Lindhardt og Ringhof. Et forlagseventyr

andre forfattere eller forlæggere, så jeg vidste ikke, hvad jeg
skulle gø re, før jeg kom i tanke om, at jeg havde en kollega
på DR, der også var forfatter, og som havde været min
souschef i radioens kultur- og samfundsafdeling. Jeg ringede
til DR og spurgte efter Jørgen Thorgaard, men fik at vide,
at han var sygemeldt. Jeg bestilte en ny samtale og fangede
den influenzaramte Thor gaard hjemme.
Jeg undskyldte, at jeg ringede om en privat sag.
“Det gør ikke noget. Jeg ligger her og keder mig gudsjammerligt,”
sagde han.
Jeg forklarede ham sagens sammenhæng, og jeg kan stadig
høre hans karakteristiske latter og stemme i mit høre,
da han over den susende linje sagde, at det skulle jeg ikke
tage mig af. Det var sikkert en glimrende bog. Og hvis det
var en glimrende bog, så kunne Erik Vagn Jensen ikke lide
den af rent politiske grunde. Erik Vagn Jensen var ikke medlem
af kommunistpartiet, men hans sympatier med socialismen
var velkendte. Sidst i 1980’ ernes Danmark spillede
ideologier med udspring i den kom munistiske verden som
en modvægt til USA stadig en rolle blandt intellektuelle.
Først året efter i 1989, da Berlin-muren faldt, ophørte kommunismen
som en politisk salgbar ide med at eksistere på
den danske venstrefløj.
Jørgen Thorgaard lovede, at han ville tale med sin egen
forlægger, Otto Lindhardt, på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Jeg skulle ikke blive skuffet, hvis de sagde nej til at læse mit
manuskript. Otto og Gert ville ikke vokse sig store. De tog
næsten ikke nye forfattere ind, men han skulle nok spørge.
Der gik kun et par dage, så ringede Thorgaard med den
bog2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 85 17-08-2011 15:22:52
85