Lindhardt og Ringhof. Et forlagseventyr

Gert fra start til slut
Fra Johannes Møllehave til Lindhardt og
Ringhof
Grunden til, at jeg endte med at skrive bøger på Lindhardt
og Ringhof, var, at jeg havde skrevet nogle kronikker til Politiken.
Det kom sig af, at jeg havde et selskab en aften,
hvor min nabo var med. Han var psykiater og startede en
leg, hvor vi skul le huske tilbage til vores tidligste barndom.
Der var nogle i selskabet, der kunne huske 5-års-alderen,
og nogle kun ne huske 1. klasse. Og de fleste kunne huske
deres første skoledag: Om det regnede, eller solen skinnede,
om det var en lærer eller en lærerinde, og hvor han sad,
eller hvad hun havde på – sådan nogle små detaljer. Jeg var
den eneste, der ikke kunne huske noget som helst! Intet!
Alle andre – vi var 30 stykker – huskede fantastisk godt. Og
jeg kunne ikke huske noget. Da folk var gået, sagde min
nabo, der var blevet tilbage: “Det undrede mig, at du, som
har en god hukommelse, intet kunne huske, mens de andre,
som efter min mening har en svagere hukommelse, de
godt kun ne. Har du været ude for noget, som gør, at du ikke
vil huske?” Og jeg sagde til ham, at det var jeg i hvert fald
ikke bevidst om.
Han foreslog så, at jeg enten prøvede at gå i analyse
hos ham eller også begyndte at skrive mine drømme ned.
bog2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 73 17-08-2011 15:22:52
73