ESKIMOTID - DanBBS

36
spil. Således skal vi også hos Sørensen regne med en handling, som simpelthen er
handling, og med en tale, som simpelthen afspejler denne handling i al dens ikke-
diskursive yderlighed. På den måde finder vi i centrum af Sørensens diskursanalytiske
fremstilling - på det sted, som bogens diskursive vending drejer sig om - en ren og skær
vold, der undslipper alle destabiliserende opløsninger og relativiseringer.
Og i samme moment, i en kredsen om nævernes tale, skal vi selvfølgelig
også regne med en bogstavelig tale, en tale, der siger det, som det er, bestemmer og slår
fast. Således distancerede, fra hver sin side af den diskursiverede felt, denne praksis, der
ellers retter sig mod at opløse deres favntag, synes ord og ting at genfinde sig selv og
hinanden, at finde sammen om sagens alvor og hensynet til de voldsramte: "Vold er en
temmelig følelsesfuld og oplevelsesnær affære, som ikke kan rummes i erfaringsfjerne
begreber [..]." 1 "Volden har en terroreffekt, som ordene ikke kan efterligne eller
erstatte." 2
Så selvom, altså, det indenfor den nyere antropologi ikke giver mening at
skelne ontologisk mellem tale om handling, mellem virkelighed og afspejling, ser det ud
til, at vi netop i dette stykke levende og levet praksis ikke helt kan afskrive det
forældede perspektiv, at vi her en dnu - på samme tid - må regne med en voldens
praksis, som er mere virkelig end diskursiv, samt med en tale som bedre afspejler den
voldelige virkelighed end så megen anden, erfaringsfjern teoretiseren. I den voldelige
virkelighed høres ingen uforståelig mumlen, og selv tavsheden er her tydeligvis rugende
og truende. På den ene side opererer vi altså med en diskurs-praksis tilgang, der
relativiserer skellet mellem den verbale og den rene vare; på den anden side - fordi vi
erkender, mærker, at opløsningen af dette skel resulterer i en praktisk glidebane,
resulterer i situationer, hvor ordene netop truer med at blive til handling - er vi samtidig
nødt til at opretholde skellet.
Med volden som akse for sin diskursanalytiske vending - idet han erfarer,
mærker, d et grønlandske samfunds indiskutable voldelighed, og idet han tager afstand
fra den -, bliver Sørensen i stand til at anlægge et perspektiv, hvori tingene endelig kan
fremstilles som de er. Han bliver i stand til at se, hvad der er virkelighed, og hvad den
omvendte verden. Han bliver i stand til at erstatte de tyngende, reimporterede
rodforestillinger med langt mere adækvate forklaringer, "[..] der tager udgangspunkt i
1 Ibid., p 71.
2 Ibid., p 235.