ESKIMOTID - DanBBS

46
Graahs forehavende var, som allerede antydet, en fortsættelse af det daglige slid i
Grønland, overordnet af koloniserende og civiliserende art. Ideen var at bevæge sig
langs kysten som det nu lod sig gøre betinget af isforholdene og med de
forhåndenværende, nationale som man sagde, midler, dvs. i skindbetrukne fartøjer, og
med de forhåndenværende hjælpere, dvs. indfødte, mere eller mindre domesticerede
grønlændere, af mere eller mindre oprindelige ekstraktion.
Graahs ekspedition var selvfølgelig også et fremstød ud i det ukendte, ud i
det koloniale marginale, hvortil han havde brug for netop en figur som Ernenek, en til
vestkysten indvandret østlænding, dvs . et akkurat nationaliseret subjekt med
lokalkendskab til østkysten. Graah omtaler Ernenek som den første blandt sine
hjælpere: " Ernenek var vel 36 til 40 Aar gammel. I sit udvortes havde han kun det
lange, stride, sorte Haar og de sorte Øine tilfæl leds med Esquimoerne. Han var henved
tre Alen høi, stærk af Bygning, og hans Maade at opføre sig paa var fri og utvungen,
skiønt han for første Gang befandt sig under Europæernes Tag, omringet af en deel
nysgierrige, for ham fremmede Væsener." 1
Som antydet i dette citat forekommer østgrønlænderne Graah at være
mindre eskimoiske og mindre grønlandske end vestgrønlænderne, hvilket vil sige at de
er smukke, velskabte, ranke og tillige renligere og bedre klædte end deres koloniserede
landsmænd. De vilde er således d e mere ædle. Men sagen er også mere kompleks, for
hvis Graahs beretning forekommer ganske straight i sin lovprisning af de
østgrønlandske kvinders skønhed, uden den på samme tid pikante og akavede
tvetydighed som Nansen roder sig ud i, så er Graah i sine generaliseringer over
østgrønlændernes væsen mindre urimelig ensidig, dvs. mere tvetydig mht. hvordan
østlændingene egentlig er. Denne del af Graahs diskurs former sig som en fortsættelse
af det trælse koloniale slid, og østkystens indfødte viser sig heri a t være mere af det
samme. Det er ikke frihed og utvungenhed altsammen. Der er noget, en uordenlig
virkelighed, der ikke rimer i Graahs fremstilling, hvilket vi kan se som vidnesbyrd om
generaliseringens omfang og vilje til at få det hele med: " Det er et blidt, høfligt,
sædeligt og artigt Folk, hos hvilket man er fuldkommen sikker paa Liv og Eiendom,
saalænge man behandler dem høfligt og artigt, og vogter sig for at forurette dem. De ere
ordholdne og sanddrue, og, saavidt jeg har havt Leilighed til at erfare, ikke løsagtige
1 Wilhelm August Graah, Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland (Gyldendal, København, 1932),
p 47.