Nodelære, rytmelære, skalalære, harmonilære, stillære og A-Play

Kapitel 5, stillære, En kort introduktion til stilarterne
med sin violin eller organisten i den lokale kirke. Nu blev musik til et
masseproduceret produkt, som alle havde råd til at købe. Dette fandt sted i
en tid, hvor industrialismen lige var kommet til magten. Markedet for
grammofonplader voksede eksplosivt, og musik gik fra et rent "etnisk" eller
"finkulturelt" publikum til enhver, der havde råd til at købe en grammofon
og en radio, og det havde de fleste ikke blot i Europa, men over hele
verden. Med grammofonpladerne og radioen havde alle mulighed for at
høre kvalitetsmusik døgnet rundt. Det var et mirakel, der dog havde den
kedelige bivirkning, at salget af klaverer faldt drastisk, da man jo bare
kunne tænde for radioen.
Men hvordan kunne et utrænet øre kende forskel på "god" eller "dårlig"
musik i denne forvirrede nye tid? Det kunne det utrænede øre heller ikke! I
stedet overførte de sociale grupper simpelthen den musiksmag, som
herskede i deres klasse – eller den klasse, de gerne ville være en del af. Så
var det meget nemmere at skelne mellem god og latterlig musik. Den
sociale stigmatisering levede videre. De adelige og de meget rige hørte
klassisk musik. Den blev dyrket af alle, der havde magt og penge og gerne
ville vise deres gode smag. Operahusene og koncertsalene blev en
erstatning for de kongeliges eksklusive koncerter og teater. "Dirigenten"
blev en mytisk person og orkestermusikerne blev en slags arbejdsmænd.
Komponisterne blev inddelt i "store" komponister som Beethoven og Mozart
og "mindre" komponister som Liszt og Tjaikovsky.
Det småborgerlige, danseglade publikum lyttede til operetter og
sentimentale popsange. Vaudeville teatrene var højeste mode på den tid
og de første rigtige "hits" kommer til Amerika i 1880-erne, ikke mindst "An
der schönen blauen Donau" af ”valsekongen” Johan Strauss den yngre.
Men jazzen erobrede nu de små danserestauranter, knejperne, bordellerne
og de store parader i New Orleans og derefter kom jazzbølgen sammen
med ragtime og blues til alle de store byer i USA.. Og det var det sorte
folks egen musik. Scott Joplin og Pete Johnson var to af de første sorte
komponister, der skrev i en stil, der var meget tæt på egentlig jazz – Ragtime.
Scott Joplin, der døde ung, nåede aldrig at høre den nye jazzmusik,
men Pete Johnson gik over til jazz og nåede gennem sit kæmpehit
“Charlston”, og som pianist for Betty Smith og Billie Holiday at påvirke
jazzens udvikling. Det var den "rytmiske" musik, der endelig brød igennem,
først som ragtime og nu som rigtig jazz. Jordskælvet mærkes stadigt selv i
vore dage.
Alle aspekter af ROCK & JAZZ/1 Musikteori 341