Nodelære, rytmelære, skalalære, harmonilære, stillære og A-Play

Kapitel 4, harmonilære, Funktionsharmonik
VEKSELDOMINANT / SUBDOMINANT
Vekseldominanten (også kaldet bidominant) Et ekstra spændingsniveau leder til
tonika via en sekundær dominant til den primære dominant. Denne funktion
kaldes en vekseldominant, der svarer til bluesmusikken vekselsubdominant. Den
klassiske musik anerkender ikke denne betegnelse, men det er deres problem.
Harmoniske vekselfunktioner
Vekseldominant / Vekselsubdominant
VEKSELDOMINANT (VD)
VEKSELSUBDOMINANT (VSD)
En dominant eller en subdominant akkord har sine egne
VEKSELDOMINANT eller VEKSELSUBDOMINANT
akkorder.
En VEKSELDOMINANT indeholder ledetonen til den
(primære) dominant. En VEKSELDOMINANT (men ikke
en VEKSELSUBDOMINANT) har også en yderligere
dominant, DOBBELT VEKSELDOMINANT.
En VEKSELSUBDOMINANT er placeret som en
subdominant funktion til den primære subdominant (på
blues septim ledetonen (i C-dur tonen Bb). Denne
vekselakkord er meget udbredt i rockmusik.
PARALLELLE DUR / MOLFUNKTIONER
Det er særdeles vigtigt for funktionsharmonikken, at enhver tone har sin
parallelle dur eller mol. Paragraf 3 i "Funktionsharmonikkens grundlov", gør det
meget lettere at gennemskue akkordernes spændingsniveauer. I det
funktionsharmoniske system har man en akkord på hvert skalatrin i dur og et
tilsvarende antal akkorder i mol (se Andre funktionsharmoniske systemer).
Dette medfører en lang række funktioner, der for manges vedkommende blot er
hinandens dur / mol parallelakkorder. Derfor bruger jeg reglen om fri udveksling
af dur og mol akkorder. En lidt sær konsekvens af dette, er at akkorder, der
tilsyneladende er ikke-kompatible som fx C (dur) og F#m, viser sig være
funktionelle akkorder i C dur skalaen (C er tonika, mens F#m er en dobbelt
vekseldominant i parallelmol).
Alle aspekter af ROCK & JAZZ /1 Musikteori 241