1-2013 - Landslaget drama i skolen

davId keIr wrIght
Ba, england; Ba, copenhagen; cand. phIlol., trondheIm
Independent drama practItIoner and researcher.
currently researchIng the alfred wolfsohn-roy
hart aesthetIc practIce.
drama –
dEt nØdvEndIGE
BEGrEB
drama er nødvendig. at finde på et nyt begreb vil være at smide barnet
ud med badevandet og tilpasse sig herskende ideologier for at blive
anerkendt af et hegemonisk, konventionelt kunstsyn.
tekst: davId keIr wrIght
lad det være sagt med det samme: jeg er
ikke tilhænger af at der skal findes på et nyt
begreb i stedet for drama hverken som idé
eller strategi, og at navnet på organisationen
drama i skolen skal erstatttes af teater
i skolen, anvent scenekunst i skolen,
drama og teater i skolen eller drama og
scenekunst i skolen. jeg er heller ikke tilhænger
af begreber som dramapædagogik,
kunstpædagogik, kunstdidaktik, anvendt
teater, anvendt scenekunst, performativitet
og andre påfund i et forsøg på at indfange
mangfoldigheden i de kulturelle og æstetiske
praksiser som har været manifest og
udviklet sig siden modernismens fødsel.
begrebet drama. drama er det ekletiske
paraplybegreb som betegner et dynamisk
kultur- og kunstbegreb. drama som begreb
og som praksis er inkluderende og bør efter
min mening fortsat udfordre et elitært og
dogmatisk kunstsyn. I stedet for teatervidenskab
bør videnskabsdisciplinen egentlig
hede dramavidenskab hvor forskellige slags
teaterpraksiser kunne være et af flere forskningsområder
indenfor disciplinen.
[ deBatt ]
[ deBatt ]
dramavidenskab kan ikke hvile på det
etablerede kunstsyn og humanistisk videnskab
alene. denne har mange interdisciplinære
træk som skal forskes i og udvikles i
teori og praksis.
Ingen af os som har abejdet med drama i
forskellige sammenhænge gennem årerne,
læst nils Braanaas artikel dromena – ritus
(drama nr. 3, 1981) som gav os både religionshistorisk
og teoretisk indsigt i det rituelt
begreb dromena og har fordybet os i bl.a.
huizinga, turner, schechner og grotowskis
arbejde og forskning, bør være i tvivl
om at drama, dromena (græsk for rituale
handlinger af følelsesmæssig betydning, )
var forud for teater, handlinger fremvist på
theatron (græsk for en skueplads). ”teater”
udsprang af ”drama” - uden drama intet
teater. drama og teater er ikke modsætninger.
drama, som indbefatter teater, er eller
bør være en helhedlig æstetisk livspraksis.
det præ-æstetiske, det teatrale instinkt og
drama. det præ-æstetiske er en kunstform
som både niklolai evreinov (1879–1953) og
peter slade (1912 -2004) gjorde os opmærk-
som på. evreinovs studier i antropologi og
rituelt teater foregreb turner, schechner
og grotowskis arbejde samt peter slades
praktisk forskning om ”Børnedrama ” eller
drama - the-doing–of–life som slade også
kaldte det. evreinov hævdede at han havde
opdaget et instinkt som ingen tidligere havde
nævnt, det teatrale instinkt. han mente
at grunden til det teatrale instinkt ikke
havde været opdaget før var fordi videnskaben
hurtigt havde klassificeret teater i
en æstetisk kategori. en teori om teatrets
oprindelse gik for eksempel på en ”sjælige
tørst” efter æstetiske former.
evreinov mente dette var en fejl og skrev
at det teatrale instinkt er, som alle instinker,
præ-æstetisk, universalt og nødvendig
i kampen for at overleve. mine studier har
ført mig til konklusionen at det teatrale
instinkt er i slægt med dromena og dermed
også drama. ved at være præ-æstetisk
mente evreinov at det treatrale instinkt var
mere fundamentalt end vores æstetiske følelse,
den ”sjælige tørst” efter æstetiske former.
det præ-æstetiske, teatrale instinkt og
drama er ikke æstetisk i samme forstand
navnedeBatt: I DRAMA nummer 3 i 2012 oppfordret Landslaget Drama i Skolens styre til en ny navnediskusjon for organisasjonen.
Reaksjonene var mange. Her sier David Keir Wright sin mening. (Over: Faksimile fra DRAMA 03-2012)
som andre kunstformer hvis essens er formation,
hvor drama og det teatrale instinkt
handler om transformation.
Teatralitet og transformation. evreinov
siger at processer som forandrer et menneske
til en anden eller noget andet, udtrykker
teatralitet. teatralitet var for evreinov
både et udtryk for en æstetiske norm og en
livspraksis. det teatrale instinkt og drama
er ønsket om at være anderledes; at gøre noget
anderledes; det at forestille sig at være
en anden i andre omgivelser end i dagliglivet.
alle mennesker er født med disse følelser.
evreinov hævdede at vi er alle teatrale
individer, og i det skiller ikke det civiliserede
mennesket sig særlig fra de såkaldte
primitive eller fra dyreverden.
det teatrale instinkt, som for mig er kernen
i dramabegrebet, har vist sig i forskellige
former for ritualer og ceremonier op igennem
tiden. fødsler, uddannelse, jagt, bryllup,
krig, retspraksis, religiøse ceremonier
og begravelsesritualer: enhver vigtig hændelse
i livet gav og giver anledning til at
kunne ”teatralisere”. mennesker blev altså
efterhånden klar over sin evne til at forestille
sig ting; det vil sige at kunne genskabe
gennem imitation virkeligheden i fantasien,
forskønne, omdanne og transformere sit liv
med indbildningskraft med andre ord at
teatralisere.
I sin bog The Theatre in Life (1927) skrev evreinov
et helt kapitel om lille vierochka, en
pige på 4 år, som i fantasien forvandlet hver
af sine fem fingre til karakterer i skuespil
hun selv komponerede. vierochkas teater
The Theatre of five fingers indholdt, efter
hans mening, alt som behøves for at lave
teatrale udtryk. rigtignok var skaberen og
tilskueren en og samme person, men er det
ikke netop det som er hemmeligheden bag
alt teatral illusion, spurgte evreinov?
evreinov sammenlignede transformationshandlingen
med spil (den dramatiske leg)
særlig med spontane spil man finder blandt
børn. her nærmer vi os sammenhængen
med peter slade. Barnets spontane, improviserede
spil repræsenterede for evreinov
den reneste form for teater, det som slade
senere kaldte ”Børnedrama”: child drama,
an artform in its own right (1954). slade
gjorde opmærksom på den grundlæggende
sammenhæng mellem børns legeformer i
småbørnsalder og de forskellige kunstformer.
Børn danser, synger, agerer, fortæller,
spiller roller, maler, modeller, tegner, bygger
og så videre, mens de leger i projiceret
og personlig leg.
ligesom evreinov havde slade viden om riter,
ritualer i ”før videnskabelige” ”primitive”
kulturer, herunder om religionshistorie
og et nært forhold til billedudtryk/kunst og
drama før antikken i hellas. I denne europæiske
kulturhistorisk epoke blev teater
grundlagt som kunstart. den gængse udlægning
af den vestlige teaterhistorie, gengivet
for eksempel i Brockett (2003), er at
teater blev til da Thespis trådte ud af koret/
kollektivet i dromena-riten for at blive den
første skuespiller og dramatikeren aischylos
skrev tragedier for to skuespillere som
optrådte sammen med koret for tilskuere på
en skueplads (theatron).
slades optagethed af det naturlige, det
spontane og det oprigtige menneskelige i
3 4 dr a m a n r .o2 . 01 _ 2 013 o12
dr a m a n r .o2 . 01 _ 2 2o12 013
35