Lindhardt og Ringhof. Et forlagseventyr

Jeg var slet ikke optaget af den slags på det tidspunkt. Jeg
skrev sange og vers og sådan noget, men ikke prosa.
Men Gert bliver ved med at ringe. Om vi ikke kunne holde
et møde? Jeg holdt på mit, jeg ville ikke skrive, men han
blev ved, gav ikke op. Og til sidste blev det så til den bog,
der hedder På myrens fodsti. Det er nok den bog, jeg har
haft mest glæde af i hele mit liv. Gert så noget i kronikkerne,
som jeg ikke selv var klar over – nemlig at det personlige
kan blive det almene. Jeg tror, det var det, der gjorde, at
bogen blev en succes.
Så kørte det, og jeg skrev erindringsbøgerne. Gert var
hver gang den inspirerende læser, den utroligt appellerende
læser, den utroligt sartseende læser. Han gav fantastisk
kritik. Tit sag de han til mig: “Ud med det kapitel, det er ikke
godt nok, det skal ikke med,” og han kunne såre mig meget.
Men selvom jeg vægrede mig og insisterede, så havde
han ret.
Gert og Otto fordelte forfatterne imellem sig, så Gert
havde nogle og Otto nogle andre. Og jeg kunne have trivedes
fint under Otto, men der var et eller andet med Gert og
mig. Det var en god ting, at man som forfatter havde kontakt
med den ene. Man ringede ind tre dage efter, man havde
afleveret manuskript og begyndte straks at udveksle. På
et stort forlag, der ved du dårligt, hvem det er, der læser, og
når du så kommer, så er han blevet seminarielærer eller taget
ud at rejse. Men det, at man var tæt på hinanden, kendetegnede
Lindhardt og Ringhof. Vi omgikkes privat, vi var
med til hinandens fester – vi kendte hinanden.
Forfattere er jo forfærdeligt selvoptagede og selvkredsen-
bog2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 75 17-08-2011 15:22:52
75