Talentudvikling - evaluering og strategi - Undervisningsministeriet

14
4. vIden om talent og talentudvIklIng
De to grupper benævnes typisk henholdsvis børn og unge med
særlige forudsætninger eller talentfulde og begavede børn og
unge (10-15 procent) og de højtbegavede (1-2 procent med særlig
vægt på IQ). Der er dog ikke konsensus om brugen af begreberne
for disse to grupper, ligesom der heller ikke er enighed om
en definition af gruppernes egenskaber.
Arbejdsgruppens analyse og anbefalinger for talentindsatsen
omfatter begge grupper, men har hovedfokus på den første brede
talentgruppe. Gruppen af højtbegavede inddrages, hvor analysen
taler for at udvikle initiativer, der tilgodeser denne gruppes
særlige behov.
Arbejdsgruppen søger hermed at indkredse målgruppen, som
ikke isolerer gruppen til de exceptionelt godt begavede på en
måde. Denne gruppe er rigt beskrevet i intelligensforskningen
og den eksperimentelle psykologi, hvor intelligens ofte indsnævres
inden for et sprogligt-logisk, kognitivt erkendelsesdomæne.
Det er arbejdsgruppens opfattelse og vurdering, at talentet skal
vurderes bredere og på andre arenaer end de typiske.
Det er ikke muligt at afklare talentbegrebet yderligere, og vurderingen
af, hvorvidt en person er et talent, vil altid være underlagt
et betydeligt skøn.
Arbejdsgruppen arbejder således med en bredere og mere alsidig
definition på, hvad talent er, end den definition som normalt
lægges til grund i intelligensforskningen og psykologien. Talent
omfatter andet og mere end den kvikke elev i klassen. Talent
findes ikke kun inden for de almene fag, men også inden for de
praktiske/musiske områder. Idræts- og musikområdet adskiller
sig desuden ved, at talentudviklingen ofte ligger om eftermiddagen
eller i weekender og ferier, i øvrigt i institutioner og foreninger
med deres egen infrastruktur og løbebaner. Der er derfor
væsentligt, at afgrænsningen af talentmålgruppen og talentindsatsen
tager sit afsæt både inden for og uden for det undervisningspligtige
tilbud.
Det er samtidig vigtig at holde sig for øje, at talenterne ikke blot
er de indlysende dygtige eller begavede, der kan være lette at
identificere, men også findes blandt de skoletrætte og utilpassede
børn og unge.
Intelligensteori
Der har været en udvikling inden for intelligensforskning, som
har betydet, at forståelsen af fænomenet intelligens har ændret
sig fra at være et generelt kendetegn ved personer, som kunne
måles med en standardiseret intelligensprøve, til et bredere praktisk
eller empirisk intelligensbegreb. Her forstås intelligens som
et fænomen, der er i udvikling i et kompliceret samspil mellem
det enkelte individs arvelige gener og konkrete miljøer. Dette
afsnit uddyber kort intelligensforståelsen, som ligger til grund
for talentudviklingsarbejdet, repræsenteret ved to centrale teo-
retikere inden for intelligensteori – den procesorienterede intelligensforsker
Francoys Gagné og den systemorienterede intelligentforsker
Robert Sternberg.
Francoys Gagné understreger forskellen mellem naturlige evner
og systematisk udviklede kompetencer og talenter. Hans procesorienterede
talentudviklingsteori Den differentierede model for
begavelse og talent (DMGT-modellen) peger på, at talentudvikling
skal ses som en dynamisk proces, hvor naturlige evner og
begavelse under påvirkning af eksterne (en given kontekst) og
interne (intrapersonelle faktorer) katalysatorer kan udvikle sig
til kompetencer og talenter. Talentudvikling finder således sted
i samspillet mellem personens arvelige begavelse og konkrete
omgivelser (Gagné, 2008). 1
Hvor evners og begavelsens udvikling primært er drevet af modning,
det vil sige gennem personens arveanlæg, og sekundært
af uformelle læringsprocesser, så er talentudvikling ifølge Gagné
primært drevet af systematisk træning. ”Talentudviklingsprocesser
er den talentfulde persons systematiske bestræbelser gennem
et længere stykke tid på at nå et usædvanlig højt mål inden
for et program med berigede aktiviteter” (Gagné oversat i Nissen,
Kyed & Baltzer, 2011: 20).
Intelligensforskeren Robert Sternberg sætter fokus på det praktiske
element af intelligens og bygger oven på Gagnés talentforståelse
ved at understrege, at personer kun kan betegnes som intelligente,
hvis de rent faktisk opnår deres mål. ”De højtbegavede individer
er dem, der udvikler ekspertise hurtigere og til et højere niveau eller til
et kvalitativt anderledes niveau end de ikke højtbegavede individer.”
(Sternberg 2001 oversat i Nissen, Kyed & Baltzer, 2011: 29).
Sternberg fremhæver, at i den virkelige verden kan talenter kendetegnes
ved fire karakteristika:
W – visdom
I – intelligens
C – kreativitet
S – syntese
For at opnå enestående resultater af samfundsmæssig betydning
er det nødvendigt, jævnfør Sternberg, at der skabes en syntese af
visdom, intelligens og kreativitet.
Intelligensteorien viser, at talentudvikling må bygge på barnet
eller den unges evner og på interne og eksterne faktorer som
vilje/motivation og de rette udviklingsbetingelser. Talent er endvidere,
når barnets eller den unges intelligens kommer til udtryk i
praksis gennem et hurtigere og højere niveau af ekspertise.
1) DMGT-modellen har fem hovedkomponenter: Naturlige evner og begavelse, Omgivelser,
Intrapersonelle dynamiske faktorer, Kompetencer og talenter og Udviklingsproces.