende gennemførelse af demokratiske og økonomiske 

reformer. Trusler mod statsmagten, med baggrund i krav om økonomiske og politiske 

reformer, vil som en følge heraf vurderes først at ville manifestere sig på langt sigt. Samtidigt 

må en succesfuld omstilling til markedsøkonomiske demokratier tage hensyn til den 

kulturmæssige arv i regionen. 

I det følgende analyseres de centralasiatiske stater enkeltvis. Af hensyn til at anvende 

metoden stringent behandles staterne udelukkende ud fra deres egne kapabiliteter, hvorved 

behov for ekstern støtte identificeres, også selvom denne støtte allerede er til stede. 

Herved afdækkes problematikker på det niveau de forekommer, og de vil således lettere 

kunne behandles i den videre analyse af øvrige niveauer. 

10 Bimboes, D. ; Von Kabul bis Baku und Skopie – Interessen, Mächte und Bündnisse, Köln 2002, p. 2. 

11 Geiss, Paul Georg; Demokratisierung und gesellschaftliche Reformen in Zentralasien, p. 5. 

12 Geiss, Paul Georg; Demokratisierung und gesellschaftliche Reformen in Zentralasien, pp.11-16. 

UKLASSIFICERET 17


2.2. Kasakhstan. 

Kasakhstan var den sidste af de tidligere sovjetrepublikker til at erklære sig uafhængig. 

Med den lange grænse mod Rusland var Kasakhstans industri tæt knyttet til sovjetøkonomien, 

og det var ydre omstændigheder, snarere end landets egen stræben herefter, der 

førte til, at landet blev selvstændigt i december 1991. 

2.2.1. Regering og politisk system. 

Kasakhstan bliver regeret af Præsident Nasarbajev, der i 1999 blev genvalgt for en ny 7 

års periode, ved et kombineret præsident- og parlamentsvalg, der gav anledning til betydelig 

international kritik, som følge af påstået valgsvindel. Præsidenten har med den nye 

forfatning fra 1995 næsten uindskrænket magt og skal ikke længere stå til ansvar overfor 

parlamentet. 13 Gennem udnævnelse af forfatningsrådets medlemmer øver præsidenten 

direkte indflydelse på den dømmende magt, står i spidsen for den udøvende magt og er 

tillige forsvarets øverstkommanderende. 14 

Præsidenten bruger den latente trussel i form af religiøs ekstremisme til at legitimere sin 

autokratiske ledelsesstil og politisk kan styret karakteriseres som et klanbaseret oligarki 

med begrænset ytringsfrihed, hvilket vanskeliggør arbejdsbetingelserne og den politiske 

indflydelse for oppositionen. 15 Således har oppositionelle partier, fagforeninger og bevægelser 

indtil nu ikke haft nævneværdig indflydelse, og er splittet indbyrdes. Nydannelsen af 

”Partiet for Kasakhstans demokratiske valg” ultimo 2002 markerer dog oppositionens genopstandelse, 

og partiet skal ses som en protest imod Nasarbajevs ledelsesstil og den 

manglende omsætning af hans demokratiseringsinitiativer. Under valget viste det sig dog, 

at Kasakhstan i høj grad er immun overfor demokratisering, da hovedparten af stemmerne 

gik til den traditionelle magtstruktur. Til forskel fra andre centralasiatiske lande, forholder 

det sig imidlertid således, at der i Kasakhstan er en fortsat demokratisk udvikling, hvorfor 

den politiske situation kan udtrykkes således: ”Den politiske virkelighed er mangeartet og 

bekendelsen til demokrati og retsstatslighed vil ikke blive opgivet”. 16 

Den kasakhiske ledelses reaktion på oppositionens genopstandelse har været at foretage 

omorganiseringer i regeringen samt at indføre en skærpet statslig censur af de oppositionelt 

orienterede medier. Parallelt med dette har man foretaget tiltag, der modvirker korruption 

i statsapparatet. 

Det politiske system i Kasakhstan har hidtil været karakteriseret ved manglende demokrati 

og direkte præsidentstyre. Den seneste udvikling, herunder bl.a. dannelsen af en egentlig 

opposition og bebudede reformer vurderes at kunne medvirke til politisk stabilitet på langt 

sigt. Sammenfattende vurderes det politiske system at være stabilt, og risikoen for statskup 

vurderes således at være minimal. 

13 Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 9. 

14 Landets i første omgang demokratiske forfatning havde frem til 1995 ført til en fuldkommen handlings- og 

reformlammelse af Kasakhstan. Som følge heraf opløste præsidenten parlamentet og regerede gennem 

forordninger (usokrati). Jf. Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 8. 

15 http://www.um.dk : Landefakta Kazakstan, p.1. 

16 Egen oversættelse af citat fra Götz, Roland; Halbach, Uwe; Politisches Lexikon GUS, 3. oplag, München 

1996, p. 345. ”[…] die politische Wirklichkeit [ist] vielschichtig. Das Bekenntnis zur Demokratie wird nicht 

aufgegeben“. 

UKLASSIFICERET 18


2.2.2. Økonomi og fordelingspolitik. 

Kasakhstans selvstændighed førte til en vis isolering og afmatning af økonomien, idet 

industrien var tæt knyttet til sovjetøkonomien. Siden slutningen af 1999 har Kasakhstan 

dog oplevet positiv økonomisk vækst. Således vil væksten i 2002 formodentlig ligge på 

omkring 6%. Samtidig forventes der en yderligere sænkelse af statsgælden, som følge af 

et overskud på statsregnskabet for 2002. 

De største brancher er olieog metalindustrien, hvis største aftagere er EU (23%), Rusland 

(20%) og Kina (9%). Eksporten af råstoffer er stigende, og udgør rundt regnet 80% af 

den samlede eksport, men også industriproduktionen vokser. På trods af den store ressourcerigdom 

udgør bruttonationalproduktet dog kun ca. 1400 dollars per borger, og den 

reelle arbejdsløshed ligger formodentlig på over 20%. Regeringen har sat sig som mål at 

ville frigøre sig fra sin afhængighed af råstofeksporten og i stedet fremme en diversificeret 

udvikling af erhvervslivet. 17 

Udvalgte makroøkonomiske data* 

1998 1999 2000 2001 2002** 

Vækst (mia. $) 22,1 15,5 18,2 20,7 23,0 

Vækst (BNP I %) -2,5 1,7 9,6 10,0 6,0 

Inflation (i %) 1,9 17,8 9,8 6,2 4,4 

Balancesaldo for vare- og tjenesteydelser 

(i % BNP) 

-5,6 -1,5 5,9 -4,6 -5,3 

Udlandsinvestering (mia. $) 1,1 1,5 1,2 2,0 2,0 

Statsgæld (BNP i %) 16,6 29,0 25,8 22.7 21,9 

Budgetsaldo (i % BNP) -3.7 -3,5 0,1 2,0 0,5 

*Deutsche Bank Research **Prognose 

Både Regeringen og nationalbanken fører en makroøkonomisk stabiliserende politik. 18 

Landet har meget betydelige oliereserver og kan forvente en kraftig stigning i eksportindtægterne. 

Kombineret med en stram udgiftspolitik vil Kasakhstan således kunne imødekomme 

de økonomiske målsætninger for de kommende år, som landet har opstillet i samarbejde 

med IMF. 19 Efter Deutsche Banks vurdering kan man i Kasakhstan regne med en 

dramatisk forbedring af den økonomiske situation, da landet befinder sig på en stejl succeskurs. 

20 

Det økonomiske opsving har endnu ikke nået den brede befolkning, idet der snarere er 

tale om, at der kan konstateres en tiltagende polarisering mellem de få rige og et forarmet 

flertal. 21 

17 Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 226. 


19 http://www.um.dk : Landefakta Kazakstan, p.1. 

20 Auf steilem Erfolgskurs, www.dbresearch.de , 19.09.2001 


UKLASSIFICERET 19


Den relativt høje inflation forårsager vidtspændende problemer for borgerne. Takket være 

det økonomiske opsving lykkedes det dog i 2002 uden forsinkelser at udbetale lønninger 

og pensioner, hvilket har ført til en betydelig mindskelse af de sociale spændinger. 

Det omfattende bureaukrati og omfattende korruption er væsentlige hindringer for investeringslysten 

fra særligt vestlige selskaber. I spidsen for korruptionen står præsidentfamilien, 

som ikke alene leder et medieimperium, men som også ejer elleve af landets største banker. 

22 

Kasakhstans økonomiske potentiale vurderes at kunne sikre økonomisk fremgang i de 

kommende år, men har foreløbig ikke resulteret i en bedre økonomisk fordeling i det kasakhiske 

samfund. En fortsat økonomisk vækst vurderes at ville medføre en reduktion af 

den eksisterende arbejdsløshed, ligesom fordelingen af økonomiske goder, herunder en 

forbedring af levevilkår for det forarmede befolkningsflertal, må vurderes at være sandsynlig. 

Sammenfattende vurderes der ikke for nuværende at være risiko for en økonomisk 

funderet opstand i Kasakhstan. 

2.2.3. Religiøse og etniske forhold. 

Kasakhstan er verdens niendestørste land og er med ca. 15 mio. indbyggere kun tyndt og 

uregelmæssigt befolket. 23 Landet er hjemsted for op mod 120 forskellige folkeslag, herunder 

Kasakherne selv, som udgør mindre end 50%, samt mere end 30% russere. 24 Den 

russiskdominerede nordlige del af Kasakhstan er adskilt fra det mellemasiatisk-islamiske 

kulturområde af en tyndt befolket centralregion, og såvel befolkningen som erhvervslivet er 

koncentreret i periferien af landet. 25 

Efter selvstændigheden var Kasakhstan præget af en kraftig opblussen af kasakhisk nationalisme, 

hvilket bl.a. medførte at russisk blev afskaffet som officielt sprog. Dette medførte 

en omfattende russisk udvandring, samt kraftig kritik fra en række menneskerettighedsgrupper 

og det officielle Rusland. 26 

Gennem en længere periode har der således været tiltagende utilfredshed med den kasakhiske 

politik blandt det russiske mindretal. I den forbindelse har den kosakiske befrielsesbevægelse 

haft som målsætning at få indlemmet dele af det nordlige og østlige Kasakhstan 

i den Russiske Føderation. Kritikken har medført genindførelse af russisk som et 

af de officielle sprog i Kasakhstan, og som en tilkendegivelse over for det russiske mindretal 

blev hovedstaden i 1999 flyttet fra Almaty i syd til Astana i den nordlige del af Kasakhstan, 

hvilket har medført, at den russiske udvandring ser ud til at være bragt til ophør, 

samt at der tilmed forekommer en begrænset russisk genindvandring. 

Et yderligere problem er den foruroligende befolkningstilbagegang. Siden 1989 er befolkningstallet 

faldet med 1,5 mio. mennesker, hvilket ikke udelukkende kan føres tilbage til 

22 

Mht. korruption ligger Kasakhstan ifølge Transparency International på plads 65 ud af 90. Se endvidere 

Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 224. 

23 

Moder; Aus dem kalten Krieg, p. 8. 

24 

Iflg. http://www.um.dk : Landefakta Kazakstan, udgjorde etniske russere over halvdelen af befolkningen i 

1991. 

25 


26 

Udlændingestyrelsen. www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan pp. 6-7. 

UKLASSIFICERET 20


emigrationen af den russiske del af befolkningen, men også til en stadig forværring af den 

medicinsk-demografiske situation. 27 

De islamiske kinesiske uighurer udgør med omkring 300.000 mennesker et etnisk og religiøst 

mindretal i Kasakhstan. De kasakhiske uighurer er ikke nært så fundamentalistiske 

som de kinesiske uighurer og har samme rettigheder som andre etniske grupper i Kasakhstan. 

Der forekommer således ikke diskrimination fra myndighedernes side. 28 Uighurerne 

vurderes ikke at være islamiske fundamentalister og tilstedeværelse af islamiske fundamentalister 

i øvrigt i Kasakhstan er yderst begrænset. 

Sammenfattende er der ingen tegn på, at den store russiske befolkningsandel vil kunne 

føre til sikkerhedsmæssige problemer, ligesom uighurerne ikke vurderes at være en risiko 

for den interne sikkerhedspolitiske stabilitet i Kasakhstan. Der vurderes således ikke at 

være grundlag for etniske eller religiøse årsager til ustabilitet i Kasakhstan. 

2.2.4. Lov og orden. 

2.2.4.1. Politi og retsvæsen 

Som tidligere nævnt øver præsidenten direkte indflydelse på den dømmende magt og står 

i spidsen for den udøvende magt. Den kasakhiske forfatning garanterer retssystemets 

uafhængighed, og opdeler retssystemet i en højesteret, distriktsdomstole og lokale domstole. 

Der er i år 2000 taget vigtige skridt til en reformering af retssystemet, og den nye 

retsplejelov og straffelov fra 1997 er af international standard. 

Der er dog problemer med implementeringen af de nye reformer ikke mindst som følge af 

manglende uddannelse af såvel domstole som politi. Ofte kender de ikke indholdet af nye 

love, deres lønniveau er lavt, og mentaliteten er fortsat præget af sovjettiden. Den manglende 

fornyelse gør sig også gældende i forståelsen af retsbegreber og demokratiske 

sprogtermer. Kazakstan International Bureau for Human Rights and Rule of Law anfører, 

at der ikke siden systemskiftet i 1991 er sket udskiftninger af dommere, samt at den kasakhiske 

lovgivning ikke beskytter almindelige borgere og sikrer borgerrettigheder, men 

alene fokuserer på straf. 

Politiet er involveret i narkotikahandel, og mishandling og tortur under politiets varetægt er 

almindeligt forekommende. Kasakhstan har dog, som det første centralasiatiske land, 

indført love mod korruption og politivold, hvorfor politibetjente således på det seneste er 

blevet retsforfulgt for mishandling af varetægtsfængslede. 29 

Generelt vurderes menneskerettighedssituationen at være i bedring, idet fængselsreformer 

er på vej, samtidigt med at mange indsatte gennem den seneste tid er sat på fri fod, 

hvilket ikke mindst skyldes tilstedeværelsen af menneskerettigheds-organisationer i landet. 

30 

27 Halbach, Afghanistans Nachbarschaft, p. 224. 

28 Udlændingestyrelsen. www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan pp. 8-12. 

29 Udlændingestyrelsen. www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan. pp. 14-16. 

30 www.bureau.kz/index_eng 

UKLASSIFICERET 21


På trods af den nye eksportlov, som præsidenten underskrev ultimo 2000, er der fortsat 

grobund for illegal våbenhandel, idet presset fra indtjeningen af fremmed valuta ved salg 

af overskydende eller nye produkter er for stort. Endvidere forekommer narkotikasmugling 

via den sydlige grænse. 

Sammenfattende vurderes det, at retsforholdene i Kasakhstan, til trods for åbenlyse 

mangler, må vurderes at være i en positiv udvikling sammenlignet med øvrige centralasiatiske 

stater. Der resterer stadig en ændret indstilling fra såvel retsinstanser som politi, men 

det vurderes overordnet, at såvel menneskerettigheder som retssikkerhed generelt er i 

bedring. 

2.2.4.2. Militære styrker. 

Kasakhstans væbnede styrker står under præsidentens direkte kontrol og er generelt 

stærkt forældede. De væbnede styrker er imidlertid i en omstillingsfase, og skal således 

frem til 2005 reduceres, underkastes en gennemgribende modernisering og derigennem 

omstilles til at blive mere mobile. Omstillingen til en professionel armé er i første omgang 

blevet udsat, hvorfor værnepligten på 24 måneder vil blive bibeholdt frem til i hvert fald 

2005. 

Med sine ca. 175 mio. dollars nærmest fordobledes forsvarsbudgettet for 2001 set i forhold 

til året før. De reelle udgifter var formodentligt langt højere. Der foreligger endnu ingen tal 

for forsvarsbudgettet for 2002. 

Det kasakhiske forsvar er defensivt orienteret, og dets primære opgave består således i at 

forsvare landet såvel mod interne som eksterne trusler. Den nye militærdoktrin, der blev 

vedtaget i 2001, gælder frem til 2005. Bortset fra regionale samarbejder, der behandles 

senere, vil der fremover blive lagt vægt på evnen til at bekæmpe illegale kræfter og religiøs 

ekstremisme inden for statens grænser. Militærreformen og reorganiseringen af forsvaret 

skal ske i to faser: 1. fase frem til 2005 og 2. fase til 2010. Den planlagte overgang fra 

divisions- til brigadestrukturen er endnu ikke afsluttet. Omstruktureringen af ministeriet og 

generalstaben, opbygningen af tre af de fire militærdistrikter samt opstillingen af en femte, 

uafhængig brigade på 5.000 mand i den sydlige del er stort set afsluttet. 

Langsigtede moderniseringsplaner, bl.a. integrerede luftforsvarssystemer, eksisterer kun i 

mindre omfang, men omfatter dog en reaktivering af rustningsindustrien, der hidtil fortrinsvis 

har tjent som underleverandør i form af istandsættelser, skibsbygning, torpedoer, missiler, 

satellitter samt telekommunikationsmidler. 

De kasakhiske forsvar omfatter på nuværende tidspunkt knap 50.000 soldater, inkl. ca. 

2.000 mand i søværnet. Kasakhstan råder ydermere over indre styrker i en størrelsesorden 

af 9.000 mand, over ca. 17.000 grænsetropper samt en 2.000 mand stor nationalgarde. 

Den Kasakhiske Bataljon (KASBAT), der er uddannet med henblik på FN-indsatser, 

består af luftlandekræfter med en samlet styrke på ca. 4.000 mand og er i besiddelse af 

forholdsvis moderne udstyr af russisk herkomst. Forsvarets renommé blandt befolkningen 

er dårligt som følge af den dårlige behandling af de værnepligtige og den tiltagende kriminalitet. 

Der er personelmangel på såvel kvalificerede officerer som underofficerer og specialister. 

Uddannelsesniveauet og indsatsberedskabet er blandt flertallet i styrkerne dårligt. 

UKLASSIFICERET 22


Sammenfattende vurderes det at graden af kontrol med eget territorium er relativ høj, om 

end den lange sydlige grænse kræver særlig opmærksomhed overfor narkotika og islamisk 

fundamentalistisk terrorisme. Militær- og grænsestyrker er medvirkende til at opretholde 

lov og orden inden for Kasakhstans territorium, men det vurderes ikke at Kasakhstan 

er i stand til at kontrollere den sydlige og østlige grænse for narkotika og øvrig indtrængen, 

herunder eventuel islamisk terrorisme. 

2.2.5. Sammenfatning. 



opposition og bebudede reformer om mere demokrati, giver tilsyneladende det politiske liv 

håb for fremtiden. Det politiske system vurderes at være stabilt og risikoen for statskup 

vurderes således at være minimal. 



samfund. En fortsat økonomisk vækst vurderes at ville medføre en reduktion af 

den eksisterende arbejdsløshed, ligesom fordelingen af økonomiske goder, herunder en 

forbedring af levevilkår for det forarmede befolkningsflertal, må vurderes at være sandsynlig, 

ikke mindst såfremt de bebudede demokratiske og økonomiske reformer gennemføres. 

Der vurderes ikke for nuværende at være risiko for en økonomisk funderet opstand i Kasakhstan. 

Der er for nuværende ikke tegn på, at den store russiske befolkningsandel vil kunne føre til 

sikkerhedsmæssige problemer, ligesom uighurerne ikke vurderes at være en risiko for den 

interne sikkerhedspolitiske stabilitet i Kasakhstan. Der ses således ikke at være grundlag 

for etniske eller religiøse årsager til ustabilitet i Kasakhstan. 

Retsforholdene i Kasakhstan vurderes, til trods for åbenlyse mangler, at være i en positiv 

udvikling sammenlignet med øvrige centralasiatiske stater. Der resterer stadig en ændret 

indstilling fra såvel retsinstanser som politi, men det vurderes at såvel menneskerettigheder 

som retssikkerhed generelt er i bedring, hvilket overordnet vurderes yderligere at ville 

forstærkes af de bebudede politiske reformer. 

Kasakhstans kontrol med eget territorium vurderes relativ høj, om end den lange sydlige 

grænse kræver særlig opmærksomhed overfor narkotika og islamisk fundamentalistisk 

terrorisme. Militær- og grænsestyrker er medvirkende til at opretholde lov og orden inden 

for Kasakhstans territorium, men det vurderes ikke at Kasakhstan er i stand til i tilstrækkeligt 

omfang at kontrollere den sydlige og østlige grænse for narkotika og øvrig indtrængen, 

herunder eventuel islamisk terrorisme. 

Sammenfattende vurderes de intra-statslige forhold i Kasakhstan at være forholdsvis stabile, 

idet planlagte politiske og økonomiske reformer vurderes at ville gavne stabiliteten i 

det kasakhiske samfund. Kasakhstan vurderes ikke at kunne opretholde kontrollen med sit 

udstrakte territorium. 

UKLASSIFICERET 23


2.3. Kirgisistan. 

Med sine kun 5 mio. indbyggere er Kirgisistan det land i Centralasien, der har den mindste 

befolkning. 31 Siden uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991 har Kirgisistan været opfattet 

som det land blandt de centralasiatiske republikker, der bedst har formået at omsætte 

vestlige normer til lokale forhold. Denne tendens er dog ikke længere entydig. 32 


Kirgisistan regeres af præsident Akajev, som er den dominerende aktør i kirgisisk politik, 

hvor oppositionen er relativ svag og uorganiseret. Kirgisistan har hidtil ikke kunnet defineres 

som et autokrati, men snarere som et populistisk præsident-demokrati. 33 Reformprocessen 

prioriteres fortsat højt af præsident Akajev, som senest blev genvalgt i oktober 

2000 ved et manipuleret parlamentsvalg. Præsidenten støtter sig til kommunisterne, der 

ved parlamentsvalget fremstod som de store sejrherrer. 

Nøgleposterne i statsadministrationen er hovedsageligt besat med præsidentens støtter, 

hvilket underbygger, at et af Kirgisistans største problemer fortsat er korruption. 

Den hidtidige demokratiske udvikling ser dog ud til være stagneret, idet præsident Akajev 

på nuværende tidspunkt vurderes at prioritere sikringen af eget magtgrundlag samt stabiliseringen 

af den indenrigspolitiske situation højere end fortsat demokratisk udvikling. Den 

usikre indenrigspolitiske situation er en direkte konsekvens af forcerede økonomiske og 

politiske reformer, som har kastet Kirgisistan ud i kaos. Således er selv ”den mest liberale 

centralasiatiske stat – Kirgisistan – langt fra et demokrati i vestlig forstand”. 34 

Regeringens inkompetence i forbindelse med socialt at afbøde den tiltagende arbejdsløshed 

og forarmelse, får de generelt perspektivløse unge til at søge til oppositionen, eller 

driver dem i armene på islamistiske fundamentalister. Under voksende pres fra oppositionen 

og som følge af den indenrigspolitiske krise, valgte præsidenten at fyre ministerpræsident 

Bakijev i maj 2002 i f.m. et møde i det nationale sikkerhedsråd omkring det blodige 

nedslag mod borgerprotester i marts måned. 

På trods heraf er menneskerettighedssituationen relativ tilfredsstillende, og befolkningen 

politisk meget aktiv, hvilket ses afspejlet i landets mere end 1.000 organisationer og 25 

partier. 35 De mange ikke-statslige organisationer nyder relativt store udfoldelsesmuligheder, 

så længe deres mål ikke skønnes at være politisk farlige. Medierne, som er sikret en 

høj grad af pressefrihed i forfatningen, har de seneste år mærket en stramning af statens 

kontrol med deres virksomhed. 

Sammenfattende vurderes den politiske situation i Kirgisistan at være præget af, at den 

hidtidige demokratiske udvikling synes at være stillet i bero med henblik på at sikre den 

indenrigspolitiske situation. Der er dog fortsat mulighed for politisk opposition, men den 

omfattende korruption i magtapparatet vurderes fortsat at udgøre et problem for den inter- 

31 Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 222 

32 http://www.um.dk : Landefakta Kirgizistan, p.1. 

33 Moder; Aus dem Kalten Krieg, p.13. 

34 Egen oversættelse fra tysk: der liberalste Zentralasiatische Staat – Kirgisistan – von einer Demokratie im 

westlichen Sinne weit entfernt. Echment; Autoritäre Präsidialregime, p. 23. 


UKLASSIFICERET 24


ne sikkerhedspolitiske situation. Såfremt der ikke sker egentlige tilbageskridt i demokratiseringsprocessen, 

vurderes risikoen for et kup at være lille. 


Kirgisistan råder kun over et svagt naturligt økonomisk potentiale i form af guld og vand, 

og mens økonomien siden 1998 har udviklet sig positivt, går det nu mere trægt med de 

demokratiske forbedringer i landet. 36 Den økonomiske fremgang skal ses på baggrund af 

den dybe krise, landet blev kastet ud i efter den russiske økonomis delvise sammenbrud i 

1998-99. De sidste par års vækst i landets BNP, der skyldtes en stigning i guldproduktionen, 

vil muligvis i de kommende år atter falde tilbage til 3 - 4%. Det i år 2000 opnåede 

budgetoverskud på 2% af bruttonationalproduktet kunne ikke opretholdes, da budgetunderskuddet 

allerede i år 2001 var på omtrent 5,5%. I år 2002 har man store forhåbninger til 

udviklingen af landbrugssektoren. 

Udlandsgælden er astronomisk, og rundt regnet halvdelen af statens skatteindtægter går 

til gældsafvikling. 37 

Privatiseringen går efter en god start i begyndelsen af 1990’erne langsomt. Kirgisistan blev 

som det første SNG-land medlem af WTO i slutningen af 1998. Trods de seneste års 

økonomiske vækst er Kirgisistan stadig en af de fattigste af de tidligere sovjetrepublikker, 

idet 60% af befolkningens levevilkår er under den af FN definerede fattigdomsgrænse. 38 

Der er på nuværende tidspunkt ingen mærkbar forbedring af den generelle økonomiske 

situation i sigte. Alligevel har Kirgisistan ved hjælp af sit image som centralasiens ”demokratiske 

åndehul” den højeste rate per person, når det gælder internationale nødhjælpsydelser 

og kreditter. Som det eneste land i regionen har Kirgisistan åbnet op for sit 

marked i form af privatisering og økonomisk liberalisering, om end det endnu ikke har givet 

noget afkast. Endvidere har overgangen til markedsøkonomi kombineret med den forcerede 

demokratiske udvikling medført noget, der ligner et kollaps af såvel økonomi som politisk 

system. 39 


1999 2000 2001 

Økonomisk vækst (BNP i %) 3,7 5,0 5,0 

Inflation (gennemsnit i %) 18,7 7,7 7,0 

Budgetsaldo (i % BNP) 9,8 8,9 5,5 

Statsgæld (i % BNP) 

*Bundesagentur für Außenhandelinformation 

132,6 137,2 125,3 

Sammenfattende er Kirgisistans økonomi præget af ringe indtjeningsmuligheder og den 

heraf følgende manglende økonomiske vækst. Dette kombineret med den astronomiske 

udlandsgæld medfører at Kirgisistan er særdeles afhængig af eksterne kreditter og nød- 


37 Ca. 1,5 mia. $. Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 223. 

38 http://www.um.dk : Landefakta Kirgizistan, p.1. 


UKLASSIFICERET 25


hjælpsydelser samt udenlandske investeringer. Den nuværende økonomiske fordeling, 

som medfører at 60% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, resulterer i et behov 

for en reform af fordelingspolitikken med henblik på at imødegå uroligheder som følge 

af den fortsatte fattigdom blandt befolkningen. 


Den sikkerhedspolitiske stabilitet i Kirgisistan er truet af islamiske fundamentalisters aktivitet 

i Ferganadalen. 40 Kirgisistan’s sydlige distrikter, Batken, Osh og Jalalabad, der udgør 

en del af Ferghanadalen, er jævnligt blevet invaderet af bevæbnende muslimske grupper 

fra Tadsjikistan. Dette skete senest i august 2000, hvor det bl.a. hævdes at også militante 

uighurer deltog. De kirgisiske troppers kamp mod oprørerne endte foreløbigt i sommeren 

2000, hvor oprørerne blev drevet tilbage til Tadsjikistan. 41 Desuden er der problemer af 

etnisk og religiøs karakter, og der har været væbnede konflikter med fundamentalistiske 

grupper, der er kommet ind fra Afghanistan. 

Etniske grupper lever generelt i fred med hinanden i Kirgisistan, om end der tidligere har 

været problemer med etnisk diskrimination, primært bundende i de håbløse økonomiske 

forhold. Usbekere udgør den tredjestørste etniske gruppe og er primært bosiddende i 

regioner der grænser op til Usbekistan. Usbekerne mener at området retteligt tilhører dem, 

og at de diskrimeres bl.a. i det politiske system, hvor de ikke er forholdsmæssigt repræsenterede. 

42 En anden større etnisk gruppe er de 50-200.000 uighurer i Kirgisistan, som 

dog vurderes ikke at udgøre nogen trussel, da de bl.a. er repræsenteret i parlamentet. 

Endvidere har der siden selvstændigheden været en udpræget udvandring af russere, 

herunder 140.000 alene i 2001, bl.a. som følge af diskrimination af russisktalende. Den 

nuværende russiske udvandring synes dog ikke at være en følge af diskrimination alene, 

men kan tillige tilskrives den generelle politiske og økonomiske situation i landet. Et tilhørende 

problem er at primært højtuddannede russere forlader landet, hvilket medfører en 

udstrakt mangel på veluddannet arbejdskraft i Kirgisistan. 

Sammenfattende er Kirgisitan truet af islamiske fundamentalister fra Tadsjikistan og Usbekistan, 

hvilket vurderes at være en reel kilde til uroligheder eller borgerkrigslignende tilstande, 

særligt i Ferganadalen. Endvidere er udvandringen af højtuddannede russere en 

tiltagende trussel mod at få den kirgisiske industri i gang. 


2.3.4.1. Politi og retsvæsen. 

Det kirgisiske retsvæsen er kendetegnet ved en forfatning, en retsplejelov samt en ny 

straffelov, der blev indført i 1997-98. De nye love, der for tiden løbende udarbejdes, er 

generelt modificeringer af gamle sovjetiske love. Mulighederne for en retfærdig rettergang 

er generelt ringe, dels pga. korruption og dels fordi der ingen linie er i retspraksis, hvilket i 

40 Ferganadal-problematikken beskrives senere i regional ramme. 

41 Udlændingestyrelsen. www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan, pp.21-22. 

42 Udlændingestyrelsen. www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan, pp.28-29. 

UKLASSIFICERET 26


praksis medfører, at det kun er personer med indflydelsesrige forbindelser, der får en 

retfærdig rettergang. 

Korruption blandt politibetjente er udbredt og fysiske overgreb og mishandling under politiets 

varetægt er almindeligt forekommende og bruges til at fremme tilståelser samt tilbagetrækkelse 

af anmeldelser. Der er mange klager over politiets voldsanvendelse, men ingen 

klagemuligheder. Fængselsforholdene er tillige yderst kritiske, med overfyldte fængsler og 

manglende regler for afsoning. 43 

Sammenfattende vurderes det at retsforholdene i Kirgisistan er præget af korruption og at 

der, til trods for igangværende lovreformer, stadig er et godt stykke vej til acceptable forhold. 

Politiet optræder fortsat hensynsløst og den manglende retssikkerhed vurderes at 

ville medføre en fortsat mistro til ledelsen. Der resterer stadig en ændret indstilling fra 

såvel retsinstanser som politi, men det vurderes overordnet at såvel menneskerettigheder 

som retssikkerhed generelt er i bedring. 

2.3.4.2. Militære styrker. 

Kirgisistans væbnede styrker er begrænsede og udrustningsniveauet er meget lavt. Materiellet 

er tidligere russisk og trænger til en snarlig modernisering. De eksisterende finansielle 

midler tillader dog hverken en kontinuerlig logistisk forsyning eller ny udrustning til 

forsvaret. 

Forsvarsbudgettet for 2001 var på ca. 41 mio. dollars, og er i 2002 højst sandsynligt på et 

lignende niveau. Om budgettet kan indfries er set i lyset af statens manglende indtægter 

ret usandsynligt. 

Det kirgisiske forsvar er defensivt orienteret, og deres primære opgave er således at forsvare 

landet mod såvel eksterne som interne trusler. Kirgisistan har dog hverken de fornødne 

personelle eller finansielle ressourcer til at kunne opstille og vedligeholde nogen 

særlig forsvarsevne. 

Man forsøger at reorganisere til mindre mobile enheder til anvendelse i regional ramme. 

Kirgisistan råder på nuværende tidspunkt over en armé af værnepligtige bestående af 

knap 8.500 soldater. Værnepligten i arméen er generelt på 18 måneder, mens den for 

værnepligtige med en videregående uddannelse på universitetsniveau er 12 måneder. 

Foruden arméen råder man over indre styrker på ca. 3.500 mand, grænsetropper på ca. 

2.500 mand og en nationalgarde på 1.200 mand. 

Soldaternes uddannelsesniveau er dårligt. Det samme kan siges om deres motivation. 

Manglende kampberedskab, manglende og forældet materiel og mangel på penge samt 

kvalificeret personel er allestedsnærværende. Forsvaret er kun i begrænset omfang 

kampklare. 44 

For at optimere indsatsen over for grænseoverskridende aktivitet har man intensiveret 

uddannelsen af de bataljoner, der i år 2000 blev omstruktureret til netop dette formål, samt 

af specialkommandoenhederne, der sættes ind ved længerevarende operationer i de 

skovbevoksede bjerge. 

43 

Udlændingestyrelsen. www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan pp. 32-39. 

44 

Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 17 

UKLASSIFICERET 27


Den nationale rustningsindustri, der omfatter elektronik, raket- og flydele og torpedoer, er 

ikke i stand til selvstændigt at fremstille våbensystemer. Selvom forsvaret er under statslig 

kontrol, er de hverken i omfang eller udfra deres nuværende uddannelsesniveau i stand til 

at kontrollere kirgisisk territorium, herunder at varetage den fornødne grænsekontrol. 

Sammenfattende vurderes det at militær- og grænsestyrker medvirker til at opretholde lov 

og orden inden for Kirgisistan territorium, men det vurderes ikke at Kirgisistan er i stand til 

at kontrollere sit eget territorium, hvorfor den sydlige grænse ikke er tilstrækkeligt sikret 

mod narkotikasmugling og indtrængen af islamisk fundamentalistisk terrorisme. 


Den politiske situation i Kirgisistan vurderes at være præget af, at den hidtidige demokratiske 

udvikling synes at være stillet i bero med henblik på at sikre den indenrigspolitiske 

situation. Der er dog fortsat mulighed for politisk opposition, men den omfattende korruption 

i magtapparatet synes fortsat at udgøre et problem for den interne sikkerhedspolitiske 

situation. Såfremt der ikke sker egentlige tilbageskridt i demokratiseringsprocessen vurderes 

risikoen for et kup at være lille. 

Den kirgisiske økonomi er præget af ringe indtjeningsmuligheder og heraf følgende 

manglende økonomisk vækst. Dette kombineret med den astronomiske udlandsgæld 

medfører at Kirgisistan er særdeles afhængig af eksterne kreditter og nødhjælpsydelser, 

samt udenlandske investeringer. Den nuværende økonomiske fordeling, som medfører at 

60% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen medfører et akut behov for en reform 

af fordelingspolitikken, med henblik på at imødegå uroligheder som følge af den fortsatte 

fattigdom blandt befolkningen. 

Indtrængen af islamiske fundamentalister fra Tadsjikistan og Usbekistan truer den sikkerhedspolitiske 

situation i Kirgisistan, hvilket vurderes at være en reel kilde til uroligheder 

eller borgerkrigslignende tilstande. Endvidere er udvandringen af højtuddannede russere 

en tiltagende trussel mod at få den kirgisiske industri i gang. 

Den fejlslagne demokratiseringsproces kombineret med en forværring af økonomien vurderes 

at øge risikoen for religiøs fundamentalisme. 

Retsforholdene i Kirgisistan er præget af korruption og at der, til trods for igangværende 

lovreformer, stadig er et godt stykke vej til acceptable forhold. Politiet optræder fortsat 

hensynsløst, og den manglende retssikkerhed vurderes at ville medføre en fortsat mistro til 

ledelsen. Der resterer stadig en ændret indstilling fra såvel retsinstanser som politi, men 

det vurderes overordnet at såvel menneskerettigheder som retssikkerhed generelt er i 

bedring. Militær- og grænsestyrker medvirker til at opretholde lov og orden inden for Kirgisistans 

territorium, men det vurderes ikke at Kirgisistan er i stand til at kontrollere sit territorium, 

hvorfor den sydlige grænse ikke er tilstrækkeligt sikret mod narkotikasmugling og 

indtrængen af islamisk fundamentalistisk terrorisme. 

Sammenfattende vurderes de intra-statslige forhold i Kirgisistan at være særdeles ustabile 

som følge af forcerede politiske og økonomiske reformer samt den generelle økonomiske 

tilbagegang. Reelle borgerprotester og oppositionens held med at påvirke præsidenten 

UKLASSIFICERET 28


tyder på en længerevarende indenrigspolitisk krise, hvorfor risikoen for egentlig opstand 

vurderes at være latent. Såfremt en forbedring af den social-økonomiske situation lader 

vente for længe på sig, vurderes det at en islamistisk bølge blandt befolkningen truer med 

at kunne slå hen over landet, hvorfor der ses at være behov for såvel hensigtsmæssig 

justering af politiske og økonomiske reformer som omfattende økonomisk hjælp. Endvidere 

vurderes Kirgisistan ikke at have kapacitet til at kontrollere eget territorium. 

UKLASSIFICERET 29


2.4. Tadsjikistan. 

Den spændte sikkerhedspolitiske situation efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 udløste 

intet sted så blodige kampe som i Tadsjikistan. Den lille republik opnåede selvstændighed 

i 1991 men blev hurtigt kastet ud i en borgerkrig fra 1992 til 1997, efter at den tidligere 

kommunistiske ledelse afviste at dele magten med islamiske og pro-demokratiske 

kræfter. Perioden efter fredsslutningen i 1997 har været præget af en langsom tilbagevenden 

mod normale tilstande. 


Tadsjikistan bliver regeret af præsident Emomali Rakhmonov, som i 1999 blev genvalgt til 

yderligere 7 år på posten. Han støtter sig til det Folkedemokratiske Parti, der ved parlamentsvalget 

i april 2000 vandt 64,5% af stemmerne og dermed henviste kommunisterne 

(20,6%) samt det Islamiske Fornyelsesparti (7,5%) til oppositionen. Den nuværende forfatning 

er vedtaget i 1994, og selvom der i Tadsjikistan er tendenser, der peger i retning af 

en autokratisk regeringsstil, er dette centralasiatiske land det eneste, hvor man kan tale 

om et pluralistisk samfund, der satser på integrationen af islam samt på reformer. 45 Fredsaftalen 

i 1997, hvor Rusland og FN fungerede som mæglere, garanterede oppositionen 

30% af parlamentets pladser samt oprettelsen af et midlertidigt forsoningsråd og en inkorporering 

af oppositionshæren i regeringshæren. Rakhmonov implementerede dog kun 

delvist traktaten, således at den moderate fløj inden for den Forenede Tadsjikiske Opposition 

mistede betydning, og de tidligere feltkommandanter stillede et nyt krav om proportional 

repræsentation af regionerne i landets ledelse. 

Det primære mål for den tadsjikiske indenrigspolitik består i at fremme den hidtil utilstrækkelige 

implementering af fredstraktaten fra 1997, som skulle bilægge den siden 1992 

igangværende borgerkrig mellem stridende klaner, samt i at forbedre den økonomiske 

situation. Integrationen af de forskellige klaner i statens regerings- og forvaltningsapparat 

har til formål at skabe den nødvendige stabilitet, for derigennem at hjælpe landets økonomiske 

opsving på vej. 

Tadsjikistan er det eneste centralasiatiske land, hvor der til enhver tid kan stilles spørgsmål 

ved den centrale magt, 46 og hvor konflikten mellem de enkelte klaner til enhver tid kan 

føre til åbent fjendskab. 47 

Det politiske system i Tadsjikistan kan sammenfattende beskrives som pluralistisk, idet det 

tilstræbes at integrere de forskellige klaner i statens regerings- og forvaltningsapparat. 

Konflikten mellem de enkelte klaner medfører dog en risiko for konstante magtstridigheder, 

med eventuelt kup til følge. 



47 http://www.janes.com/docs/securutyrisk/europe/russia. 

UKLASSIFICERET 30



Tadsjikistan var allerede inden selvstændigheden en af de fattigste republikker i Sovjetunionen. 

Geografisk set er landet stærkt afgrænset og store dele af landet er i vinterperioden 

utilgængelige i månedsvis. Borgerkrigens ødelæggelser, tørke og jordskælv i 2000 

forværrede situationen, og store dele af befolkningen er afhængig af udenlandsk nødhjælp, 

da 90% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen med en gennemsnitsindtægt 

på 9$ om måneden. Tadsjikistans indtægter kommer hovedsageligt fra eksport af 

aluminium og elektricitet. Landet må importere store mængder fødevarer, da det opdyrkede 

areal pr. indbygger er et af verdens laveste. Kun ca. 10% af statens territorium er beboet 

og erhvervsmæssigt brugbart, og størstedelen af landets infrastruktur er i en miserabel 

tilstand. 48 En mulig fremtidig eksportvare er guld ligesom Tadsjikistan kan udnytte 

indtægter fra vandkraft, idet flere af Centralasiens floder udspringer her. 49 

I Tadsjikistan hersker der på nuværende tidspunkt trøstesløse økonomiske og sociale 

forhold, som forårsager perspektivløse udsigter for befolkningen. Fattigdommen blandt 

befolkningen bidrager ligeledes til, at politiske mord og andre former for voldskriminalitet 

står på dagsordenen landet over. 

En stor udlandsgæld lammer desuden den økonomiske udvikling. Alle brancher lider under 

den manglende investeringskapital, og som følge af den politiske ustabilitet flyder udenlandske 

direkte investeringer kun sparsomt ind i landet. Korruption er udbredt og paralleløkonomien 

spiller en stadig større rolle i landet, bl.a. tilskrives 30-50% af økonomien 

narkotikahandelen. 50 

Privatiseringen af industrien og landbruget har indtil nu ikke kunnet fremvise overbevisende 

resultater. De vigtigste handelspartnere er Rusland og Turkmenistan. 

Udvalgte makroøkonomiske data 

1998 1999 2000 2001* 

Vækst (BNP, i %) 5,3 3,7 5,0 k.i. ** 

Inflation (årligt gennemsnit i %) 2,7 30,1 24,0 12,0 

Officiel arbejdsløshed 1,8 2,9 2,7*** k.i. ** 

Budgetsaldo (i % BNP) -3,8 -3,1 -1,7 k.i. ** 

Statsgæld (i % BNP) 90,6 113,5 124,2 k.i. ** 

*Prognose **kendes ikke ***uofficielt: ca. 50% 

Den økonomiske situation i Tadsjikistan er særdeles vanskelig, og en mærkbar forbedring 

af den økonomiske situation er på nuværende tidspunkt ikke i sigte. Den omfattende fattigdom 

og heraf følgende utilfredshed i befolkningen vurderes ikke at kunne løses med 

den eksisterende økonomiske formåen, hvilket medfører en latent mulighed for opstande. 


49 http://www.um.dk : Landefakta Tadjikistan, p.1. 


UKLASSIFICERET 31


Der er derfor behov for betydelig økonomisk hjælp samt omfattende udenlandske investeringer, 

idet de forventede indtægter fra primært vandkraft ikke vurderes alene at kunne 

afhjælpe problemerne. 

Sammenfattende vurderes Tadsjikistan at have behov for såvel ekstern økonomisk hjælp, 

herunder udenlandske investeringer, som fordelingspolitiske reformer. 


Tadsjikistan er med sine 143.100 km 2 den mindste centralasiatiske stat. Landets etnisk set 

heterogene befolkning på ca. 6 mio. indbyggere udgøres af tadsjikere (68,4%), usbekere 

(24,8%), russere (3,8%) og andre nationaliteter (3,6%). Udover de inter-etniske forskelle 

fører denne geografiske dissektion også til stærke intra-etniske afgrænsninger. 51 Et af 

Tadsjikistans største problemer er den stærkt udprægede regionale partikularisme, som 

blokerer enhver form for national sammenhold, og som var årsag til, at der i sin tid udbrød 

borgerkrig i landet. 52 Præsidentens manglende overholdelse af fredstraktaten førte til genopblussede 

kampe mellem regeringstropperne og den Forende Tadsjikiske Opposition’s 

illegale oprørsstyrker, der fortsat varer ved. 

Parterne i 1990’ernes borgerkrig var splittet efter komplekse linjer, bl.a. regionalt mellem 

det centrale Kuljab og den underudviklede sydøstlige del af landet. Stærke klantilhørsforhold 

og etniske forskelle mellem tadsjikere og usbekere forstærkede de indre modsætningsforhold 

til et punkt, hvor staten var nær et totalt sammenbrud. Kommunister og islamister 

allierede sig i kampen mod præsident Emomali Rakhmonov og regeringshæren. 

Udviklingen i 2001 har været relativt stabil, og der synes at være et udbredt ønske om 

fredelige tilstande efter mange års borgerkrig. 

En stor trussel mod den fortsatte normalisering af forholdene i Tadsjikistan er den usbekisk-islamiske 

oprørshær, ”Islamic Movement of usbekistan” (IMU), 53 og den islamiske 

undergrundsbevægelse Hizb-ut-Tahrir i landets Sokh-provins, der som en naturlig følge af 

de perspektivløse forhold nyder stor tilslutning. 54 

Sammenfattende vurderes såvel religiøse som etniske grupperinger at være en trussel 

mod den sikkerhedspolitiske stabilitet i Tadsjikistan. Genopblussen af borgerkrigen synes 

primært at være truet af islamiske fundamentalisters pusten til ilden. 



Centralregeringen har reelt kun kontrol over et område ud til maksimalt 30 km. fra hovedstaden 

Dushanbe. Uden for dette område kontrollerer de enkelte klanledere deres respektive 

distrikter. Eftersom klanerne profiterer af narkotikahandel, er det ikke muligt at holde 

51 

Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 16. 

52 


53 

IMU har tilbagetrækningsområder i Tadsjikistans bjergregion, der vender mod Usbekistan og Kirgisistan. 

54 

http://www.um.dk : Landefakta Tadjikistan, p.1. 

UKLASSIFICERET 32


den organiserede kriminalitet og politik ude af hinanden. Demonstrationer imod korruption 

og dårlig ledelse bliver slået ned med politivold. 

Sammenfattende er der ikke tale om et egentligt retsvæsen i Tadsjikistan, da der kun i 

hovedstadsområdet er et egentligt statskontrolleret retssystem, mens der i den resterende 

del af landet er tale om klansystemer baseret på sædvaneret. 

2.4.4.2. Forsvaret. 

De tadsjikiske forsvars vigtigste opgave består i at forsvare landet. De kan ikke sikre landets 

beskyttelse alene, og er derfor afhængige af ekstern hjælp. 

Den militære udrustning, der stammer fra tidligere sovjetiske lagre, er forældet og vurderes 

ikke at være i kampklar tilstand. Der er især mangel på reservedele og drivmidler og sågar 

på personlig udrustning. 

Forsvarsudgifterne beløber sig formodentlig til omkring 20 mio. $, hvilket rundt regnet 

svarer til en andel på 2% af bruttonationalproduktet. Tallet er tvivlsomt, idet det tadsjikiske 

budgetudkast generelt er forbundet med store usikkerheder. 

Den samlede styrke består af ca. 15.000 mand. Heraf indre styrker med ca. 3.500 mand 

og grænsetropper med ca. 4.200 mand. Kun få af de højeste tjenesteposter, herunder 

posten som forsvarsministerens stedfortræder, er blevet givet til den tidligere oppositions 

medlemmer. Forsvaret har stadigvæk et dårligt uddannelsesniveau og kampberedskabet 

er mangelfuldt. Der er mangel på specialister og uddannede officerer og den planlagte 

udvidelse af forsvaret kunne pga. af manglende økonomiske midler ikke fortsættes. 55 

Integrationsprocessen af ca. 5.000 mand fra den Forenede Tadsjikiske Oppositions væbnede 

enheder i det nationale forsvar er afsluttet. Alligevel findes der autonomt agerende 

feltkommandører, herunder IMU’s førere. 

Der eksisterer ingen rustningsindustri i Tadsjikistan og det formodes endvidere at virksomheder, 

der tidligere fungerede som underleverandører til den tidligere Sovjetunions militærindustri, 

ikke længere producerer. 

Sammenfattende vurderes de væbnede styrker i Tadsjikistan ikke at være under fuld kontrol 

af regeringsmagten og tillige så fåtallige, at fysisk kontrol med territoriet ikke er muligt. 

Det faktum at det er de enkelte klanledere, der sætter dagsordenen, så snart man er mere 

end 30 km. fra hovedstaden, gør regeringens evne til at opretholde lov og orden umulig. 





med eventuelt kup til følge. 


af den økonomiske situation er på nuværende tidspunkt ikke i sigte, hvilket vurderes at 

55 Se endvidere: Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 17. 

UKLASSIFICERET 33


kunne påvirke præsidentens magtbase, såfremt han ikke er i stand til økonomisk at understøtte 

befolkningen. 

Den omfattende fattigdom og heraf følgende utilfredshed i befolkningen vurderes ikke at 

kunne løses med den eksisterende økonomiske formåen. Der er derfor behov for betydelig 

økonomisk hjælp samt omfattende udenlandske investeringer, hvilket er problematisk med 

de eksisterende usikre politiske forhold i landet. 

Såvel religiøse som etniske grupperinger vurderes at være en trussel mod den sikkerhedspolitiske 

stabilitet i Tadsjikistan, hvilket yderligere forstærkes af den håbløse økonomiske 

situation, som driver arbejdsløse unge i armene på oprørsbevægelser. 

Således synes en genopblussen af borgerkrigen primært at være truet af islamiske fundamentalister 

og etniske grupperinger. 

Sammenfattende er der ikke tale om et egentligt retsvæsen i Tadsjikistan, da der kun i 


del af landet er tale om klansystemer baseret på sædvaneret. 

Sammenfattende vurderes de væbnede styrker i Tadsjikistan ikke at være under fuld kontrol 

af regeringsmagten og de væbnede styrker er tillige så fåtallige, at fysisk kontrol med 

territoriet ikke er muligt. Det faktum at det er de enkelte klanledere, der sætter dagsordenen, 

så snart man er mere end 30 km. fra hovedstaden, gør regeringens evne til at opretholde 

lov og orden umulig. 

Tadsjikistan vurderes ikke at være i stand til at kontrollere eget territorium, herunder bekæmpe 

religiøse og etniske oprørsgrupper. 

Sammenfattende vurderes den sikkerhedspolitiske situation i Tadsjikistan at være særdeles 

ustabil, med behov for såvel politiske og økonomiske reformer samt ekstern hjælp til 

opretholdelse af kontrollen med eget territorium, herunder lov og orden. 

UKLASSIFICERET 34


2.5. Turkmenistan. 

Turkmenistan adskiller sig fra de fire øvrige centralasiatiske stater ved sin etniske homogenitet 

og nomadetraditioner. Udviklingen siden 1991 har været præget af politisk totalitarisme, 

økonomisk stagnation og udenrigspolitisk isolation. 


Politisk har styret udviklet sig til et regime, der er baseret på en personkult omkring præsident 

Saparmurad Nijasov, kaldet ”Turkmenbashi” (”leder af det turkmenske folk”), der 

siden 1990 med uindskrænket magt og på autoritær vis har regeret landet. 

I slutningen af 1999 forlængede parlamentet og folkerådet deres embedsperiode på ubegrænset 

tid. Den nu ikke helt raske, men af folket elskede, 61-årige præsident mister efterhånden 

mere og mere sin realitetssans. Monumentale prestigebygninger og en ekstrem 

persondyrkelse, der overskygger alt hvad hans centralasiatiske præsidentkolleger udretter, 

er typisk for hans regeringsstil. 56 

Der eksisterer ingen fri presse, men alligevel vokser kritikken af det kun middelmådige 

fremskridt i forbindelse med demokratiseringen og omlægningen af økonomien. De kritiske 

røster kommer overvejende fra den yngre generation, der dog ikke har nogen platform, 

idet oppositionspartier ikke er tilladte. Dette førte i 2001 til den hidtil næststørste flugtbølge 

fra Turkmenistan, hvor sågar medlemmer af den herskende elite forlod landet. 57 Selv de få 

oppositionelle kræfter i undergrunden må betegnes som svage, og udgør ingen reel fare 

for regimet. 58 

Kritik fra regeringslejrens egne rækker imødegår Nijasov ved at gennemføre personelle 

omstruktureringer og afskedigelser. Efter Nijasovs udsagn er folket først i 2010 politisk 

modent til et demokrati i vestlig forstand, og end ikke de i den turkmenske forfatning garanterede 

basale rettigheder kan så meget som antydningsvist siges at afspejle sig i virkeligheden. 

Styret bevarer magten over det turkmenske samfund og statsapparat ved kunstigt lave 

priser og gratis offentlige varer som gas, el og vand, samt ved hyppige udskiftninger indenfor 

administrationen og det politiske liv, der medfører en underminering af samfundsøkonomien 

og statsapparatets arbejdsevne. 

Der har på det seneste været en vis rivalitet mellem klanerne i den turkmenske ledelse, 

hvilket muligvis hænger sammen med det seneste attentatforsøg mod præsidenten. 59 En 

anden forklaring på dette attentatforsøg er ifølge oppositionen, at præsident Nijasov selv 

har arrangeret dette med henblik på at retfærdiggøre fjernelsen af oppositionskræfter. 60 

Præsident Nijasovs død må under alle omstændigheder vurderes at kunne udløse blodige 

magtkampe om, hvem der skal overtage præsidentposten efter ham. 

Sammenfattende vurderes det, at der for tiden ikke er nogen reel fare for statskup, til trods 

for den turkmenske præsidents hårde linie mod alt hvad der sætter spørgsmålstegn ved 


57 www.janes.com/docs/securityrisk/europe/russia fra den 23/10-02 



60 Tavernise, Sabrina; Show Trials like Stalins in Turkmenistan. New York Times 27-01-2003. 

UKLASSIFICERET 35


styret. Til gengæld vurderes en eventuel bortgang af den nuværende præsident at kunne 

medføre uoverskuelige konsekvenser for det politiske system i Turkmenistan. Det vurderes 

på denne baggrund at være nødvendigt med politiske reformer, herunder indførelse af 

demokrati, for at sikre en stabil udvikling efter præsident Nijasovs død. 


Den økonomiske situation er generelt dårlig og den positive udvikling i 2001 vil sandsynligvis 

ikke gentage sig i 2002, heller ikke selvom statslige prognoser forventer en vækst på 

knap 20%. Den turkmenske økonomi er reelt stagneret til trods for, at Turkmenistans reserver 

af naturgas er de fjerdestørste i verden, og at olieog naturgasreserver giver landet 

potentiale for store eksportindtægter. Udover olieog naturgas er den turkmenske økonomi 

baseret på indtægter fra bomuldsdyrkning. Landet er generelt særdeles afhængigt af 

eksport og fremmed valuta. 

Grundlæggende er der i Turkmenistan stadig tale om en planøkonomi som i sovjettiden, 

hvor landbrugsvarer produceres på kollektivbrug. Valutakursen holdes kunstigt højt og 

bureaukratiske forhindringer står ofte i vejen for oprettelsen af nye virksomheder. 

Officielle statistikker er for det meste værdiløse og en blanding af politisk ønsketænkning 

og propaganda. 61 

Rundt regnet en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Turkmenistan 

har også problemer med at tiltrække udenlandske investeringer pga. den manglende privatisering 

af de statslige virksomheder og styrets restriktive økonomiske politik. 


1998 1999 2000 2001* 

Vækst (BNP i %) 5,0 16,0 17,6 8,5 

BNP per person (I $) 557 744 891 1014 

Inflation (i %) 19,8 21,2 9,0 5,9 

Balancesaldo for vare- og tjenesteydelser (i % 

BNP) 

-35,0 -14,5 7,9 -1,4 

Statsgæld (BNP i %) 65,5 56,6 54,5 49,2 

Budgetsaldo (i % BNP) 

*anslået vurdering 

-2,7 0,9 0,4 0,0 

Den turkmenske økonomis største problem er spørgsmålet om transport af olieog naturgas, 

hvor en sikker afsætning af landets energiressourcer er en forudsætning for økonomisk 

vækst. 

Sammenfattende kan det ud fra den nuværende økonomiske situation vurderes, at der til 

trods for en enorm rigdom på råstoffer og dermed eksisterende potentiale for en blomstrende 

økonomi ikke er tale om en positiv udvikling. 

61 Generelt lider ethvert forsøg på at udarbejde en afhandling om Turkmenistan under en stor mangel på 

informationer. Se endvidere, Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 226. 

UKLASSIFICERET 36


Såfremt omlægningen af økonomien i form af frie markedskræfter i et investeringsvenligt 

miljø ikke gennemføres, vurderes der at være en risiko for opstande i den fattige del af 

befolkningen, som følge af en øget utilfredshed med regeringen. 


Regeringen forsøger gennem et effektivt censursystem og ”turkmeniseringen” af hverdagen, 

især af kunst, historie og sprog, at skabe en hidtil ukendt nationalfølelse i det traditionelle 

klansamfund. Siden 1996 har landets officielle stats- og forvaltningssprog været 

turkmensk, og fra 2000 blev turkmensk det eneste anerkendte sprog i landet, hvilket af de 

russiske og andre centralasiatiske mindretal i Turkmenistan bliver betragtet med tiltagende 

bekymring. 

Der er i Turkmenistan ikke eksempler på radikalreligiøse bestræbelser og grupperinger, 

men der har været eksempler på tortur og forfølgelse af religiøse mindretal. 

Den brede befolkning synes resigneret over for ovennævnte tilstande, og da befolkning er 

etnisk homogen, vurderes det at risikoen for egentlig borgerkrig er minimal. 

Sammenfattende vurderes der ikke at være religiøse eller etniske konfliktpotentialer i 

Turkmenistan. 


2.5.4.1. Politi og retsvæsen: 

Turkmenistan er et diktatur med alle tilhørende karakteristika for politi og retsvæsen. På 

grund af landets lukkethed er kilder vedrørende retssystemet særdeles begrænsede, men 

ifølge OSCE er Turkmenistan det ”mest repressive medlemsland”, hvor tortur, mord, skueprocesser 

og arbejdslejre hører til dagsordnen. 62 

Politiet og efterretningstjenesten (KNB), det turkmenske KGBs arvtager, har endvidere fået 

styrket sin magt og er til stede overalt i landet. 

Sammenfattende må det vurderes, at politi og retsvæsen i Turkmenistan ikke tilnærmelsesvis 

kan siges at overholde internationale krav til retssikkerhed og menneskerettigheder. 


Forsvaret har udelukkende til opgave at forsvare landet. De indtager en fjerdeplads i 

rangfølgen og dermed også i budgetteringen. Over dem står politiet, KNB og grænsetropperne. 

Som følge heraf lider de under en mangelfuld finansiering. Alligevel bestræber man 

sig nødtvungent på at opbygge egne nationale uddannelseskapaciteter. Forsvarets loyalitet 

over for statspræsidenten synes at være intakt. Det, der på nuværende tidspunkt prio- 

62 Egen oversættelse fra tysk ”das repressivste Mitgliedsland”. Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 6. Præsidenten 

er ikke blot uindskrænket hersker over den udøvende magt, han udvælger også dommerne og øver 

indflydelse på den lovgivende magt. Derudover har en kandidat ligeledes brug for hans godkendelse for at 

kunne indtage en plads i parlamentet, hvorfor der praktisk talt også kun sidder delegerede, der er loyale over 

for præsidenten, i den lovgivende forsamling. 

UKLASSIFICERET 37


riteres højest, er sikringen af landets grænser, hvorfor grænsesikringsregimenterne er 

blevet styrket såvel personelt som materielt. 

Det er ikke muligt at finansiere moderne udrustede væbnede styrker, der kan indsættes 

fleksibelt. Det efterhånden forældede materiale, som man har overtaget efter den tidligere 

sovjetiske armé, slår ganske vist til, men pga. af at der ikke er penge til at købe reservedele, 

er kun en del af det kampklart. Resten er lagt på lager på ubestemt tid. 

I år 2000 var forsvarsbudgettet på ca. 160 mio. $ eller ca. 4% af landets BNP. Det skal 

hertil siges, at de officielle turkmenske angivelser skal læses med et vist forbehold. Det 

forventes af det turkmenske forsvar, at de igennem landbrugs-, byggeplads- og markarbejde 

selv indtjener op til en tredjedel af de formelt tildelte midler. 

Det turkmenske forsvar består af mellem 23.000 og 26.000 soldater. Værnepligten tager 

18 måneder, i søværnet dog 24 måneder. Værnepligtige med en videregående uddannelse 

skal kun tjene i 12 måneder. Landet råder desuden over indre styrker på ca. 5.000 

mand. Det er ikke muligt entydigt at verificere omfanget af landets nationalgarde og grænsetropper. 

I grænsetropperne er der mellem 7.000 og 17.000 mand, og i nationalgarden 

mellem 2.000 og 8.000 mand. Deres udrustningstilstand, uddannelsesniveauet samt den 

operationelle og tekniske kampberedskab ligger under gennemsnittet. Der er mangel på 

kvalificeret personale. Til trods for at der er sket mindre fremskridt, er forsvarets nytteværdi 

fortsat ringe. Der eksisterer ingen egen rustningsindustri, og uden ekstern logistisk støtte 

ville det ikke være muligt for det turkmenske forsvar at operere sit materiel. 

Forsvaret er under fuld statslig kontrol, og sammen med politi og efterretningstjeneste er 

styret i stand til opretholde en relativ høj grad af lov og orden. Således kan eget territorium 

kontrolleres i god grad uden ekstern hjælp. 

Sammenfattende vurderes det at Turkmenistan har en rimelig grad af kontrol over eget 

territorium, idet landet råder over omfattende militære styrker samt politi og efterretningstjeneste. 


Det politiske system i Turkmenistan kan bedst betegnes som et diktatur. Trods den turkmenske 

præsidents hårde linie mod alt hvad der sætter spørgsmålstegn ved styret, vurderes 

det, at der for tiden ikke er nogen reel fare for statskup, idet han har folkets brede 

opbakning. Den nuværende præsidents bortgang vurderes at kunne have uoverskuelige 

konsekvenser for det politiske system i Turkmenistan. Det vurderes på denne baggrund at 

være nødvendigt med politiske reformer, herunder indførelse af demokrati, for at sikre en 

stabil udvikling efter præsident Nijasovs død. 

Den nuværende økonomiske situation er kendetegnet ved, at der til trods for rigdommen 

på råstoffer og dermed eksisterende potentiale for en blomstrende økonomi, ikke er tale 

om en positiv økonomisk udvikling. Såfremt omlægningen af økonomien i form af frie markedskræfter 

i et investeringsvenligt miljø ikke gennemføres, vurderes der at være en risiko 

for opstande i den fattige del af befolkningen, da præsident Nijasovs magt er baseret på at 

kunne understøtte den turkmenske befolkning. 

UKLASSIFICERET 38


Der vurderes ikke at være grundlag for religiøse eller etnisk begrundede konflikter i Turkmenistan, 

da der ikke er eksempler på radikalreligiøse grupperinger, og da befolkning er 

relativ etnisk homogen. 

Retsforholdene i Turkmenistan må vurderes at være ikke eksisterende, idet politi og retsvæsen 

ikke tilnærmelsesvis kan siges at overholde internationale krav til retssikkerhed og 

menneskerettigheder. Endvidere vurderes det, at Turkmenistan i rimelig grad har kontrol 

over eget territorium, idet landet råder over omfattende styrker. 

Sammenfattende vurderes den sikkerhedspolitiske situation i Turkmenistan at være forholdsvis 

stabil grundet præsidentens nuværende popularitet. Manglende økonomisk udvikling 

vurderes dog at kunne rokke ved præsident Nijasovs popularitet, hvilket i værste 

fald vil kunne medføre magtkampe og oprør i den turkmenske befolkning. Der ses således 

at være behov for såvel politiske som økonomiske reformer, med henblik på at sikre 

sikkerhedspolitisk stabilitet på længere sigt. 

UKLASSIFICERET 39


2.6. Usbekistan. 

Usbekistan erklærede sin uafhængighed i august 1991, hvilket var flere måneder før opløsningen 

af Sovjetunionen. Landet lider stadig under økonomiske eftervirkninger fra sovjetperioden, 

bl.a. miljømæssige følger af overforbrug af kemikalier i landbrugsproduktionen. 


Usbekistan er grundlæggende et samfund med religiøs tolerance og en skarp adskillelse 

mellem religion og stat. I parlamentet, som blev valgt i december 1999, er dog kun de 

partier repræsenterede, der uden forbehold støtter præsidentens politik. 63 Statsoverhovedet 

er den autokratisk herskende præsident Islam A. Karimov, der har regeret siden 1991, 

og som i januar 2000 blev genvalgt med 91,9% af stemmerne. 

Ved folkeafstemningen i januar 2001 blev statspræsidentens embedsperiode sat op fra 5 

til 7 år, hvorved Karimovs embedsperiode blev forlænget frem til år 2007. Det blev desuden 

vedtaget at indføre endnu et parlamentskammer i form af et overhus bestående af 

regionernes forvaltningschefer. Formålet med et sådant parlament er at give plads til flere 

udformningsmuligheder af landets demokratiske landskab. Eftersom Karimov har kontrollen 

over såvel den udøvende som den dømmende magt, kan der ikke tales om magtdeling 

endsige demokrati. ”Karimov er allestedsnærværende og regerer de facto uden begrænsning. 

Oppositionen er enten sat i scene eller forbudt og bliver forfulgt.” 64 

Den indre stabilitet går absolut forud for en demokratisering af landet. For regeringen er 

nabostaten Tadsjikistan i den forbindelse et skræmmende eksempel på, hvad indførelse af 

markedsøkonomi og demokrati kan medføre, og samtidig også begrundelsen for, at regeringen 

fører en autokratisk, repressiv politik overfor udefra og indefra kommende kritik. 65 

Tidligere undertrykte regeringen, under dække af at ville bekæmpe den fundamentalistiske 

islam, enhver politisk opposition og risikerede derved selv at tilskynde til radikaliseringen 

og politiseringen af de religiøse kræfter. Kombination af undertrykkelse og forarmelse af 

befolkningen truede og truer med at have en boomerang-effekt for regeringen til følge. 66 

Sammenfattende er den politiske situation i Usbekistan præget af et autokratisk præsidentstyre 

med meget ringe udfoldelsesmuligheder for en politisk opposition. 

Oppositionens og befolkningens kritik er for en stund forstummet med Tadsjikistaneksemplet, 

hvorfor risikoen for et egentligt politisk kup på kort og mellemlangt sigt må 

vurderes at være minimal. På længere sigt, vurderes det dog at manglen på politiske reformer 

og demokrati kan være kilde til politisk ustabilitet. 

63 

De to oppositionspartier ”Erk” og ”Birlik” samt den islamiske befrielsesbevægelses radikalislamiske parti 

”Hisb-ut Tahir” blev allerede forbudt i starten af halvfemserne. Jf. Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 

221. 

64 

Egen oversættelse fra Tysk: ”Karimov ist allgegenwärtig und regiert de facto ohne begrenzung, die 

Opposition ist entweder inszeniert oder verboten bzw. verfolgt“. Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 11. 

65 


66 

Halbach; Djihad, p. 1. 

UKLASSIFICERET 40



Usbekistans økonomiske situation er gennem de seneste år forværret, bl.a. som følge af 

manglende makroøkonomiske, strukturelle reformer og dårlig høst. Stilstand mht. reformer 

og udenlandske investeringer er sammen med den systematiske korruption blevet forværret 

af ustabile priser på bomuld og guld, som er landets vigtigste eksportvarer, samt dette 

og forrige års store tørke i de vestlige dele af landet. 67 

Sammen med den generelle økonomiske tilbagegang har udgifter til bekæmpelse af Islamic 

Movement of Usbekistan (IMU) i stigende grad belastet budgettet, og der er ikke udsigt 

til, at regeringen vil gennemføre IMF’s anbefalede stabiliseringsprogram. 68 

Væksten i BNP har i et par år ligget på omkring 4% og økonomien er plaget af høj inflation. 

Den store befolkningstilvækst har været medvirkende til stærkt stigende arbejdsløshed, 

især blandt de unge, hvilket vurderes at være et tiltagende konfliktpotentiale. 69 


1998 1999 2000 2001* 

Vækst (BNP i %) 4,3 4,4 4,0 2,1 

BNP per person (I $) 636 717 557 611 

Inflation (i %) 25,9 26,0 28,2 24,3 

Balancesaldo for vare- og tjenesteydelser (i % 

BNP) 

-0,3 -1,2 1,6 0,7 

Statsgæld (BNP i %) 18,3 24,2 31,7 27,8 

Budgetsaldo (i % BNP) -2,3 -1,8 -3,0 -3,0 

Arbejdsløshed (i %)** 0,5 0,5 0,5 0,5 

*anslået vurdering ** officielle tal; reel arbejdsløshed: ca. 10-15 % 

På plussiden kan Usbekistan bryste sig med, at infrastrukturen er godt udbygget. Med 

hovedstaden Taschkent og dennes 2 mio. indbyggere råder Usbekistan over en centralasiatisk 

metropol. 70 

På kort og mellemlangt sigt kan den økonomiske situation betegnes som værende ikke 

destabiliserende, hvorimod der på lang sigt kræves støtte udefra for at kunne få greb om 

problemerne. Således er der for nuværende ikke optræk til opstand i landet, men såfremt 

det ikke lykkes at få økonomien på ret køl, er der en vis risiko for, at modstanden mod 

regeringen vil være kilde til uro og muligvis medføre yderligere tilslutning til islamiske fundamentalister. 

67 

Bomuld er det vigtigste grundlag for landets økonomiske udvikling, hvilket gør, at Usbekistan er særlig 

udsat. Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 222. 

68 

http://www.um.dk : Landefakta Uzbekistan, p.1. 

69 


70 


UKLASSIFICERET 41



Med sine 25 mio. indbyggere er Usbekistan den stat i regionen, der har den største befolkning. 

Her lever næsten halvdelen af alle Centralasiens indbyggere. 41% af befolkningen 

er under 15 år, og 60% er under 25 år. Landet grænser op til alle de øvrige centralasiatiske 

stater og har stærke mindretal i nabostaterne. Der lever 2,5 mio. usbekere i det 

sydlige Kirgisistan og det sydlige Kasakhstan, i Turkmenistans oaser samt i det nordlige 

Tadsjikistan, hvor de udgør næsten 25% af befolkningen. 

Usbekistan er præget af etnisk homogenitet, med mere end 94% etniske asiater og mindre 

end 6% slaver. Der lever et tadsjikisk mindretal i Usbekistan, men det vurderes ikke at 

udgøre nogen sikkerhedspolitisk trussel. 

Religiøse ekstremister og politiske terrorister vurderes at udgøre en særlig fare for Usbekistans 

indre stabilitet. I forgrunden står de tilbageblevne oprørere fra IMU 71 , der uden en 

central ledelse udgør en potentiel fare, om end indsatsen mod dem allerede har reduceret 

truslen. Deres mål er at styrte Karimov-regimet samt at destabilisere den centralasiatiske 

region. De propagerer ganske vist, at det endelig mål er oprettelsen af en kalifat i trekantsområdet 

i Ferganadalen 72 , men de sande motiver er snarere privatterrorisme og at 

ville holde de centralasiatiske narkotikaruter åbne af økonomisk kriminelle grunde. 

Ethvert optræk til etniske eller religiøse uroligheder er i det forgangne blevet slået ned 

under dække af bekæmpelse af islamiske fundamentalister. 

Sammenfattende er den sikkerhedspolitiske situation i Usbekistan præget af religiøse 

oprørsgrupper som IMU, hvor spredte attentater og overgreb er forventelige, og risiko for 

borgerkrigslignende tilstande er til stede. 



Udbredt kriminalitet er en stor udfordring for den Usbekiske regering. 

Usbekistan er præget af et dårligt retsvæsen med mange uregelmæssigheder, høje straffe 

og lange processer. Frikendelser forekommer stort set aldrig, og anklagede idømmes som 

regel maksimumstraf, ofte på baggrund af fabrikerede beviser. 

Forholdene i landets fængsler er særdeles dårlige, og menneskerettigheder overtrædes 

generelt i Usbekistan. Særligt kvinders og børns retsforhold er ikke eksisterende, særligt i 

landregionerne, hvor den islamiske lovgivning anvendes og lokale fyrster regerer. 73 

Sammenfattende vurderes det at retsforholdene i Usbekistan er præget af korruption og 

mangel på retssikkerhed og menneskerettigheder. 

71 

IMU’s militære fører, Namangani, blev offer for angrebene i forbindelse med kampen mod terror. IMU’s 

træningslejre i Afghanistan blev ødelagt. 

72 

Dette fra kernelandet geografisk set afgrænsede område går for at være den fundamentalistisk orienterede 

oppositionsbevægelses tilflugtssted. 

73 

www.igfm.de; Friesen, Johannes; Menschenrechte und Bürgerrechte, 1998. 

UKLASSIFICERET 42



Usbekistan råder alt i alt over et af regionens mest effektive forsvar, som siden omstruktureringen 

tjener til, i samarbejde med andre væbnede enheder, at sikre Karimovadministrationens 

magtposition. Forsvarsbudgettet beløber sig til mere end 300 mio. $. De 

reelle udgifter er dog langt større. 

Våbensystemerne som er af tidligere sovjetisk oprindelse er fuldkommen forældede og 

kun delvist kampklare. Der er stor forsyningsmangel på materiel og forplejning. En ophævelse 

af disse mangler, ved f.eks. at anskaffe sig de foretrukne vestlige produkter frem for 

de russiske, er pga. kroniske finansieringsproblemer indtil nu altid mislykkedes. 

Hvad Usbekistan har hårdest brug for er overvågningssystemer ved grænserne, ammunition 

samt hånd- og artillerivåben til de enheder, der har til opgave at bekæmpe IMU. 

Den nyligt tilstræbte militærreform, der skulle forstås som et svar på IMU’s terrorangreb, 

blev på væsentlige punkter fremskyndet. Oprettelsen af en samlet operativ kommando i 

forbindelse med ledelsen af de fem militærområder er afsluttet. De hurtige reaktionsstyrker 

er under opbygning. Alligevel indskrænkes en række usbekiske styrkers indsatsberedskab 

af den dårlige sundhedstilstand blandt mange unge soldater. Værnepligten skal generelt 

reduceres til 12 måneder. 74 Af finansielle grunde er det ikke længere muligt at forcere 

overgangen fra en armé bestående af værnepligtige til en, der består af professionelle og 

frivillige. Af den grund tilstræbes det først og fremmest at forbedre uddannelsen og ledelsen 

efter vestligt forbillede for på den måde at højne forsvarets kampstyrke og tilpasse 

dem til den forandrede trusselssituation. Chikanerende adfærd over for, og udnyttelsen af 

lavere tjenestegrader, berigelse og magtmisbrug hører til hverdagen i forsvaret. Den finansielle 

misere og den perspektivløse situation har en negativ effekt på motivationen. 

Det usbekiske forsvar omfatter knapt 58.000 soldater. Herudover rådes over ca. 17.500 

grænsetropper, indre styrker på knapt 3.600 mand og en nationalgarde på ca. 900 mand. 

Rustningsindustrien, bl.a. torpedoer og raketdele, er ineffektiv og langt fra fuldt udnyttet. 

Sammenfattende vurderes de usbekiske militære styrker i rimeligt omfang at være i stand 

til at bekæmpe oprørsgrupper i landet og således medvirke til opretholdelse af lov og orden. 

Det har dog ikke været muligt helt at eliminere truslen fra IMU. Usbekistan vurderes 

således at have en rimelig høj grad af kontrol med eget territorium. 


Sammenfattende er den politiske situation i Usbekistan præget af et autokratisk præsidentstyre 

med meget ringe udfoldelsesmuligheder for en politisk opposition. 

Oppositionens og befolkningens kritik er for en stund forstummet, men på længere sigt 

vurderes det dog, at manglen på politiske reformer og demokrati kan være kilde til politisk 

ustabilitet. 

På kort og mellemlangt sigt kan den økonomiske situation betegnes som værende ikke 



74 I overensstemmelse med sin tale i forbindelse med den usbekiske republiks 11. uafhængighedsdag den 

29/08-02 foreslog statspræsident Karimov, at værnepligten skulle reduceres fra 18 til 12 måneder. 

UKLASSIFICERET 43




Den sikkerhedspolitiske situation i Usbekistan er præget af religiøse oprørsgrupper som 

IMU, hvor spredte attentater og overgreb er forventelige, og risiko for borgerkrigslignende 

tilstande er til stede. Den manglende økonomiske udvikling må, sammen med manglen på 

politiske reformer, vurderes at udgøre en risiko for øget tilslutningen til oprørsbevægelserne 

i Usbekistan. 

Retsforholdene i Usbekistan er præget af korruption og mangel på retssikkerhed og menneskerettigheder, 

hvilket vurderes at være en kilde til voksende utilfredshed i befolkningen. 

De usbekiske militære styrker vurderes i rimeligt omfang at være i stand til at bekæmpe 

oprørsgrupper i landet, men det har dog ikke været muligt helt at eliminere truslen fra IMU. 

Sammenfattende vurderes den intra-statslige situation i Usbekistan som værende relativt 

stabil på kort og mellemlangt sigt. Manglen på politiske reformer og økonomisk fremgang 

vurderes dog at udgøre en trussel for stabiliteten på længere sigt, ligesom tilstedeværelsen 

af IMU fortsat udgør en trussel for den interne stabilitet. 

2.7. Sammenfatning af det intra-statslige niveau. 

Den politiske situation i de centralasiatiske stater er generelt karakteriseret ved en manglende 

demokratisk udvikling og korruption. Kasakhstan vurderes, med dannelsen af en 

egentlig opposition og bebudede reformer om mere demokrati, at være relativt politisk 

stabilt. Det samme kan siges om Kirgisistan, hvor den hidtidige demokratiske udvikling 

synes at være stillet i bero med henblik på at sikre den indenrigspolitiske situation. Der er 

dog fortsat mulighed for politisk opposition, men den omfattende korruption i magtapparatet 

samt fejlslagne demokratiske og politiske reformer vurderes fortsat at udgøre et problem 

for den interne sikkerhedspolitiske situation. Det politiske system i Tadsjikistan kan 

sammenfattende beskrives som pluralistisk, idet det tilstræbes at integrere de forskellige 

klaner i statens regerings- og forvaltningsapparat. I den mere kritiske ende af skalaen er 

Usbekistan præget af et autokratisk præsidentstyre med meget ringe udfoldelsesmuligheder 

for en politisk opposition, samt manglen på politiske reformer og demokrati. Det politiske 

system i Turkmenistan kan bedst betegnes som et diktatur, hvor den nuværende præsidents 

bortgang vurderes at kunne have uoverskuelige konsekvenser for det politiske 

system. Politiske reformer vurderes generelt at være nødvendige i alle centralasiatiske 

lande, og i særdeleshed i Usbekistan og Turkmenistan. 

Den økonomiske situation i de centralasiatiske lande er generelt præget af manglende 

udvikling, og deraf følgende begrænsede muligheder for at understøtte landenes befolkninger. 

Kasakhstans og Usbekistan vurderes at have det bedste økonomiske udgangspunkt 

i kraft af rigdommen på råstoffer og dermed eksisterende potentiale for en blomstrende 

økonomi, samt en begyndende overgang til markedsøkonomi. Turkmenistan er 

ligeledes kendetegnet ved rigdom på forskellige råstoffer, men fastholdelsen af planøkonomi 

og økonomisk isolation har medført en negativ økonomisk udvikling. Den økonomiske 

situation i Kirgisistan og Tadsjikistan er særdeles vanskelig, præget af ringe indtje- 

UKLASSIFICERET 44


ningsmuligheder og astronomisk udlandsgæld, hvilket gør landene stærkt afhængige af 

eksterne kreditter og nødhjælpsydelser samt udenlandske investeringer. For alle de centralasiatiske 

land gælder det at den økonomiske fordeling, medfører at store dele af befolkningen 

lever under fattigdomsgrænsen. 

Etniske problemer vurderes ikke at udgøre væsentlige sikkerhedspolitiske problemer, om 

end udvandringen af veluddannede russere, som følge af bl.a. diskrimination, fratager 

landene en del udviklingspotentiale. Islamiske fundamentalister truer dog den sikkerhedspolitiske 

situation i Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan, hvilket vurderes at være en reel 

kilde til uroligheder eller borgerkrigslignende tilstande. 

Retsforholdene i de centralasiatiske stater vurderes generelt at være præget af korruption, 

ringe retssikkerhed og mangel på menneskerettigheder. Kasakhstan vurderes dog, til trods 

for åbenlyse mangler, at være i en positiv udvikling, sammenlignet med øvrige centralasiatiske 

stater, ligesom der i Kirgisistan er igangværende lovreformer. 

I Tadsjikistan og Turkmenistan vurderes det at retsforhold er ikke-eksisterende, idet politi 

og retsvæsen ikke tilnærmelsesvis kan siges at overholde internationale krav til retssikkerhed 

og menneskerettigheder. 

Kasakhstans, Usbekistan og Turkmenistan vurderes generelt at have kontrol med eget 

territorium, om end man ikke er i stand til i tilstrækkelig grad at kontrollere den sydlige og 

østlige grænse for narkotika og øvrig indtrængen, herunder eventuel islamisk terrorisme, 

hvilket medfører problemer med islamiske oprørere i Ferganadalen. 

Kirgisistan og Tadsjikistan vurderes ikke at være i stand til at kontrollere eget territorium, 

herunder bekæmpe religiøse og etniske oprørsgrupper. 

Sammenfattende vurderes den intra-statslige sikkerhedspolitiske situation i Kasakhstan og 

Usbekistan at være forholdsvis stabile på kort og mellemlangt sigt, idet manglen på politiske 

reformer og økonomisk fremgang dog vurderes at udgøre en trussel for stabiliteten på 

længere sigt. Den intra-statslige sikkerhedspolitiske situation i Kirgisistan og Tadsjikistan 

må vurderes at være særdeles ustabile, med behov for justering/ indførelse af såvel politiske 

som økonomiske reformer samt ekstern hjælp til opretholdelse af kontrollen med eget 

territorium, herunder opretholdelse af lov og orden. Den intra-statslige sikkerhedspolitiske 

situation i Turkmenistan vurderes at adskille sig væsentligt fra de øvrige centralasiatiske 

lande, idet den sikkerhedspolitiske stabilitet står og falder med den nuværende præsident. 

Situationen vurderes for nuværende at være stabil, men vurderes ved præsidentens fald at 

kunne udvikle sig til egentlig borgerkrig. 

UKLASSIFICERET 45


3. KAPITEL 

DET REGIONALE NIVEAU 


Formålet med dette kapitel er at fokusere på en række sikkerhedspolitiske problemområder 

på det regionale niveau, men henblik på at fastlægge risikoen for sikkerhedspolitisk 

ustabilitet. 

Kapitlet indledes med en behandling af nedenstående fokusområder af generel regional 

betydning. De fleste af disse er potentielle problemområder, der kan udvikle sig til reelle 

regionale konflikter. 

I beskrivelsen af områderne angives det i hvilken grad, de berører de enkelte stater (se i 

øvrigt bilag 2). De behandlede fokusområder er: 

• Økologi. 

• Olie og naturgas. 

• Islam & terrorisme. 

• Narkotika. 

• Territoriale uoverensstemmelser. 

• Etnicitet. 

Endvidere behandles regionale organisationer med henblik på at vurdere disses indflydelse 

på den regionale sikkerhedspolitiske situation. 

Herefter behandles de regionale aktører, med fokus på de centralasiatiske staters regionale 

målsætninger, hvorved staternes hensigter og kapacitet i forhold til de regionale konfliktpotentialer 

afdækkes. 

På baggrund af ovenstående gives afslutningsvist en vurdering af regionale faktorers 

indflydelse på den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. 

3.2. Økologi. 

Centralasiens økologiske problemer er omfattende. Sovjetunionens manglende miljøindsats, 

og de nye centralasiatiske staters fortsatte irrationelle økologiske tilgang, bl.a. som 

følge af den manglende sociale og økonomiske udvikling, er årsag til at nye og mere typiske 

u-landsmiljøproblemer er under opsejling. 75 

Aralsøens udtørring, primært som følge af overdreven og uhensigtsmæssig kunstvanding 

med Aralsøens hovedtilløbsfloder Syr Darya og Amu Darya, er velkendt. Den primære 

årsag til den overdrevne grad af vandanvendelse findes i udvidelsen af arealer til bomuldsdyrkningen, 

der siden 1960’erne er øget fra 2,8 til 8 mio. ha. 

75 Sørensen, Gert Lynge; Fortidens miljøsynder gentages: Kontakt 12/00, pp 9-11. 

UKLASSIFICERET 46


Et særligt brændpunkt i forbindelse med vandproblematikken i det vandfattige Centralasien 

er stridighederne om Syr Darya flodens vand mellem Usbekistan og Kirgisistan. 76 

Usbekistan er i høj grad afhængig af sin bomuldsproduktion, der er særdeles vandkrævende. 

Derfor skal der særligt om foråret og sommeren ledes meget vand til de enorme 

dyrkningsområder. Vandet kommer næsten udelukkende fra Kirgisistans bjerge. Kirgisistan 

er som tidligere beskrevet yderst fattig på råstoffer og økonomisk svag, og importen 

af primære energikilder rækker ikke til at kunne dække landets energibehov, specielt ikke i 

de hårde, kolde vintermåneder. Takket være den sovjetiske socialismes velsignelser råder 

Kirgisistan dog over effektive vandkraftværker, der forsyner det lille land med tilstrækkelige 

mængder energi. For at dette er muligt, skal de opstemmede søer fyldes med vand i nedbørsfaserne 

om foråret, holdes lukkede om sommeren for så om vinteren at aflede vandet. 

For Usbekistan betyder dette, at der om sommeren næsten ikke flyder vand fra Kirgisistans 

bjerge til at vande bomuldsmarkerne med. Omvendt ledes der om vinteren så meget 

vand ud, at den i forvejen opblødte agerjord udsættes for yderligere erosion. Denne udvikling 

fører ikke blot til, at den økologiske situation tilspidses, men også til en tiltagende 

forarmelse og i sidste ende til, at de usbekiske bomuldsbønder emigrerer. Tilsvarende 

følger er gældende for Kasakhstan, og sammenholdt med dets beliggenhed længere nede 

af flodens løb, efter Usbekistan, gør vandmanglen i Kasakhstan endnu mere udtalt. 

Et andet problem er, at de to floder Irtysh og Ili, som løber både gennem Kirgisistan og 

Kina, før de ender i Kasakhstans næststørste sø Balkhasjsøen, er genstand for uhensigtsmæssig 

anvendelse i stil med Aralsøens tilløb. Kina og Kirgisistan holder flodernes 

vand tilbage til blandt andet drikkevandsformål og vandkraft, og man er begyndt at se 

såvel udtørring af som stigende saltholdighed i Balkhasjsøen. 77 Et konfliktpotentiale tilsvarende 

spændingen mellem Usbekistan og Kirgisistan anses for nærliggende såfremt problematikken 

omkring Balkhasjsøens tilløb udvikler sig. 

En yderligere kilde til ferskvandsrelaterede problemer er den i Centralasien anvendte 

kunstvandingsteknik, idet den i mange tilfælde er ineffektiv, fordi konstruktionen af kanaler 

ikke er optimal og systemerne ikke vedligeholdes tilstrækkeligt. 78 Da ca. 80% af Kirgisistans, 

Tadsjikistans, Turkmenistans og Usbekistans agerjorder er kunstvandede, vil der i 

en gennemgribende renovering af kunstvandingssystemerne være ressourcer at hente. 

Renovering af regionens kunstvandingssystemer er derfor uden tvivl påkrævet. 

Turkmenistans planlagte gennemførelse af nylandsvindinger af Kara-Kum ørkenen, som 

skal bruges til korndyrkning – hvilket både klimatisk og jordbundsmæssigt er komplet meningsløst 

– truer med at forværre forholdet til Usbekistan, idet det vil medføre en betydelig 

forværring af den regionale vandforsyning, fordi man etablerer en stor kunstig sø af Amu 

Daryas vand. 79 Projektet er påbegyndt, men på grund af de store byggeudgifter, projekteret 

til 6 mia. $, kan man til nød håbe, at virkeliggørelsen af dette projekt kommer til at forløbe 

langsomt. 

76 

Herman, Wilfried; Das Kaspische Meer, p. 49f. 

77 

Takenov, Zharas. Miljøkoordinator ved UNDP. 

78 

Kobori, Iwao & Glantz, M.H.; Central Eurasian Water Crisis, pp.38-42. 

79 

Sievers, Eric W. ; Water, Conflict and Regional Security in Central Asia. New York University Environmental 

Law Journal 2002. 

UKLASSIFICERET 47


Spørgsmålet om noget så vigtigt som fordelingen af ferskvandsressourcerne i og mellem 

staterne udgør uden tvivl en risiko for indre såvel som mellemfolkelige stridigheder. Latente 

spændinger er nærliggende, 80 men vindene blæser heldigvis i positiv retning. På 

topmødet i Astana d. 16. november 2001 blev de centralasiatiske stater enige om at ville 

samarbejde omkring bl.a. vandproblematikken. Hvis det lykkes at omsætte denne traktats 

og andre gode hensigter til handling, vil truende konflikter formentlig kunne undgås. 

Det overdrevne vandforbrug fra Aralsøens tilløb har ikke alene udtørret halvdelen af søens 

areal, men også saltindholdet er steget. Fra at ligge på 5 g/l. er det nu oppe på 30 g/l. 

Dette har ikke alene ødelagt Aralregionens fiskeindustri, men har også medført, at området 

årligt belastes af 60 til 100 mio. ton toksisk saltstøv, der truer med at ødelægge landbruget 

i de omkringliggende områder. Det kan derfor ikke undre, at en stor del af de 

750.000 miljøflygtninge, 81 der opholder sig i Rusland, kommer fra området omkring Aralsøen. 

82 Miljøforurening fra sovjettidens atomprøvesprængninger og andre forsøg med 

omfattende miljømæssige konsekvenser i Kasakhstan udgør ligeledes en sundhedsfare. 

Endvidere er grundvands- og jordforurening, primært som følge af overforbrug af pesticider, 

udbredt i regionen. Ligeledes er ulovlig skovhugst, i de koldere bjergrige stater Kirgisistan 

og Tadsjikistan, blevet mere og mere udbredt og medfører stadig flere erosionsproblemer. 

Der er således behov for tiltag med henblik på at hindre den fortsatte økologiske katastrofe 

i f.m. radioaktiv og anden ekstrem sundhedsfarlig forurening. Endvidere forestår en omfattende 

miljømæssig genopretning af fortidens synder, som ud over at være særdeles 

bekostelig først ville kunne opnå en virkning om adskillige årtier. 

Sammenfattende vurderes regionen at indeholde følgende ferskvandrelaterede potentielle 

konflikter: 

• Usbekistan og Kirgisistan samt Usbekistan og Kasakhstan om Syr Darya. 

• Kirgisistan og Kasakhstan samt Kina og Kasakhstan om Balkasjsøens tilløbsfloder og 

Syr Darya. 

• Usbekistan og Turkmenistan om Amu Darya såfremt Turkmenistan fuldfører planlagte 

nylandsvindinger. 

3.3. Olie og naturgas. 

Når det drejer sig om udbytningen af Centralasiens råstoffer, ledes tankerne naturligt hen 

på Rudyard Kiplings begreb ”Great Game”. 83 Men dette spils regler har i løbet af de sidste 

100 år ændret sig i en sådan grad, at en sammenligning med situationen i det 19. århundrede 

ikke længere er relevant. Centralasiens energireserve er i dag i hænderne på internationale 

konsortier, i hvilke europæiske, amerikanske og russiske oliefirmaer er kædet 

sammen på en sådan måde, at der ikke tilfalder nogen af disse grupper en anpartsmajori- 

80 


81 

Om der er tale om 750.000 egentlige miljøflygtninge er uvist, idet en del af udvandringen af russere fra 

Kasakhstan kan skyldes etniske forhold. 

82 

Sager, Wilhelm; Zündstoff Wasser, i: Truppenpraxis 12/98, årg. 42, p. 799-804, p. 803f. 

83 

Müller, F.; Energiepolitische Interessen, p. 23. 

UKLASSIFICERET 48


tet. Disse konsortier styres ikke af regeringer og omvendt. Deres eneste mål består i profitmaksimering, 

hvorfor de har en stor interesse i en immunisering imod politisk indflydelse, 

som de betragter som uvirksom. Til det formål blev der i 1998 lavet den såkaldte ”Energy 

Charter Treaty” (ECT), der skal minimere virksomhedernes risiko samt modvirke geopolitiske 

magtspil. 84 51 europæiske og asiatiske stater, herunder samtlige tidligere sovjetrepublikker 

er medunderskrivere af denne kontrakt. ECT har lagt grunden til Energy Charter 

Transit Protocol (ECTP), der er et bindende dokument, der har til formål at styrke de eksisterende 

transitrelaterede forpligtigelser under ECT. Det primære mål er at sikre kommercielle 

projekters gennemførelse i en ikke-diskriminerende ramme. 85 ECTP forventes underskrevet 

snarest. 

De centralasiatiske olieog naturgasforekomster koncentrerer sig om området omkring det 

Kaspiske Hav. Således er de to vestligste centralasiatiske stater, Kasakhstan og Turkmenistan 

begge i besiddelse af store mængder af olie og naturgas, men også Rusland og 

Aserbajdsjan profiterer af områdets store reserver. 86 Iran er den femte fuldgyldige aktør i 

kampen om ressourcerne i det Kaspiske Hav. På trods af at den territoriale deling af havet 

ikke er endegyldigt besluttet, mere herom senere, udvindes ressourcer i stor stil, især af 

Kasakhstan, men også Turkmenistan og Aserbajdsjan er aktive. 

Prospekterne for regionens nøjagtige potentiale varierer en del, men at der er tale om et 

nyt Mellemøsten, som nogle analytikere hævdede i 1990’erne, synes umiddelbart ikke at 

være tilfældet. Regionen forventes at producere 3,7 mill. bbl/dag 87 i 2010, og 6.5 mill. 

bbl/dag i 2020, d.v.s. nogenlunde tilsvarende hele Nordsøregionens forventede olieproduktion. 

Anderledes forholder det sig med omfanget af naturgas, der estimeres at udgøre 

38% af verdens samlede potentiale. 

Et væld af rørledninger har været foreslået, nogle endda med omfattende indledende 

investeringer, uden at det indtil videre har resulteret i færdiggørelse af andre end Baku – 

Supsa (Georgisk Sortehavshavn), som eneste ikke-russisk kontrollerede alternativ. Disse 

rørledninger skulle enten føre olie og naturgas vestpå til Sortehavet, østpå til Kina, sydpå 

gennem Iran eller Afghanistan og Pakistan til enten den Persiske Golf eller det Arabiske 

Hav, eller sydvestpå gennem Tyrkiet til Middelhavet. Alle rejser imidlertid enten kritiske 

geopolitiske spørgsmål eller hæmmes af de enorme omkostninger. Der er dog store forhåbninger 

til Baku – Ceyhan (Tyrkisk Middelhavshavn), som påbegyndtes i 2002 efter 

langvarige forudgående studier og forhandlinger, og forventes operativ primo 2005. Denne 

rørledning passerer på intet tidspunkt russisk territorium, og omgår tillige problematikken 

omkring Tyrkiets skeptiske holdning til tankskibspassager af Bosporus-strædet. 88 

En for de centralasiatiske stater lukrativ trend er i øvrigt, at hvor de internationale olieselskaber 

profiterede meget af tidligere tiders aftaler, lader de sig nu presse af staterne, idet 

selskabernes store investeringer i regionens olieog naturgasindustri op gennem 

1990’erne gør dem villige til at indgå selv mindre profiterende nye aftaler, idet investerin- 

84 Müller; Energiepolitische Interessen, p. 27. 

85 Ria Kemper; New charter to govern international energy transit: Oil & Gas Journal Mar 4, 2002 

86 http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.3-4. 

87 bbl =milliarder tønder. En tønde råolie svarer til omtrent 160 liter. 

88 http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.7-8 samt Reserves and Pipelines Tables p.2. 

UKLASSIFICERET 49


ger ellers vil være spildt eller ikke maksimalt udnyttet. 89 Ressourcerigdommen medfører 

således bedre grundlag for en positiv økonomisk udvikling i staternes interesse. 

Sammenfattende vurderes det at indtægterne fra olieog naturgas vil kunne medvirke til 

en forbedring af den generelle økonomiske situation i Centralasien, under forudsætning af 

at en stabil udvinding af ressourcerne. Rettigheden til energiressourcerne vil være et konfliktpotentiale 

og behandles videre under territorielle uoverensstemmelser. 

3.4. Islam og terrorisme. 

”Centralasiens muslimske lande er pga. det tidligere sovjetiske overherredømme stærkt 

sekulariseret. Der hvor religiøse traditioner er rodfæstede, dominerer der en af sofistiske 

elementer præget folkeislam. Det store flertal af befolkningen afviser fundamentalistiske 

ideer.” 90 Kun i Usbekistan og Tadsjikistan er der i et vist omfang tradition for anvendelse 

af sharia-lovgivning. 91 

Som også demografiske undersøgelser har kunnet fastslå, har en islamisk stat i Centralasien 

så godt som ingen tilhængere. Efter Sovjetunionens fald blev der, frem for alt ved 

hjælp af saudiarabiske midler, oprettet koranskoler, der i tiltagende grad blev brugt som 

indfaldsport for udefra kommende radikale islamiske grupper. Allerede i midten af halvfemserne 

begyndte Turkmenistan og Usbekistan derfor at udvise undervisere og prædikanter 

fra Iran og Saudi Arabien. Det er dog først siden Talibans sejr i 1996, at regionens 

stater taler om en trussel fra den radikale islam. 92 Særligt Rusland holder liv i denne angst, 

det være sig enten af reelle årsager eller for derigennem bedre at kunne udvide sin indflydelse 

i regionen. 

Faktisk findes der mindst to nævneværdige radikalislamiske grupperinger: IMU og Hizb ut 

Tahir. IMU kan man betegne som en såkaldt ”dollar Islam”, idet tilhængerne, der overvejende 

er arbejdsløse unge mennesker, bliver betalt af rige pengemænd fra Golfregionen. 

IMU støttes af Taliban og Al-Qaida. Heller ikke regionens største radikalislamiske gruppering, 

Hizb ut Tahir, er med sine ca. 10.000 medlemmer nogen massebevægelse. Hizb ut 

Tahirs endelige mål er at forene alle muslimer i en ny kalifat. For at nå dette mål satser de 

på ”voldsfri agitation som kampmetode”, og faktisk fandt de usbekiske myndigheder, som 

gik hårdt frem imod gruppen, trods adskillige ransagelser hverken våben eller bomber, 

men kun dokumenter. 93 

Sammenfattende må det derfor vurderes, at den radikale islam, herunder islamisk terrorisme, 

ikke i den nærmeste fremtid udgør nogen samlet fare for regionen, idet der dog 

fortsat vil være mulighed for tilstedeværelse af islamiske terrorgrupper i Centralasien. 

89 Tavernise, S; Kazakhstan Reaches Oil Accord. 

90 Egen oversættelse fra tysk: ”Die muslimischen Länder Zentralasiens sind durch die Sowjetherrschaft 

(zudem) sehr stark säkularisiert (...) Wo religiöse Traditionen verwurzelt sind, dominiert ein von sufistischen 

Elementen durchsetzter Volksislam. Die Bevölkerung lehnt in ihrer großen Mehrheit fundamentalistische 

Ideen ab.“ Namangan, C.Sr.; Zentralasien und die Gefahr des Islamismus, NZZ Jg. 222, Nr. 40, fra den 

17./18. feb. 2001. 

91 Geiss, Paul Georg; Demokratisierung und gesellschaftliche Reformen in Zentralasien, pp.3-10. 

92 Halbach; Islam, p. 26f. 

93 Halbach; Islam, p. 30. 

UKLASSIFICERET 50


3.5. Narkotika. 94 

Afghanistan og Pakistan er storeksportører af narkotika, i særdeleshed heroin. Den russiske 

mafia, der havde knyttet forbindelser til Afghanistan under den sovjetiske besættelse, 

organiserede i løbet af 1980’erne et netværk til at transportere heroin gennem Centralasien, 

Rusland, de Baltiske lande og ind i Europa. Tadsjikistan og Kirgisistan etablerede 

vigtige opiumsruter og blev selv betydelige opiatproducenter. Den afghanske opium blev 

tidligere forædlet i laboratorier i Pakistan, men en hårdere kurs i Pakistan samt den nye 

spredning af ruterne ansporede forhandlere til at oprette deres egne laboratorier indenfor 

Afghanistans grænser. Eddikesyreanhydrid, der er et nødvendigt kemikalie i omdannelsesprocessen 

af opium til heroin, bliver fortsat smuglet ind i Afghanistan via Centralasien. 

Heroineksportkæden har medført at misbruget i Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og 

Usbekistan er steget dramatisk. Narkotikahandelen er, som alle andre steder den florerer, 

kraftigt medvirkende til den stigende grad af kriminalitet i regionen. 95 Der er såvel socioøkonomiske 

som ”tekniske” grunde til Centralasiens store problem med narkotikatransit og 

–produktion, og begge er følger af fremkomsten af de fem nye stater. Den socioøkonomiske 

årsag skal findes i sammenbruddet af tidligere tiders økonomiske binding, 

faldet i industriproduktion, forværring af befolkningernes levestandard og de nyopståede 

økonomier, hvoraf en væsentlig del karakteriseres som skyggeøkonomier. Den tekniske 

årsag skal findes i den manglende kontrol af Centralasiens grænser, herunder særligt 

grænsen til Afghanistan, hvilket forstærkes af den etniske faktor. Således lever pashtunerne 

i det afghansk/ pakistanske grænseområde, og tadsjikere, usbekere og turkmenere 

lever ligeledes på begge sider af respektive landes grænser med Afghanistan. 

Nutidens narkotikatransportnetværk består af Balkan-ruten og den to-strengede silkevej. 

Balkanruten går fra Afghanistan via Iran til Tyrkiet og videre ind i Europa. Den tostrengede 

silkevej går fra Afghanistan gennem alle de centralasiatiske stater, hvorefter 

den deler sig i to; en streng der fanger Balkan-ruten, og en streng der forsyner Rusland og 

Øst-Europa. Centralasien fungerer ikke alene som transitland, men der produceres også 

narkotika, dog primært til indenrigsbrug. Opiumsvalmuer dyrkes i de øde egne af Kasakhstan, 

Kirgisistan og Tadsjikistan. 96 

De primære narkotikalagre og transitpunkter på den centralasiatiske rute ligger i Tadsjikistan, 

Kirgisistan og Turkmenistan. I disse stater spiller narkotikahandelen en bemærkelsesværdig 

rolle i økonomien, og omfanget af sammenfletning med korrupte regeringsapparater 

er stor. Således vurderer FN at 30-50% af Tadsjikistans økonomiske aktivitet helt 

eller delvist stammer fra narkotikatrafik. 

Illegalt våbensalg og hvidvaskning af penge hænger naturligt sammen med narkotikahandel 

og formodes at være særligt udbredt i Tadsjikistan, Kirgisistan og Turkmenistan efter 

94 Hovedkilder: http://www.caspianstudies.com: Stepanova, Y; Drug Trafficking in Afghanistan, Central Asia 

Viewed in Context of Anti-Terrorism Campaign, WORLD NEWS CONNECTION September 18, 2002 

samt: Rashid, A; Afghanistan og Taleban: Ahmed Rashid 2000/Tiderne Skifter 2002. 

95 Rashid, A; Afghanistan og Taleban: Ahmed Rashid 2000/Tiderne Skifter 2002 

96 http://www.cia.gov angiver endvidere Turkmenistan som indenrigsproducent og nævner ikke Tadsjikistan 

som egentligt dyrkningsland. Der foregik tidligere produktion i Usbekistan, men det skulle nu være bekæmpet. 

UKLASSIFICERET 51


colombiansk forbillede. Narkotikakartellerne i Centralasien vurderes at være mindre organisationer 

baseret på etniske, familiære og klantilhørsforhold, og deres mangfoldighed gør 

problemet svært at bekæmpe. 

Da pengene er store i narkotika er det nærliggende at koble radikalislamistiske grupper 

med narkotika, idet sådanne grupper har brug for midler til anskaffelse af våben samt drift 

og opbygning af træningslejre og baser. 

Taliban, der i mange år lukrerede på skatter og afgifter fra dyrkning, salg, og transport af 

heroin, indførte i år 2000 forbud mod dyrkning af opiumsvalmuer i Afghanistan. Virkningen 

af dette forbud har ikke kunnet måles på regionens narkotikafangster i 2001, men kampen 

mod terrorisme har tilsyneladende haft indirekte effekt på regionens narkotikasituation, idet 

der i starten af 2002 opsnappedes langt mindre narkotika end tidligere. 

Der gøres relativt meget for at komme narkotikafaktoren i Centralasien til livs, men der 

kræves formentligt mere end den dekade, der er forløbet efter Sovjetunionens kollaps og 

fremkomsten af det sikkerhedspolitiske vakuum i Centralasien, før regionen opnår fuldstændig 

kontrol over sit territorium, får skabt et moderne forsvarspotentiale til bekæmpelse 

af bl.a. narkotikakarteller, demonstrerer effektive administrationer og politivirke samt fremviser 

succesfuldt regionalt sikkerheds- og ko-ordinationsarbejde. 

Sammenfattende vurderes det, at narkotikasmugling- og produktion fortsat vil udgøre en 

væsentlig destabiliserende faktor i regionen, såfremt de centralasiatiske grænsestater ikke 

formår at dæmme effektivt op for narkotikaindstrømning. 

3.6. Territoriale uoverensstemmelser. 

De centralasiatiske stater er hidtil på fredelig vis nået til enighed ved forhandlingsbordet, 97 

og har altid givet afkald på grænserevisioner. 98 Ferganadalen er i denne sammenhæng en 

særlig udfordring for de implicerede parter, da den er beliggende i grænseområdet mellem 

Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Den har med sine mere end 10 mio. indbyggere i 

århundreder været en økonomisk og kulturel enhed, og det på trods af indbyggernes etniske 

mangfoldighed. 99 Stor arbejdsløshed, særligt blandt unge, overbefolkning og Usbekistans 

territoriale krav udgør de væsentligste risici. 

Situationen i Kirgisistan’s sydlige distrikter, Batken, Osh og Jalalabad, der udgør en del af 

Ferghanadalen, har i de sidste år været problematisk. Kontroverserne mellem Usbekistan 

og Kirgisistan drejer sig om naturressourcerne, herunder vand, om nogle grænseområder, 

om grænsekontrollen samt om de usbekiske enklaver i Ferghanadalen. 100 M.h.t. selve 

grænsedragningen, hævder den Kirgisiske opposition, at Usbekistan har tilranet sig mere 

og mere kirgisisk land. Det drejer sig bland andet om to usbekiske enklaver, Vorukh og 

Sokh, hvis 40.000 indbyggere hovedsageligt består af usbekiske tadsjiker, og det tadsjikiske 

Shaymardan. Usbekistan har ønsket at få åbnet en korridor til enklaven Sokh, som 

97 Sidst i forbindelse med topmødet i Astana, hvor 90% af alle grænsestridighederne kunne bilægges. Se 

endvidere Halbach; Afghanistans Nachbarschaft, p. 228. 

98 Heuer; Schmelztiegel Zentralasien, p. 37. 

99 Namangan, C.Sr.; Gefährlicher Konfliktstoff im Ferganatal, i: NZZ, Zürich 2000, nr. 153, 4/7-2000, p. 6. 

100 www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan_+2001.html. pp 20-22. Udlændingesty- 

relsen. 

UKLASSIFICERET 52


mistænkes for at huse fundamentalistiske oprørere. Den kirgisiske opposition hævder, at 

de kirgisiske myndigheder i al hemmelighed har indgået en aftale om at bytte land med 

Usbekistan ved at give usbekerne den ønskede korridor mod nogle kirgisisk befolkede 

usbekiske landsbyer i grænseområdet. Med hensyn til grænsepassage, hvor der tidligere 

var en livlig trafik frem og tilbage over grænsen, har usbekerne i dag indført en restriktiv og 

skærpet grænsekontrol, lukket visse overgange og indført visumpligt, til stor gene for såvel 

de usbekiske som kirgisiske beboere. Endvidere har usbekerne udlagt miner, hvilket har 

medført at op mod 40 mennesker er blevet dræbt. Endelig er der kontroverser om, at Usbekistan 

jammer kirgisiske radio- og TV stationer, så området kun kan modtage usbekiske 

sendere. Usbekerne forklarer deres handlinger med, at Kirgisistan ikke i tilstrækkelig grad 

bekæmper den voksende fundamentalisme i regionen, at Kirgisistan beskytter usbekiske 

fundamentalistiske ekstremister, og at Kirgisistan ikke er i stand til at standse smuglingen 

af narkotika fra Afghanistan og Tadsjikistan. Det usbekiske krav har dog hidtil ikke udløst 

reelle kamphandlinger og ingen af de stridende parter ønsker en voldelig løsning på konflikten. 

De islamiske fundamentalister har i dette område gode rekrutteringsmuligheder, og 

området er da også hjemsted for mange centralasiatiske terrorister. 

Delingen af det Kaspiske Hav udgør et territorielt konfliktpotentiale, der omfatter samtlige 

lande, der har kystlinie med det Kaspiske Hav. Særligt i den sydlige del af det Kaspiske 

Hav udestår egentlige aftaler, idet primært Iran, indtil for nyligt, har været tilbageholdende 

med indgåelse af bi- og multilaterale aftaler om deling af søterritoriet. 

Iran er villige til at sætte magt bag holdningen, og anvender således mindre flådefartøjer til 

at afvise olieselskabers undersøgelsesskibe, der opererer i de omstridte områder. 101 

Før 1991 var det kun Sovjetunionen og Iran, der delte det Kaspiske Hav mellem sig med 

bilaterale aftaler af 1921 og 1940. Sovjetunionens kollaps og fremkomsten af Kasakhstan, 

Turkmenistan og Aserbajdsjan som selvstændige stater, førte til at territorielle krav og 

rettigheder til udvindelse blev et centralt spørgsmål. 

Teknisk set er det Kaspiske Hav verdens største sø, eller rettere sagt saltsø, idet saltholdigheden 

i en tredjedel er som havvand. Iran, Rusland og Turkmenistan 102 betragter det 

Kaspiske Hav som en sø, mens Aserbajdsjan og Kasakhstan betragter det Kaspiske Hav 

som et hav. I retslig forstand deles søers areal ligeligt mellem de omkringliggende stater, 

mens have som udgangspunkt deles svarende til længden af de enkelte staters aktuelle 

kystlinie. 103 I april 2002, hvor det gentagne gange udskudte topmøde mellem de kystnære 

staters ledere blev gennemført, nåede man ikke frem til en multilateral aftale, hvorfor flere 

stater efterfølgende er overgået til bilaterale aftaler for at løse problemet og således tillade 

yderligere undersøgelser og udvinding af ressourcer. 104 

Rusland og Kasakhstan indgik i maj 2002 en aftale, der fastlagde deres indbyrdes deling 

af den nordlige del af det Kaspiske Hav, under skyldig hensyntagen til allerede foretagne 

undersøgelser af havbunden og investeringer. Aserbajdsjan og Rusland forventes at underskrive 

en aftale, der fastlægger deres indbyrdes deling, ultimo 2002/ primo 2003. Dem 

101 http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.2. 

102 Accounting & Business, september 2002 anfører at Turkmenistan er tilhænger af “hav”-princippet, men 

ikke med den tiltænkte metode, som skal anvendes i dragning af skillelinier. 

103 Escobar, P; The Roving Eye – Sea of peace or lake of trouble. p.1. 


UKLASSIFICERET 53


der er længst fra at komme til enighed er Iran og Aserbajdsjan, og da Turkmenistan og 

Iran er af samme overbevisning, hvad skillelinier angår, og således begge kræver retten til 

noget af den undergrund Aserbajdsjan gør krav på, medfører det usikkerhed om hvorledes 

den endelige deling udformes. Iran og Aserbajdsjan er i dialog, men amerikanske interesser 

i Aserbajdsjan olieog naturgasindustri kunne være årsag til Irans tilbageholdenhed 

med at nå til en aftale med Aserbajdsjan. 105 Iran og Turkmenistan er ligeledes i dialog 

omkring en sydlig skillelinie, der dog endnu ikke er fastlagt. 106 

Sammenfattende vurderes territoriale uoverensstemmelser at udgøre en potentiel risiko for 

konflikter mellem regionens lande. Grænsestridighederne mellem Usbekistan og Kirgisistan/ 

Tadsjikistan vurderes i yderste konsekvens at kunne medføre usbekisk aggression til 

fare for stabiliteten i regionen. 

Også delingen af det Kaspiske Hav, særligt i den sydlige del, vurderes fortsat at ville være 

en kilde til spændinger i regionen, men da alle involverede vil kunne nyde godt af en endegyldig 

aftale for uhindret at kunne udvinde ressourcer, bør en sådan aftale have gode 

udsigter i den nærmeste fremtid. 

3.7. Etnicitet. 

Da der efter Sovjetunionens fald i 1990 blev registreret etnisk motiverede voldshandlinger i 

de centralasiatiske stater, troede de fleste observatører, at man på baggrund af denne 

regions hundredevise forskellige etniske grupper snart ville komme til at se en ende på 

statsligheden, og at der ville udbryde blodige borgerkrige. 107 

Denne udvikling er udeblevet, også selvom den etniske mangfoldighed kombineret med 

underudvikling, sociale spændinger og økologiske problemer i høj grad indebærer et vist 

konfliktpotentiale. Udeblivelsen af det i halvfemserne tegnede katastrofebillede skyldes 

især tre ting: For det første havde Centralasien pga. af sin geografisk-økologiske determination 

igennem årtusinder været en region med konstante befolkningsmæssige bevægelser 

og etnisk, kulturelle og sproglige overlapninger. For det andet er det ifølge de centralasiatiske 

staters forfatninger udtrykkeligt forbudt at diskriminere, også selvom man i virkeligheden 

kan observere, at forskelsbehandling er en realitet, når det drejer sig om ansættelser, 

boligsøgning m.v. 108 For det tredje er der, trods stor udvandring i halvfemserne, 

stadig store russiske mindretal i alle de centralasiatiske stater. 109 

Uighurerne udgør en særlig etnisk gruppering i Kina’s Xinjang-provins og den østlige del af 

Centralasien. De menes at nedstamme fra det centralasiatiske nomadefolk hunnerne, og 

hævder at have grundlagt buddhismen i Centralasien, for derefter at konvertere til islam i 

934. Det sidste uighurske rige bestod indtil 1876 i det østlige Turkestan, hvor det blev 


106 Eurasia, newsletter 21/3-2003. 



109 Frem til 1996 udvandrede 50% af den russiske befolkning i Tadsjikistan, 25% i Usbekistan og Kirgisistan, 

20% i Turkmenistan og 12% i Kasakhstan. Se Heuer; Schmelztiegel Zentralasien, p. 36 

UKLASSIFICERET 54


invaderet af de kinesiske manchurer og indlemmet i Kina som provinsen Xinjiang (”nye 

grænser”). 110 

Siden 1980’erne og især efter de centralasiatiske staters selvstændighed har den kinesiske 

politik overfor de muslimske uighurer ført til en stigende undertrykkelse og alvorlige 

krænkelser af menneskerettighederne. Yderligtgående uighurer kæmper for et frit Turkestan, 

og i Kina slås hårdt ned på problemet. 

Der er omkring 300.000 uighurer i Kasakhstan. De kasakhiske uighurer er ikke nært så 

fundamentalistiske som de kinesiske uighurer. Kasakhiske uighurer har samme rettigheder 

som andre etniske grupper i Kasakhstan og der forekommer ikke diskrimination fra myndighedernes 

side. 

Antallet af uighurer i Kirgisistan er usikkert, bl.a. pga. assimilering, men menes at ligge 

mellem 50.000 og 200.000. De kirgisiske uighurer har i stil med de kasakhiske uiguhrer 

normale levevilkår. 

Da de russiske borgeres sikkerhed var og er et centralt anliggende for den russiske regering, 

og Rusland som hidtil er en dominerende regional magtfaktor, er ingen af de, mere 

eller mindre af Rusland afhængige, centralasiatiske stater interesserede i at skade deres 

forhold til Rusland. På baggrund heraf synes det at være forholdsvist usandsynligt, at der 

skulle være fare for større etniske spændinger. 111 Endvidere lever øvrige befolkningsmindretal 

i de enkelte centralasiatiske stater generelt i fred og fordragelighed med de nationale 

majoriteter. 

Sammenfattende vurderes den etniske faktor ikke at spille nogen overordnet regional rolle 

i den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien, hvorfor den ikke behandles videre på det 

regionale niveau. 

3.8. Regionale organisationer. 112 

Følgende organisationer/ alliancer er repræsenteret i Centralasien: 

• CIS (The Commonwealth of Independant states – SNG): 

Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldavien, 

Rusland, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine og Usbekistan. 

• CCS (The Council on Collective Security): 

Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Rusland, Tadsjikistan. 

• SCO (The Shanghai Co-operation Organisation): 

Kasakhstan, Kina, Kirgisistan, Rusland, Tadsjikistan og Usbekistan. 

• EuEC (Eurasian Economic Commonwealth): 

Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Rusland og Tadsjikistan. 

Observatører: Moldavien og Ukraine. 

110 

www.udlst.dk/Publikationer/Publikationerne/fact-finding_kazakstan_+2001.html. pp 9-12. Udlændingestyrelsen. 

111 

Malek; Geopolitische Veränderungen, p. 20. 

112 

http://www.janes.com: General overview Russia and the CIS, 20/8-02. 

UKLASSIFICERET 55


Ovennævnte organisationer har to fælles karakteristika. Alle er domineret af Rusland, som 

anvender dem til at sikre fortsat hegemon-status i regionen og en egentlig altafgørende 

betydning er tvivlsom. 

Den mest interessante organisation er SCO, der trods alt har en vis regional betydning. 

Organisationen startede oprindeligt som ”Shanghai Five” i 1996, med det formål at løse 

grænsestridigheder mellem Rusland og Kina samt at forme en generel opposition mod 

USA's globale hegemon-status og deres ballistiske missilforsvar i særdeleshed. De fem 

blev til seks i 2001, hvor Usbekistan indgik i ”alliancen” og SCO formelt dannedes. Organisationen 

har over tid udviklet sin rolle til primært at bekæmpe regional terrorisme, som i 

bred forstand er defineret som islamisk radikalisme. Alle medlemslande har direkte eller 

indirekte bekymringer, inklusive Kina, der frygter en separatistisk opstand blandt de muslimske 

uighurer i den vestlige Xinjiang-provins. Konstellationen med Rusland og Kina er 

interessant og vurderes at fordre regional sikkerhedspolitisk stabilitet, mere herom senere 

under globale aspekter. 

SNG er aldrig rigtigt blevet en egentlig magtfaktor, både fordi dens opståen kan ses som 

resultatet af Gorbachevs og Yeltsins magtkamp og fordi den mangler sammenhængende 

identitet og fremstår som primært plejende Ruslands interesser. Grænsesikkerhed og virke 

som et ”Eurasisk Interpol” er dog væsentlige elementer med positiv betydning for den 

regionale sikkerhed. 

CCS udmønter sig udelukkende i våbenhandel, hvor de centralasiatiske stater fordelagtigt 

kan erhverve russiske våben og EuEC betragtes generelt som værende Ruslands værktøj 

til at sikre økonomisk hegemonitet over regionen. EuEC blev dog d. 27-28/12-2001 udvidet 

til at blive Den Centralasiatiske Kooperations-Organisation (CCO), hvor der fokuseres på 

et omfattende samarbejde indenfor handel, herunder tekniske områder, kultur og videnskab, 

der har til formål at forbedre de mellemfolkelige forbindelser. 

Turkmenistans isolationistiske holdning til regionalt samarbejde afspejles i deres manglende 

repræsentation i organisationer generelt, hvilket umiddelbart vurderes at være en kilde 

til sikkerhedspolitisk ustabilitet i regionen. På trods af at mange regionale hensigtserklæringer 

ikke altid fører til handlinger, er det påfaldende, at Turkmenistan i langt de fleste 

tilfælde ikke engang er medunderskriver af disse. 

Sammenfattende medvirker regionale organisationer i nogen grad til regionalt samarbejde, 

hvilket vurderes at have en positiv indflydelse på den overordnede sikkerhedspolitiske 

situation i Centralasien. En væsentlig mangel ses at være Turkmenistans modstand mod 

deltagelse i det regionale samarbejde. 

3.9. Regionale aktører. 

3.9.1. Kasakhstan. 

I overensstemmelse med den senest vedtagne doktrin ses Kasakhstans sikkerheds- og 

militærpolitiske principper sig afspejlet i følgende tre målsætninger; bibeholdelsen af den 

territoriale integritet, opretholdelsen af suveræniteten samt uafhængighed og garantier for 

UKLASSIFICERET 56


den ydre sikkerhed. Den højeste prioritet har her sikringen af landets usikre sydlige grænse. 

113 

Kasakhstans geo-strategiske placering er kendetegnet ved, at det ligger i skæringspunktet 

mellem de to atommagter Rusland og Kina. Rusland indtager en fremtrædende position 

pga. sovjettidens økonomiske og erhversmæssige bindinger, transport- og infrastrukturer, 

den russiske befolkningsandel på mere end 30% og den mere end 6.800 km. lange fælles 

grænse. Ganske vist bevæger Kasakhstan sig udenrigspolitisk fortsat mellem kooperationer 

i SNG og SCO såvel som i bi- og multilaterale aftaler. Præsident Nasarbajev har dog i 

tiltagende grad distanceret sig fra sin hidtidige, multivektorale udenrigspolitik til fordel for 

en stærkere orientering mod Rusland og Kina. Kasakhstan hører til blandt grund-læggerne 

af Taschkenter-traktaten om kollektiv sikkerhed, deltager i SNG’s integrerede luftforsvarssystem, 

og er medunderskriver af SNG-kooperations- og venskabspagten. Samarbejde 

inden for internationale fredsskabende foranstaltninger er i den nye doktrin en ligeså forankret 

bestanddel, som et tættere samarbejde med andre magter såsom Kina, USA og 

NATO. Således deltog Kasakhstan i 2001 i PfP-øvelsen, Regional Cooperation ’01. Som 

et led i traktaten om kollektiv sikkerhed deltager landet i april 2003 i anti-terror-øvelsen 

’Syd’. 

Kasakhstan benytter sig af sine muligheder for leverancer og hjælp fra især Rusland i form 

af kampfly af typen SU-27 og MiG-31, som kompensation for den fortsatte benyttelse af 

kasakhiske øvelsesområder, samt fra Tyrkiet, Kina og USA. Udover det internationale 

militære samarbejde vil der fremover blive lagt vægt på at bilægge grænsekonflikterne i 

interesseområdet, at foretage operationer imod illegale kræfter samt at sætte ind over for 

international terrorisme og religiøs ekstremisme. 

Islamiske oprøreres indtrængen i Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan i starten af det 

21. århundrede, som havde til formål at destabilisere regionen, truede med også at brede 

sig til Kasakhstan. Denne fare imødegås ved at styrke det regionale og det landsdækkende 

sikkerhedspolitiske samarbejde, bl.a. ved dannelsen af et regionalt centralasiatisk sikkerhedssystem 

samt fælles indsats inden for Taschkenter-traktatens og SCO’s rammer. 

Selvom der på topmødet i Kaspi (Kasakhstan - Rusland) i april 2002 ikke blev opnået en 

samlet løsning, kunne de sidste uenigheder på bilateralt niveau mellem Rusland og Kasakhstan 

mht. grænsedragningen af olieog gasfelterne i det Kaspiske Hav ryddes af 

vejen. 

Kasakhstans militære styrker, som beskrevet i 2. kapitel, vurderes at være tilstrækkeligt 

stærke til at håndhæve eget territorium overfor sine centralasiatiske naboer Turkmenistan, 

Usbekistan og Kirgisistan, men vurderes ikke at være i stand til at forsvare eget territorium 

overfor en aggression fra de store naboer Rusland og Kina. 

Sammenfattende vurderes Kasakhstan at spille en væsentlig rolle i det regionale samarbejde, 

med deltagelse i flere sikkerhedspolitiske organisationer, og at være afhængig af 

ekstern støtte til at garantere integriteten af eget territorium. 


UKLASSIFICERET 57


3.9.2. Kirgisistan. 

Kirgisistans sikkerhedspolitiske mål er at opretholde landets territoriale integritet samt at 

blive integreret i SNG´s system for kollektiv sikkerhed. 114 Endvidere udvides de sikkerheds- 

og militærpolitiske forbindelser til Kina. 

Kirgisistans udenrigspolitik er kendetegnet ved anstrengelserne for at udligne og konsolidere 

forbindelserne på såvel regionalt som internationalt plan. De vigtigste partnere er 

Rusland, Kina, USA og Kasakhstan. Af økonomiske, handelsmæssige, sikkerheds- og 

militærpolitiske grunde står Rusland i første række. Parallelt hertil bliver de økonomiske og 

politiske forbindelser til Kina plejet og kontinuerligt udvidet. Kampen mod terror har, for en 

tidsbegrænset periode, sat USA i centrum. Pga. bestående grænsestridigheder er forholdet 

til nabolandene Usbekistan og Tadsjikistan fortsat lettere anspændt. Den delvist planløse 

udlægning af miner i de omstridte grænseområder kræver hvert år sine ofre blandt 

den derboende kirgisiske civilbefolkning. I overensstemmelse med SCO bliver det sikkerhedspolitiske 

samarbejde i Centralasien dog styrket mere og mere, bl.a. er der blevet 

indrettet et anti-terror-center i Bischkek. Udover medlemskabet i SNG og SCO er Kirgisistan 

medunderskriver af Taschkenter-traktaten om kollektiv sikkerhed og deltager i PfPsamarbejdet. 

I april 2001 gik landet med i SNG’s fælles luftforsvars-system. Ligesom 

Rusland, Kasakhstan og Tadsjikistan forpligtede man sig til at stille med en bataljon til de 

”hurtige reaktionsstyrker”, der netop var under opbygning. 

På linje med de øvrige centralasiatiske lande har de kirgisiske væbnede styrker udover at 

forsvare landet også til opgave om nødvendigt at hjælpe til med bekæmpelsen af religiøse/ 

politiske ekstremister og terrorister i nabolandene. Dog har Kirgisistan hverken de fornødne 

personelle eller finansielle ressourcer til at kunne opstille og vedligeholde noget særligt 

tilskud til dette. Dette er blandt andet også en af grundene til, at reorganiseringen af forsvaret, 

som sker med international hjælp, bliver forceret. Målet er i den forbindelse netop 

at opstille mindre samt mere mobile enheder og indgå i effektive alliancer. Også den hidtil 

ret så diffuse militærdoktrin er blevet gået efter i sømmene og tilpasset til forsvar mod 

guerillalignende operationer. 

De eksisterende finansielle midler tillader som tidligere nævnt, hverken en kontinuerlig 

logistisk forsyning eller ny udrustning til forsvaret, hvorfor udlandet fortsat bliver bedt om at 

yde materielhjælp. 

Kirgisistans militære kapacitet, som beskrevet i 2. kapitel, er særdeles begrænset og vurderes 

ikke at kunne opretholde landets territoriale integritet uden betydelig ekstern støtte. 

Sammenfattende er Kirgisistan ikke i stand til at forsvare eget territorium, men deltager 

aktivt i regionale sikkerhedspolitiske organisationer. 

3.9.3. Tadsjikistan. 

Tadsjikistan satser både udenrigs- og sikkerhedspolitisk fortsat på en nær tilknytning til 

Rusland. Omvendt benytter Rusland sig af den tadsjikiske udvikling til at udvide sin indflydelse 

i Tadsjikistan og Centralasien. Egentlig er Tadsjikistan et russisk protektorat. 115 Efter 

114 Moder; Aus dem Kalten Krieg, p. 17 

115 Brauer; Machtrivalitäten, p. 23. 

UKLASSIFICERET 58


aftale med Rusland og med henblik på mulig finansiel hjælp fra den vestlige verden trådte 

Tadsjikistan ind i kampen mod terror og støtter USA ved at stille sit luftrum og sine flyvestationer 

Kuljab og Duschanbe samt sit territorium til rådighed for amerikanske operationer. 

Forbindelserne til de øvrige centralasiatiske nabolande Usbekistan og Kirgisistan 

belastes af grænsestridigheder, som behandlet under territoriale uoverensstemmelser. 116 

På grund af økonomiske interesser plejer Tadsjikistan sin gode kontakt til Iran og Kina. 

Tadsjikistan er medgrundlægger af SNG og medlem af ”Taschkenter-traktaten om kollektiv 

sikkerhed”. Siden 1998 er landet medlem af Det Centralasiatiske Fællesskab. På baggrund 

af de ustabile indre forhold sluttede Tadsjikistan den 12/10-1998 en bistandspagt 

med Usbekistan og Rusland. I begyndelsen af 1999 trådte Tadsjikistan ind i økonomi- og 

toldunionen. Tadsjikistan er fortsat medlem af SCO og har siden 2001 deltaget i PfPprogrammet. 

I forbindelse med opstillingen af regionale reaktionsstyrker, bestående af 

soldater fra de stater, der er med i Taschkenter-traktaten, stiller Tadsjikistan 400 soldater 

til rådighed og hæfter for 20% af de samlede udgifter. 

Landets prekære finansielle situation er skyld i den fortsatte afhængighed af støtte fra 

Rusland. Samtidig er de uden betænkning nødt til at tage imod de sjældne tilbud om hjælp 

fra især de regionale stater som Kina og Iran, således stillede Kina en mio. $ til rådighed 

bl.a. til nyanskaffelser. Som forlængelse af indtrædelsen i PfP-programmet håber Tadsjikistan 

at kunne intensivere sine kontakter til den vestlige verden. I de sidste par år har man 

dog ikke observeret større våbenleverancer. 

Flygtningestrømmen i forbindelse med operationerne i Afghanistan sammenholdt med 

faren for, at terrorister følger med i dennes malstrøm, giver den tadsjikiske regering grund 

til bekymringer. 117 Herudover truer Usbekistan med at bruge det stærke usbekiske mindretal 

i Tadsjikistan til at få mere indflydelse i Centralasien. Ligesom nabostaterne præges 

også Tadsjikistans situation af korruption, religiøs ekstremisme, etnisk separatisme, organiseret 

kriminalitet samt af frygten for følgevirkninger af kampen mod terror. 

Tadsjikistans militære kapacitet må, med udgangspunkt i 2. kapitel, vurderes at være 

aldeles utilstrækkeligt til at forsvare landet, og Tadsjikistan er derfor helt afhængig af ekstern 

støtte til dette. 

Sammenfattende vurderes det, at Tadsjikistan ikke er i stand til at forsvare sig mod aggressioner 

fra noget naboland, men at landet søger at kompensere for dette ved nært 

sikkerhedspolitisk samarbejde med alle nabolande, undtaget Afghanistan. 

3.9.4. Turkmenistan. 

I overensstemmelse med sin neutralitet følger Turkmenistan en politik, der internationalt 

og nationalt retter sig mod fred, balance, stabilitet og egen sikkerhed. Turkmenistan indtager 

en skeptisk position, der tenderer i retning af at være afvisende, særligt når det gælder 

116 

Den til dels planløse gensidige udlægning af miner i de omstridte grænseområder kræver hvert år sine 

ofre blandt den derboende civilbefolkning. 

117 

Sikkerhedsorganerne i Tadsjikistan har kunnet fastslå, at IMU- og Taliban-tilhængere siver med ind på 

denne måde. Disse plejer angiveligt kontakter til den Forende Tadsjikiske Opposition og har til opgave at 

gennemføre sabotageaktioner i Tadsjikistan. 

UKLASSIFICERET 59


regionalt samarbejde, samt i forbindelse med alle former for tiltag inden for politisk og 

økonomisk integration. 

Landet fører en politik, der i stigende grad afskærmer sig fra påvirkninger udefra, og ved 

konstant at henholde sig til sin neutralitet risikerer Turkmenistan at isolere sig udenrigspolitisk. 

118 

Turkmenistan har generelt et uproblematisk forhold til alle regionens stater, men forholdet 

til Aserbajdsjan er dog for tiden noget anspændt pga. kontrære standpunkter i forbindelse 

med problematikken omkring delingen af det Kaspiske Hav. 

Turkmenistan betragter sin neutralitet som grundlaget for sin sikkerhed og afviser en hver 

form for medlemskab i alliancer. I overensstemmelse med en aftale med Rusland, som 

blev indgået i 1993, sætter Turkmenistan dog sin lid til russisk beskyttelse. Den russiske 

føderations hegemoniske bestræbelser og de centralasiatiske staters påvirkning har 

Turkmenistan indtil nu med succes kunnet unddrage sig. 

Som den eneste af SNG-staterne er Turkmenistan medlem af ”de alliancefri lande” 119 . 

Turkmenistan er fortsat medlem af Organisation Islamic Conference (OIC), Economic 

Cooperation Organisation (ECO) og af SNG, som det betragter udelukkende som økonomiske 

organisationer. Turkmenistan har sat sig op imod alle videregående politiske kooperations- 

og integrationstiltag samt regionale alliancer. Især afviser Turkmenistan SNGtraktaten 

om kollektiv sikkerhed (Taschkenter-traktaten), SNG-toldunionen samt SNGtraktaten 

om fælles grænsekontrol. Med undtagelse af bistandsaftalen med Rusland har 

Turkmenistan ingen sikkerheds-/militærpolitiske allianceforpligtelser. Turkmenistan har 

dog siden 1994 været medlem af PfP. 

For at kunne modvirke ensidig indflydelse og for at opnå mangfoldig støtte anvender 

Turkmenistan udlignende bilaterale forbindelser. Turkmenistan har derudover øget sit 

samarbejde med FN og OSCE. Det der på nuværende tidspunkt prioriteres højest, i forbindelse 

med sikringen af landets grænser, er bekæmpelsen af narkotika- og våbensmugling 

og endnu vigtigere at sætte en stopper for forsyningerne til de tjetjenske oprørere. Ved 

grænserne til Afghanistan, Usbekistan og Kasakhstan er grænsesikringsregimenterne 

derfor blevet styrket såvel personelt som materielt. 

Turkmenistans militære kapacitet må med udgangspunkt i 2. kapitel vurderes at være i 

stand til at forsvare sig mod sine centralasiatiske naboer, men vurderes ikke selvstændigt 

at kunne forsvare sit territorium mod en eventuel aggression fra Iran. 

Sammenfattende vurderes Turkmenistans isolationspolitik generelt at være en hæmsko for 

det regionale sikkerhedspolitiske samarbejde, idet det dog skal bemærkes at forholdet til 

nabostaterne generelt er godt. Turkmenistans militære styrker vurderes desuden ikke at 

have tilstrækkelig kapacitet til at forsvare landet mod Iran, hvorimod styrkeforholdet over 

for øvrige naboer vurderes at være tilstrækkeligt. 

118 


119 

Globalt debatforum, med deltagelse af mere end 100 lande, Cuba, Irak, Nord-Korea, Syrien, Østrig, m.fl., 

samt et væld af fattige (afrikanske) lande. 

UKLASSIFICERET 60


3.9.5. Usbekistan. 

Generelt er Usbekistan ikke tilhænger af et styrket regionalt samarbejde med de øvrige 

SNG-lande, hvorfor de økonomiske og handelsmæssige forhold til nabolandene er begrænsede. 

Forskellige forsøg på samarbejde er strandet pga. landenes forskellige tilgange 

til reformprocesser og økonomisk politik. 120 Derimod vil Usbekistan gerne fremstå som den 

ledende stat i regionen, hvilket det nære samarbejde med USA giver gode muligheder for. 

Rækken af bombardementer i 1999 gjorde det klart for den usbekiske ledelse, at de stik 

imod deres egne bestræbelser på alliancefrihed ikke helt og holdent kunne give afkald på 

et regionalt sikkerheds- og militærpolitisk samarbejde. Efter i første omgang at have nærmet 

sig Rusland med indtrædelsen i SCO juni 2001 121 , udvidede Usbekistan efter 11. 

september 2001 det militære samarbejde med vestlige partnere, hvor man siden 1994 har 

været medlem af NATO’s PfP-program. Samtidigt viste Usbekistan, ved ikke at deltage i 

de multilaterale øvelser i år 2001, sin manglende interesse i en militær kooperation inden 

for SNG. Usbekistans udvidelse af sit strategiske partnerskab med USA prioriteres nu 

højere end nogensinde før. Den usbekiske udenrigspolitiks mål er at indtage en ledende 

stilling i Centralasien og samtidig bibeholde de gode bilaterale forbindelser til den russiske 

føderation og Kina samt at uddybe forbindelserne til de vestlige stater, hvor særligt forholdet 

til USA prioriteres højt. 

På trods af regionale samarbejder i SCO, EuEC og CCO er bestående problemer med 

Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan i forbindelse med grænsedragninger endnu ikke 

bilagt, heller ikke på trods af de seneste overenskomster. Den delvist planløse udlægning 

af miner i de omstridte områder kræver hvert år sine talrige ofre blandt den derboende 

civilbefolkning. 122 

Efter at Usbekistan i 1999 havde opsagt sit medlemskab i Taschkenter-traktaten, trådte 

det den 13/6-2002 ligeledes officielt ud af GUUAM-organisationen (Georgien, Ukraine, 

Usbekistan, Aserbajdsjan og Moldavien). Usbekistans udtrædelse af GUUAM understreger 

endnu en gang, hvad den usbekiske udenrigspolitik lægger mest vægt på. Det drejer 

sig her på den ene side om dominansen i Centralasien, som plejes ved at opretholde gode 

bilaterale forbindelser til den Russiske Føderation og Kina, og på den anden side om uddybningen 

af forbindelserne til de vestlige stater. 

Usbekistan har altid været svagere end Kasakhstan, som er landets største rival i kampen 

om den lokale førerposition, og de centralasiatiske nabostater er opmærksomme på Usbekistans 

hegemoniske bestræbelser, som de iagttager med stor mistro. 123 

Usbekistans militære kapacitet vurderes med udgangspunkt i 2. kapitel at sætte landet i 

stand til at forsvare eget territorium mod aggressioner fra samtlige nabostater, samt tilllige 

at have en begrænset offensiv kapacitet i kraft af sine relativt moderne styrker. 

120 http://www.um.dk : Landefakta Uzbekistan, p.1. 

121 Bagrunden for denne fornyede tilnærmelse til Rusland var bl.a. truslen fra islamisterne, men også den 

amerikanske kritik af menneskerettighedssituationen og præsidenten. Se endvidere Moder; Aus dem Kalten 

Krieg, p. 18. 

122 Ved de tadsjikisk-usbekiske forhandlinger den 12. januar blev parterne enige om, at åbne de 16 grænseposter 

samt at foretage yderligere tiltag for generelt at forenkle grænsetrafikken. Kasakhstan derimod fastholder 

befæstningen af sin grænse til Usbekistan i syd, mens Usbekistan opretholder sit krav ved minering af 

grænsen mod Kirgisistan. 

123 Halbach; Afghanistans Nachbarn, p. 221. 

UKLASSIFICERET 61


Usbekistans mineringer af kirgisisk territorium i Ferganadalen samt manglende officiel 

underskrivelse af Ferghana Development Programme understreger Usbekistans vilje til i 

begrænset omfang at sætte magt bag dets hensigter i forbindelse med territorielle krav. 

Sammenfattende vurderes Usbekistans hegemonbestræbelser at udmønte sig i et lettere 

anspændt forhold til flere nabostater, herunder især Kirgisistan og Tadsjikistan hvad angår 

grænsedragning i Ferganadalen. I denne sammenhæng vurderes Usbekistan med sin 

militære offensive kapacitet at være i stand til i begrænset omfang at sætte magt bag sine 

hensigter. 

3.9.6. Iran. 

Iran befinder sig i en ustabil geopolitisk situation, i et område med intens konkurrence 

mellem regionale og udefra kommende magter om politisk og økonomisk indflydelse. Iran 

er eksponeret for sikkerhedstrusler fra Irak og Afghanistan, samtidigt med at den udenrigspolitiske 

handlefrihed er begrænset af israelsk og amerikansk indflydelse i regionen. 

Som en konsekvens heraf fører Iran en pragmatisk udenrigspolitik, hvor Teheran finder det 

belejligt at samarbejde med Rusland om inddæmning af islamiske fundamentalister som 

eksempelvis Taliban, hvorimod modstanden mod Israel og støtte til radikale islamister i 

den forbindelse peger i en anden retning. Sammenfattende ønsker Iran at legitimere den 

islamiske republiks ret til en lederrolle i regionen. Iran ser partnerskabet med Rusland som 

en mulighed for at bryde ud af den amerikansk indførte isolation af landet, og hermed øge 

muligheden for politisk og økonomisk indflydelse i regionen. Med sin placering mellem det 

Kaspiske Hav og den Persiske Golf har Iran potentialet til at blive en politisk og økonomisk 

magtfaktor i regionen. 124 

Iran opfatter Centralasien som sin potentielle indflydelsessfære og sin strategiske baghave. 

Sammen med Kaukasus opfattes Centralasien både som et oplagt marked for såvel 

handel som ideologi. Efter den indledende eufori gik det dog hurtigt op for Iran, at regionens 

sikkerhedsproblemer var for omfattende, hvorfor Iran støttede russisk tilstedeværelse 

som stabiliserende faktor i regionen. Et eksempel på dette var afslutningen af den 5 år 

lange borgerkrig i Tadsjikistan, hvor samarbejdet medførte en aftale mellem den russisk 

støttede regering og den iransk støttede islamiske oprørsbevægelse den Forende Tadsjikiske 

Opposition. Iran har efterfølgende udviklet samarbejdet med regeringen i Tadsjikistan, 

inklusiv forsvarssamarbejde og levering af iransk militært materiel til Tadsjikistan. 125 

Særligt er Irans ønske om at eksportere den islamiske revolution til nabolande, herunder 

støtte til islamiske oprørsgrupper i andre lande, en væsentlig del af de udenrigspolitiske 

ambitioner. Irans militante shiitisk-islamiske styre har af ideologiske årsager ydet økonomisk 

støtte til genopbygningen af moskeer og islamiske uddannelsesinstitutioner i de centralasiatiske 

lande, som gennem den sovjetiske æra har været overset. 

Herudover ønsker Iran at profitere på transport af energiressourcer til den persiske golf via 

iranske rørledninger. Geografisk er Iran attraktivt placeret til at aftage Kaspisk olie og 

Turkmensk gas, samtidigt med at der i Iran er gode faciliteter til bearbejdning af olie. Det 

124 Jalali, Ali A.:The Strategic Partnership of Russia and Iran. p. 3. 

125 Jalali, Ali A.:The Strategic Partnership of Russia and Iran. pp. 3-4. 

UKLASSIFICERET 62


er i USA og vestens interesse at hindre iransk indflydelse og manøvrefrihed i Centralasien, 

så længe det anti-vestlige islamiske styre er ved magten i Iran. 126 

Iran er ikke enige med Rusland i opdelingen af det Kaspiske Hav, herunder adgangen til 

havets energiressourcer, hvilket på sigt kan påvirke forholdet mellem Iran og Rusland. Den 

manglende enighed kunne også ses efter 11. september 2001, hvor Rusland samarbejder 

med USA, mens Iran betragter den amerikanske tilstedeværelse med mistro og har fordømt 

angrebene på Afghanistan, til trods for Irans generelle modstand mod Taliban. 127 

Sammenfattende vurderes Iran at have en interesse i at påvirke udviklingen i Centralasien, 

herunder at få andel i transporten af energiressourcer fra regionen. Endvidere vurderes 

Iran at ønske at udbrede den islamiske indflydelse i regionen. 

3.9.7. Øvrige aktører. 

Rusland og Kina er med deres geografiske placering naturlige regionale aktører, men da 

de tillige vurderes at være aktører på det globale niveau, behandles de samlet på det 

globale niveau. 

Endvidere er Afghanistan, Tyrkiet og Aserbajdsjan alle nabostater til regionen, men deres 

reelle regionale indflydelse vurderes begrænset, hvorfor de kun er behandlet i forbindelse 

med deres andel i regionale fokusområder. 

3.10. Potentielle regionale konflikter. 

I det følgende analyseres de regionale konfliktpotentialer, med baggrund i de centralasiatiske 

staters hensigter og kapaciteter. 

I den potentielle konflikt mellem Usbekistan og Kirgisistan om Syr Darya, er problemet 

størst for Usbekistan, idet floden først passerer Kirgisistan. Da Kirgisistan ikke er i stand til 

at forsvare sit territorium uden ekstern hjælp, og Usbekistans hegemon-bestræbelser 

sandsynliggør ønsket om militær intervention af Kirgisistan med henblik på at opnå kontrol 

over ferskvandressourcen, vurderes globale aktørers indflydelse at være påkrævet for at 

sikre, at denne potentielle konflikt ikke udvikler sig. 

I den potentielle konflikt mellem Usbekistan og Kasakhstan om Aralsøens tilløbsfloder, er 

problemet størst for Kasakhstan, idet floderne først passerer Usbekistan. Da Kasakhstan 

ikke har en nævneværdig offensiv militær kapacitet, og Usbekistan derudover vurderes at 

kunne forsvare eget territorium, vurderes en kasakhisk militær intervention i Usbekistan 

med henblik på at opnå kontrol over ferskvandsressourcen ikke sandsynlig. 

I den potentielle konflikt mellem Kirgisistan og Kasakhstan om Balkasjsøens tilløbsfloder 

og Syr Darya, vil problemet være størst for Kasakhstan, idet floderne først passerer Kirgisistan. 

Konfliktpotentialet er for nuværende begrænset, og såfremt det fortsat udvikler sig i 

retning af Aralsø problematikken, vurderes Kasakhstans yderst begrænsede offensive 

126 Cohen, Ariel: U.S. Interests in Central Asia pp. 3-5. 

127 Jalali, Ali A.:The Strategic Partnership of Russia and Iran. p. 4. 

UKLASSIFICERET 63


kapacitet ikke at kunne understøtte en ønsket militær intervention i Kirgisistan med henblik 

på at opnå kontrol over ferskvandsressourcen. 

I den potentielle konflikt mellem Kina og Kasakhstan om Balkasjsøens tilløbsfloder, vil 

problemet være størst for Kasakhstan, idet floderne udspringer i Kina. Konfliktpotentialet 

er for nuværende begrænset, men selv såfremt det fortsat udvikler sig i retning af Aralsøproblematikken, 

vurderes Kasakhstans yderst begrænsede offensive kapacitet kombineret 

med ønsket om et godt forhold til Kina ikke at sandsynliggøre en militær intervention i Kina 

med henblik på at opnå kontrol over ferskvandsressourcen. 

I den potentielle konflikt mellem Usbekistan og Turkmenistan om turkmenske nylandsvindinger 

afhænger udviklingen af, om Turkmenistan gennemfører de planlagte nylandsvindinger 

med vidtrækkende følger for ferskvandsituationen i Usbekistan. En usbekisk militær 

intervention med henblik på at forhindre projektet vurderes at være mulig, grundet Usbekistans 

hegemonbestræbelser. Turkmenistan har imidlertid tilstrækkelig defensiv kapacitet til 

imødegåelse af en usbekisk offensiv, hvorfor en sådan ikke vurderes sandsynlig. Selv hvis 

samtlige usbekiske offensive kapaciteter samles i en koordineret offensiv vurderes denne 

ikke at kunne få succes. 

Indtægter fra olieog naturgas vil kunne medvirke til en forbedring af den generelle økonomiske 

situation i Centralasien, der vurderes som hårdt tiltrængt. En forudsætning for 

stabil udvinding af ressourcerne er dog at de territorielle uoverensstemmelser, hvad angår 

delingen af det Kaspiske Hav, løses. Det eneste centralasiatiske land, der i denne sammenhæng 

er et konfliktpotentiale, er Turkmenistan, idet det primært er i den sydlige del af 

det Kaspiske Hav, at delingen fortsat er omstridt. Turkmenistans venskabelige forhold til 

Iran vurderes dog ikke at ville medføre militære interventioner. Turkmenistan har endvidere 

ingen offensiv kapacitet til at gennemføre en sådan, og Irans kontroverser med andre 

stater, der grænser op til det Kaspiske Hav, er overvejende rettet mod Aserbajdsjan. 

Det Kaspiske Hav udgør således ingen væsentlig destabiliserende faktor for den sikkerhedspolitiske 

situation i Centralasien. 

Grænsestridighederne mellem Usbekistan og Kirgisistan/ Tadsjikistan i Ferganadalen 

vurderes i yderste konsekvens at kunne medføre usbekisk aggression til fare for stabiliteten 

i regionen. Hverken Kirgisistan eller Tadsjikistan har tilstrækkelig defensiv kapacitet til 

at kunne forsvare sig mod en usbekisk aggression, og Usbekistan har den nødvendige 

offensive kapacitet. 

Den islamiske fundamentalisme, og den heraf følgende terrorisme vurderes ikke i den 

nærmeste fremtid at udgøre nogen samlet fare for regionen, idet der dog fortsat vil være 

mulighed for tilstedeværelse af islamiske terrorgrupper i regionen. 

UKLASSIFICERET 64


Narkotikasmugling og -produktion vil fortsat udgøre en væsentlig destabiliserende faktor i 

regionen, idet de centralasiatiske grænsestater ikke uden ekstern hjælp formår at dæmme 

effektivt op for narkotikaindstrømning. 

Den etniske faktor vurderes ikke at spille nogen overordnet regional rolle i den sikkerhedspolitiske 

situation i Centralasien, idet befolkningsmindretallene i de enkelte centralasiatiske 

stater generelt lever i fred og fordragelighed med de nationale majoriteter. 

De regionale organisationer medvirker i nogen grad til regionalt samarbejde, hvilket vurderes 

at have en positiv indflydelse på den overordnede sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. 

Turkmenistans modstand mod deltagelse i det regionale samarbejde vækker 

dog bekymring og anses at kunne medvirke til sikkerhedspolitisk ustabilitet. Da Turkmenistans 

indflydelse og militære kapacitet imidlertid er begrænset, vurderes denne usikkerhed 

dog ikke at være afgørende. 

3.11. Sammenfatning af det regionale niveau. 

Sammenfattende vurderes der på regionalt niveau at være to potentielle konflikter, der kan 

udløse anvendelse af magt mellem stater. 

En usbekisk aggression mod Kirgisistan pga. kirgisisk kontrol med ferskvandsressourcer, 

og en usbekisk aggression mod Kirgisistan/ Tadsjikistan pga. omstridte områder af Ferganadalen. 

Endvidere medfører tilstedeværelse af islamiske terrorgrupper, narkotikasmugling og 

-produktion fortsat et problem for den sikkerhedspolitiske situation i regionen. 

Sidst men ikke mindst udgør Turkmenistans isolation og modstand mod deltagelse i det 

regionale samarbejde en risiko for destabilisering af regionen. 

UKLASSIFICERET 65


4. KAPITEL 

DET GLOBALE NIVEAU 


Formålet med dette kapitel er at analysere globale aktørers interesser og muligheder i 

Centralasien, med henblik på i den senere analyse at kunne analysere disses muligheder 

for at påvirke den sikkerhedspolitiske situation i regionen. 

De centralasiatiske lande var under den kolde krig, som tidligere sovjetrepublikker, en del 

af den sovjetiske indflydelsessfære. Dette medførte umiddelbart efter Sovjetunionens 

sammenbrud, og den deraf følgende opløsning af den bipolære globale situation, en mulighed 

for, at andre aktører kunne få indflydelse i regionen. 

Indledningsvis var der en stor interesse fra den vestlige verden, anført af USA, for at støtte 

de nye selvstændige stater, for herigennem at hindre et tilbagefald til et nyt Storrusland. I 

1997 erklærede den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i senatet, 

at: ”Central Asia is strongly in our national interests”. Denne politik fulgte to hovedlinjer; 

for det første skulle de enkelte centralasiatiske staters uafhængighed af Rusland 

bibeholdes og om muligt udvides, og for det andet skulle Irans udenrigspolitiske spillerum 

indskrænkes. Et eksempel på dette er NATO’s partnerskabsaftaler med de Centralasiatiske 

stater. 

I takt med at frygten for en tilbagevenden til den kolde krig er aftaget, er det primært adgangen 

til de forventede olieog naturgasressourcer i regionen, samt på det seneste kampen 

mod terrorisme i form af islamiske fundamentalister, som synes at have global interesse. 

Årsagen til den globale interesse i regionens olieforekomster skal ses i lyset af 

verdens samlede energisituation. Oliekrisen i 1973 udløste den største verdensøkonomiske 

krise siden 2. Verdenskrig, med en reduktion af olieproduktionen på bare 4%. Siden er 

olieproduktionen udenfor Mellemøsten øget, således at Mellemøsten i år 2000 var reduceret 

til ca. 1/3 af verdensproduktionen. Olien i Centralasien vil således kunne medvirke til en 

øget uafhængighed af det latent ustabile Mellemøsten. 128 Det er derfor et væsentligt 

aspekt at holde Centralasien isoleret fra islamisk indflydelse. 

En smule anderledes forholder det sig med naturgassen. Her rækker verdens reserve i 

endnu 62 år, og i takt med at oliereserverne svinder ind, vil der blive et stigende behov for 

naturgas, specielt i Europa og Kina. Naturgas kan ikke erstatte olie, og kan desuden kun 

transporteres i de fornødne mængder via rørledninger. Dette betyder endvidere, at der for 

naturgas ikke findes et globalt, men derimod kun et regionalt marked, idet transporten via 

rørledninger kun er økonomisk forsvarlig op til 6000 km. Eftersom det kaspiske område 

råder over 38% af verdens naturgasreserve, vil det uden adgangen til naturgas fra det 

Kaspiske Hav ikke være muligt at skaffe Europa de fornødne forsyninger. 129 

128 MENA (2002): Middle East and North Africa Handbook. pp.124-125. 

129 Müller, F.; Energiepolitische Interessen, pp. 24-26. 

UKLASSIFICERET 66


Interessen for de centralasiatiske stater i forbindelse med terrorangrebene 11. september 

var indledningsvist, at de var væsentlige som udgangspunkt for en bekæmpelse at Taliban-regimet 

i Afghanistan, men samtidigt var det også klart at fundamentalistiske islamistiske 

grupper opererede i Centralasien, hvorfor disse lande kunne blive såkaldte ”rugekasser” 

for islamiske terroristorganisationer. 130 

I det følgende behandles den globale indflydelse på Centralasien, idet det er valgt at behandle 

USA, Rusland, Europa og Kina som globale interessenter. Baggrunden for at behandle 

Rusland og Kina, som tillige er regionale aktører, på dette niveau, er at disse lande 

vurderes at have afgørende interesser indenfor såvel adgangen til energiressourcer som 

kampen mod islamistiske fundamentalister. 

4.2. USA. 

Forud for 11. september 2001 spillede Centralasien som tidligere anført kun en perifer 

rolle i amerikansk udenrigspolitik. USA’s politik i Centralasien var præget af en ”vent og 

se” holdning, i hovedsagen for at undgå at blive involveret i det igangværende samarbejde 

mellem Rusland og Kina om indflydelse i regionen, og ikke mindst den tiltagende islamiske 

ekstremisme. Terrorangrebene på World Trade Center tvang USA til at revurdere sin 

udenrigspolitik for regionen og spille en langt mere aktiv rolle. Efterfølgende har USA anvendt 

de centralasiatiske stater som udgangspunkt for militære operationer rettet mod 

Afghanistan. Det umiddelbare formål med den amerikanske tilstedeværelse i Centralasien 

synes at være behovet for et sikkert udgangspunkt for at kunne stabilisere Afghanistan på 

længere sigt. 131 Alle fem centralasiatiske stater var hurtigt ude med støtteerklæringer til 

USA’s krig mod terrorisme i Afghanistan, hvilket har medført tilstedeværelsen af amerikanske 

tropper i Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Alene i Bischtek, Kirgisistans hovedstad, 

er der blevet indrettet en teltby til ca. 3000 mand. Endvidere har Kasakhstan tilbudt, 

at amerikanske styrker kan anvende baser, og Turkmenistan har tilladt overflyvning i f.m. 

operationer i Afghanistan mod amerikansk støtte til kontrol med Turkmenistans grænser i 

f.m. narkotikasmugling. 132 

Udenrigsminister Colin Powell udtalte under sit besøg i Usbekistan i december 2001, at 

den amerikanske interesse i Centralasien går langt videre end blot bekæmpelse af islamiske 

fundamentalister i Afghanistan, hvilket understreger den generelle amerikanske interesse 

i Centralasien, herunder i regionens omfattende energiressourcer. 133 

Interessen for verdens energiressourcer, herunder ressourcerne i Centralasien, er et resultat 

af, at USA er verdens største importør af olie med en nuværende import af ca. 60% 

af det amerikanske forbrug, og en forventning om at importere 70% i 2010. Til trods for at 

USA er langt mindre følsom overfor stigende oliepriser, end det var tilfældet for 30 år 

siden, er stabiliteten af det globale oliemarked en kilde til konstant amerikansk bekymring. 

134 

130 Pascoe, B. Lynn: U.S. Policy in Central Asia and the War on Terrorism. p.1. 

131 Fairbanks, Charles: America in Central Asia, Being There, pp. 39-40. 

132 www.rferl.org/centralasia, 11/2-2003. Central Asia Report nr. 17, Vol. 2, 2. Maj 2002. 

133 The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, pp.57-58. 

134 Victor; Axis of Oil, p.2. 

UKLASSIFICERET 67


Behovet for en stabil tilførsel af olie til verdensmarkedet, ikke mindst set i lyset af en 

eventuel destabilisering af Golfregionen, tvinger USA til at have alternative olieleverandører. 

Felttoget mod Taliban, den politiske linje over for Irak og isolationen af Iran, kan således 

også ses i et samlet billede som isolering af Centralasien fra mellemøstlig indflydelse. 

135 I den sammenhæng er USA særligt interesseret i at hindre Iransk indflydelse i regionen, 

og dermed holde Centralasien fri af det ustabile Mellemøsten. 

Samtidigt er det ikke i amerikansk interesse at ofre det gode forhold til Rusland på bekostning 

af forholdet til de Centralasiatiske lande, hvilket har medført et behov for, at USA 

fører en mere lempelig politik overfor Rusland på andre områder, som eksempelvis Tjetjenien. 

Efter amerikansk opfattelse må en sikkerhedspolitik for Centralasien baseres på, at intet 

enkelt land kan garantere stabilitet i regionen. Hverken tilstedeværelsen af russiske eller 

amerikanske tropper, eller begge, vil på længere sigt sikre stabiliteten i Centralasien. Derfor 

skal amerikanske styrker hverken blive i Centralasien permanent eller forlade regionen 

hurtigst muligt for derved at tillade et tilbagefald til fortidens manglende udvikling. Den 

bedste løsning set med amerikanske øjne vil være, at alle fremmede militære styrker forlader 

Centralasien, hvilket imidlertid ikke vurderes at ville være muligt, inden det nuværende 

sikkerhedsvakuum er afløst af en effektiv sikkerhedsstruktur for regionen. USA må 

derfor være parat til at præsentere en militær tilstedeværelse i den mellemliggende periode. 

136 

En udvikling af Centralasien til en selvstændig sikkerhedsstruktur vil kræve omfattende 

investeringer. Efter amerikansk opfattelse er den værste årsag til ustabilitet hverken religiøs 

ekstremisme eller etniske konflikter, men derimod den omfattende fattigdom. USA har 

derfor gjort de centralasiatiske stater opmærksom på, at sikkerhed ikke kun kan ses i den 

militære sammenhæng, men at reformer inden for demokrati, menneskerettigheder og 

økonomi er nødvendige. Uden jobs og fremtidsudsigter, skabt gennem investeringer i 

regionen, vil den næste generation i Centralasien vokse op uden håb, og blive lette mål for 

ekstremistgrupper. 137 USA har bl.a. gennem sit udviklingsprogram USAID (United States 

Agency for International Development) afsat mere end 1,7 mia. $ til udvikling af Centralasien. 

Disse penge investeres primært til at imødegå lokale trusler mod sikkerheden, som 

eksempelvis Ferganadalen, fordeling af vand, miljøproblemer, samt ikke mindst lokale 

myndigheders indflydelse. 

Sammenfattende vurderes USA at spille en væsentlig rolle i den sikkerhedspolitiske situation 

i Centralasien, hvor amerikanske militære styrker medvirker direkte i bekæmpelsen af 

islamistiske oprørsgrupper i Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan. I den sammenhæng 

vurderes tilstedeværelsen af amerikanske styrker at medvirke til at øge lokalbefolkningens 

tro på en fremtid, i hvert fald på kort sigt. USA arbejder målrettet på at skabe retsforhold 

og demokrati i de centralasiatiske lande, med henblik på at kunne indføre en effektiv markedsøkonomi. 

Samtidigt gennemfører USA økonomiske hjælpeprogrammer for at afhjælpe 

135 

Müller; Energiepolitische Interessen, p. 28ff. 

136 

Starr, Frederic S.: The war against terrorism and U.S. bilateral relations with the nations of Central Asia, 

pp. 3-5. 

137 

Jones, Beth: U.S. Relations With Central Asia, p.1. U.S. Department of State, 11. Feb. 2002. 

UKLASSIFICERET 68


den håbløse økonomiske situation i området. USA vurderes at samarbejde med Rusland 

og til dels Kina, med henblik på i fællesskab at sikre stabilitet i Centralasien. 

4.3. Rusland. 

Rusland har efter sammenbruddet af Sovjetunionen gennem mange år betragtet de forhenværende 

centralasiatiske sovjetrepublikker som sit eget eksklusive interesseområde, 

og i perioden 1992-1995 var Rusland i færd med at generobre en dominerende rolle i 

regionen. 138 Ruslands faldende militære og økonomiske kapabilitet, bl.a. som følge af 

overgangen til markedsøkonomi, har siden hindret den tidligere supermagt i at indtage en 

dominerende rolle i regionen. Det russiske engagement i Tadsjikistan er et godt eksempel 

på, at forskellen mellem stormagtens retorik og ressourcer er stor. 139 

De centralasiatiske stater og Rusland er dog stadig tæt forbundet gennem traktater, ligesom 

den tætte sammenknytning på det kulturelle, økonomiske og sikkerhedspolitiske 

område er vokset i løbet af de syv årtier med sovjetisk overherredømme. Både hvad angår 

forsyningen af militært materiel og reservedele, er næsten al udrustning i de centralasiatiske 

landes militære styrker af sovjetisk oprindelse, og hvad angår transporten af råstoffer, 

er de centralasiatiske stater nærmest fuldstændigt afhængige af Moskva. 140 På trods af at 

de centralasiatiske stater, særligt Usbekistan, i stigende grad søger støtte fra den vestlige 

verden, opretholder de dog også deres samarbejde med Rusland. 141 

Ruslands interesser er overvejende af økonomisk karakter. Det drejer sig her først og 

fremmest om at profitere af at fungere som transitland (helst som det eneste, eller i det 

mindste som det vigtigste) for naturgas til Europa. Det stigende behov i Europa vil derudover 

styrke Ruslands politiske vægt over for EU. 142 

Rusland har generelt en interesse i at bekæmpe den islamiske indflydelse i regionen. 

Særligt siden den islamistiske terrorbølge i sommeren 1999, der gjorde det klart, hvor 

sårbare de centralasiatiske stater er, har disse stater lært at værdsætte den overmægtige 

nabo mod nord som en uundværlig stabilitetsfaktor. I Tadsjikistan har Rusland således 

opstillet en 20.000 mand stor FN-styrke, der efter flere års borgerkrig sørger for, at der i 

det mindste er en vis stabilitet i dette område. 143 Samtidigt er russiske grænsetropper 

indsat i Tadsjikistan, Kirgisistan og Kasakhstan langs grænsen til Kina. 144 Ruslands forhold 

til de arabiske lande er kompliceret: Eksempelvis skylder Irak mellem 7 og 12 mia. $ fra 

sovjettiden samtidigt med, at russiske olieselskaber har en dominerende rolle i den irakiske 

olieindustri. 145 

Hvad angår forholdet til USA’s hovedfjende i regionen, Iran, genoptog Rusland i efteråret 

2000 våbensalg til Iran og udvidede det teknologiske samarbejde med den islamiske republik, 

hvilket senest har resulteret i en aftale om leverancer af konventionelle våben for 

138 


139 

www.heritage.org/research/asiaandthepacific/Test031799.cfm 

140 

Manutscharjan; Phönix aus der Asche, p. 18. 

141 

Brauer/Eschment; Ruslands Politik, p. 499. Sågar Usbekistan respekterer Ruslands legitimerede sikkerhedsinteresser 

og har en kontrakt med Rusland om militært samarbejde i kampen mod terrorismen. 

142 

Müller; Energiepolitische Interessen, s. 29. 

143 

Manutscharjan; Phönix aus der Asche, p. 20 

144 

Brauer, Machtrivalitäten, s. 24. Se endvidere: Manutscharjan; Phönix aus der Asche, p. 19. 

145 

Victor; Axis of Oil, pp.3-4. 

UKLASSIFICERET 69


300 mia. $ årligt. Den nye aftale ses som en konsolidering af det voksende samarbejde 

mellem Rusland og Iran, hvor Moskva ikke deler Washingtons opfattelse af, at Iran er imod 

fred i Mellemøsten og støtter terrorisme. 146 

Ruslands opfattelse af amerikanske troppers tilstedeværelse i Centralasien er ambivalent. 

På den ene side kritiseres den, især fra det russiske militærs side. På den anden side har 

Rusland en fælles interesse med USA i at dæmme op for islamisk indflydelse i regionen. I 

den forbindelse har en af Putins rådgivere udtrykt det således: ” Hellere amerikanere i 

Usbekistan end Taliban i Tartastan”. Baggrunden for denne udtalelse er, at amerikanerne 

ved at sætte en stopper for Taliban-regimet, der i Centralasien udgjorde en stor fare for 

Rusland, faktisk indirekte har gjort russerne en stor tjeneste. Det må sammenfattende 

konstateres, at USA’s engagement i Centralasien sker med russisk accept, og mod løftet 

om amerikansk tilbagetrækning efter kampen mod terrorisme i Afghanistan. 147 

Ruslands økonomi er særdeles afhængig af verdensmarkedsprisen på olie. En prisforskel 

på 1 $ per tønde olie, medfører i praksis en forskel på en milliard $ i det russiske statsbudget. 

Det russiske statsoverskud var i 2002 på ca. 5 mia. $, og budgettet for 2003 forventer 

et overskud på 17 mia. $, forudsat en oliepris på 21,5 $. 148 

Rusland har også økonomiske interesser i at få del i udvindingen af olie og naturgas, hvor 

særligt transporten via russiske rørledninger vil være en væsentlig indtægtskilde for Rusland. 

Den amerikanske isolation af Iran er i Ruslands økonomiske interesse, da det vil 

medføre at Rusland fortsat vil være hovedtransitland for naturgastransporten til Europa. 149 

Rusland behøver derfor blot at nå til enighed med Kasakhstan og Turkmenistan, som 

begge er stærkt afhængige af rørledninger til at sætte gang i økonomien. 150 

Ruslands præsident Vladimir Putin udtalte i den russiske avis Pravda den 5. juni 2002: 

”Kina, Rusland, Vesteuropa og USA kan udgøre en akse af stabilitet”. I samme artikel 

understregede han, at Rusland med sin geopolitiske placering ville følge en balanceret 

udenrigspolitik og udvikle relationerne både mod øst og vest. Dette understreges endvidere 

af den fælles russisk-kinesiske ”traktak om godt naboskab og venligt samarbejde” fra 

2001. 151 I den forbindelse er en rørledning fra Rusland til Kina projekteret til at påbegyndes 

i 2003 og være færdiggjort i slutningen af 2005. 152 

Sammenfattende er Rusland til stede med militære styrker i Kasakhstan, Tadsjikistan og 

Kirgisistan, hvor styrkerne medvirker til at bevogte landenes grænser, samt til at opretholde 

ro og orden i Tadsjikistan. Rusland vurderes at være interesseret i at opbygge Centralasien 

samt at være afhængig af amerikansk økonomisk samarbejde, hvorfor det vurderes 

at Rusland vil samarbejde med USA om sikkerheden i regionen. Rusland vurderes at have 

et godt forhold til Kina, som indtil 11. september 2001 udgjorde den væsentligste sikkerhedspolitiske 

medspiller i regionen. 

146 

Jalali, Ali A.: The Strategic Partnership of Russia and Iran, pp. 2-3. 

147 


148 

Victor; Axis of Oil, pp.2-3. 

149 

Müller, F.; Energiepolitische Interessen, p. 30. 

150 

Brauer/Eschment; Rußlands Politik, p. 501f. 

151 

www.fmprc.gov.cn. ”Treaty of Good-Neighbourness and Friendly Cooperation Between the People’s 

Republic of China and the Russian Federation” af 24-07-2001. 

152 

Blagov, Sergei: Russia, China eye pan-Asian oil bridge, pp.1-3. Asia Times. 

UKLASSIFICERET 70


4.4. Kina. 

Den kinesiske interesse i Centralasien drejer sig om såvel adgangen til olieog naturgas 

ressourcer, som bekæmpelsen af et oprørsk muslimsk mindretal i Kinas vestlige Xinjiangprovins. 

Kina har siden 1991 investeret kraftigt i Centralasien. Det national kinesiske olieog 

naturgasselskab ”China National Petroleum and Natural Gas Corporation (CNPC)” er 

en af de væsentligste investorer i regionen, og har opnået kontrol over væsentlige oliefelter. 

Kinesiske investeringer er ikke begrænset til olieindustrien, men omfatter også generel 

handel, hvor Kina har ydet lån til centralasiatiske stater, herunder særligt Kirgisistan, Tadsjikistan 

og Kasakhstan, til køb af kinesiske varer. 153 

Kinas 10 års økonomiske udviklingsplan for den nordvestlige del af Kina, indbefatter tilførslen 

af energiressourcer fra Centralasien. 154 Kinas behov for Centralasien underbygges 

af det faktum, at op til 40% af Kinas behov for olie skal importeres og at Kinas olieforbrug 

forventes at øges drastisk, svarende til et behov på yderligere 10 mio. bbl/dag indenfor de 

næste 10-15 år. 155 Af den grund er det absolut nødvendigt, at der hersker stabilitet i Centralasien, 

som udgør Kinas vigtigste underleverandør. 156 

For Kina gælder det derfor for enhver pris om at forhindre en destabilisering af denne 

region, samt at radikale islamiske tendenser ikke forøges. 157 Da Kina i september 1997 

sluttede en erhvervskontrakt med Kasakhstan på over 9,5 mia. $, blev det for første gang 

tydeligt, hvilke dimensioner Kinas økonomiske interesser i denne region har. Kina var den 

eneste interessent, der erklærede sig parat til at bygge en 3.000 km. lang rørledning til 

transport af råolie. Dette projekt må i dag anses for foreløbigt at være slået fejl, da Kina 

ikke har afsat ressourcer til at omsætte denne ambitiøse plan til handling. På trods af de 

store anstrengelser er det ikke lykkes Kina at etablere sig som den toneangivende økonomiske 

kraft i Centralasien. 158 

Det kinesiske initiativ til en sikkerhedsorganisation for regionen ”Shanghai Five”, det nuværende 

SCO, var det første forsøg fra Kina på at spille en dominerende rolle i regionen. 

Det kinesiske samarbejde med Rusland er omfattende, og frem til 11. september 2001 var 

der en kinesisk-russisk konsensus om de sikkerhedspolitiske problemer i regionen. Forholdet 

til Rusland er stadig godt, og på mange områder er Kina og Rusland stadig en 

modpol til USA, hvilket bl.a. ses i FN’s sikkerhedsråd, hvor begge lande er mod den amerikanske 

militære aktion i Irak. 

Den amerikansk ledede krig mod terrorisme siden den 11. september har i væsentlig grad 

undermineret Kinas i forvejen svære situation i Centralasien. Kina forsøgte indledningsvis 

at modarbejde de amerikanske aktioner mod Afghanistan i FN’s sikkerhedsråd og viste her 

en manglende villighed til at bekæmpe terrorisme, hvilket ikke mindst skal vurderes i lyset 

af Kina’s samhandel med Taliban-regimet. 159 

153 

http://www.cacianalyst.org/April_11_2001/China_Central_Asia, pp.1-2. 

154 

The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, pp.61-62. 

155 

http://www.eia.doe.gov : Caspian Sea Region, p.7. 

156 

Brauer; Machtrivalitäten, s. 22. Se endvidere Hermann, Wilfried; Das Kaspische Meer, p. 47. 

157 

Hermann, Wilfried; Das Kaspische Meer, p. 47. 

158 

Brauer; Machtrivalitäten, pp. 19-20. 

159 

Blank, Steven: China’s defeat in Central Asia, p.1. 

UKLASSIFICERET 71


Mere end nogensinde før efterspørges, der udover økonomisk engagement, nu tillige 

militær potens og viljen til også at gøre brug af en sådan. Kina kan ikke byde på nogen af 

delene, da SCO har vist sig ikke at råde over effektive militære styrker eller den nødvendige 

politiske vilje, og vurderes derfor for fremtiden – i det mindste i det næste årti – snarere 

komme til at spille en underordnet rolle i denne region. 160 

Et resultat af denne udvikling synes at være en kinesisk vilje til at løse regionens problemer 

i tæt samarbejde med USA, Rusland og Europa. Et eksempel på den ændrede kinesiske 

kurs er en ændret officiel holdning til NATO’s tilstedeværelse i Centralasien. 

10. oktober 2002 var kinesiske diplomater for første gang på besøg ved NATO’s hovedkvarter 

i Bruxelles for at diskutere strategiske koncepter, fælles trusler og NATO’s aktiviteter 

i Centralasien. Dette skal ses i lyset af, at Kina for bare tre år siden kritiserede 

NATO’s angreb på Jugoslavien, ikke mindst på grund af bombeangrebet på den kinesiske 

ambassade i Beograd. NATO’s og ikke mindst amerikansk tilstedeværelse i Centralasien, 

sammenholdt med et øget Russisk samarbejde med vesten, vurderes at lægge til grund 

for at Beijing søger øget samarbejde og et konstruktivt forhold til NATO. Beijings tilnærmelser 

til NATO synes at være et led i en mere konstruktiv og mindre kritisk international 

tilstedeværelse i form af en mere ”moden” udenrigspolitik. Ved at samarbejde om stabilitet, 

såvel som politisk og økonomisk udvikling i Centralasien, vil Kina sammen med Rusland 

og vesten kunne bekæmpe problemerne omkring terrorisme og politisk ustabilitet i regionen, 

og samtidigt medvirke til at skabe stabilitet og økonomisk fremgang, hvilket på længere 

sigt vil resultere i strategiske og økonomiske fordele for alle parter med udvindingen af 

energiressourcer som højeste prioritet. 161 

Kina forsøger at redefinere SCO som sikkerhedsorganisation i regionen, men styrker samtidigt 

forholdet til de enkelte centralasiatiske stater. En yderligere dimension er kinesiske 

tilnærmelser til Iran på baggrund af en fælles interesse i, at amerikanske styrker hurtigst 

muligt forlader Centralasien. 

Sammenfattende vurderes Kina at være interesseret i en stabil udvikling i Centralasien, 

hvor det, på trods af store anstrengelser, ikke er lykkedes for Kina at etablere sig som den 

toneangivende økonomiske kraft. Endvidere er Kina også interesseret i at eliminere truslen 

fra islamistiske oprørsgrupper i regionen, hvor den amerikanske indsats også vurderes at 

være til fordel for Kina. Som for Rusland vurderes også Kina at være, om ikke afhængig 

af, så interesseret i at få del i den store amerikanske økonomiske kapacitet, hvilket yderligere 

vurderes at ville medvirke til et fortsat samarbejde om udvikling af regionen. 

4.5. EU. 

I det følgende gennemgås Europæiske interesser i regionen, idet det vurderes at Europas 

interesser på globalt niveau generelt varetages gennem EU. Den europæiske interesse i 

Centralasien er til en vis grad samstemmende med USA’s interesser. Afhængigheden af 

olie og naturgas spiller en væsentlig rolle for europæerne, samtidigt med at kampen mod 

islamiske fundamentalister er meget nærværende. Eftersom Rusland råder over 32%, og 

160 Blank, Steven: China’s defeat in Central Asia, p.1. 

161 www.csis.org/pacfor/pac0250.htm:”NATO’s border with China” 25 NOV 2002. 

UKLASSIFICERET 72


det kaspiske område over 38%, af verdens naturgasreserve, kan man alene rent aritmetisk 

drage den konklusion, at det i år 2020 ikke uden adgangen til forrådene ved det Kaspiske 

Hav vil være muligt at skaffe Europa de fornødne forsyninger. 162 

Et andet og mere direkte interesseområde er Centralasien som transitområde for smugling 

af narkotika til Europa, som er et tiltagende problem. Det er derfor af afgørende betydning 

for Europa at medvirke til at skabe sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien. Europa varetager 

sine interesser såvel gennem NATO/PfP-samarbejdet, som gennem EU- og OSCEstøtteprojekter 

til regionen. Det synes primært at være de blødere sikkerhedsaspekter som 

EU har fokus på, som eksempelvis at nedbringe fattigdom, støtte social og økonomisk 

udvikling og bekæmpe narkotikahandel, hvilket ses af Rådet for den Europæiske Union’s 

udviklingsplan for regionen. 163 

EU’s støtte til de centralasiatiske lande ydes gennem TACIS-programmet 164 , hvor 3,1 mia. 

EUR er afsat for perioden 2000-2006 til følgende formål: 

• Støtte til institutionelle, lovgivningsmæssige og administrative reformer. 

• Støtte til den private sektor og økonomisk udvikling. 

• Støtte til afhjælpning af sociale konsekvenser af overgangen til markedsøkonomi. 

• Udvikling af infrastrukturnet. 

• Fremme af miljøbeskyttelse og styring af naturessourcer. 

• Udvikling af landbrugsøkonomi. 

Endvidere er EU særdeles fokuseret på at varig stabilitet og sikkerhed for landene i Centralasien 

muliggøres ved at gennemføre reformer m.h.p. at konsolidere demokratiske 

kræfter og lette overgangen til en åben markedsøkonomi, at styrke civilsamfundet og retssamfundet 

samt sikre overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. 

165 

Sammenfattende vurderes Europa at have en fælles interesse med USA, Rusland og Kina 

i at sikre stabilitet i Centralasien, ikke mindst set i lyset af det fremtidige behov for regionens 

naturgas. Europa er derfor involveret i den politiske og økonomiske udvikling af Centralasien, 

hvor opbygning af retsforhold og menneskerettigheder er en forudsætning for at 

opbygge en virkende markedsøkonomi i regionen. 

4.6. Internationale samarbejdsfora. 

Internationale organisationer betragtes i denne gennemgang generelt ikke som egentlige 

aktører, men som fora hvori de egentlige globale aktører kan agere. I den sammenhæng 

er der en række programmer og konferencer fra internationale organisationer, som vurderes 

at have direkte indflydelse på den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien, og som 

derfor i det efterfølgende analyseres. 

162 Müller; Energiepolitische Interessen, s. 26. 

163 http://europa.eu.int/comm/external_relations/ceeca/ 

164 http://www.europakommisionen.dk/publikatoner 

165 Rådet for den Europæiske Union, dokument. Nr.14999/01, af 5 Dec. 2001. 

UKLASSIFICERET 73


4.6.1. FVDP. 

FN har med de involverede centralasiatiske stater, samt talrige Non Governmental Organisations 

(NGO), udarbejdet ”Ferghana Valley Development Programme” (FVDP) og dermed 

bevist, at de tilstræber en fredelig løsning. Det skal dog bemærkes at Usbekistan 

endnu ikke officielt har bekræftet sin deltagelse i programmet, og det således kun er Usbekiske 

NGO’er m.v., og altså ikke den egentlige regeringsadministration, der deltager. 166 

4.6.2. UNCED/UNEP. 

Et væsentligt udbytte af ”United Nations Conference on Environment and Development” 

(UNCED), populært omtalt som ”the Earth Summit” og afholdt i Rio de Janeiro i 1992, var 

agenda 21, der bl.a. fastslår, at effektivt integreret styring af vandressourcer er vigtig for 

alle socio-økonomiske sektorer, der afhænger af vand, og rationel fordeling forebygger 

konflikter og øger den sociale udvikling af lokalsamfund såvel som økonomisk planlægning 

og produktivitet. 167 Agenda 21 behandler tillige andre økologisk relevante områder. Agenda 

21 er i FN-regi siden fulgt op af Rio + 5 mødet i 1997 og senest ved ”Verdenstopmødet 

om bæredygtig udvikling” i Johannesburg 2002 (Rio + 10). Alle centralasiatiske stater 

deltager i disse møder, og sideløbende foregår der på regionalt niveau samarbejder såsom 

”Caspian Environment Programme” og ”Central Asia Task Force”. Sidstnævnte er et 

United Nations Environment Programme (UNEP) støttet projekt, og begge har til formål at 

forbedre miljøet og tilsikre en positiv økologisk udvikling. 168 

4.6.3. Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003. 

En yderligere understregning af den fælles enighed på regionalt og globalt niveau, hvad 

angår optimering af distribution af Centralasiens ressourcer ses af den kommende ”Caspian 

and Black Sea Oil & Gas Conference 2003”, der afholdes i Istanbul ultimo maj 2003. 169 

Her deltager olieog naturgasdelegationer fra Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan, 

USA, Rusland, Georgien, Iran, Tyrkiet og Grækenland samt aktører som TRACECA (EUprogram), 

Verdensbanken, Asia Development Bank, ECT/ECTP- sekretariatet og regionale 

og internationale olieog naturgasselskaber. Der fokuseres på de senest opkommende 

muligheder for regionens olieproducerende stater, foreslåede rørledninger for olieog 

naturgas fra det Kaspiske Hav til såvel Europa som Asien, potentielle markeder og trends 

og den seneste lovgivning og finansielle struktur for investeringer. 

Sammenfattende vurderes de igangværende internationale programmer og konferencer at 

være medvirkende til regionalt samarbejde, hvilket ses at have en stabiliserende effekt på 

den sikkerhedspolitiske situation i regionen. 

166 http://www.ferghana.elcat.kg: UN FVDP, about the programme. 

167 Kobori, Iwao & Glantz, M.H.; Central Eurasian Water Crisis, pp. 1-2. 

168 FNs informationskontor for de nordiske lande samt http://www.johannesburgsummit.org. 

169 http://www.caspianstudies.com: Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003. 

UKLASSIFICERET 74


4.7. Konsekvensen af de globale aktørers interesser. 

De globale aktører vurderes, i det mindste for nuværende, at have en fælles interesse i et 

sikkerhedspolitisk stabilt Centralasien. USA og Rusland er leverandører af hård sikkerhed i 

form af militære styrker og grænsetropper, og er samtidigt villige til at støtte de centralasitiske 

regeringer med at opretholde kontrollen med deres territorier. 

Kampen mod islamistiske terrorister er en fælles målsætning for USA, Rusland, Kina og 

Europa. Særligt Ruslands og Kinas interne problemer med radikale islamistiske terrorgrupper 

synes at medføre en accept af den amerikanske tilstedeværelse i regionen, om 

end Rusland og Kina stadig opfatter den amerikanske tilstedeværelse som en midlertidig 

indtrængen i en traditionel russisk-kinesisk indflydelsessfære. Samtidigt har Ruslands 

samarbejde med USA i kampen mod terror for en stund tilsidesat det russisk-kinesiske 

forsøg på i fællesskab at dominere Centralasien. Et forhold der ikke mindst er et resultat 

af, at Rusland er økonomisk afhængigt af samarbejdet med USA. Et yderligere aspekt er 

den kinesiske mistanke om en amerikansk inddæmningspolitik, i lyset af tilstedeværelsen 

af amerikanske styrker i Japan, Sydkorea og Centralasien. Kina’s nylige tilnærmelser til 

NATO vurderes dog at være en indikation på en kinesisk erkendelse af, at modarbejdelse 

af USA vil medføre uønskede økonomiske konsekvenser, hvorfor samarbejde i Centralasien 

er at foretrække. 

På de mere bløde sikkerhedsområder er USA og EU villige til at yde en ikke ubetydelig 

økonomisk støtte til opbygning af de centralasiatiske stater, under forudsætning af indførelse 

af forbedrede retsforhold og politiske reformer. Rusland og Kina yder også økonomisk 

støtte til regionens lande, men i begrænset omfang som følge af disse stormagters 

aktuelle økonomiske formåen. Anderledes ser det ud med investeringerne i regionen. 

Mens Rusland og Kina investerer i det Centralasiatiske marked, er der en udpræget tilbageholdenhed 

fra den vestlige verden, ikke mindst som følge af manglende retsforhold, 

omfattende korruption og usikkerheden omkring den sikkerhedspolitiske situation i regionen. 

På det økonomiske område er det derfor primært udvindingen af energiressourcer 

der investeres i, i særdeleshed fra vestlig side. 

Forholdet til Iran er et område, hvor USA og Rusland har forskellige interesser. USA opfatter 

det shia-muslimske fundamentalistiske Iran som en latent trussel for såvel Mellemøsten 

som Centralasien, og har derfor gennem en årrække søgt at inddæmme Iran økonomisk. 

Rusland samarbejder derimod med Iran omkring såvel leverancer af militær udrustning 

som atomkraftteknologi, hvilket er en kilde til uenighed mellem USA og Rusland. 

Et andet eksempel er forholdet til Irak, hvor Rusland officielt er modstander af den amerikanske 

militære operation. For nuværende vurderes det, at Rusland prioriterer det økonomiske 

samarbejde med USA over forholdet til Iran og Irak, hvorfor det må forventes at det 

russisk-amerikanske samarbejde i Centralasien vil fortsætte på kort og mellemlangt sigt. 

Et andet aspekt af USA’s isolationspolitik over for Iran, er at USA spiller bolden lige i hænderne 

på såvel Europa som Rusland, når det gælder udnyttelse af Centralasien energiressourcer. 

Med isolationen af Iran vedbliver Rusland at være hovedtransitlandet for naturgastransporten 

til Europa, hvilket sikkert har været medvirkende til, at Rusland ikke har haft 

særlige betænkeligheder ved at skulle opgive sin geopolitiske position i Centralasien. 170 

170 Müller; Energiepolitische Interessen, s. 30. 

UKLASSIFICERET 75


Et afgørende spørgsmål i den sammenhæng ses at være, hvad Rusland vælger på længere 

sigt: Fortsat samarbejde og økonomisk udvikling med USA eller fortsat samarbejde med 

Iran, og til dels Irak, som på sigt vil kunne koste det gode forhold til USA. 

4.8. Sammenfatning af det globale niveau. 

Det vurderes, at der i den aktuelle situation er konsensus blandt de globale aktører vedrørende 

den sikkerhedspolitiske udvikling i Centralasien, hvor en sikker tilgang til regionens 

energiressourcer samt bekæmpelsen af islamiske terrorister er afgørende. Rusland og 

Kina er dog forbeholdne over for den fortsatte amerikanske militære tilstedeværelse i regionen, 

men må erkende at økonomisk samarbejde med USA, og ikke mindst den amerikanske 

bekæmpelse af radikale islamister, er i begges interesse. Opbygningen af de centralasiatiske 

stater, herunder skabelsen af stabile levedygtige stater, er ligeledes en fælles 

interesse, da et veludviklet centralasiatisk marked vil være i alles favør. 

Rusland og Kina vurderes ikke for nuværende at kunne etablere et militært eller økonomisk 

modspil til USA, hvilket taler for, at den eksisterende arbejdsfordeling vil være gældende 

på kort og mellemlangt sigt. Den lovende kinesiske økonomiske udvikling og en 

russisk økonomisk fremgang må vurderes på længere sigt at kunne medføre en ændret 

balance mellem staterne, hvilket kunne ødelægge den nuværende konsensus, såfremt der 

er tungtvejende modstridende interesser mellem USA på den ene side og Rusland og Kina 

på den anden side. På kort sigt vurderes det primært at være det russiske forhold til Iran 

og Irak, som vil kunne være til fare for det russisk-amerikanske forhold, og som derfor 

kunne få en negativ indflydelse på det eksisterende samarbejde om Centralasien. 

UKLASSIFICERET 76


5. KAPITEL 

DEN SIKKERHEDSPOLITISKE SITUATION I CENTRALASIEN 


Formålet med dette kapitel er at give et samlet billede af den nuværende sikkerhedspolitiske 

situation i Centralasien. Under valg af metode i 1. kapitel blev der lagt vægt på, at den 

globale indflydelse spiller en afgørende rolle i den sikkerhedspolitiske udvikling i regionen. 

Det vælges derfor at analysere indflydelsen af det globale niveau på det regionale og intrastatslige 

niveau. Af hensyn til at medinddrage eventuelle konsekvenser af påvirkninger af 

det regionale niveau til det intra-statslige, vælges det at behandle det regionale niveau 

først. Der gennemføres således indledningsvist en analyse af det globale niveaus indflydelse 

på det regionale niveau, hvorefter det globale niveaus indflydelse på det intrastatslige 

niveau analyseres. Afslutningsvis gives en samlet vurdering af den sikkerhedspolitiske 

situation i regionen. 

5.2. Det globale niveaus indflydelse på det regionale niveau. 

I det følgende behandles det globale niveaus indflydelse de i 3. kapitel identificerede regionale 

sikkerhedspolitiske problemområder: 

• Økologi, herunder de ferskvandsrelaterede konfliktpotentialer. 

• Olie og naturgas, herunder fordeling af rettigheder til ressourcerne. 

• Islam og terrorisme, herunder tilstedeværelse af islamiske terrorgrupper. 

• Narkotika, herunder Centralasien som transitområde. 

• Territoriale uoverensstemmelser, herunder spørgsmålet om Ferganadalen og det Kaspiske 

Hav. 

5.2.1. Økologi. 

De ferskvandsrelaterede problematikker og øvrige økologiske problemer i Centralasien har 

såvel FN, OSCE som EU’s bevågenhed. FN’s agenda 21 og UNEP-programmer, såsom 

”Central Asia Task Force”, har sammen med bl.a. ”Caspian Environment Programme” en 

positiv effekt på regionens økologiproblemer. OSCE’s tilbud om støtte i forbindelse med 

vandproblematikken, og deres nuværende bestræbelser på at udvide sin tilstedeværelse i 

regionen sætter sammen med de humanitære aspekter af EU’s TACIS-program tillige de 

økologiske problemer på dagsordenen. Om end der fortsat er lidt uenighed om anvendelse 

af regionens ferskvandsressourcer, har alle centralasiatiske regeringer hilst ovenstående 

initiativer velkommen, bl.a. i form af ratificering af flere internationale økologirelaterede 

konventioner, hvorfor chancerne for at der kan opnås en fredelig løsning af vandproblematikken 

vurderes positive. 171 


UKLASSIFICERET 77


Ovennævnte programmer, kombineret med det amerikanske engagement i regionen, har 

medført en øget dialog på tværs af grænserne m.h.p. at komme til en fælles gensidig 

forståelse omkring ferskvandets anvendelse samt økologiske problemer i øvrigt. 

Det er kun Usbekistan, der til en vis grad har kapacitet til at sætte magt bag kravet om 

adgang til ferskvandsressourcer. Det vurderes imidlertid at den globale indflydelse, herunder 

især samarbejdet med USA, tilsikrer at egentlige militære aggressioner ikke forekommer. 

Da samtlige globale aktører, herunder USA, ønsker ro og stabilitet i regionen, vurderes 

militære aggressioner støttet af en eller flere globale aktører usandsynlig. 

Sammenfattende vurderes det at den globale indblanding i regionens økologiproblemer i 

form af FN, OSCE, EU og USA har øget de centralasiatiske regeringers fokus på disse 

områder, og således medvirker til at dæmpe ethvert optræk til konflikt. Vilje til overvindelse 

af økologiproblemer vurderes således til stede og i takt med at befolkningerne bliver mere 

oplyst af bl.a. påvirkning fra den vestlige verden, vurderes udsigterne fortsat at være positive. 

5.2.2. Olie og naturgas. 

De omfattende ressourcer i det Kaspiske Hav har global interesse, hvorfor såvel USA, 

som Rusland, Kina og EU alle deltager i det store spil. Som tidligere nævnt, har der dog 

indfundet sig en hvis forståelse blandt de globale spillere om fælles udnyttelse af ressourcerne. 

Transporten af olieog naturgas ud af regionen er dog et kompliceret spil, hvor alle 

forsøger at maksimere deres andel af udbyttet. Rusland ønsker at være hovedeksportør, 

og Kina er inde i billedet, enten med en direkte rørledning eller en rørledning til Rusland, 

der kan kobles sammen med det eksisterende russiske net. Iran forsøges holdt udenfor 

indflydelse, idet amerikanske interesser primært retter sig mod vestgående løsninger. Den 

endelige totalløsning for regionen er således endnu ikke på plads, men uanset hvilke rørledninger 

der vælges, er der intet, der tyder på truende konflikter, der vil involvere globale 

aktører. I og med såvel USA som Rusland, Kina og EU alle er implicerede, og vil nyde 

godt af reduceret afhængighed af golfregionen vurderes en fredelig løsning på transportspørgsmålet 

at være nærliggende. ”Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 

2003”, med deltagelse af samtlige globale og regionale aktører, understøtter klart denne 

tese. Iran har hverken indflydelse eller magt til at bringe de fire store i knæ, idet en økonomisk 

gulerod viftet for næsen af de relativt svage stater omkring det Kaspiske Hav altid 

vil medføre et fravalg af Iran. 

ECT og ECTP er begge traktater med global repræsentation, der fremmer udvinding af 

regionens olieog naturgasressourcer. 

Rettigheder til olie og naturgas i det Kaspiske Hav behandles under territoriale spørgsmål. 

Den globale indblanding i spillet om regionens olie og naturgas vurderes at reducere det i 

forvejen begrænsede konfliktpotentiale, og vurderes endvidere at medføre grobund for 

yderligere økonomisk vækst og vestliggørelse af regionen. 

UKLASSIFICERET 78


5.2.3. Islam og terrorisme. 

De globale aktørers engagement i kampen mod terror har kraftigt reduceret den islamiske 

fundamentalisme kedelige følger, såsom terroraktioner og øget rekruttering blandt mindrebemidlede 

unge, i Centralasien. 

Ruslands tilstedeværelse i de sydøstlige centralasiatiske stater bunder i frygt for den islamiske 

fundamentalisme, primært refererende til Taliban, hvorfor udsigterne til en forværring 

af problemet vurderes mindre sandsynligt efter Taliban og Al-Qaida’s mindskede 

indflydelse. 

Såfremt de centralasiatiske stater ikke demokratiseres yderligere, og der fokuseres på 

øget grad af fordeling af goderne, vurderes det, at en fortsat rekruttering til islamiske fundamentalistiske 

grupperinger, såsom IMU og Hizb ut Tahir, imidlertid kan være en kilde til 

ustabilitet. De globale aktører, primært USA, men også Rusland og Kina gennem bl.a. 

SCO samt de centralasiatiske staters mere eller mindre koncentrerede indsats mod disse 

grupperinger vurderes dog at holde problemet nede selv uden øget fordelingspolitik, 

hvorfor islamisk fundamentalisme ikke ses som et element, der er i stand til at destabilisere 

hverken regionen eller enkeltstaterne i nævneværdig grad. 

Sammenfattende vurderes det, at islamisk fundamentalisme, herunder terrorvirksomhed, 

som et resultat af det globale engagement ikke indebærer nogen væsentlig destabiliserende 

faktor for regionen. Uden global indflydelse vil islamisk fundamentalisme være kilde 

til uro, med destabiliserende effekt til følge. 

5.2.4. Narkotika. 

De globale aktørers medvirken til øget kontrol med grænsen til Afghanistan i form af kampen 

mod terrorisme har haft en positiv indvirkning på regionens gennemstrømning af narkotika. 

Korrumperede regeringsadministrationer, grænsetropper og andre interessenter i 

de sydøstlige centralasiatiske stater bevirker imidlertid, at problemet er svært at komme 

fuldstændigt til livs. Globale aktørers påvirkning af enkeltstaterne samt globale og regionale 

politisamarbejder vurderes dog at medføre en fortsat reduktion i problemets omfang. 

Narkotika har det imidlertid altid med at finde en vej til områder, der efterspørger det, 

hvorfor en total fjernelse af problemet ses umuligt. I takt med nedbrydningen af Taliban, og 

den deraf følgende reduktion i kampen mod terrorisme i Afghanistan vurderes det, at opiumsdyrkning 

igen får gode kår i Afghanistan, hvorfor transport af narkotika i Centralasien 

fortsat vil udgøre et destabiliserende element. 

Sammenfattende vurderes det at narkotikaproblemet, i form af såvel transportruter som 

følgevirkninger i regionen, er reduceret betragteligt med de globale aktørers støtte til bekæmpelse 

af dette. Der vurderes dog fortsat at være behov for en målrettet indsats på 

dette område, for at hindre narkotika i at udgøre en egentlig risiko for den sikkerhedspolitiske 

stabilitet i Centralasien. 

UKLASSIFICERET 79


5.2.5. Territoriale uoverensstemmelser. 

De globale aktørers interesse i, at regionale territoriale uoverensstemmelser ikke udvikler 

sig til egentlige konflikter, ses tydeligt afspejlet i bl.a. Ferghana Valley Developement Programme, 

hvor FN søger at løse den omstridte dals mangfoldige problematikker i fordragelighed. 

Rusland og Kina’s enighed om territorielle spørgsmål stormagterne imellem ses 

afspejlet i SCO-regi, hvor evt. territorielle uoverensstemmelser mellem de centralasiatiske 

stater ligeledes kan bringes op. Endvidere vurderes USA’s påvirkning af Usbekistan yderligere 

at lægge en dæmper på, at usbekiske territorielle krav ikke udmønter sig i reel usbekisk 

aggression. 

USA’s indflydelse på løsning af problematikken omkring det Kaspiske Hav ses afspejlet i 

den igangværende dialog mellem Aserbajdsjan og Iran. Amerikanske interesser i Aserbajdsjan 

olieog naturgasindustri vurderes at være årsag til Irans tilbageholdenhed med at 

nå til en aftale med Aserbajdsjan. 

Turkmenistans venskabelige forhold til Iran bør endvidere føre til en løsning på delingen, 

især såfremt amerikanske interesser i Turkmenistans olieog naturgasindustri ikke øges. 

Turkmenistans forsvarsaftale med Rusland er endvidere medvirkende til, at selv hvis 

Turkmenistans og Irans forhold bliver anstrengt, vil en iransk aggression ikke være sandsynlig. 

Omstridte dele af det Kaspiske Hav, særligt i den sydlige del, forventes fortsat at 

være kilde til spændinger i regionen, men da alle involverede vil kunne nyde godt af en 

endegyldig aftale for uhindret at kunne udvinde ressourcer, bør en sådan aftale have gode 

udsigter i den nærmeste fremtid. ”Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003” 

samt ECT/ECTP, der har deltagelse af samtlige interessenter, bekræfter denne formodning. 

USA’s fortsatte isolering af Iran kan dog medføre dårlige udsigter for en hurtig løsning. 

FN’s manglende involvering i den territorielle deling vurderes imidlertid at afspejle, at 

der ikke er tale om et egentligt konfliktpotentiale med store konsekvenser for en fredelig 

regional udvikling. 

Sammenfattende vurderes de globale aktørers involvering i de territoriale uoverensstemmelser, 

yderligere at reducere risikoen for at disse potentielle konflikter destabiliserer den 

sikkerhedspolitiske situation i Centralasien, hvorfor territoriale uoverensstemmelser ikke 

vurderes at udgøre nogen sikkerhedsrisiko for regionen. 


Centralasien har placeret sig i den globale verdensorden mellem den vestlige og islamiske 

kultur. De globale aktører USA, Rusland, Kina og Europa har en fælles interesse i, at de 

centralasiatiske stater ikke bliver såkaldte ”rugekasser” for islamisk fundamentalisme, 

herunder den globale terrorisme. Samtidigt har der vist sig en villighed til, ved fælles indsats, 

at sikre udvindingen af regionens olieog naturgasressourcer, hvilket gør op med 

fortidens globale konflikter om ressourcer. 

På det regionale niveau består en række uoverensstemmelser de centralasiatiske lande 

imellem, primært om rettighederne til naturressourcer og territorier. Der er ikke tradition for 

voldsanvendelse mellem staterne, og de regionale uoverensstemmelser synes at blive løst 

gennem bi- og multilaterale forhandlinger. Den sidste tvivl om, hvorvidt enkelte af de cen- 

UKLASSIFICERET 80


tralasiatiske lande er villige til at anvende magt i bestræbelser på at opnå relative fordele 

forstummer med de globale aktørers engagement i regionen, idet særligt Rusland og USA, 

men også EU, Kina og FN, vurderes at være en garant for en fortsat fredelig udvikling. Alle 

medvirkende er interesserede i, at der hersker fred og stabilitet i regionen, og har – ikke 

mindst af egen interesse – investeret store beløb til dette formål. Det eneste regionale 

fokusområde med fortsat destabiliserende følger, om end begrænsede, er narkotikaproblematikken, 

hvor selv officiel global og regional enighed i vigtigheden af bekæmpelse, 

besværliggøres af, at den lukrative forretning altid finder støtter. 

Det må derfor sammenfattende vurderes, at den trods alt i forvejen relativt begrænsede 

risiko for regionale konflikter, reduceres yderligere af det globale niveaus indflydelse, 

hvorfor risikoen for regionale konflikter samlet set vurderes at være ubetydelig. 

5.3. Det globale niveaus indflydelse på det intra-statslige niveau. 

I det følgende gennemføres en analyse af indflydelsen af det globale niveau’s påvirkning 

af den sikkerhedspolitiske situation i de enkelte centralasiatiske lande. Analysen gennemføres 

efter samme opdeling, som anvendt i beskrivelsen af det intra-statslige niveau: 

• Regering og politisk system. 

• Økonomi- og fordelingspolitik. 

• Religiøse og etniske forhold. 

• Lov og orden. 

Efterfølgende gives en samlet vurdering af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation af 

situationen i de enkelte centralasiatiske lande. 

5.3.1. Kasakhstan. 

I 2. kapitel blev de intra-statslige forhold i Kasakhstan betegnet som forholdsvis stabile, 

idet planlagte politiske og økonomiske reformer ville gavne stabiliteten i det kasakhiske 

samfund. Endvidere blev det vurderet at Kasakhstan havde brug for ekstern støtte til at 

opretholde kontrollen med sit udstrakte territorium. 



opposition og bebudede reformer om mere demokrati, giver tilsyneladende det politiske liv 

håb for fremtiden. Den amerikanske og europæiske økonomiske støtte er afhængig af 

Kasakhstans evne til at gennemføre politiske reformer og gradvist overgå til demokrati og 

markedsøkonomi. Særligt USA bestræber sig på at styrke Kasakhstans suverænitet og 

økonomiske uafhængighed, samt på at nedbryde dets fortsatte afhængighed af Rusland. 

På grund af de betydelige amerikanske økonomiske og strategiske interesser, spiller den 

amerikanske indflydelse i Kasakhstan en stadig større rolle. Det må på den baggrund 

vurderes at en fortsat amerikansk, og europæisk, tilstedeværelse og indflydelse i Kasakhstan 

vil presse regeringen til politiske reformer, som på sigt vurderes at ville stabilisere den 

politiske situation i landet yderligere. 

UKLASSIFICERET 81




samfund. Den amerikanske og europæiske økonomiske støtte er afhængig af 

Kasakhstans evne til at gennemføre politiske reformer. Under forudsætning af at disse 

reformer gennemføres, må det vurderes at det hidtidige forbehold mod investeringer fra 

vestlige selskaber, som følge af korruption og manglende retssikkerhed, vil erstattes af 

øget investering og etablering af en bæredygtig markedsøkonomi. En fortsat økonomisk 

vækst vurderes at ville medføre en reduktion af den eksisterende arbejdsløshed, ligesom 

fordelingen af økonomiske goder, herunder en forbedring af levevilkår for det forarmede 

befolkningsflertal, må vurderes at være sandsynlig. 

Der er for nuværende ikke tegn på, at den store russiske befolkningsandel vil kunne føre til 

sikkerhedsmæssige problemer, ligesom uighurerne ikke vurderes at være en risiko for den 

interne sikkerhedspolitiske stabilitet i Kasakhstan, hvorfor der ikke vurderes at være 

grundlag for etniske eller religiøse årsager til ustabilitet i Kasakhstan. 

Retsforholdene i Kasakhstan vurderes, til trods for åbenlyse mangler, at være i en positiv 

udvikling sammenlignet med øvrige centralasiatiske stater. Der resterer stadig en ændret 

indstilling fra såvel retsinstanser som politi, men det vurderes overordnet, at såvel menneskerettigheder 

som retssikkerhed generelt er i bedring, hvilket overordnet vurderes yderligere 

at ville forstærkes af de bebudede politiske reformer. Tilstedeværelsen af internationale 

organisationer, og ikke mindst kravet om retssikkerhed fra vestlige investorer vurderes 

at ville medvirke til en fortsat positiv udvikling. 

Kasakhstans kontrol med eget territorium vurderes relativ høj, om end den lange sydlige 

grænse kræver særlig opmærksomhed overfor narkotika og islamisk fundamentalistisk 

terrorisme. Militær- og grænsestyrker er medvirkende til at opretholde lov og orden inden 

for Kasakhstans territorium, men det vurderes ikke, at Kasakhstan er i stand til at kontrollere 

den sydlige og østlige grænse for narkotika og øvrig indtrængen, herunder eventuel 

islamisk terrorisme. Tilstedeværelsen af 7-8000 russiske tropper i Kasakhstan, der primært 

beskytter russiske militæranlæg, men også rådgiver de kasakhiske grænsetropper, vurderes 

at være en medvirkende faktor til, at Kasakhstan i øget grad er i stand til at øve kontrol 

over eget territorium, herunder kontrollere den lange grænse mod syd og øst. Kasakhstans 

støtte til den amerikansk ledede kamp mod terrorisme, herunder tilladelse til at benytte 

det kasakhiske luftrum og tilbud om at stille militærbaser til rådighed for indsatsen 

mod Afghanistan, har, kombineret med deltagelse i anti-terror-øvelser og Kasakhstans 

prioritering af landets sydlige grænse, med succes dæmmet op for terrorismen indtog og 

reduceret transporten af narkotika. 

Sammenfattende vurderes den globale indflydelse på Kasakhstan på kort og mellemlangt 

sigt at medføre en øget kontrol med eget territorium, samt på længere sigt at kunne medvirke 

til at politiske reformer gennemføres, så de potentielle problemområder som fattigdom 

og korruption elimineres. 

UKLASSIFICERET 82


5.3.2. Kirgisistan. 

I 2. kapitel blev de intra-statslige forhold i Kirgisistan betegnet som værende særdeles 

ustabile som følge af manglende politiske reformer og økonomisk tilbagegang, hvor en 

islamistisk bølge blandt befolkningen kunne true med at slå hen over landet, såfremt en 

forbedring af den social-økonomiske situation lader vente for længe på sig. 

Den politiske situation i Kirgisistan vurderes at være præget af, at den hidtidige demokratiske 

udvikling synes at være stillet i bero med henblik på at sikre den indenrigspolitiske 

situation. Der er dog fortsat mulighed for politisk opposition, men den omfattende korruption 

i magtapparatet synes fortsat at udgøre et problem for den interne sikkerhedspolitiske 

situation. Såfremt der ikke sker egentlige tilbageskridt i demokratiseringsprocessen vurderes 

risikoen for et kup at være lille. 

Tilstedeværelsen af amerikanske tropper og internationale organisationer vurderes at ville 

give fornyet håb for oppositionen og være medvirkende til at stabilisere situationen på kort 

sigt. I tilfælde af manglende reformer vil USA og vesten løbe risikoen for at blive opfattet 

som støtter for den nuværende regering, hvilket på mellemlangt og langt sigt vurderes at 

kunne medvirke til en destabilisering af den indenrigspolitiske situation i Kirgisistan. 

USA og Europa vurderes at ville lægge pres på den kirgisiske regering for at gennemføre 

reformer, hvilket på længere sigt vurderes at ville være medvirkende til at stabilisere situationen. 

Den kirgisiske økonomi er præget af ringe indtjeningsmuligheder og heraf følgende 

manglende økonomisk vækst. Dette kombineret med den astronomiske udlandsgæld 

medfører at Kirgisistan er særdeles afhængig af eksterne kreditter og nødhjælpsydelser, 

samt udenlandske investeringer. Den nuværende økonomiske fordeling, som medfører at 

60% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, medfører et akut behov for en reform 

af fordelingspolitikken, med henblik på at imødegå uroligheder som følge af den fortsatte 

fattigdom blandt befolkningen. 

Da Kirgisistan, som det eneste land i regionen, har åbnet op for sit marked i form af privatisering 

og økonomisk liberalisering, er der mulighed for, at økonomien kan forbedres 

gennem udenlandske investeringer. Kirgisistan har ved hjælp af sit image som centralasiens 

”demokratiske åndehul” den højeste andel af internationale nødhjælpsydelser og 

kreditter. Den økonomiske støtte fra primært USA og Europa medvirker til, at den trøstesløse 

økonomiske situation er forbedret en smule, men hjælpeprogrammer vurderes ikke 

alene at kunne løse landets problemer. 

Tilstedeværelsen af såvel amerikanske som russiske tropper vurderes at ville forbedre 

tilliden til den sikkerhedspolitiske situation med deraf stigende interesser for vestlige investeringer. 

Omfattende investeringer vurderes dog at være afhængige af en fortsat stabilisering 

af det kirgisiske samfund, hvilket vil kræve omfattende politiske og økonomiske 

reformer. 

Indtrængen af islamiske fundamentalister fra Tadsjikistan og Usbekistan truer den sikkerhedspolitiske 

situation i Kirgisistan, hvilket vurderes at være en reel kilde til uroligheder 

eller borgerkrigslignende tilstande. Generelt er situationen spændt i den sydlige del af 

landet, både mellem etniske grupper og disses forhold til lokale autoriteter. 

UKLASSIFICERET 83


Tilstedeværelsen af amerikanske og russiske tropper i Kirgisistan er medvirkende til at 

bekæmpe oprørsbevægelser, hvilket på kort sigt er medvirkende til at opretholde stabilitet i 

landet. Endvidere er udvandringen af højtuddannede russere en tiltagende trussel mod at 

få den kirgisiske industri i gang. Kombinationen af den manglende udvikling i demokratiseringsprocessen 

og en forværring af økonomien vurderes at øge risikoen for religiøs fundamentalisme. 

Retsforholdene i Kirgisistan er præget af korruption og at der, til trods for igangværende 

lovreformer, stadig er et godt stykke vej til acceptable forhold. Politiet optræder fortsat 

hensynsløst og den manglende retssikkerhed vurderes at ville medføre en fortsat mistro til 

ledelsen. Der resterer stadig en ændret indstilling fra såvel retsinstanser som politi, men 

det vurderes overordnet, at såvel menneskerettigheder som retssikkerhed generelt er i 

bedring. Tilstedeværelsen af især amerikanske styrker og hjælpeprogrammer vurderes at 

ville kunne bane vejen for en øget fokusering på retssikkerhed og menneskerettigheder, 

hvilket vurderes på langt sigt at kunne medvirke til bedre forhold. 

Militær- og grænsestyrker medvirker til at opretholde lov og orden inden for Kirgisistans 

territorium, men det vurderes ikke at Kirgisistan er i stand til at kontrollere sit territorium, 

hvorfor den sydlige grænse ikke er tilstrækkeligt sikret mod narkotikasmugling og indtrængen 

af islamisk fundamentalistisk terrorisme. Rusland støtter de kirgisiske grænsetropper 

med ca. 100 rådgivere. Endvidere uddannes årligt 500 regulære kirgisiske soldater samt 

100 kirgisiske grænsesoldater i Rusland. Dette medfører, at Kirgisistan i højere grad er i 

stand til at kontrollere sit eget territorium, herunder begrænse tilførslen af narkotika til 

landet. 

Kirgisistans støtte til kampen mod terror i form af at stille dets luftrum samt flyvestationen 

Manas (i nærheden af Bischkek) til rådighed for gennemførelsen af operationer, har medført, 

at USA og Storbritannien støtter kirgisiske enheders uddannelse i bjergkamp, hvilket 

særligt skal ses i lyset af bekæmpelsen af islamistiske oprørsgrupper. Gennem den amerikanske 

støtte er det lykkedes for regeringen at bekæmpe den islamiske terrorisme effektivt, 

således at den midlertidigt har mistet sin betydning, når det gælder dens trussel imod 

den kirgisiske stat. En islamistisk bølge blandt befolkningen truer dog fortsat med at kunne 

slå hen over landet, hvis en forbedring af den social-økonomiske situation lader vente for 

længe på sig. 

Sammenfattende vurderes det, at det globale niveau har en midlertidig stabiliserende 

effekt på den sikkerhedspolitiske situation i Kirgisistan for så vidt angår bekæmpelse af 

islamistiske oprørsgrupper og kontrol med territoriet. Endvidere vurderes det, at de globale 

aktører ved fortsat pres, herunder udsigten til økonomisk hjælp, vil kunne medvirke til at 

skabe en mere vedvarende stabilitet i Kirgisistan ved gennemførelse af politiske reformer 

og øgede investeringer. Foreløbigt går udviklingen mod reformer langsomt, hvilket på sigt 

vurderes at kunne underminere den umiddelbart positive effekt af globale aktører i Kirgisistan. 

UKLASSIFICERET 84


5.3.3. Tadsjikistan. 

I 2. kapitel blev de intra-statslige forhold i Tadsjikistan betegnet som værende særdeles 

ustabile, med behov for såvel politiske og økonomiske reformer samt ekstern hjælp til 

opretholdelse af kontrollen med eget territorium, herunder opretholdelse af lov og orden. 




med eventuelt kup til følge. Tilstedeværelsen af amerikanske og russiske styrker øger 

regeringens evne til at imødegå problemer med oprørske klaner. Samtidigt er den vestlige 

støtte betinget af politiske reformer, hvorfor det vurderes, at den globale påvirkning på 

langt sigt vil kunne medvirke til en demokratisk udvikling i Tadsjikistan. 

Demonstrationer imod korruption og dårlig ledelse hører til dagens orden, og centralregeringen 

har reelt kun kontrol over et område ud til maksimalt 30 km. fra hovedstaden Duschanbe. 

Uden for dette område kontrollerer de enkelte klanledere deres respektive distrikter. 


af den økonomiske situation er på nuværende tidspunkt ikke i sigte, hvilket vurderes at 

kunne påvirke præsidentens magtbase, såfremt han ikke er i stand til økonomisk at understøtte 

befolkningen. Omfattende hjælpeprogrammer fra såvel USA som Europa har en 

umiddelbar positiv effekt på den omfattende fattigdom og heraf følgende utilfredshed i 

befolkningen, men en langsigtet løsning på Tadsjikistans økonomiske problemer vil kræve 

omfattende udenlandske investeringer, hvilket er problematisk med de eksisterende usikre 

politiske forhold i landet. Gennemførelse af de af USA og Europa anbefalede reformer 

vurderes på længere sigt at øge interessen for vestlige investorer. En politisk stabil situation, 

med retssikkerhed for eventuelle investorer, må med baggrund i ovenstående vurderes 

at være urealistisk på kort og mellemlangt sigt. Tilstedeværelsen af russiske og amerikanske 

styrker vurderes endvidere at kunne medvirke til at begrænse den udbredte paralleløkonomi, 

hvor narkotikahandelen for nuværende tilskrives 30-50% af økonomien. 

Såvel religiøse som etniske grupperinger vurderes at være en trussel mod den sikkerhedspolitiske 

stabilitet i Tadsjikistan, hvilket yderligere forstærkes af den håbløse økonomiske 

situation, som driver arbejdsløse unge i armene på oprørsbevægelser. 

Således synes en genopblussen af borgerkrigen primært at være truet af islamiske fundamentalister 

og etniske grupperinger. Udviklingen i 2001 har været relativt stabil, og der 

synes at være et udbredt ønske om fredelige tilstande efter mange års borgerkrig. 

Samtidigt vurderes tilstedeværelsen af amerikanske og russiske tropper i Tadsjikistan at 

være medvirkende til at bekæmpe oprørsbevægelserne, hvilket på kort sigt er medvirkende 

til at tilføre stabilitet. 

Manglen på et egentligt retsvæsen i Tadsjikistan er et væsentligt problem, da der kun i 


del af landet er tale om klansystemer baseret på sædvaneret. Eftersom klanerne profiterer 

af narkotikahandel, er det ikke muligt at holde den organiserede kriminalitet og politik ude 

af hinanden. De russiske troppers tilstedeværelse lægger dog en dæmper på denne problematik. 

Endvidere vurderes tilstedeværelsen af amerikanske og russiske tropper at give 

UKLASSIFICERET 85


regeringen mulighed for i højere grad at opretholde lov og orden i landet, ligesom amerikanske 

og europæiske krav om reformer af retsvæsenet vurderes at være en forudsætning 

for udenlandske investeringer. 

Tadsjikistans manglende evne til af kontrollere eget territorium, herunder at opretholde lov 

og orden, afhjælpes i høj grad af Rusland, som er ansvarlige for løsningen af de fleste 

politiopgaver. Der er for tiden ca. 20.000 russiske tropper i Tadsjikistan på grænsen til 

Afghanistan, og uden disse ville regeringen slet ikke have kontrol over sit territorium. 

Efter aftale med Rusland, og med henblik på mulig finansiel hjælp fra den vestlige verden, 

trådte Tadsjikistan ind i kampen mod terror og støtter USA ved at stille sit luftrum og sine 

flyvestationer Kuljab og Duschanbe samt sit territorium til rådighed for amerikanske operationer. 

Den store trussel mod den fortsatte normalisering af forholdene i Tadsjikistan, fra 

den usbekisk-islamiske oprørshær IMU og den islamiske undergrundsbevægelse Hizb-ut- 

Tahrir i landets Sokh-provins, synes midlertidigt sat ud af spillet efter amerikansk støtte til 

bekæmpelse af disse i forbindelse med kampen mod terror. Tilslutningen til disse organisationer, 

som en naturlig følge af de perspektivløse forhold for landets unge, vurderes på 

mellemlangt og langt sigt at ville aftage i takt med gennemførelsen af Ferganadalsprojektet 

samt generelle politiske og økonomiske reformer. Med tilstedeværelsen af såvel Rusland 

som USA vurderes risikoen for egentlig borgerkrig foreløbigt at være lille. 

Sammenfattende vurderes det, at det globale niveau har en midlertidig stabiliserende 

effekt på den sikkerhedspolitiske situation i Tadsjikistan for så vidt angår bekæmpelse af 

islamistiske oprørsgrupper og kontrol med territoriet. Endvidere vurderes det, at de globale 

aktører ved fortsat pres, herunder udsigten til økonomisk hjælp, vil kunne medvirke til at 

skabe en mere vedvarende stabilitet i landet ved gennemførelse af politiske reformer og 

øgede investeringer. Foreløbigt går udviklingen mod reformer langsomt, hvilket på sigt 

vurderes at kunne underminere den umiddelbart positive effekt af globale aktører i Tadsjikistan. 

5.3.4. Turkmenistan. 

I 2. kapitel blev de intra-statslige forhold i Turkmenistan betegnet som værende forholdsvis 

stabile grundet præsidentens nuværende popularitet. Manglende økonomisk udvikling 

vurderedes dog at kunne rokke ved præsident Nijasovs popularitet, hvilket i værste fald 

kunne medføre magtkampe og oprør i den turkmenske befolkning. 

Det politiske system i Turkmenistan kan bedst betegnes som et diktatur. Trods den turkmenske 

præsidents hårde linie mod alt hvad der sætter spørgsmålstegn ved styret, vurderes 

det, at der for tiden ikke er nogen reel fare for statskup, idet han har folkets brede 

opbakning. Præsidentent Nijasovs åbning af turkmensk luftrum til brug for kampen mod 

terrorisme i Afghanistan vurderes at være første tegn på en åbning mod vesten. Dette 

synes dog ikke at have afsmittende effekt på det politiske system i Turkmenistan, hvorfor 

en ændring af det nuværende styre ikke synes sandsynlig. I forlængelse heraf vil den 

nuværende præsidents bortgang fortsat vurderes at kunne have uoverskuelige konsekvenser 

for det politiske system i Turkmenistan. Det vurderes på denne baggrund at være 

nødvendigt med politiske reformer, herunder indførelse af demokrati, for at sikre en stabil 

udvikling efter præsident Nijasovs død. Den økonomiske støtte fra USA og EU forudsætter 

UKLASSIFICERET 86


gennemførelse af politiske reformer og overholdelse af menneskerettigheder, hvilket kunne 

presse Turkmenistan til at åbne det eksisterende styre for en egentlig opposition, og 

herved på mellemlangt og langt sigt skabe grundlag for at undgå sikkerhedspolitisk ustabilitet. 

Den nuværende økonomiske situation er kendetegnet ved, at der til trods for rigdommen 

på råstoffer og dermed eksisterende potentiale for en blomstrende økonomi, ikke er tale 

om en positiv økonomisk udvikling. Den europæiske og amerikanske økonomiske støtte til 

Turkmenistan er principielt afhængig af landets villighed til at indføre politiske og økonomiske 

reformer. Der vurderes ikke at være tegn på, at Turkmenistan er indstillet på at gennemføre 

sådanne, hvorfor en positiv økonomisk udvikling ikke vurderes at være umiddelbart 

forestående. Da styret bevarer magten over det turkmenske samfund og statsapparat 

ved kunstigt lave priser og gratis offentlige varer som gas, el og vand, vurderes det, at 

fortsat manglende indtægt fra landets energiressourcer vil medføre en risiko for den sikkerhedspolitiske 

stabilitet. 

Der vurderes ikke at være grundlag for religiøse eller etnisk begrundede konflikter i Turkmenistan, 

fordi der ikke er eksempler på radikalreligiøse grupperinger, og da befolkningen 

er relativ etnisk homogen. 

Retsforholdene i Turkmenistan må vurderes at være ikke eksisterende, idet politi og retsvæsen 

ikke tilnærmelsesvis kan siges at overholde internationale krav til retssikkerhed og 

menneskerettigheder. Det internationale pres vurderes hidtil ikke at have medført nogen 

vilje til at reformere retssystemet, hvorfor det må vurderes, at det fortsat vil være en kilde 

til ustabilitet. 

Turkmenistan har i rimelig grad kontrol over eget territorium, idet landet råder over omfattende 

styrker, der dog er umoderne, samt politi og efterretningstjeneste. Turkmenistan har 

tilladt overflyvning i f.m. operationer i Afghanistan mod amerikansk støtte til kontrol med 

Turkmenistans grænser i f.m. narkotikasmugling. Det vurderes på denne baggrund, at den 

amerikanske støtte til Turkmenistan medfører en øget kontrol med dets territorium. 

Sammenfattende medvirker den hidtidige isolationspolitik til at begrænse det globale niveau’s 

indflydelse på Turkmenistan. Dette medfører at landets sikkerhedspolitiske stabilitet 

aktuelt må betragtes som værende stabilt, men at Turkmenistan potentielt vurderes at 

være særdeles ustabilt ved den nuværende præsidents afgang. 

5.3.5. Usbekistan. 

I 2. kapitel blev de intra-statslige forhold i Usbekistan betegnet som værende relativt stabile 

på kort og mellemlangt sigt. Manglen på politiske reformer og økonomisk fremgang 

vurderedes dog at udgøre en trussel for stabiliteten på længere sigt, ligesom tilstedeværelsen 

af IMU fortsat udgør en trussel for den interne stabilitet. 

Den politiske situation i Usbekistan er præget af et autokratisk præsidentstyre med meget 

ringe udfoldelsesmuligheder for en politisk opposition. Oppositionens og befolkningens 

kritik er for en stund forstummet, men på længere sigt vurderes det dog, at manglen på 

politiske reformer og demokrati kan være kilde til politisk ustabilitet. Der er dog på det 

seneste gjort tiltag for at forbedre demokratiet og overholdelse af menneskerettigheder, 

UKLASSIFICERET 87


formentlig som følge af USA’s engagement i landet. Indførelsen af overhuset, de seneste 

tiltag med registreringen af menneskerettighedsselskabet UZB samt de første skridt til at 

afskaffe censuren, vurderes at være en begyndende udvikling i retning af demokratisering, 

ligesom religiøst motiverede grupper håndteres mere moderat end tidligere. Indenrigspolitiske 

tiltag, såsom intentioner om øget demokrati, respekt for menneskerettigheder og 

afskaffelse af censur, er med al sandsynlighed et direkte resultat af de tætte forbindelser 

mellem USA og Usbekistan, og viser, at der sker en betydelig forbedring af den indenrigspolitiske 

helhedssituation. Blot få måneder før aftalen med USA undertrykte regeringen, 

under dække af at ville bekæmpe den fundamentalistiske Islam, enhver politisk opposition 

og risikerede derved selv at tilskynde til radikaliseringen og politiseringen af de religiøse 

kræfter. 172 

På kort og mellemlangt sigt kunne den økonomiske situation betegnes som værende ikke 





Den amerikanske og europæiske støtte til Usbekistan vurderes at ville øge 

interessen for at investere i landet, hvilket på mellemlangt og langt sigt vil kunne medvirke 

til at øge den sikkerhedspolitiske stabilitet i landet. 

Usbekistan har en rimelig høj grad af kontrol med eget territorium, og de usbekiske militære 

styrker vurderes i rimeligt omfang at være i stand til at bekæmpe oprørsgrupper i landet, 

herunder IMU. Evnen til at eliminere truslen fra IMU må vurderes at være forbedret som 

følge af støtten til kampen mod terror, deltagelse i anti-terror-øvelser samt tilstedeværelsen 

af amerikanske styrker. Usbekistan støtter kampen mod terror ved at stille USA sit 

luftrum og territorium til rådighed for gennemførelsen af operationer mod Afghanistan. På 

nuværende tidspunkt er der udstationeret op til 4.500 amerikanske soldater i Usbekistan, 

og USA har hjulpet den usbekiske regering med at bekæmpe IMU i form af tilintetgørelsen 

af baser og netværk og bremsningen af finansstrømme. I 2002 mistede IMU-truslen derfor 

sin betydning som destabiliserende faktor for Usbekistan. På trods af denne succes befinder 

der sig fortsat IMU-oprørere i det usbekisk-tadsjikiske grænseområde. Disse oprørere 

udgør selv uden tilstrømning fra Afghanistan en potentiel fare. Tilsvarende må man forvente, 

at der fra IMU’s side vil blive foretaget spredte attentater og overgreb, særligt mod 

de af USA benyttede usbekiske anlæg. 

Retsforholdene i Usbekistan, som hidtil har været præget af korruption og mangel på retssikkerhed 

og menneskerettigheder, vurderes med det øgede samarbejde med USA at 

være inde i en positiv udvikling. Den amerikanske tilstedeværelse i regionen giver ydermere 

Usbekistan bedre mulighed for at opretholde lov og orden indenfor eget territorium. 

Sammenfattende vurderes den sikkerhedspolitiske situation i Usbekistan med tilstedeværelsen 

af amerikanske styrker stabiliseret for en stund. Den politiske og økonomiske udvikling 

er med baggrund i det omfattende samarbejde med især USA inde i en udvikling med 

172 Halbach; Djihad, p. 1. 

UKLASSIFICERET 88


øget demokrati og reformer, hvilket på længere sigt vil kunne medvirke til at øge den sikkerhedspolitiske 

stabilitet. 

5.3.6. Sammenfatning 

Tilstedeværelsen af globale aktører må sammenfattende vurderes at have en generelt 

stabiliserende effekt på den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. 

Særligt de hårde sikkerhedsaspekter såsom bekæmpelse af oprørsgrupper, herunder 

islamistiske fundamentalister og organiseret kriminalitet, øger de centralasiatiske staters 

mulighed for at kontrollere deres respektive territorier. Tilstedeværelsen af de globale 

aktører i regionen er, med deres støtte til de eksisterende regeringer, medvirkende til at 

skabe sikkerhedspolitisk stabilitet på kort og mellemlangt sigt. Hvorvidt dette på længere 

sigt vil sikre stabilitet i de centralasiatiske stater må fortsat være et åbent spørgsmål. Det 

må derfor sammenfattende vurderes, at det særligt er på det intra-statslige niveau, at 

risikoen for sikkerhedspolitisk ustabilitet er nærværende, såfremt det ikke lykkes at omsætte 

regionens store naturressourcer til økonomisk fremgang og en mere retfærdig fordelingspolitik. 

Den økonomiske hjælp fra de globale aktører vurderes generelt at afhjælpe en del af de 

akutte problemer, der er en følge af den manglende økonomiske udvikling, men en langsigtet 

løsning på de økonomiske problemer vurderes at være afhængige af udenlandske 

investeringer i regionen. Sådanne investeringer synes at kræve politisk stabilitet og ordnede 

retsforhold, hvilket der for mange af de centralasiatiske lande er lange udsigter til. 

Sammenfattende vurderes det, at den sikkerhedspolitiske situation i Kasakhstan og Usbekistan, 

som i øvrigt udgør 80% af Centralasiens befolkning og territorium, på kort og mellemlangt 

sigt er stabil, men at en gennemførelse af politiske og økonomiske reformer er en 

forudsætning for en langsigtet sikkerhedspolitisk stabil udvikling. 

Anderledes forholder det sig imidlertid i Kirgisistan og Tadsjikistan, hvor den globale tilstedeværelse 

har medvirket til at skabe en midlertidig sikkerhedspolitisk stabilitet, men hvor 

udsigterne til politiske reformer og etablering af egentlige retssamfund vurderes at ville 

kræve en anseelig indsats over en lang årrække. 

Afslutningsvis må det konstateres, at Turkmenistan kun i ringe grad synes at være påvirket 

af den globale tilstedeværelse, og derfor kun vurderes at være relativt stabilt i kraft af den 

regerende præsidents hårdhændede metoder. En varig sikkerhedspolitisk stabilitet i Turkmenistan 

må på den baggrund vurderes kun at være mulig ved et egentligt politisk systemskifte 

efterfulgt af en målrettet indsats fra det internationale samfund. 

5.4. Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien. 

Den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien vurderes med baggrund ovenstående 

analyse således: 

Det vurderes at den eksisterende globale konsensus om nødvendigheden af sikkerhedspolitisk 

stabilitet i Centralasien generelt medfører en positiv påvirkning af situationen i 

regionen. 

UKLASSIFICERET 89


På det regionale niveau vurderes det, at tilstedeværelsen af globale aktører medfører, at 

de i forvejen begrænsede konfliktpotentialer ikke får lov til at udvikle sig, hvilket taler for en 

stabil udvikling. Det eneste regionale fokusområde med fortsat destabiliserende følger, om 

end begrænsede, vurderes at være narkotikaproblematikken, hvor selv officiel global og 

regional enighed i vigtigheden af bekæmpelse, besværliggøres af, at den lukrative forretning 

altid finder støtter. 

I de enkelte centralasiatiske stater vurderes tilstedeværelsen af globale aktører at have en 

generelt stabiliserende effekt på den sikkerhedspolitiske situation på kort og mellemlangt 

sigt, med undtagelse af Turkmenistan hvor den globale påvirkning hidtil har været minimal. 

På langt sigt vurderes det, at sikkerhedspolitisk stabilitet vil kræve fortsatte politiske og 

økonomiske reformer, hvilket vil kræve et stort engagement fra de globale aktører, hvad 

angår såvel økonomisk hjælp som assistance til reformering af politiske systemer. 

Sammenfattende vurderes det, at den sikkerhedspolitiske stabilitet i Kasakhstan og Usbekistan 

på kort og mellemlangt sigt må betragtes som værende stabil, men at en gennemførelse 

af politiske og økonomiske reformer er en forudsætning for en langsigtet sikkerhedspolitisk 

stabil udvikling. Anderledes forholder det sig imidlertid i Kirgisistan og Tadsjikistan, 

hvor den globale tilstedeværelse har medvirket til at skabe en midlertidig sikkerhedspolitisk 

stabilitet, men hvor udsigterne til politiske reformer og etablering af egentlige retssamfund, 

vurderes at ville kræve en anseelig indsats over en lang årrække. 

Afslutningsvis må det konstateres, at Turkmenistan kun i ringe grad synes at være påvirket 

af den globale tilstedeværelse, og derfor kun vurderes at være relativt stabilt i kraft af den 

regerende præsidents hårdhændede metoder. En varig sikkerhedspolitisk stabilitet i Turkmenistan 

må på den baggrund vurderes kun at være mulig ved et egentligt politisk systemskifte 

efterfulgt af en målrettet indsats fra det internationale samfund. 

Det må derfor sammenfattende vurderes, at det særligt er på det intra-statslige niveau, at 

risikoen for sikkerhedspolitisk ustabilitet på langt sigt er til stede, såfremt det ikke lykkes at 

gennemføre politiske reformer, og omsætte regionens store naturressourcer til økonomisk 

fremgang og en mere retfærdig fordelingspolitik. 

UKLASSIFICERET 90


6. KAPITEL 

PERSPEKTIVERING OG KONKLUSION 


Formålet med dette kapitel er at vurdere perspektiverne for den sikkerhedspolitiske stabilitet 

i Centralasien. Med baggrund i den i 5. kapitel beskrevne sikkerhedspolitiske situation, 

herunder forudsætningerne for denne, opstilles perspektiverne for den sikkerhedspolitiske 

udvikling i en række scenarier baseret på forskellige udviklinger i den globale påvirkning af 

regionen. Afslutningsvis vurderes den mest sandsynlige sikkerhedspolitiske udvikling i 

Centralasien. 

6.2. Perspektiver for stabilitet. 

Med udgangspunkt i 5. kapitel kunne den sikkerhedspolitiske situation i Centralasien beskrives 

som: 

• at der vurderes at være ringe sandsynlighed for regionale konflikter på såvel kort som 

langt sigt, 

• at der vurderes at være relativ sikkerhedspolitisk stabilitet i de centralasiatiske stater på 

kort sigt, men med en risiko for en forværring af situation ved manglende politisk og 

økonomisk udvikling på langt sigt, 

• at situationen i Turkmenistan vurderes at adskille sig væsentligt fra situationen i de 

øvrige lande, idet den tilsyneladende stabile situation til hver en tid står og falder med 

den nuværende præsident, samt 

• at risikoen for sikkerhedspolitisk ustabilitet vurderes at være nærværende, såfremt der 

ikke gennemføres politiske reformer, og det ikke lykkes at omsætte regionens store 

naturressourcer til økonomisk fremgang og en mere retfærdig fordelingspolitik. 

Sikkerhedspolitisk stabilitet i Centralasien på længere sigt kan altså siges at stå og falde 

med gennemførelsen af politiske og økonomiske reformer. Med udgangspunkt i analysen 

af det intra-statslige niveau kunne det konstateres, at en forceret overgang fra det nuværende 

klanbaserede samfund til et moderne vestligt demokrati medfører betragtelige 

samfundsmæssige problemer. Et eksempel på dette er Kirgisistan, hvor overgangen til 

demokrati og markedsøkonomi har medført kaos. En langsom omstilling af de centralasiatiske 

stater vurderes derfor at ville kræve et fortsat engagement fra særligt USA og Europa, 

herunder amerikansk militær tilstedeværelse, med tilhørende økonomiske investeringer. 

Under forudsætning af fortsat tilstedeværelse af de nuværende globale aktører i Centralasien 

vurderes der at være to mulige scenarier for den sikkerhedspolitiske udvikling: Et 

scenario 1, hvor alle kræfter rettes mod at udvikle regionen, og et scenario 2, hvor omstilling 

til demokrati og markedsøkonomi forceres eller ikke støttes tilstrækkeligt. 

UKLASSIFICERET 91


Scenario 1 og 2 tager altså udgangspunkt i en fortsat konsensus blandt de globale aktører 

vedrørende den sikkerhedspolitiske udvikling i Centralasien, hvor en sikker tilgang til regionens 

energiressourcer samt bekæmpelsen af islamiske terrorister er afgørende. 

Som anført i 4. kapitel er den eksisterende konsensus blandt de globale aktører til dels 

drevet af Ruslands og Kinas økonomiske afhængighed af USA, og disse landes manglende 

evne til at udgøre en modpol til USA. En ændring af den globale situation vurderes 

derfor at kunne få indflydelse på situationen i Centralasien. 

En ændring af den globale interesse for Centralasien ses at kunne være en følge af aftagende 

amerikansk interesse i regionen, som følge af et ændret amerikansk udenrigspolitisk 

fokus, eksempelvis på andre regioner med nemmere adgang til energiressourcer. 

Alternativt vil et egentligt modsætningsforhold mellem USA og andre globale aktører kunne 

påvirke den globale indflydelse på regionen. Den lovende kinesiske økonomiske udvikling 

og en russisk økonomisk fremgang må vurderes på længere sigt at kunne medføre en 

ændret balance mellem staterne, hvilket kunne ødelægge den nuværende konsensus. På 

kort sigt vurderes den aktuelle uenighed i forholdet til Iran og Irak, at kunne være til fare for 

det russisk-kinesisk-amerikanske forhold, hvilket vil kunne få indflydelse på det eksisterende 

samarbejde om Centralasien. 

På denne baggrund opstilles et scenario 3, hvor USA’s interesse i Centralasien aftager, og 

scenen overlades til Rusland, Kina og Europa, samt et scenario 4 hvor en global polarisering 

mellem på den ene side USA og på den anden side Rusland og Kina, medfører en 

regional polarisering i Centralasien. 

Scenario 1: 

Politiske, retsmæssige og økonomiske reformer gennemføres langsomt i de centralasiatiske 

stater under hensyntagen til de eksisterende samfundsstrukturer. 

Som følge af politiske og retslige reformer øges interessen fra vestlige investorer, hvilket 

resulterer i økonomisk vækst i de centralasiatiske lande, bl.a. som følge af at olieog naturgasressourcer 

omsættes til forøgede nationalindkomster. Som en konsekvens af de 

gennemførte økonomiske reformer ændres fordelingen af økonomiske goder i de centralasiatiske 

samfund, samtidigt med at den økonomiske vækst medfører en reduktion af 

arbejdsløsheden. 

Bedre økonomiske forhold og en mindre arbejdsløshed reducerer rekrutteringsgrundlaget 

for radikale muslimske oprørsgrupper, med det resultat at islamistisk modstandskamp 

reduceres til eventuelle terrorgrupperinger. Terrororganisationer må således forventes i et 

vist omfang stadig at udgøre en sikkerhedspolitisk risiko. 

Et sådant positivt scenario må forventes først at slå igennem i Kasakhstan og Usbekistan, 

hvor relativt stærke statsapparater kan udgøre forudsætningen for en samfundsmæssig 

udvikling. I de svagere stater Kirgisistan og Tadsjikistan vurderes en sådan udvikling at 

ville være længere undervejs, som følge af manglende forudsætninger i statsapparatet. 

I Turkmenistan medfører behovet for økonomisk samarbejde med vesten, at det eksisterende 

regime presses til at gennemføre politiske og økonomiske reformer. På grund af 

landets stærke statsapparat gennemføres reformerne kun langsomt, med øget velstand og 

borgerrettigheder til følge. Interessen fra udenlandske investorer udebliver på kort og 

UKLASSIFICERET 92


mellemlangt sigt, men som følge af landets store energiressourcer oplever landet alligevel 

en generel økonomisk vækst til gavn for landets borgere. 

Scenario 2: 

Politiske, retsmæssige og økonomiske reformer gennemføres i utilstrækkeligt omfang og 

uden hensyntagen til de kulturelle traditioner og samfundsstrukturer i de centralasiatiske 

stater. Som følge af manglende politiske og retslige reformer udebliver investeringer fra 

vestlige selskaber, hvilket resulterer i manglende økonomisk vækst i de centralasiatiske 

lande. Som en konsekvens stiger arbejdsløsheden og manglende økonomisk fordelingspolitik 

resulterer i stigende fattigdomsproblemer, som samlet medfører en øget spænding 

rettet mod såvel siddende regeringer som udenlandske militære styrker i de respektive 

centralasiatiske lande. 

De centralasiatiske stater vil med støtte fra globale aktører være i stand til at opretholde 

kontrollen med eget territorium, men manglende retsforhold og omfattende kriminalitet vil 

høre til dagens orden. Samtidigt vil der fortsat være risiko for interne uroligheder i form af 

oprør mod totalitære magter eller borgerkrig mellem klaner. 

Under disse omstændigheder vurderes Kasakhstan og Usbekistan bedst at være i stand til 

at bevare den statslige kontrol med eget territorium, hvorfor de sikkerhedspolitiske problemer 

primært vurderes at ville være i form af omfattende uroligheder og kriminalitet. 

Anderledes vil det forholde sig med Kirgisistan og Tadsjikistan, hvor alle aspekter af 

sikkerhedspolitisk ustabilitet vil være til sted, herunder risikoen for egentlig borgerkrig. 

Turkmenistan modsætter sig det internationale pres, hvilket medfører yderligere isolation 

af landet. Den heraf følgende fattigdom og undertrykkelse af befolkningen medfører på 

langt sigt et oprør i befolkningen og egentlig borgerkrig i landet. 

Scenario 3: 

En amerikansk tilbagetrækning fra Centralasien vil i første omgang medføre at evnen til at 

bekæmpe oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper, formindskes betragteligt. 

Som konsekvens heraf vil muslimske oprørere i Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan få 

øgede muligheder for at agere. En amerikansk tilbagetrækning vurderes endvidere at få 

omfattende økonomiske konsekvenser for regionen. Ikke alene vil den omfattende amerikanske 

økonomiske bistand til Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan aftage betydeligt, 

men også investeringer i regionen må forventes at udeblive, da USA ikke længere er med 

til at garantere sikkerhed. Som i scenario 2 vil manglende økonomisk udvikling på sigt 

medføre en risiko for den indre ustabilitet i de centralasiatiske lande, men i denne situation 

vil den amerikanske støtte til opretholdelse af lov og orden tillige forsvinde. Dette vurderes 

at ville få en begrænset indflydelse på Kasakhstan, som har et nært tilhørsforhold til Rusland. 

Anderledes forholder det sig med Usbekistan, som har baseret sin uafhængighed fra 

Rusland på amerikansk støtte. Her vurderes den igangværende udvikling ikke at kunne 

opretholdes, til trods for et fortsat europæisk økonomisk engagement, hvorfor en tilbagevenden 

til mere totalitære forhold må forudses. 

For Tadsjikistan og Kirgisistan, hvor amerikansk tilstedeværelse vurderes at være en afgørende 

forudsætning for indre stabilitet, vil konsekvensen kunne være en manglende poli- 

UKLASSIFICERET 93


tisk og økonomisk udvikling med øget tilgang til muslimske oprørsgrupper, der munder ud i 

egentlige borgerkrigslignende tilstande. 

I Turkmenistan vil en amerikansk tilbagetrækning mindske det internationale pres for at 

gennemføre reformer, hvilket medfører yderligere isolation af landet. Den heraf følgende 

fattigdom og undertrykkelse af befolkningen medfører på langt sigt et oprør i befolkningen 

og egentlig borgerkrig i landet. Endvidere vil Turkmenistan være nødsaget til i højere grad 

at læne sig mod Iran, hvilket kan resultere i en øget islamisk indflydelse i landet, og hermed 

i regionen. 

Scenario 4: 

En global polarisering medfører, at USA i stigende grad støtter Usbekistans ønske om at 

dominere regionen, hvilket sætter Usbekistan i stand til at føre territoriale krav ud i livet. 

Endvidere må det forventes, at USA vil søge at støtte Turkmenistan med henblik på at 

undgå Russisk og Iransk indflydelse her. Kasakhstan vil med fortsat russisk støtte være i 

et modsætningsforhold til Usbekistan, hvorimod det vurderes at være usikkert, hvilken 

stormagt Kirgisistan og Tadsjikistan vil læne sig op ad. Europa må i en polarisering af 

regionen forventes, sammen med internationale organisationer, fortsat at ville støtte en 

demokratisk udvikling i hele regionen. 

På det regionale niveau består en række uoverensstemmelser mellem de centralasiatiske 

lande, primært om rettighederne til naturressourcer og territorium, hvor de globale aktørers 

engagement i regionen hidtil har været en garant for en fortsat fredelig udvikling. En polarisering 

vurderes ikke umiddelbart at ville øge risikoen for regionale konflikter, da dette vil 

medføre en risiko for, at stormagter bliver direkte impliceret i kamphandlinger overfor hinanden. 

En undtagelse kunne være Ferganadalen, hvor Usbekistan afhængigt af Kirgisistan 

og Tadsjikistans tilhørsforhold, kunne tænkes at ville gøre sine krav gældende, med 

en egentlig militær operation til følge. 

På det intra-statslige niveau vurderes en polarisering at ville påvirke den politiske og økonomiske 

udvikling af regionen. Det amerikanske behov for indflydelse i Usbekistan og 

Turkmenistan vil i værste fald kunne udmønte sig i en uforbeholden støtte til de eksisterende 

regeringer og dermed stå i vejen for en eventuel demokratisk og økonomisk udvikling 

mod reformer. Samtidigt vil de centralasiatiske lande, som støttes af Rusland og Kina, 

tilsvarende opleve en fokusering på den hårde sikkerhedspolitik, hvorfor en udvikling indenfor 

de blødere sikkerhedsaspekter må forventes at ville aftage. 

Sammenfattende vurderes det at scenario 1 og 2 er de mest sandsynlige, hvorimod scenario 

3 og 4 i større eller mindre grad forudsætter en markant ændring i den eksisterende 

globale situation, hvilket der ikke ses at være væsentlig sandsynlighed for. 

Den mest sandsynlige udvikling på længere sigt vurderes at være en kombination af scenario 

1 og 2. Dels fordi verdenssamfundet, trods gode hensigter, ikke forventes til stadighed 

at kunne tilbyde en fuldstændig optimeret indsats, og dels fordi regionens usikre elementer 

kan medføre at den optimale udvikling forstyrres. 

UKLASSIFICERET 94


6.3. Konklusion. 

Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Centralasien vurderes på kort sigt at være 

relativ stabil, ikke mindst i kraft af den globale interesse for regionen. Perspektiverne for 

sikkerhedspolitisk stabilitet på lang sigt vurderes til gengæld at være særdeles afhængige 

af, hvorvidt det lykkes at gennemføre en omstilling af de centralasiatiske samfund til demokratier 

og effektive markedsøkonomier, vel at mærke på de eksisterende kulturelle 

præmisser. Dette vurderes at ville kræve en fortsat og omfattende indsats fra de globale 

aktører, herunder anseelige økonomiske investeringer, særligt fra Europa og USA. Endvidere 

ses internationale organisationer at spille en væsentlig rolle i at reformere de centralasiatiske 

samfund på lokalt niveau. 

Kasakhstan og Usbekistan må på baggrund af den gennemførte analyse vurderes at have 

de bedste forudsætninger for en sikkerhedspolitisk stabil udvikling, hvor der i Kirgisistan og 

Tadsjikistan ses at være behov for en betydelig indsats for at sikre en sådan. 

Hvad angår Turkmenistan vurderes det, at en reformering af samfundet vil være vanskelig 

under det nuværende styre. Hvorvidt et øget internationalt pres, støttet af økonomiske 

løfter, vil kunne ændre på dette forhold er et åbent spørgsmål. Alternativt vurderes det, at 

en ændring af den sikkerhedspolitiske situation i Turkmenistan ikke vil kunne påbegyndes, 

så længe det nuværende styre er ved magten. 

En ændring af det globale samarbejde om regionen ses ikke umiddelbart at være aktuelt, 

medmindre verden generelt bevæger sig mod en fornyet polarisering, hvorfor sandsynligheden 

for fremtidige konflikter mellem stater vurderes at være ringe. 

Den sikkerhedspolitiske analyse har endvidere vist, at Usbekistan og Kasakhstan er de 

mest betydende stater i Centralasien, om end deres magtprojicering til regionens andre 

stater er yderst begrænset. Buzan og Wæver har ret i, at Centralasien kandiderer til et 

egentligt RSC, men umiddelbart vurderes dette ikke at være tilfældet indenfor den næste 

dekade. En fortsat positiv udvikling i regionen vurderes dog på endnu længere sigt at 

kunne sandsynliggøre opnåelse af regionsstatus i RSCT-forstand. 

Sammenfattende må det konkluderes, at der er mange faldgruber på vejen til en varig 

sikkerhedspolitisk stabilitet Centralasien, men at det vil være sandsynligt at skabe en sådan 

ved en fælles målrettet indsats fra verdenssamfundet. 

Det vurderes på denne baggrund at tesen for denne opgave, at ”Centralasien vil, i lyset af 

kampen mod terrorisme samt den fælles globale interesse i at udnytte regionens ressourcer, 

kunne udvikle sig stabilt” bekræftes af den gennemførte analyse. 

Den gennemførte analyse understreger endvidere, at en fortsat fælles global interesse i 

regionen er en forudsætning for at skabe en sådan positiv sikkerhedspolitisk udvikling. 

UKLASSIFICERET 95

Tillæg A til speciale ”Centralasien”. 


LITTERATURFORTEGNELSE 

Bimboes, Detlef: Konfliktregion Kaspisches Meer, der Kaukasus und Mittelasien – 

zwischen Erdöl, Krieg und Krisen, Kassel 1999. 

Bimboes, Detlef: Von Kabul bis Baku und Skopie – Interessen, Mächte und Bündnisse, 

Köln 2002 

Blagov, Sergei: Russia, China eye pan-Asian oil bridge, pp.1-3. Asia Times. 

Blank, Steven: China’s defeat in Central Asia, p.1. Central Asia Caucasus Analyst, 14. 

august 2002 

Brauer, Birgit; Eschment, Beate: Russlands Politik in Zentralasien. I: Osteuropa, Årg. 51 

(2001), s. 495-508. 

Brauer, Birgit: Machtrivalitäten in der zentralasiatischen Region: Chinas Einfluss bleibt 

begrenzt. I: Internationale Politik 57 (2002), s. 19-24. 

Buzan, B.: People, States and Fear, Hertfordshire UK, 1991. 

Buzan, B. & Wæver, O.: "Regions and Powers: The structure of international security”. 

Under udarbejdelse. 

Central Asia Report nr. 17, Vol. 2, 2. May 2002. 

Cohen, Ariel: U.S. Interests in Central Asia. The Heritage Foundation March 17, 1999 

Echment, Beate: Autoritäre Präsidialregime statt Parteiendemokratie in Zentralasien. I: 

Aus Politik und Zeitgeschehen 21 (2000), s. 23-30. 

Escobar, P: The Roving Eye – Sea of peace or lake of trouble. Asia Times on-line 10/2- 

2003. 

Fairbanks, Charles: America in Central Asia, Being There. The National Interest-Summer 

2002 

Fairbanks, Charles; Starr, S. Frederic: Strategic Assessment of Central Eurasia. John 

Hopkins University, Caucasus Institute. Januar 2001. 

Geiss, Paul Georg: Demokratisierung und gesellschaftliche Reformen in Zentralasien, 

Bonn 2002 

Götz, Roland; Halbach, Uwe: Politisches Lexikon GUS, 3. oplag, München 1996. 

Gumppenberg, Marie Carin: Regionale und Strukturelle Entwicklungsunterschiede in 

Kasachstan. I: Bundesinstitut für ostwissenschaftliche und internationale Studien, Aktuelle 

Analysen, Nr.29 (1999), s. 1-6. 

UKLASSIFICERET 1



Halbach, Uwe: Djihad vom Kaukasus bis Mittelasien? „Islamische Rebellen“ im 

Kaspischen Raum und die Politik Usbekistans. I: Bundesinstitut für ostwissenschaftliche 

und internationale Studien, Aktuelle Analysen, Nr.33 (1999), s. 1-6. 

Halbach, Uwe: Islam und islamistische Bewegungen in Zentralasien. I: Aus Politik und 

Zeitgeschehen 52 (2002), s. 24-31. 

Halbach, Uwe: Afganistans Nachbarschaft: Zur Entwicklung der zentralasiatischen 

Staaten. I: Blätter für deutsche und internationale Politik 47 (2002), s. 220-228. 

Herrmann, Wilfried: Das Kaspische Meer - Krisenregion der Zukunft. I: Europäische 

Sicherheit 11/1999, s. 45-49. 

Heuer, Brigitte: Schmelztiegel Zentralasien. I: Internationale Politik 9/1999, årg. 54, s. 35- 

40. 

Holsti, Kalevi J.: The state, war, and the state of war”, Cambridge UK 1996, pp.108-116. 

Jalali, Ali A.:The Strategic Partnership of Russia and Iran. US Army War College Quarterly 

p. 3. Winter 2001/02. 

Jones, Beth: U.S. Relations With Central Asia. U.S. Department of State, 11. Feb. 2002. 

Kemper, Ria: New charter to govern international energy transit: Oil & Gas Journal Mar 4, 

2002 

Kobori, Iwao & Glantz, M.H.: Central Eurasian Water Crisis: The United Nations University 

1998. pp.1-2, 38-42. 

Malek, Martin: Geopolitische Veränderungen auf dem „eurasischen Schachbrett“: 

Russland, Zentralasien und die USA nach dem 11.September 2001. I: Aus Politik und 

Zeitgeschehen 52 (2002), s. 14-22. 

Manutscharjan, Aschot: Phönix aus der Asche, Zur Sicherheitspolitik Russlands in 

Zentralasien, in: Streitkräfte und Friedenssicherung, Jg.43 (1999), s. 18.24. 

MENA(2002): Middle East and North Africa Handbook (London; Europa Publications 

2001), pp.124-125. 

Moder, Karl Heinz: Aus dem Kalten Krieg in die autoritäre Eiszeit. I: Politikinformation 

Osteuropa Nr.93, udg.: Friedrich Ebert Stiftung, Bonn 2001. 

Müller, Friedemann: Energiepolitische Interessen in Zentralasien. I: Aus Politik und 

Zeitgeschichte 52 (2002) bind.8, s. 23-31. 

Møller, Jørgen Ørstrøm: Nye perspektiver for Asien, 2. udg., DUPI 2002, p.222. 

Namangan, C.Sr.: Die Islamisten, eine Gefahr für Zentralasien? I: Neue Züricher Zeitung, 

årg. 221 (08.01.2000), s. 1. 

UKLASSIFICERET 2



Namangan, C.Sr.: Gefährlicher Konfliktstoff im Fergana-Tal. I: Neue Züricher Zeitung, 

årg. 221 (04.07.2000), s. 6. 

Namangan, C.Sr.: Zentralasien und die Gefahr des Islamismus. I: Neue Züricher Zeitung, 

årg. 222 (17.02.2001), s. 1. 

Pascoe, B. Lynn: U.S. Policy in Central Asia and the War on Terrorism. The Heritage 

Foundation, 30. august 2002. 

Rashid, A: Afghanistan og Taleban: Ahmed Rashid 2000/Tiderne Skifter 2002. 

Rådet for den Europæiske Union, dokument. Nr.14999/01, af 5 Dec. 2001. 

Sager, Wilhelm: Zündstoff Wasser. I: Truppenpraxis 12/1998, årg. 42, s. 799-804. 

Sievers, Eric W. : Water, Conflict and Regional Security in Central Asia. New York University 

Environmental Law Journal 2002 

Starr, Frederic S.: The war against terrorism and U.S. bilateral relations with the nations 

of Central Asia. U.S. Senate, Comitte on Foreign Relations 13 december 2001. 

Stepanova, Y: Drug Trafficking in Afghanistan, Central Asia, World News Connection, 

September 18, 2002. 

Sørensen, Gert Lynge: Fortidens miljøsynder gentages: Kontakt 12/00, pp 9-11. 

Tavernise, S: Kazakhstan Reaches Oil Accord: New York Times January 28, 2003 

The International Institute for Strategic Studies, Survival vol. 44 no.3, Autumn 2002, 

pp.57-58, 61-62. 

Victor, David G. & Nadejda M.: Axis of Oil. Foreign Affairs, March 2003. 

Internetkilder: 

www.atimes.com. Asia Times on-line avis. 

www.bureau.kz/index. Kazakhstan International Bureau for Human rights and Rule of 

Law. 

www.cacianalyst.org. Central Asia Caucasus Institute, John Hopkins University. 

www.caspianstudies.com. The International Institute for Caspian Studies, Tehran (IICS). 

Eurasia newsletters samt Caspian and Black Sea Oil & Gas Conference 2003, 03-01-27. 

www.cia.gov. CIA’s hjemmeside. 

www.csis.org. Centre for Strategic and International Studies. Amerikansk tænketank. 

UKLASSIFICERET 3


www.dbresearch.de. Deutsche Bank. 


www.eia.doe.gov (Energy Information Administration, U.S. government): Caspian Sea 

Region samt Reserves and Pipelines Tables, juli 2002. 

www.europa.eu.int/comm/external_relations/ceeca/ EU-hjemmeside. 

www.europakommissionen.dk. Europakommissionen repræsentation i Danmark. 

www.ferghana.elcat.kg: UN FVDP, about the programme. 

www.fmprc.gov.cn. Den Kinesiske regering. 

www.heritage.org. The Heritage Foundation. Amerikansk tænketank. 

www.igfm.de. Internationale Gesellschaft für Menschenrechte. 

www.janes.com/docs/securityrisk/europe/russia. Samt General overview Russia and 

the CIS, 20/8-02 

www.johannesburgsummit.org. FN hjemmeside fra Johannesburg-mødet 2002. 

www.rferl.org. Radio Free Europe/ Radio Liberty’s hjemmeside. 

www.udlst.dk : Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra Kazakstan og Kirgizistan. 

1/11-2001 

www.um.dk : Landefakta Kazakstan, Kirgizistan, Tadjikistan, Turkmenistan, og 

Uzbekistan, 2002-02-15. 

UKLASSIFICERET 4

Bilag 1 til speciale ”Centralasien”. 


KORT OVER CENTRALASIEN 

UKLASSIFICERET

Bilag 2 til speciale ”Centralasien”. 


REGIONALE FOKUSOMRÅDER 


KAS KIR TAD TUR USB 

Økologi 

Pesticider, erosion, alvorlig jord- og grundvandsforurening, 

m.v. 

XX X X X(X) XX 

Potentielle ferskvandsrelaterede konflikter X(X) X(X) (X) X(X) XX 

Ineffektiv kunstvanding X (X) (X) X X 

Olie og naturgas 

Olieeksport XX X(X) (X) 

Naturgaseksport X XX (X) 

Transportafhængighedsforhold XX XX (X) 

Islam og terrorisme 

Ekstremistiske mindretal/ terrorceller X X X 

Narkotika 

Narkotikatransitland og/ eller -producent X XX XX XX (X) 

Udbredt kriminalitet (X) X X(X) X (X) 

Territoriale uoverensstemmelser 

Ferganadalen XX XX XX 

Det Kaspiske Hav X XX 

Etnicitet 

Tilstedeværelse af etniske minoriteter XX X X (X) (X) 

Regionale organisationer (stabiliserende) 

SCO X X(X) X(X) X 

SNG (X) (X) (X) (X) (X) 

CCS/ EuEC/ CCO (X) (X) (X) (X) 

XX : Elementet er omfangsrigt. 

X : Elementet er tilstede.

DEN SIKKERHEDSPOLITISKE SITUATION I CENTRALASIEN

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?