Lindhardt og Ringhof. Et forlagseventyr

de, og derfor skal de også en gang imellem klappes på hovedet.
Man har engang lavet et eksperiment, som egentlig
er ret interessant. Der blev sendt en række forsøgspersoner
hen til to forskellige bibliotekarer for at spørge efter en bog
om skisport. De to bibliotekarer skulle så reagere forskelligt
på spørgsmålene. Den ene skulle sige: “Dernede, nede
i hjørnet, der er en masse om skisport,” og den anden skulle
sige det samme, men lægge sin hånd på forsøgspersonen.
Når man så bagefter spurgte til, hvordan de to bibliotekarer
var blevet opfattet, så opfattede forsøgspersonerne den
første bibliotekar som meget kold og formel, men “Ih, den
anden var så hjertelig!” Det er en lillebitte ting, der gør forskellen.
Og det siger lidt om, at hvis man som forfatter føler,
at et forlag ikke har tid, så tænker man: “De kan ikke li’
mig.” Men det, at man kan komme når som helst, at man
kan gå ud og drikke en kop kaffe, at man kan tage hjem til
hinanden, at man ved, hvor den anden er – det betyder kolossalt
meget. Men for at undgå navlepilleriet, er det samtidig
vigtigt, at du har en, der ikke kun stryger dig med hårene.
Man skal have en redaktør, der også kan give modspil.
Dét gør det frugtbart at være forfatter.
Jeg kan ikke helt forklare det, men Gert og jeg var en helt
rigtig konstellation. På et tidspunkt skrev jeg en krimi, som
jeg ikke kunne finde en afslutning på. Jeg kunne simpelthen
ikke komme videre med den. Så Gert sagde: “Kommer det
ikke snart?” Og der var nok gået en måned. Og jeg sagde:
“Jojo, jeg har lidt travlt, men selvfølgelig, jeg skal nok gøre
det færdig ...” Sådan gik der lang tid. Til sidst skrev Gert
selv en slutning og sendte den til mig. Og den var fremra-
76
bog2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 76 17-08-2011 15:22:52