ESKIMOTID - DanBBS

12
correspondence between Orientalism and Orient, but with the internal consistency of
Orientalism and its ideas about the Orient (the East as career) despite or beyond any
correspondence, or lack thereof, with a "real" Orient."
Dvs.: Når vi - stiltiende/udtalt - har anerkendt eksistensen af verdener
udover den, vi i skrivende stund befinder os i, kan vi atter vende opmærksomheden mod
diskursens interne sammenhænge. Det kan vi gøre, må man tro, fordi det diskursive
eksisterer lige så uafhængigt af det brutale derude som omvendt. Og dog, når vi med
Said skal operere med de to ting, bliver det på samme tid i kraft af og på trods af deres
uafhængighed af hinanden. Autonomien er diskursanalysens store attraktion, den
muliggør, at jeg kan arbejde uden facitliste, at jeg kan beskæftige mig med, hvad der er
bliver sagt og skrevet, for uanset om det korresponderer med virkeligheden eller ikke, så
bliver det uomtvistelig sagt og skrevet. Og dog er forestillingen om en autonom diskurs
over koloniale forhold absurd. Sammenhængen mellem den selv og det brutale derude
er den første grund til at analysere en sådan diskurs. Og derfor kan uafhængigheden -
det enes af det andet eller omvendt - vanskelig udtales på anden måde end stiltiende.
Der kommer så at sige noget eksistentielt - dette at Said er af kristen-
palæstinensisk oprindelse - på tværs af Saids tekst, som får ham til at slå af på den
foucaultske strenghed, indfører denne dobbelthed, my hybrid perspective, som han
kalder det. Det hybride består i, at Said i modsætning til Fou cault, ønsker at tage
personer, forfattere og deres intentioner, deres traditioner, deres individuelle eller
kollektive stil, med i studiet af den orientalistiske diskurs. Der bliver altså tale om
forfattede tekster, hvilket strider mod Foucaults opgør med den traditionelle idehistorie,
Foucaults omskrivning af idealitet til effektivitet. For, som James Clifford har anført:
"One cannot combine within the same analytic totality both personal statements and dis-
cursive statements, even though they may be lexically identical. Said's experiment
seems to show that when the analysis of authors and traditions is intermixed with the
analysis of discursive formations, the effect is a mutual weakening." 1 .
I en lignende kritik har Aijaz Ahmad 2 påtalt Saids udvanding af Foucault,
der, i følge Ahmad, oven i købet kombineres med en letkøbt anti-marxisme. Den
resulterende hybriditet skal således ifølge Ahmad ikke anskues som et orientalsk angreb
på den europæisk -amerikanske orientalisme. Der er snarere tale om en forvirring af
1 James Clifford, The Predicament of Culture, Harvard University Press, Cambridge, Mass., 1988, p 269.
2 Aijaz Ahmad, In Theory, Verso, London og New York, 1992.